Transportforhandlinger sat i gang
I december blev der offentliggjort en undersøgelse, som fik mig til at græde.
Med titlen Needs Study: Impact of War in Gaza on Children with Vulnerabilities and Families blev den udført af Community Training Centre for Crisis Management (CTCCM) i Gaza. Den er skrevet i en klinisk stil, og intet ved sproget burde have påvirket mig på den måde, som det gjorde.
Men undersøgelsens resultater var chokerende. Her er nogle af de kolde fakta:
- 79 procent af børnene i Gaza lider af mareridt.
- 87 procent af dem oplever alvorlig frygt.
- 38 procent rapporterer om sengevædning.
- 49 procent af omsorgspersonerne sagde, at deres børn troede, at de ville dø i krigen.
- 96 procent af børnene i Gaza følte, at døden var nært forestående.
Kort sagt: Hvert eneste barn i Gaza føler, at de skal dø.
Denne artikel, min første i 2025, kunne have sluttet efter den sidste linje. Hvad mere skal der siges? Men der er mere at sige.
I marts 2024 udsendte FN’s Børnekomité en skarp udtalelse om krigen i Sudan mellem de sudanesiske væbnede styrker og de paramilitære Rapid Support Forces, som begge støttes af en række udenlandske magter.
Udtalelsen havde sine egne stærke fakta:
- 24 millioner børn i Sudan – næsten halvdelen af landets samlede befolkning på 50 millioner – er i fare for en “generationskatastrofe”.
- 19 millioner børn går ikke i skole.
- 4 millioner børn er fordrevne.
- 3,7 millioner børn er akut underernærede.
Det første punkt henviser til samtlige Sudans børn, som alle er i fare for en “generationskatastrofe”.
Dette begreb, som først blev brugt af FN til at beskrive de traumer og tilbageslag, som børn oplevede på grund af covid-19-lockdowns, betyder, at Sudans børn ikke vil komme sig over den prøvelse, som krigen har påført dem.
Det vil tage generationer, før noget, der ligner normalitet, vender tilbage til landet.
En videnskabelig undersøgelse fra 2017 viste, at dybe barndomstraumer kan præge en person både fysisk og psykisk. Traumer omdirigerer børns udviklende nervesystemer og får dem til at være meget opmærksomme og ængstelige selv årtier senere.
Denne proces, skriver forfatterne, genererer en mekanisme, der kaldes “forbedret trusselsbearbejdning”. Det er ikke underligt, at undersøgelser af børn, der har oplevet tidligere krige, viser, at de i uforholdsmæssig høj grad lider af sygdomme, herunder hjertelidelser og kræft.
I marts 2022 skrev fem læger fra Afghanistan, Indien, Irland og Sri Lanka et dybtfølt brev til The Lancet, hvor de mindede verden om situationen for Afghanistans børn.
I 2019 var alle børn i Afghanistan født og opvokset under krig. Ikke et eneste af dem havde oplevet fred. Forfatterne bemærkede, at “undersøgelser af psykoterapeutiske interventioner hos afghanske børn og unge er sjældne, og den evidens, de har frembragt, er af lav kvalitet.”
Derfor foreslog de en integreret sundhedsplan for afghanske børn, som byggede på telesundhedsbehandling og ikke-medicinske fagfolk. I en anden verden kunne planen være blevet debatteret.
Nogle af de midler, der havde beriget våbenhandlerne under krigen, ville i stedet være blevet brugt til at realisere denne plan. Men det er ikke vejen frem i vores verden.
Foto: Hatem Khaled/Reuters/Ritzau Scanpix
Udtalelsen om våbenhandlere er ikke fremsat uden grund. Ifølge et faktaark fra december 2024 fra Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) øgede verdens 100 største våbenproducerende og militære servicevirksomheder deres samlede våbenindtægter med 4,2 procent i 2023 og nåede dermed op på svimlende 632 milliarder dollars.
Fem USA-baserede virksomheder stod for næsten en tredjedel af disse indtægter. Disse 100 virksomheder øgede deres samlede våbenindtægter med 19 procent mellem 2015 og 2023.
De fulde tal for 2024 er endnu ikke tilgængelige, men hvis man ser på de kvartalsvise indberetninger fra dødens største købmænd, er deres indtjening steget endnu mere. Milliarder til krigsophidsere, men intet til børn, der fødes ind i krigszoner.
I 2014 resulterede Israels bombardement af Gaza i uskyldige børns død. To hændelser i juli ramte en særlig nerve. Først affyrede Israel et missil, som ramte Fun Time Beach Café (Waqt al-Marah) i Khan Younis klokken 23.30 den 9. juli.
