Vi er i isolation, da vi er smittet af corona. Klokken er kun lidt over 4, vi hoster, står op og går lidt rundt. Himlen er mørkeblå, men farves purpurrød af solopgangen. Hvor er her smukt og fredeligt denne morgen.
Vi ville ønske, at NATO/Rusland ville finde det smukke og lade freden sænke sig. Stop krigen! Ingen verdensborgere ønsker krig. Det er kun våbenindustrien, der har interesse i krig.
Hvorfor har Danmark (sammen med andre NATO-lande) presset Rusland og misbrugt Ukraine til at bekrige hinanden? Gør vi det mon for vores egen skyld?
NATO satser kynisk og med storhedsvanvid på, at krigen kan isoleres til Ukraine – at det ikke breder sig til en tredje verdenskrig. Den danske TV-ekspert i militær uniform smiler til kameraet, mens han forsikrer os om, at krigen ikke udvikler sig til en verdenskrig.
Vi smiler ikke – vi græder fordi:
– Ukrainske børn, der flygter, tør ikke tro på, at krigen kan stoppes.
– Ukrainske børn bliver adskilt fra deres familier, som de elsker. De får oplevelser, som ingen børn skal udsættes for.
– Svage og ældre (børnenes bedsteforældre) efterlades tilbage i Ukraine uden håb og usikkerhed for mangel på alt fundamentalt som medicin, mad, rent vand og varme.
– Børnene ved, at deres far måske bliver skudt eller lemlæstet på krop og sjæl.
– Børnene ser og mærker de voksnes angst for fremtiden.
– Både russiske og ukrainske familier har været udsat for udstødelse eller direkte forfølgelse i mange år – hvorfor? De har jo ikke valgt krigen.
– Danmark og resten af Vesten sender våben til en krig, som slår mennesker ihjel og ødelægger natur, kultur og menneskers boliger.
– Det tager tre generationer at overvinde krigstraumer.
Nej tak til at afskaffe forsvarsforbeholdet – lad os bremse oprustning og krig, og lad os bruge økonomi og samtaler til at skabe fred i verden.
Mediedækningen af krigen i Ukraine er sensationspræget og forsimplende. Den form for journalistik er ikke fredsskabende. Vi danskere skal passe på, at vi ikke indrulleres i Vestens massive mediekrig, hvor alt males sort-hvidt.
Vi danskere tilstræber konsensus, fordi vi vil accepteres af gruppen. Vi kommer let til at følge med strømmen, som meget tydeligt fortæller, hvem der er skurk, og hvem der er helt.
Men – det er jo ikke én mand, der er skyld i krig, det billede forsimpler og forhindrer en kompleks og uhyggelig analyse og debat – som skulle handle om, hvordan vi skaber fred. Ruslands og Ukraines befolkninger består af mennesker ligesom os, familier der ønsker det bedste for deres børn, familier der ønsker fred i verden.
Vi har ikke brug for at lægge mennesker for had på grund af deres nationalitet, religion eller andet. Vi har brug for en fredsbevarende samtale mennesker og lande imellem.
Når TV-medier interviewer ukrainske flygtningekvinder i Danmark, bliver der bragt et to-minutters indslag, som beskriver hendes taknemmelighed til Vesten. Hun bliver valgt til interviewet, fordi hun skal sige det, vi gerne vil høre, hun har forberedt sig, gjort sig umage, forsøgt at glemme det kaos, som må sidde i hver celle i kroppen. Hvis hun i interviewet komplicerede budskabet med sin foragt og angst for krig, oprustning og ødelæggelse, ville medierne ikke følge med strømmen af sort-hvide budskaber.
Tænk, at verden ikke kan skabe fred, men i stedet accepterer tomme hierarkier, og at magthavere i såvel vest som øst positionerer sig og viser muskler, truer og provokerer hinanden og genskaber den kolde krig. Den kolde krig som gør os bange og forhindrer os i at turde sige det, vi ønsker: FRED!
Vi skal som danskere ikke bidrage mere til oprustningen af en gammeldags krigsførelse. Vi skal i stedet satse på menneskelighed og modernisere hospitaler, daginstitutioner, skoler og satse på, at vi kan bevare den smukke natur og den purpurrøde solopgang.
“Krig er foragt for liv, fred er at skabe”. Nej tak til at afskaffe forsvarsforbeholdet – lad os bremse oprustning og krig, og lad os bruge økonomi og samtaler til at skabe fred i verden.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


