Den 7. juni var en dårlig dag for Luis Almagro, generalsekretær for Organisationen af Amerikanske Stater (OAS). Under det niende Amerikatopmøde udråbte en ung mand ham for, hvad han er: En snigmorder og marionet for Det Hvide Hus, anstifter af kuppet i Bolivia. Han sagde, at Almagro ikke kan komme og give lektioner i demokrati, når hans hænder er plettet af blod.
I et andet lokale på topmødet i Los Angeles så det ikke ud til at gå bedre for udenrigsminister Antony Blinken, som af flere journalister blev irettesat for at bruge pressefriheden til at dække over journalisternes mordere og for at sanktionere og udelukke visse lande fra dette møde. “Demokrati eller hykleri,” kunne man høre i højttaleren den dag.
Hykleri synes at være limen i dette topmøde, og de amerikanske mainstreammedier og analytikere erklærede mødet den 6.-10. juni for en fiasko, før det overhovedet var begyndt.
I virkeligheden begyndte dette stormfulde topmøde med en stor diplomatisk snublen for USA, da flere latinamerikanske præsidenter meddelte, at de ikke ville deltage i topmødet på grund af udelukkelsen af Cuba, Venezuela og Nicaragua, som dikteret af Det Hvide Hus, mens USA’s udenrigsministerium stadig hævder, at mødeindkaldelsen var åben og ubegrænset.
På dets hjemmeside står der: “USA har hele tiden demonstreret og vil fortsat demonstrere vores engagement i en inklusiv proces, der inddrager input fra mennesker og institutioner, der repræsenterer den enorme mangfoldighed på vores halvkugle, og som omfatter oprindelige folks og andre historisk marginaliserede stemmer.”
Hykleri synes at være limen i dette topmøde, og de amerikanske mainstreammedier og analytikere erklærede mødet den 6.-10. juni for en fiasko, før det overhovedet var begyndt.
Den 7. juni forsikrede Washington Post sine læsere om, at “Denne uges Amerikatopmøde i Los Angeles vil blive husket for sit fravær snarere end for sine potentielle aftaler”, og fokuserede sin opmærksomhed på Mexicos præsident Andrés Manuel López Obrador. Han var den mest omtalte politiske person i amerikanske netværk og medier den 7. og 8. juni, endnu mere end USA’s præsident Joe Biden ifølge statistikker fra Google Trends.
Topmødet – et politisk selvmål
Richard N. Haass, der var rådgiver for den tidligere udenrigsminister Colin Powell og direktør for politisk planlægning i udenrigsministeriet, opsummerede katastrofen glimrende i et tweet:
“Det amerikanske topmøde ser ud til at blive en fiasko, et diplomatisk selvmål. USA har intet handelsforslag, ingen indvandringspolitik og ingen infrastrukturpakke. I stedet er der fokus på, hvem der vil være til stede, og hvem der ikke vil være der. Det er uklart, hvorfor vi pressede på for at få det til at finde sted.”
Som det kan forventes af et møde, hvor invitationen til mødet ikke var blevet offentliggjort 72 timer før, det begyndte, synes apatien at dominere i debatlokalerne, hvor næsten ingen går hen, ifølge vidnerne. Alligevel lod den amerikanske regering ikke en lejlighed gå fra sig for at sikre, at de civilsamfundsgrupper, som den satser på, tilsyneladende deltager, og den mødtes med udsendingene fra Miami, betalt af USAID, og gav dem flere penge. Under topmødet lovede Blinken en ny fond på ni millioner dollars til støtte for “uafhængig journalistik” til dem, der allerede modtager 20 millioner dollars om året for at fremme “regimeskiftet” i Cuba.
Denne politiske opvisning foregår i det, der i bund og grund er en bunker, fordi Los Angeles politi modtog mere end 15 millioner dollars til at overvåge topmødet og militarisere en by, der er berømt for sit store antal hjemløse og sine bælter af fattigdom.
Almagro og Blinken går viralt
I mellemtiden er eliten i USA’s Demokratiske Parti fortsat ude af kontakt med virkeligheden i deres eget land, der rystes af daglige massakrer, som i stigende grad er magtesløse over for borgernes forventninger, og hvor de fleste beslutninger og lovgivningsprojekter er gået i stå. De gentager klichéerne fra Monroe-doktrinen – Amerika for amerikanerne – og demonstrerer, hvad der synes at være en forpligtelse til isolationisme over for Latinamerika.
USA tager sjældent hensyn til de særlige kendetegn ved sine latinamerikanske naboer: Kulturelle, sproglige, religiøse og traditionelle kendetegn – kort sagt, kendetegn, der giver og fremmer en ægte måde at forstå livet og dets mirakler på. Det kan synes uforståeligt på dette punkt, men USA’s udenrigspolitik over for Latinamerika er formuleret og gennemført ud fra udelukkende ideologiske tilgange med forenklede beslutninger, som ender med at skade alle – herunder og især USA selv.
Trods stormen er Folkets Topmøde for Demokrati blevet installeret ved dørene til mødet for Det Hvide Hus’ venner. Dette modtopmøde, der er sponsoreret af cirka 250 organisationer, hvoraf de fleste er lokale fagforeninger, marcherede gennem Los Angeles’ gader den 10. juni, uanset om myndighederne, der har gjort alt for at lukke munden på det alternative møde, gav tilladelse eller ej.
Men medieblokaden har ikke den forventede succes. Almagro og Blinken er gået virale på de sociale medier af årsager, som de ikke selv er herre over, og de vil ikke være de sidste til at bevise på første hånd, hvordan de udstødtes forargelse ser ud.
Denne artikel er produceret af Globetrotter og blev først offentliggjort på La Jornada.
Rosa Miriam Elizalde er cubansk journalist og grundlægger af webstedet Cubadebate. Hun er næstformand for både Union of Cuban Journalists (UPEC) og den latinamerikanske journalistforening (FELAP). Hun har skrevet og været medforfatter til flere bøger, blandt andet Jineteros en la Habana og Our Chavez. Hun har flere gange modtaget den nationale Juan Gualberto Gómez-pris for journalistik for sit fremragende arbejde. Hun er i øjeblikket en ugentlig klummeskribent for La Jornada i Mexico City.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
