Usædvanlig god oversat artikel . Canadiske kræfter m.v. går også langt tilbage i denne krise og nu triste forsatte eskalering, se bare på deres finansminister.
Forsendelsen af Storm Shadow-krydsermissiler til Ukraine, de mest langtrækkende våben som Kyjiv endnu har modtaget, bekræfter Storbritanniens rolle som hovedprovokatør i NATO’s krig mod Rusland.
Den ukrainske hær er nu ikke alene i stand til at ramme Krim – Ruslands centrale bekymring i krigen – men også dybt ind på det russiske fastland. De modtager disse våben på tærsklen til en længe ventet modoffensiv mod de russiske linjer.
Under disse omstændigheder er det eneste, der har forhindret en direkte krig mellem Storbritannien og Rusland, Kremls tilbageholdenhed af frygt for at udløse NATO’s klausul om kollektivt forsvar.
I alle krigens faser har Storbritannien stået i spidsen for NATO’s optrapning. Generalsekretær Jens Stoltenberg erklærede i maj, at “krigen i Ukraine begyndte ikke i 2022; men i 2014.” For det var i 2014, at USA og europæiske lande sponsorerede og iscenesatte Maidan-kuppet for at indsætte et antirussisk regime i Kyjiv. 2014 var også året, hvor NATO-topmødet i Wales blev startskuddet til den største genoprustning siden afslutningen på Den Kolde Krig.
Begivenhederne førte til den russiske annektering af Krim og udbruddet af borgerkrig i Ukraine på grund af løsrivelsen af regioner i øst. Situationen blev formelt håndteret med Minsk-aftalerne, der blev fremstillet som en fredsindsats. I december sidste år indrømmede den tidligere tyske kansler Angela Merkel, at dette kun var et dække for “at give Ukraine tid … til at blive stærkere.”
Fra det tidspunkt var den britiske imperialisme central i gennemførelsen af et fælles program for træning og udrustning af den ukrainske hær, mens den iscenesatte gentagne antirussiske provokationer – mest bemærkelsesværdigt beskyldningerne i 2019 om, at Moskva havde forgiftet dobbeltagenten Sergei Skripal og hans datter Yulia med novichok.
De britiske krigsforberedelser
Under Operation Orbital, der blev indledt i 2015, havde Storbritannien allerede trænet 22.000 ukrainske tropper i de syv år, der gik forud for den russiske invasion. Siden har man trænet yderligere 14.000. I tiden op til krigen blev tusindvis af britiske soldater udstationeret i Østeuropa på permanente missioner eller til storstilede NATO-kampøvelser.
Fra Baltikum til Sortehavet har Storbritannien indtaget en central rolle i NATO’s aggressive fremfærd, I juni 2021 sejlede et britisk krigsskib ind i russisk territorialfarvand nær Krim – en hændelse, der var tæt på at udløse skud mellem britiske og russiske flådefartøjer.
Den britiske imperialisme, som befinder sig midt i et hidtil uset kollaps i sin verdensstatus, knytter sig så tæt til USA som muligt i håbet om at få del i byttet.
Socialist Equality Party
De britiske operationer ledsages af erklæringer fra militære og politiske ledere, som bidrager til at tydeliggøre Storbritanniens fjendtlige hensigter overfor Rusland.
I 2016 fortalte forsvarsminister Michael Fallon således parlamentets forsvarsudvalg, at Storbritannien ville være klar til krig mod Rusland i 2018. Samme år erklærede chefen for generalstaben, Sir Nick Carter, at dette omfattede “militære projekter op til 2.000 km … og at det kopierede, hvad de tyske hære havde udmærket sig med under Anden Verdenskrig.” Carter refererede her til Nazi-Tysklands invasion af Sovjetunionen – Operation Barbarossa – der siden er blevet betegnet som det mest brutale militære felttog nogensinde.
I 2021-udgaven af den britiske regerings “Integrerede rapport om sikkerhed, forsvar, udvikling og udenrigspolitik” advares der om den akutte fare, som Rusland, Kina, Iran og Nordkorea udgør. Det anbefales, at antallet af atomare sprænghoveder øges med 40 procent. I “Forsvar i en konkurrence-tidsalder” beskrives Rusland “som den største trussel mod europæisk sikkerhed, når det gælder atomvåben og konventionel krigsførelse.”
Efter udbruddet af krigen i Ukraine meddelte Boris Johnsons regering, “at Storbritannien ville tage skridt til at vælte Putins regime”. Den nye hærchef, general Patrick Sanders, erklærede, at “hæren må være forberedt på at engagere sig i den mest voldelige krigsførelse.”
