Høring på Arbejdermuseet 6. august
Det kommende valg til Pakistans nationalforsamling og provinsforsamlinger, der finder sted den 8. februar, har stor betydning på baggrund af de mange omvæltninger i landet. Især den nylige anholdelse og domfældelse af den tidligere premierminister, Imran Khan, tilføjer et lag af kompleksitet.
Den 31. januar blev Khan idømt 14 års fængsel oven i sin eksisterende dom på tre års fængsel for korruption. I sidste måned blev han desuden idømt 10 års fængsel i en anden sag, hvor han var anklaget for at have lækket hemmelige statsdokumenter.
Landet er viklet ind i et komplekst net af økonomiske vanskeligheder, hvor inflation, arbejdsløshed og en presserende kapitalkrise kaster skygger over landets fremtidsudsigter. Fattigdommens spøgelse truer, forværrer de sociale uligheder og hæmmer befolkningens generelle velfærd.
Hvordan vælges repræsentanter i Pakistan?
Under et parlamentarisk regeringssystem opererer Pakistan med et parlament med to kamre, der består af Nationalforsamlingen og Senatet. Det kommende valg vil afgøre sammensætningen af Nationalforsamlingen og de fire provinsforsamlinger – Punjab, Sindh, Khyber Pakhtunkhwa og Balochistan.
Nationalforsamlingen består af 336 pladser, hvoraf 266 vælges direkte i enkeltmandskredse efter først til mølle-princippet. Derudover er der 60 pladser reserveret til kvinder og 10 til minoriteter. Fordelingen af kvinders reserverede pladser mellem partierne er proportional med deres provinsielle antal pladser, mens minoritetspladser fordeles baseret på hvert partis samlede antal pladser.
Herefter vælger medlemmerne af provinsforsamlingerne 100 medlemmer til senatet, som fungerer som overhus i det pakistanske parlament.
Det parti eller den alliance, der opnår flest pladser i nationalforsamlingen, får privilegiet at vælge sin leder, som derefter overtager posten som premierminister.
De vigtigste partier
Det politiske landskab i Pakistan er præget af flere fremtrædende partier, som hver især ledes af indflydelsesrige personer.
Pakistan Muslim League (Nawaz) (PML-N) ledes af den tidligere premierminister Nawaz Sharif, mens Pakistan People’s Party (PPP) ledes af den tidligere udenrigsminister Bilawal Bhutto Zardari. Imran Khan leder Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI), og Maulana Fazlul Haq leder Jamiat Ulema-e-Islam Pakistan (Fazl).
Den pakistanske valgkommission (ECP) har nægtet at give Pakistan Tehreek-e-Insaf (PTI) dets udpegede valgsymbol, cricketbattet.
Derfor er et flertal af partiets kandidater nu tvunget til at deltage i valget som uafhængige. Imran Khan, lederen af PTI, er blevet diskvalificeret fra at deltage i det igangværende valg. Han er udelukket fra at bestride et offentligt embede i det næste årti.
Militæret har sin rolle og historie
Imran Khan var engang en figur, der blev støttet af den pakistanske hær, men han har forvandlet sig til deres primære modstander. Uoverensstemmelserne startede med militærets udnævnelse af generalløjtnant Nadeem Ahmed Anjum som ISI-chef mod Khans ønske sammen med Khans besøg i Rusland.
Sidstnævnte viste Pakistans aggressive neutrale position i begyndelsen af krigen mellem Ukraine og Rusland, hvilket kan have gjort USA oprørt. Senere vandaliserede Khans tilhængere en af generalernes residenser efter hans anholdelse. Generalernes mål var at fjerne Khan, og nu har de nået deres mål.
Pakistan Tehreek-e-Insaf/CC 3.0
Men Pakistans politiske klasse og dets militær har historisk set haft et komplekst forhold med samarbejde og konflikt. Gennem hele Pakistans historie har militære interventioner været et tilbagevendende tema.
Et centralt eksempel fandt sted i 1958, da præsident Iskander Mirza erklærede undtagelsestilstand, annullerede forfatningen og lukkede national- og provinsforsamlingerne. General Mohammad Ayub Khan overtog kontrollen og markerede starten på et militærstyre. Siden da har Pakistan oplevet flere militære magtovertagelser.
Ifølge den pakistanske hærlov er det de væbnede styrkers opgave at beskytte nationen mod udefrakommende trusler og aggression samt at støtte de civile myndigheder, når det er nødvendigt.
Men når det gælder politiske emner, har der ofte været uoverensstemmelser mellem den civile og den militære regering. Militæret har ved flere lejligheder taget magten ved at bruge oppositionspartier som redskaber.
