Ikke dømt for chikane
I midten af september 2022 mødtes de ni medlemmer af Shanghai Samarbejdsorganisation (SCO) i Samarkand, Usbekistan, til det 22. møde i rådet for statsledere.
Da Kina, Indien og Pakistan er medlemmer af SCO, repræsenterer organisationen omkring 40 procent af verdens befolkning; med tilføjelsen af Rusland udgør SCO-landene 60 procent af det eurasiske territorium (de andre medlemslande i organisationen er Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Usbekistan og nu Iran).
Samarkand-ånden afspejler, i en anden periode, Bandung-ånden med vægt på suverænitet og lighed. Ord som “gensidigt” er kun tiltrækkende, hvis de giver håndgribelige fordele for de mennesker, der bor i disse lande.
I Samarkand-erklæringen, sluterklæringen fra dette topmøde, fremstiller SCO sig selv som en “regional” organisation, selv om SCO’s blotte størrelse tillader den at betegne sig selv som en global organisation med lige så stor legitimitet som G7, (hvis syv lande kun udgør ti procent af verdens befolkning, selv om gruppen tegner sig for 50 procent af den globale nettoformue).
Nøgleordet i Samarkand-erklæringen synes at være “gensidig”: gensidig respekt, gensidig tillid, gensidig konsultation og gensidig fordel. Der er et ekko i disse ord af slutkommunikéet fra den asiatisk-afrikanske konference, der blev afholdt i Bandung, Indonesien, i 1955, og som førte til dannelsen af den alliancefrie bevægelse i 1961.
Samarkand-ånden afspejler, i en anden periode, Bandung-ånden med vægt på suverænitet og lighed. Ord som “gensidigt” er kun tiltrækkende, hvis de giver håndgribelige fordele for de mennesker, der bor i disse lande.
Som forventet rullede øjnene i den vestlige presse, som enten ikke lagde megen vægt på mødet i deres mediedækning eller fremhævede splittelsen mellem de lande, der deltog i mødet. Bemærkninger fra Kinas præsident Xi Jinping og Indiens premierminister Narendra Modi om deres syn på den russiske krig i Ukraine prægede overskrifterne i de vestlige medier.
Det er klart, at de lande, der deltog i Samarkand-mødet, ikke er enige om alle de spørgsmål, der blev drøftet, men de har opbygget tillid til hinanden og er interesserede i at styrke deres diplomatiske og økonomiske forbindelser, især på handelsområdet.
Integration og samhandel
SCO-staterne bidrager med 24 procent til verdens bruttonationalprodukt og tegnede sig for 17,5 procent af verdenshandelen i 2020, hvilket er et aktivitetsvolumen, der er tillokkende for fattigere stater i Eurasien.
Lokomotivet for denne økonomiske aktivitet er fortsat Kina, som er den største handelspartner for Iran, Kirgisistan, Pakistan, Rusland, Indien og Usbekistan. Fordelene ved handel mellem landene – herunder energikøb fra Rusland – er grundlaget for SCO, som er blevet en af de vigtigste institutioner for integrationen af Eurasien.
Iran blev et fuldgyldigt medlem af SCO på mødet i Samarkand. I løbet af det seneste årti har USA’s sanktioner mod Iran og Rusland samt den amerikanske handelskrig mod Kina ført disse tre lande tættere sammen. I april 2021 underskrev Kina og Iran en 25-årig handelsaftale, som Irans ambassadør i Kina, Mohammad Keshavarz-Zadeh, sagde “ikke er rettet mod noget tredjeland”, hvilket betyder USA.
Lignende holdninger, men med en stærkere antivestlig tone kunne høres på det syvende Østlige Økonomiske Forum, der blev afholdt i Vladivostok, Rusland, i september 2022, hvor Ruslands præsident Vladimir Putin sagde, at “Vesten er ved at fejle, fremtiden ligger i Asien”.
SCO er ikke blot en konsolidering af asiatiske lande, der er stærkt sanktioneret af USA og EU. Indien, der er medlem af SCO, er en stat, der ikke er sanktioneret, og Tyrkiet, et andet ikke-sanktioneret land, søger at blive medlem af SCO, hvilket dementerer en så bekvem forkastelse af årsagen til organisationens eksistens.
Indien er et fuldgyldigt medlem af SCO og har overtaget formandskabet for organisationen, indtil det er vært for det næste møde i 2023. Indiens Modi spillede en aktiv rolle på mødet i Samarkand, og ifølge et indlæg skrevet af Indiens tidligere udenrigsminister Kanwal Sibal antydede han, at Indiens medlemskab af SCO er en del af “vores engagement i en multipolær verden”.
Tyrkiet bejler til SCO
Tyrkiet, der er medlem af NATO, er en dialogpartner i SCO og forsøger nu at opgradere sin status til at blive medlem af organisationen.
I 1987 ansøgte Tyrkiet om at blive medlem af Den Europæiske Union og “blev erklæret berettiget til at blive medlem af EU” i 1999. Med besked om at processen nødvendigvis må være langsom, så Tyrkiets ledende repræsentanter skuffet til, da Ukraine ansøgte om optagelse i EU i februar 2022 og derefter blev accepteret som EU-kandidatland i juni. Dermed sprang Ukraine langt foran Tyrkiet, hvis kandidatur ikke er kommet videre, og tiltrædelsesforhandlingerne er “effektivt fastfrosset”.
Samarkand-mødet var det første SCO-møde, som blev overværet af Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, som talte om SCO-regionen som det tyrkiske folks “fædreland” og som en naturlig del af hans land. Indiens lederskab i SCO og muligheden for Tyrkiets optagelse i organisationen viser, at SCO i stigende grad bliver et instrument for eurasisk integration.
“Situationen i verden er faretruende forværret”, hedder det i Samarkand-erklæringen. “Eksisterende lokale konflikter og kriser intensiveres, og nye opstår.”
Da SCO mødtes, angreb Aserbajdsjan Armenien – en gentagelse af konflikten fra 2020 – hvilket åbnede yderligere spændinger mellem Rusland, (som er med i den kollektive sikkerhedstraktatorganisation med Armenien), og Tyrkiet (som er tæt allieret med Aserbajdsjan).
For at føje til forvirringen brød sammenstød ud ved grænsen mellem Tadsjikistan og Kirgisistan, hvor Putin i al hast indkaldte præsidenterne i begge lande for at bilægge deres uoverensstemmelser. Modi og Xi mødtes på mødet i Samarkand for første gang siden sammenstødet i maj 2020 mellem kinesiske og indiske tropper i den højtliggende bjergregion Ladakh. Der er ikke sket reelle fremskridt i den årtier lange grænsestrid mellem disse to asiatiske stormagter.
Sådanne eksisterende lokale konflikter truer ikke kun sikkerheden for de mennesker, der bor i disse lande, men udgør også en udfordring for SCO, der kan blive mere end en regional organisation.
Denne artikel er udarbejdet af Globetrotter.
Mellemoverskrifter indsat af redaktionen.
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er senior non-resident fellow ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet mere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Irak, Libyen, Afghanistan, and the Fragility of U.S. Power.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