I 2023-udgaven af “Integrerede rapport om sikkerhed, forsvar, udvikling og udenrigspolitik” hedder det: “Hvad der har ændret sig, er, at vores kollektive sikkerhed grundlæggende er knyttet til resultatet af konflikten i Ukraine.”
Storbritannien leverede 2,3 milliarder pund i militær bistand til Ukraine i 2022 med en forpligtelse til at matche det tal i 2023. Tusindvis af britiske soldater er blevet sendt til Østeuropa for at deltage i NATO-øvelser, der involverer titusindvis af soldater og avancerede våben. Britiske specialstyrker er blevet udstationeret i Ukraine, som bekræftet i lækkede Pentagon-filer.
Rusland har også beskyldt Storbritannien for i det skjulte at sabotere Nord Stream-gasrørledningen.
Storbritanniens vigtigste rolle siden udbruddet af krigen har bestået i at være fortroppen for USA og de europæiske NATO-lande og var det første land, der forsynede Ukraine med nye avancerede våbensystemer. Inden leveringen af de langtrækkende missiler førte Storbritannien også an med leveringen af tanks, hvilket gjorde det muligt for andre lande at gøre ligeså.
Få dage efter, at Storbritannien havde meddelt, at man ville levere Storm Shadow-missiler, fulgte Frankrig trop. For nylig besøgte premierminister Rishi Sunak Kyjiv, og her erklærede han, at der skulle etableres en “jagerflykoalition” for at sikre leverancen af F-16 kampfly.
Den britiske imperialismes krise
Storbritanniens førende rolle overgår både Frankrig og Tyskland og drives paradoksalt frem af en økonomisk og geopolitisk svaghed, som søges udlignet gennem et “særligt forhold” til USA.
Det britiske Socialist Equality Party vedtog sidste år en kongresresolution: “Mobiliser arbejderklassen mod imperialistiske krige.” Heri blev der taget afstand fra løgnen om, at krigen i Ukraine er et resultat af en uprovokeret russisk invasion: “Krigen mod Rusland er en fortsættelse og intensivering af USA’s vilje til at opnå og bevare det globale hegemoni, der blev påbegyndt med den første invasion i Irak i 1990 og forstærket med opløsningen af Sovjetunionen. Siden fulgte krige og interventioner i Serbien, Afghanistan, igen Irak, Libyen og Syrien.
Den fortsatte:
“Den britiske imperialisme deltog som hovedpartner i hvert eneste af disse blodbade. Storbritannien har længe fungeret som Washingtons vigtigste allierede i Europa. Men siden brexit har denne alliance fået en stadig mere afgørende betydning i den britiske imperialismes bestræbelser på at fremme sine globale interesser. Brexit, som Washington var imod, betød, at Storbritannien mistede sin plads i EU som den fremmeste fortaler for USA’s interesser på kontinentet, især i modstanden mod tyske og franske bestræbelser på at opbygge en europæisk militær kapacitet uafhængig af NATO. Det har nødvendiggjort en fordobling af Londons indsats for at bevise sin nytteværdi over for Det Hvide Hus og Pentagon. Den britiske imperialisme, som befinder sig midt i et hidtil uset kollaps i sin verdensstatus, knytter sig så tæt til USA som muligt i håbet om at få del i byttet.”
Britisk-russisk fjendskab og antikommunisme
Der er dybere historiske interesser og gamle opgør involveret. Relationerne mellem Rusland og Storbritannien har været fjendtlige i århundreder – til trods for at der periodisk også har været vigtige alliancer, der blandt andet skulle fremme den europæiske reaktion. I forbindelse med den franske revolution og de krige, der fulgte med (1792-1802), gik Storbritannien og Rusland sammen for at forhindre den republikanske ide, der udgik fra Frankrig.
De antirussiske følelser voksede under Krimkrigen (1853-56), da Storbritannien og Frankrig aktivt støttede det ottomanske riges sejr over Rusland, og blev yderligere forstærket i sidste del af det 19. århundrede under rivaliseringen med Rusland om, hvem der skulle bestemme i Centralasien, primært Iran, Afghanistan og Tibet.
Mens der er en enorm opposition mod krig blandt britiske arbejdere, så mangler oppositionen et program, perspektiver og et lederskab.
Socialist Equality Party
I 1907 fandt Rusland og Storbritannien alligevel hinanden, nu som partnere, sammen med Frankrig, Italien, Serbien, Japan og Kina i Triple-ententen, der skulle bekæmpe den trussel, som Central-magterne (Tyskland, Østrig-Ungarn og det ottomanske rige) udgjorde mod den britiske imperialisme. Det endte som bekendt med Første Verdenskrig.
