Fredsorganisationer i USA fordømmer, at landets regering sender våben og tropper til Europa, efter Rusland har invaderet Ukraine.
Fremfor at eskalere konflikten kræver de, at USA indgår i fredsforhandlinger med Rusland og Ukraine for at få stoppet krigen. Fredsbevægelsen advarer i den forbindelse kraftigt mod at etablere en flyveforbudszone over Ukraine.
Den 16. marts anmodede Volodymyr Zelenskij, Ukraines præsident, USA om at oprette en flyveforbudszone med argumentet, at det ville gøre det sværere for Rusland at “terrorisere vores frie byer”, oplyser medienetværket The Conversation.
Men USA’s fredsbevægelse anser en flyveforbudszone som enormt risikabelt, fordi det kan medføre, at krigen i Ukraine udvikler sig til en atomkrig, efter især USA’s våbenfirmaer har presset på for at skabe konflikten.
Stop den militære bistand
“Spændingerne er store blandt militærfamilier som følge af Ruslands invasion af Ukraine”, skriver organisationen Militærfamilier Taler Ud (MFSO).
MFSO er en fredsorganisation for amerikanske militærfamilier i og udenfor USA, hvor et familiemedlem har været udsendt som soldat siden 9/11. MFSO “modsætter sig krigene i Irak og Syrien og taler imod andre uretfærdige militærinterventioner”.
At indføre en flyveforbudszone vil være den hurtigst mulige vej til atomkrig.
Party for Socialism and Liberation
I forhold til krigen i Ukraine kritiserer MFSO, at USA har valgt at indsætte 7000 ekstra soldater i Europa. Ifølge USA’s forsvarsministerium Pentagon skal beslutningen om at sende ekstra soldater “berolige” NATO-landene ved at vise, at NATO er klar til at svare igen, hvis Rusland skulle tage skridtet videre og angribe et medlem af NATO.
Desuden har USA’s præsident Joe Biden allerede sendt to våbenleverancer på en samlet værdi af 1600 millioner dollars til Ukraine, oplyser Al Jazeera.
“Vi appellerer til Rusland om at trække sine tropper ud af Ukraine og kræver, at USA trækker de ekstra tropper tilbage, som det har sendt til NATO-landene med henblik på at skræmme Rusland”, skriver MFSO og fortsætter:
“Vi kræver, at USA ikke foretager yderligere militære aktioner og ikke sender mere militær bistand/våben. Enhver yderligere amerikansk militær intervention kan kun føre til endnu en endeløs krig.”
Fredsforhandlinger fremfor eskalation
USA bør indgå i fredsforhandlinger med Rusland og Ukraine fremfor at eskalere konflikten, mener også fredsorganisationen Code Pink. Organisationen blev grundlagt af kvinder i 2002 for at bekæmpe regeringens finansiering af krige. I dag ledes Code Pink fortsat af kvinder, men er åben for alle, der vil kæmpe for fred.
I et åbent brev til USA’s præsident Joe Biden understreger Code Pink, at USA bør afvise den ukrainske regerings anmodning om at sende polske jagerfly til Ukraine og samtidig afvise Polens forslag om at sende NATO-tropper til konfliktzonen.
“Overførsel af polske jagerfly eller indsættelse af en fredsbevarende NATO-mission (også kaldet “støvler på jorden”) ville eskalere krigen til Tredje Verdenskrig”, advarer Code Pink.
Organisationen opfordrer i stedet USA til at indgå i forhandlinger, som bør føre til, at NATO stopper med at “udvide sig mere mod øst”.
Desuden opfordrer Code Pink på det kraftigste USA til at afvise Ukraines anmodning om at etablere en flyveforbudszone over Ukraine.
Flyveforbudszone kan føre til atomkrig
En militærmagt kan oprette en flyveforbudszone i et luftrum for typisk at forhindre et andet lands flyvevåben i at operere i området.
På sin hjemmeside deler fredssammenslutningen A.N.S.W.E.R. et dokument udarbejdet af det amerikanske kommunistparti Party for Socialism and Liberation (PSL), der forklarer risikoen ved en flyveforbudszone etableret af USA.
“En flyveforbudszone vil tvinge amerikanske kampfly og missilbatterier til at nedskyde russiske militærfly. I stedet for at været et skridt mod en afslutning af krigen, ville det føre til en global konfrontation mellem USA/NATO og Rusland”, vurderer PSL.
“At indføre en flyveforbudszone vil være den hurtigst mulige vej til atomkrig mellem USA/NATO og Rusland. Hundredmillioner mennesker ville dø. En flyveforbudszone vil ikke redde liv. Rusland har gjort det klart, at hvis USA og NATO går ind i krigen, vil der opstå en global konflikt”, fortsætter partiet.
Våbenfirmaer tjener på krig
“Det er tydeligt, at der ikke er nogen vindere af den forfærdelige krig i Ukraine – undtagen én: amerikansk og britisk våbenindustri, der vil tage alle de forhøjede profitter hele vejen ned i banken”, skriver Veteraner for Fred.
Veteraner for Fred er en organisation primært bestående af tidligere soldater fra USA’s krige i blandt andet Vietnam, Korea, Irak og Afghanistan. Organisationen, der også har bredt sig til Storbritannien, arbejder aktivt på at fremme alternativer til krig.
I forbindelse med krigen i Ukraine holder Veteraner for Fred især USA’s våbenindustri ansvarlig. Denne industri inkluderer blandt andet verdens største våbenfirma Lockheed Martin, der i 2020 tjente 65,4 milliarder dollars på at sælge våben, oplyser fredsforskningsinstituttet SIPRI.
“Store kampagnebidrag. 700 lobbyister. Militaristiske tænketanke. Rådgivende regeringsråd. Ansætter 1700 tidligere embedsmænd fra forsvaret og fylder regeringen med deres egne folk. Våbenindustrien har mange muligheder for at bestemme Pentagons budgetter, forme vores udenrigspolitik, skabe krigsfeber og vælge vores venner og fjender”, fastslår Veteraner for Fred.
Organisationen kritiserer, at Pentagon for nyligt vedtog et rekordhøjt militærbudget på 768 milliarder dollars, hvilket Veteraner for Fred anser som et resultat af våbenfirmaernes lobbyisme.
Læs også
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.