Pakistan bruger konsekvent en betydelig del af sit budget på militæret, og i 2022 nåede det op på 17,9 procent af BNP. Det er et betragteligt beløb, især for et land, hvor indkomsten pr. indbygger i 2022 lå på 1588,9 dollars, hvilket svarer til cirka 4,35 dollars om dagen.
Vigtigste bekymring: Spørgsmål der former valgsituationen
I Pakistan er det nuværende økonomiske situation præget af en barsk virkelighed, hvor inflationen er steget til et hidtil uset niveau på over 30 procent og nåede sit højeste niveau i 50 år i 2023.
I januar 2024 lå den på 28,3 procent. Denne økonomiske turbulens understreges yderligere af landets position i hele regionen, hvor dets BNP, indkomst pr. indbygger og BNP-vækst er blandt de laveste. Vedvarende udfordringer i form af høj arbejdsløshed og inflation bidrager til den generelle økonomiske belastning.
Den igangværende krise i Pakistan kan ikke løses ved blot at skifte et politisk parti ud med et andet.
Ifølge UNDP’s Human Development Index er Pakistan placeret på 161. pladsen ud af 191 lande, hvilket indikerer lave resultater på vigtige områder som sundhed, viden og levestandard. Det placerer Pakistan blandt de 31 lande i verden med det laveste sociale udviklingsniveau. Fattigdomsraten i Pakistan var på 39,4 procent i år 2022.
Situationen blev yderligere forværret af de ødelæggende oversvømmelser, som landet oplevede i 2022. Oversvømmelserne forårsagede ikke kun omfattende skader på landbrugsjord og kritisk infrastruktur, men havde også en afsmittende effekt på den samlede økonomi.
Eftervirkningerne af oversvømmelserne udløste en stigning i inflationen, hvilket især påvirkede fødevarepriserne og øgede de økonomiske vanskeligheder, som befolkningen stod over for.
Den nyliberale kapitalismes indbyrdes forbundne udfordringer i Pakistan
De eskalerende leveomkostninger, den stigende arbejdsløshed og stagflationsspøgelset – alt sammen sammenflettet med begrænsningerne i væksten – er symptomer på en større krise, der har rod i den nyliberale kapitalisme.
Denne situation er ikke forbeholdt et bestemt regime; den stammer snarere fra den overordnede indflydelse fra en nyliberal ramme, der forhindrer effektiv krisehåndtering fra skiftende regeringers side. De strukturelle problemer, der er på spil, fortsætter uanset skift mellem politiske partier eller militærdiktaturer.
De aktuelle udfordringer er indlejret i Pakistans position i den nyliberale kapitalismes globale politiske økonomi. Pakistan kæmper for at klare sig i konkurrencen, hvilket fører til betydelige socioøkonomiske omkostninger.
Pakistan bliver i stigende grad den internationale kapitals arbejdskraftsreserve med sin evne til at producere en arbejdsstyrke, der er bestemt til at arbejde i udlandet og fremstille produkter, som den hjemlige arbejderklasse knap nok har råd til.
Landet er viklet ind i et komplekst net af økonomiske vanskeligheder, hvor inflation, arbejdsløshed og en presserende kapitalkrise kaster skygger over landets fremtidsudsigter.
Med en årlig udvandring på over 800.000 mennesker, der søger arbejde i udlandet, er der ved at opstå en ny underklasse i landet, som består af personer, der er ivrige efter at få et arbejde, som landet ikke kan tilbyde.
Et væsentligt aspekt, der bidrager til Pakistans økonomiske udfordringer, er landets store afhængighed af udenlandske lån, der ofte optages til høje renter. Landet lever i øjeblikket af disse lån og står over for den formidable opgave at tilbagebetale en betydelig gæld på 80 milliarder dollars inden for de næste tre år.
Den igangværende krise i Pakistan kan ikke løses ved blot at skifte et politisk parti ud med et andet. Den er tæt forbundet med dybtliggende problemer med ulighed, koncentreret magt i hænderne på nogle få og en mangel på engagement fra ledernes side til at præsentere et bæredygtigt alternativ.
En ny politisk organisations evne til at overvinde disse udfordringer er stadig usikker. Ikke desto mindre har dette valg stor betydning, da befolkningen lider nød, skepsissen over for valgprocessen er udbredt, og nationen ser ud til at bevæge sig ind i en usikker fremtid uden nogen klar vej til genopretning.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatteren:
Pranjal Pandey, journalist og journalist og redaktør i Delhi, har redigeret syv bøger, der dækker en række emner, der er tilgængelige på LeftWord. Du kan udforske hans journalistiske bidrag på NewsClick.in.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