Den begivenhed i det 20. århundrede, der tydeligst viste, hvor dybt det britisk-russiske fjendskab gik, var Oktoberrevolutionen i 1917. Arbejderklassens erobring af magten blev af den globale overklasse set som en dødelig trussel. Storbritannien førte an i de interventionskrige, der fandt sted på russisk jord 1918-1921. Halvdelen af de indsatte tropper var britiske, resten kom fra USA, Italien, Frankrig med flere. Danmark deltog med et par hundrede frivillige. I mellemkrigstiden og især med den britiske generalstrejke i 1926, hvor klassekampen var mest intens, blomstrede den herskende klasses antikommunistiske og antirussiske følelser voldsomt op; den socialistiske revolution kunne jo komme når som helst.
Genkomsten af tyske militaristiske og imperiale ambitioner under Anden Verdenskrig tvang Storbritanniens premierminister Churchill ind i en alliance med Stalin. Men knap var krigen forbi og tyskerne slået, førend det gamle fjendskab kom frem igen. I Grækenland, hvor englænderne havde kæmpet mod tyskerne, allierede englænderne sig kort tid efter den tyske kapitulation med de græske nazister for sammen at bekæmpe de stærke, populære kommunistiske partisaner, som man frygtede, ville tage magten. Samarbejdet videreførtes i den græske borgerkrig (1946-1949), hvor de græske nazister nu kaldte sig “monarkister.”
I april 1945 udarbejdede den britiske generalstab “Operation utænkelig,” ifølge hvilken britiske, amerikanske, polske og tyske styrker skulle vende sig mod Den Røde Hær. Planen blev aldrig til noget, fordi USA i stedet koncentrerede sin krigsindsats mod Japan, samtidig med at Churchill tabte parlamentsvalget i juli 1945 og blev afløst af Labours Clement Attlee.
Det var også Churchill, der i 1946 berigede verden med begrebet “jerntæppet,” der, som han sagde, “var gået ned, midt i Europa, mellem det frie Vesten og det kommunistiske Central- og Østeuropa.” Han opfordrede stadig USA til at gå i krig mod Sovjet.
Da Korea-krigen var på sit højeste i 1951, mødtes Churchill med den pensionerede, men fortsat indflydelsesrige amerikanske general Julius Ochs Adler og foreslog, at når Churchill forventeligt atter blev premierminister, “skulle USA og Storbritannien sende et ultimatum til Stalin om at stoppe Ruslands støtte til Nordkorea, ellers ville der blive nedkastet atombomber over 20 eller 30 byer, måske flere hvis det var nødvendigt.” Churchill ville endvidere nedkaste kernevåben over både Kina og Nordkorea for at stoppe krigen.
Churchills problem var, at Storbritannien ikke rådede over det nødvendige antal kernevåben for at kunne gennemføre opgaven. Men det gjorde USA. I 1951 havde Sovjet haft atomvåben i to år og rådede kun over et beskedent antal, derfor gjaldt det om at udnytte den vestlige overhånd og bremse Sovjets og Kinas udbredelse af kommunismen. USA’s præsident Truman sagde imidlertid nej, også selvom den øverstkommanderende i Korea, general McArthur, støttede Churchill.
Putins nationalistiske regime opstod efter 90’ernes forsøg på at restaurere kapitalismen – kulminationen på Stalins kontrarevolution mod Oktoberrevolutionen og mod de perspektiver for en global socialistisk revolution, som Oktoberrevolutionen byggede på.
Til trods for Putin-regimets natur – der baserer sig på kapitalistiske oligarker – i ét og alt er modsat bolsjevismen, så er det ikke muligt at forholde sig positivt til omfanget af det britiske fjendskab mod Rusland. Den britiske overklasse er gennemsyret af had og bitterhed mod kommunismen – har så at sige fået det ind med modermælken. Der er tale om en historisk arv, som ikke deles af arbejderklassen, uanset hvad denne så end mener om Putin og hans styre.
Fordi overklassens antikommunisme bygger på en impuls, der er rodfæstet i klassemodsætninger, i et had til arbejderklassen og til socialismen, som deles af den øvre middelklasse og er så dybtfølt, at den driver den herskende klasse til at overveje krig mod en atommagt, hvilket kan betyde afslutningen på den menneskelige civilisation.
Labour og de konservative: Et enkelt parti for krig
Mens Storbritannien bevæger sig tættere på en krig med Rusland, så er der ingen folkelig diskussion om krigens konsekvenser, hvilket frem for alt skyldes enstemmigheden mellem de konservative og Labour, hvis leder, Keir Stamer, blot udgør den ene halvdel af det fælles krigsparti.
