Høring på Arbejdermuseet 6. august
I begyndelsen af april 2024 afholdt flåderne fra fire lande – Australien, Japan, Filippinerne og USA – en maritim øvelse i Det Sydkinesiske Hav.
Australiens Warramunga, Japans Akebono, Filippinernes Antonio Luna og USA’s Mobile arbejdede sammen i disse farvande for at styrke deres fælles færdigheder og – som de sagde i en fælles erklæring – for at “opretholde retten til fri navigation og overflyvning samt respekt for maritime rettigheder i henhold til international lov.”
Et par uger senere, mellem 22. april og 8. maj, opererede skibe fra Filippinerne og USA sammen med australske og franske flådetropper i forbindelse med øvelsen Balikatan 2024.
I denne Balikatan-øvelse (“skulder ved skulder”) deltog over 16.000 tropper i et område af Det Sydkinesiske Hav, som ligger uden for Filippinernes territorialfarvand. Sammen med disse nationers flåder deltog Filippinernes kystvagt i øvelse Balikatan.
Det er vigtigt, fordi det er kystvagtens både, der oftest støder på kinesiske skibe i dette internationale farvand, hvoraf en del er omstridt mellem Kina og Filippinerne. Selv om de officielle dokumenter om disse øvelser ikke nævner Kina ved navn, er de helt sikkert designet som en del af den stigende militære aktivitet, som USA driver langs Kinas maritime grænse.
Dannelsen af The Squad to måneder senere indikerer, at Filippinerne nu har erstattet Taiwan som frontlinjestat for USA’s provokationer mod Kina.
Under Balikatan-øvelsen angreb og sænkede flådefartøjer fra Filippinerne og USA i fællesskab den filippinske flådes udrangerede BRP Lake Caliraya. Skibet – som var fremstillet i Kina – var blevet doneret til flåden af Philippine National Oil Company i 2014.
Det faktum, at det var det eneste skib i den filippinske flåde, som var fremstillet i Kina, gik ikke ubemærket hen i Kina. Oberst Francel Margareth Padilla-Taborlupa, en talsmand for Filippinernes væbnede styrker, sagde, at det var “rent tilfældigt”.
Under Balikatan mødtes forsvarsministrene fra de fire største nationer i Honolulu, Hawaii, for at diskutere de politiske konsekvenser af disse militærøvelser ud for Kinas kyst.
Australiens Richard Marles, Japans Kihara Minoru, Filippinernes Gilberto Teodoro og USA’s Lloyd Austin mødtes til deres andet møde for at diskutere deres samarbejde i den region, som de kalder Indo-Stillehavet.
Det var i forbindelse med dette møde, at ministrenes PR-team begyndte at bruge udtrykket “Squad” om de fire lande. Selv om de ikke formelt annoncerede oprettelsen af en ny blok i Østasien, har dette nye øgenavn til hensigt at give en de facto-annoncering af dens eksistens.
Fra Quad til Squad
I 2007 mødtes lederne af Australien, Indien, Japan og USA i Manila (Filippinerne) for at etablere Quadrilateral Security Dialogue (eller Quad), mens deres militær gennemførte Exercise Malabar i Filippinerhavet.
Quad omfattede i første omgang ikke Filippinerne, hvis daværende præsident, Gloria Arroyo, forsøgte at forbedre forholdet mellem sit land og Kina. Quad blev ikke til noget, fordi Australiens premierminister Kevin Rudd var utilfreds med Washingtons voksende krigeriskhed over for Beijing.
Quad blev genoplivet i 2017, igen i Manila, med en mere direkte dagsorden om at modarbejde Kinas Belt and Road-ambitioner i regionen (som USA’s udenrigsminister Rex Tillerson kaldte “rovdyrsøkonomi”).
I løbet af de sidste to år har USA været frustreret over Indiens modvilje ved den form for afpresningskampagne, som USA har ført mod Kina og Rusland. Indien nægtede at stoppe med at købe russisk energi til nedsat pris, hvilket var en pragmatisk beslutning i en valgperiode (selv om Indiens køb af russisk energi er faldet med tiden).
Da han blev spurgt, om Indien vil overveje at blive medlem af NATO+, sagde Indiens udenrigsminister S. Jaishankar, at Indien ikke deler “NATO-mentaliteten”.
Indiens modvilje mod at deltage i den fuldtonede nye kolde krig mod Kina irriterede den amerikanske regering, som derfor besluttede at tilsidesætte Quad og samle Squad med den filippinske præsident Bongbong Marcos’ mere medgørlige og ivrige regering.
Det er dog vigtigt at bemærke, at Indien i april leverede et parti supersoniske BrahMos-krydsermissiler til Filippinerne (solgt for 375 millioner dollars og produceret af et joint venture mellem våbenproducenter i Indien og Rusland). At disse missiler kan være en del af den nye pressionskampagne mod Kina, er ikke noget, der står med småt i aftalen.
Provokationer
Siden USA’s “drejning mod Asien” har landet forsøgt at provokere Kina. USA’s handelskrig, som begyndte i 2018, er stort set ebbet ud på grund af Kinas Belt and Road Initiative og landets forsøg på at opbygge avancerede produktionslinjer for at omgå USA’s handelsrestriktioner. (Da USA for eksempel forsøgte at forhindre Kina i at importere halvlederchips, udviklede kineserne deres egen produktionskapacitet).
USA’s forsøg på at gøre Taiwan til frontlinjen i sin kampagne for at lægge pres på Kina har heller ikke båret frugt. Med indsættelsen af Taiwans nye præsident Lai Ching-te den 20. maj kommer en mand til roret, som ikke er interesseret i at presse på for Taiwans uafhængighed; kun seks procent af Taiwans befolkning støtter en forening med Kina eller uafhængighed, mens resten af befolkningen er tilfreds med status quo.
Da USA ikke er i stand til at skabe den nødvendige provokation over Taiwan, har de flyttet sigtekornet til Filippinerne.
Mens Filippinerne og Kina strides om besiddelsen af flere øer i farvandet mellem dem, er disse uoverensstemmelser ikke tilstrækkelige til at drive nogen af landene i krig.
I april 2024 mindede Filippinernes tidligere præsident Rodrigo Duterte om, at da han var præsident (2016-2022), “var der ikke noget skænderi. Vi kan vende tilbage til normalitet. Jeg håber, at vi kan stoppe balladen derovre, for det er amerikanerne, der presser den filippinske regering til at tage derud og finde et skænderi og i sidste ende måske starte en krig.”
I marts sagde præsident Marcos, at han “ikke puffer til bjørnen” og ikke ønsker at “provokere” Kina. Men dannelsen af Squad to måneder senere indikerer, at Filippinerne nu har erstattet Taiwan som frontlinjestat for USA’s provokationer mod Kina.
Kinas viceformand for den centrale militærkommission, Zhang Youxia, advarede mod “kanonbådsdiplomati”. “Virkeligheden har vist”, sagde han, “at de, der laver bevidste provokationer, puster til spændingerne eller støtter den ene side mod den anden for egen vindings skyld, i sidste ende kun vil skade sig selv.”
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om fofatteren:
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skribent og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han er senior ikke-hjemmehørende gæsteprofessor ved Chongyang Institute for Financial Studies, Renmin University of China. Han har skrevet flere end 20 bøger, herunder The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger erStruggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Irak, Libyen, Afghanistan og the Fragility of U.S. Power.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