I caféen, som var en provisorisk konstruktion cirka 30 meter fra Middelhavet, var flere mennesker samlet for at se semifinalen i FIFA World Cup 2014 mellem Argentina og Holland. De var alle seriøse fodboldfans.
Det israelske missil dræbte ni unge mennesker: Musa Astal (16 år), Suleiman Astal (16 år), Ahmed Astal (18 år), Mohammed Fawana (18 år), Hamid Sawalli (20 år), Mohammed Ganan (24 år), Ibrahim Ganan (25 år) og Ibrahim Sawalli (28 år).
De nåede aldrig at se Argentina vinde kampen i straffesparkskonkurrencen eller se Tyskland vinde turneringen i en anspændt kamp et par dage senere.
I mellemtiden fortsatte Israels bombardementer med uformindsket styrke. Tre dage senere, den 16. juli, spillede flere drenge fodbold – som om de gentog VM på Gazas strand – da et israelsk flådefartøj først skød mod en anløbsbro og derefter, da drengene løb væk fra eksplosionen, mod drengene.
Israel dræbte fire af dem – Ismail Mahmoud Bakr (9 år), Zakariya Ahed Bakr (10 år), Ahed Atef Bakr (10 år) og Mohammad Ramez Bakr (11 år) – og sårede andre.
Det israelske bombardement af Gaza i 2014 dræbte mindst 150 børn i alt. Da menneskerettighedsgruppen B’Tselem lavede en reklame for at sende navnene på børnene på israelsk tv, forbød Israel Broadcast Authority det.
Den britiske digter Michael Rosen reagerede på drabene og forbuddet med det smukke digt “Don’t Mention the Children” – “Nævn ikke børnene”.
Lad være med at nævne børnene.
Nævn ikke navnene på de døde børn.
Folk må ikke kende navnene
på de døde børn.
Børnenes navne skal være skjulte.
Børnene skal være navnløse.
Børnene skal forlade denne verden
uden at have navne.
Ingen må kende navnene på
de døde børn.
Ingen må sige navnene på
de døde børn.
Ingen må overhovedet tænke på, at børnene
har navne.
Folk skal forstå, at det ville være farligt
at kende børnenes navne.
Folk skal beskyttes mod at kende
at kende børnenes navne.
Børnenes navne kunne sprede sig
som en løbeild.
Folk ville ikke være i sikkerhed, hvis de kendte
børnenes navne.
Nævn ikke navnene på de døde børn.
Husk ikke de døde børn.
Tænk ikke på de døde børn.
Sig ikke: ‘døde børn’.
Ja, børnene har navne. Vi vil fortsætte med at navngive alle dem, hvis navne vi kan huske. Vi vil ikke glemme dem.
I september 2024 udgav det palæstinensiske sundhedsministerium en opdateret liste med navne på palæstinensere, der blev dræbt i det amerikansk-israelske folkemord fra oktober 2023 til august 2024.
På den liste er der 710 nyfødte, hvis alder er angivet som nul. Mange af dem var lige blevet navngivet.
Listen er for lang til at blive gengivet her, men historien om Ayssel og Asser Al-Qumsan er symbolsk. Den 13. august 2024 forlod Mohammed Abu Al-Qumsan sin lejlighed i Deir al-Balah, i det centrale Gazas “sikre zone”, for at registrere fødslen af sine tvillingebørn Ayssel og Asser.
Han efterlod tvillingerne hos deres mor, Dr. Jumana Arfa (29 år), som havde født dem tre dage tidligere på Al-Awda-hospitalet i Nuseirat. Dr. Jumann Arfa var uddannet farmaceut fra Al-Azhar-universitetet i Gaza. Et par dage før hun fødte sine børn, skrev hun på Facebook om Israels angreb på børn og citerede et interview med den jødisk-amerikanske kirurg Dr. Mark Perlmutter i et stærkt CBS News-indslag kaldet Children of Gaza.
Da Mohammed kom tilbage efter at have registreret tvillingerne, fandt han ud af, at deres hjem var blevet ødelagt, og at hans kone, nyfødte børn og svigermor alle var blevet dræbt i et israelsk angreb.
Ayssel Al-Qumsan.
Asser Al-Qumsan.
Vi må sætte navn på de døde børn.
Om forfatteren:
Vijay Prashad er indisk historiker, redaktør og journalist. Han er forfatterstipendiat og chefkorrespondent for Globetrotter. Han er redaktør for Left Word Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han har skrevet mere end 20 bøger, bl.a. The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er On Cuba: Reflections on 70 Years of Revolution and Struggle, Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism, og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Iraq, Libya, Afghanistan, and the Fragility of US Power.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