På Labours sidste konference vedtog de delegerede en udtalelse, fremsat af fagforeningen GMB, der organiserer smede, butiksfolk, sundheds- og forsyningsarbejdere med videre (og grundlagt af Marx’ datter, Eleanor). I resolutionen opfordres Labour til at bakke op om den militære, diplomatiske og humanitære bistand til Ukraine samt støtte såvel øgede bevillinger til den britiske våbenindustri samt en langtidsstrategi, der “kan håndtere Putin og diktatorer kloden rundt.”
Labours skyggeudenrigsminister David Lammy og skyggemilitærminister John Healey skrev i tidsskriftet Foreign Policy: “Den næste Labour-regering vil sikre Storbritannien som NATO’s førende europæiske nation. Vi vil anvende en NATO-test i forhold til væsentlige forsvarsprojekter i de første 100 dage, efter at Labour har overtaget magten. Dette for at sikre at vi fuldt ud opfylder vores forpligtigelser over for alliancen, og vi vil udføre en revision af, hvilke huller i den militære kapacitet der findes.”
Disse krigsmagere fik overdraget lederskabet af Labour i forbindelse med Jeremy Corbyns succesfulde kampagne. Corbyn-fløjen er siden blevet tavse om krigen i Ukraine eller bakker som Corbyns skyggefinansminister John McDonnell op om den britiske imperialisme og NATO’s stedfortræderkrig i Ukraine.
Krig og klassekamp
Storbritannien drives først og fremmest ind på krigens vej som følge af akutte sociale spændinger og udbrud af indenrigs klassekamp.
Landets økonomiske krise og stræben efter en global position dikterer en brutal offensiv rettet mod arbejderklassen, og som omfatter lønreduktion, øget tempo på arbejdspladserne samt ødelæggelse af sociale velfærdsordninger. Der er tale om forhold, der er de værste siden Anden Verdenskrig. Til gengæld så kræver militarisme og krig stedse flere drakoniske angreb, hvilket sikkerhedstænketanken Royal United Services Institute bifalder med, “at det er afslutningen på fredsdividenden … Storbritanniens militære udgifter må prioriteres højere end den voksende andel af landets nationale indtægter, der bruges på sundhed og pensioner.”
I en resolution vedtaget i 2022 af Socialist Equality Party hedder det:
“Den katastrofale indvirkning sker i et samfund, der i forvejen er splittet af ekstrem social ulighed og udbredt mangel. Stillet overfor den voksende opposition i arbejderklassen vender den herskende klasse sig nu til krigen som det redskab, der skal fremme den falske “nationale enhed,” og som skal retfærdiggøre de massive prisstigninger på mad, brændstof og andre livsfornødenheder.”
Resultatet har været en strejkebølge, der har stået på siden sidste sommer med mere end 2,8 millioner tabte arbejdsdage i vintermånederne, det højeste antal i tre årtier og mere end en halv million alene i marts. Fagforeningsbureaukratiets sabotage og forræderi mod NHS’, uddannelses-, post- og jernbanearbejdernes kamp har været afgørende for at holde modstanden i skak på bekostning af undermineringen af fagforeningslederne i millioner af menneskers øjne. Men regeringen bevæger sig i retning af stadig mere åbenlys statslig undertrykkelse, eksemplificeret ved den nye antistrejkelov om minimumsserviceniveauer.
Den britiske imperialismes krigspolitik finder sin eneste modstand i arbejderklassen, hvis liv bliver ødelagt, og som står over for udsigten til død i et ufatteligt omfang.
Men, som resolutionen fra Socialist Equality Party også advarer om:
“Mens der er en enorm opposition mod krig blandt britiske arbejdere, så mangler oppositionen et program, perspektiver og et lederskab. Opgaven for Socialist Equality Party er indenfor arbejderklassen og dets fortrop at udvikle en forståelse for den uløselige relation, der på den ene side er mellem krig og udbytning i andre lande og på den anden side hjemlig undertrykkelse. I denne proces er det nødvendigt at opbygge et revolutionært lederskab i arbejderklassen.”
Kun med dette perspektiv for øje kan arbejdere og unge internationalt kæmpe for at stoppe den galskab, som en krig med Rusland vil være.
Om artiklen:
Denne artikel er produceret af Thomas Scripps og Chris Marsden fra World Socialist Web Site.
Oversættelsen er udarbejdet af Arne Lund.
Billede, lead, trompet og fremhævede citater udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.