Det er falskspilleri at fremhæve en lokalafdeling, når partiet som helhed efter flere års diskussioner har opgivet EU-modstanden og modstanden mod militarismen. I har kun et valg, meld jer ud af Enhedslisten!
I presseomtalen fra det netop overståede årsmøde i Enhedslisten har der været skrevet meget om, at Enhedslisten skulle være blevet tilhængere af NATO og EU, og at vi ikke går ind for udmeldelse af de to klubber for rige vestlige lande.
Ovenstående er blevet diskuteret på et åbent medlemsmøde i Enhedslistens Stevns. Da der ikke skal være nogen tvivl om vores holdning, har vi besluttet at slå endegyldigt fast, at Enhedslisten Stevns stadig går ind for udmeldelse af både NATO og EU.
Vejen frem ifølge Enhedslisten Stevns er ved hjælp af afspænding, forhandling og mægling.
Vi holder fast i Enhedslistens principprogram, som klart og tydeligt siger at: “Vi bekæmper militarismen og arbejder for dansk udmeldelse af NATO.” Og vi holder ligeledes fast i denne vedtagelse fra årsmødet: “Enhedslisten fastholder perspektivet om en dansk udmeldelse af EU”.
Specielt i den nuværende situation med Ruslands invasion af Ukraine og oprustning af NATO er det helt afgørende, at nogen viser en anden vej. Vejen frem ifølge Enhedslisten Stevns er ved hjælp af afspænding, forhandling og mægling.
Alle kræfter skal sættes ind på at gyde olie på vandene frem for at hælde benzin på bålet, sådan som regeringen gør i øjeblikket med nye våbenleverancer til krigszonen.
Der bliver leget med verdensfreden.
Opfordringen fra Enhedslisten Stevns er:
Stop leverancerne af våben til krigszoner
Danmark ud af NATO
Danmark ud af EU
Kast dine kræfter ind – døden skal tabe.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.