Analyse
Cubas lovgivende forsamling har den 18. juni debatteret og vedtaget en plan for dramatiske forandringer af økonomiske og sociale forhold i landet. Det er nødvendige forandringer for at bevare det vigtigste – nemlig socialismen, befolkningens lighed, lige rettigheder og nationens fremtid, påpeger Cubas politiske ledere.
– Vi taler alle om at opretholde social retfærdighed, men det første, vi skal gøre, er at producere, lød det blandt andet fra Cubas præsident Miguel Diaz-Canel.
Han fortsatte:
– Hvis vi ikke producerer, hvis vi ikke genererer velstand, hvis vi ikke leverer kvalitetstjenester i tilstrækkeligt omfang til alle, hvilken slags social retfærdighed har vi så at forsvare?
Cubas revolution lever og kæmper. Dens fremtid er ikke afgjort.
Med de ord sætter Diaz-Canel fokus på kernen i de nye beslutninger: Det handler om at slippe produktionskræfter løs, invitere udenlandsk kapital til at investere, fremme innovation og iværksætteri, gøre det fordelagtigt at tage opsparingen ud af banken eller madrassen og sætte pengene til at arbejde, og ikke mindst at cubanerne – unge som gamle – får lyst til at arbejde og knokle hårdt, også fordi det giver et personligt afkast.
Det er en meget omfattende plan, som i sin helhed kan læses på Dansk-Cubansk Forenings hjemmeside i oversat og let bearbejdet form. Den provokerende overskrift er sand, men naturligvis ikke dækkende.
Den rationeringsbog, som siden 1960 har været et centralt redskab til sikring af, at alle cubanske familier fik tilstrækkeligt mad, afvikles nu. I stedet for at staten bruger milliarder på at holde priserne nede på ris, bønner, brød, mælk og andre grundlæggende fornødenheder og fordeler ligeligt til alle over rationeringsbogen, så skal pengene fremover bruges på økonomisk og anden bistand til udsatte familier, som ikke kan betale markedspris for varerne.
Der har længe været et ønske om at udfase rationeringsbogen af flere grunde – især to; fordi samfundet i de seneste år faktisk ikke har været i stand til at sikre familierne alt det, som rationeringsbogen ‘lover’; og for det andet fordi det er demotiverende, at alle familier har næsten de samme forbrugsmuligheder, uanset om man arbejder eller ikke arbejder.
Fremover bliver priser på mad og forbrugsvarer fastsat på markedet og reguleret af udbud og efterspørgsel. De familier, der ikke kan tjene til livets opretholdelse, vil få offentlig støtte.
Det med el-bilen vender vi tilbage til om lidt.
Produktionen skal op
Som både premierminister Marrero Cruz og præsident Diaz-Canel lægger vægt på, så handler det om at øge produktionen i Cuba.
Det skal ske i en ekstrem vanskelig situation med USA’s blokade strammet til det hårdeste nogensinde og dertil en total olieblokade samt en håndhævelse af blokadelovene over for virksomheder, banker og enkeltpersoner i alle lande i verden.
Dette har skræmt udenlandske investorer, turister, handlende, flyselskaber, rederier og andre til at opgive forretninger i og med Cuba.
Dokumentet er opdelt i 23 afsnit kaldet ”akser”. De første tre handler om ejerforhold og økonomisk ledelse. Der præsenteres en ganske detaljeret plan for overgang fra overvejende statsligt ejerskab af produktionsmidler til private, kooperative og blandede. Og aktørerne – ejerne – kan være cubanere i og uden for Cuba, udlændinge, enkeltpersoner, kapitalfonde, aktieselskaber og så videre. Det er en invitation til alle – både dem med få tusinde at investere og dem med millioner og milliarder.
Og naturligvis: Hvis Cuba vil trække kapital og investeringer til, så skal der være mulighed for profit. Og det bliver der. Via klare skatte- og fradragsrettigheder.
Bureaukrati skal reduceres. Det bliver muligt, blandt andet fordi økonomi og marked kommer til at bestemme mere end hidtil, hvor ’reglementer’ og administratorer i høj grad har bestemt.
Magt og beslutningsret skal decentraliseres, så konkrete økonomiske, sociale og andre spørgsmål skal primært afgøres i provinsråd og kommuner – og ikke som hidtil i store ministerier i Havanna. Ministerierne bliver færre og langt mindre, lyder det i beslutningen.
Mad på bordet: En lang kamp
Øget produktion er afgørende, og landbrugs- og fødevareproduktion er det allervigtigste. Udviklingen kan kun gå for langsomt.
Akse 7 i dokumentet handler om ”landbrugets genopretning”.
De ændringer og tiltag, som beskrives, er ikke nye, men følger det spor, ad hvilket man tog de første skridt i 1990’erne med at omdanne de kæmpestore statsbrug til kooperativer. De nye beslutninger videreudvikler indsatsen de seneste 10-15 år med at tilskynde flere til et produktivt liv på landet samt til at lade veldrevne landbrug (både private og kooperative) få råderet over mere jord.
Nu kan også udlændinge få brugsret til jord, og der er ikke pligt til at personen med brugsretten selv skal arbejde på jorden. Så virksomheder kan altså drive landbrug i Cuba.
Ejendomsretten til jorden forbliver på samfundets hænder, men cubanere kan få råderet over jord i 99 år, mens udlændinge (både personer og selskaber) kan få det i 50 år.
Og landbrugerne er fremover ikke begrænset af, hvad den cubanske stat kan skaffe og importere af input til landbruget. Landbrugerne kan selv organisere eksport af produkter og import af ‘input’ som brændstof, sædekorn, gødning, maskiner og så videre. De kan oprette bankkonti i forskellige valutaer – pesos, dollars, euro – og udenlandske banker kan i øvrigt etablere sig i Cuba, så der kommer private banker side om side med Cubas statsbanker.
Det socialistiske Cuba betragter sig som ‘arbejdernes stat’. Den organiserede arbejderklasse har en særlig rolle i Cuba – fagbevægelsen sidder for eksempel på formandskabet i de nationale og lokale valgkommissioner, der oprettes i forbindelse med afholdelse af valg.
Det vedtagne dokument har naturligvis et afsnit om arbejde og løn.
Der fastsættes hvert år af staten en mindsteløn, som skal inflationsreguleres. På basis heraf fastsættes pensioner og sociale ydelser.
Statens lønsystemer ændres – og der åbnes (mere) for, at statsansatte – også i uddannelses- og sundhedssektoren kan have supplerende jobs i den private sektor.
For at modtage fuld pension, skal man have arbejdet 30 år.
Statslige og private virksomheder får udvidet adgang til at fyre ansatte ”af økonomiske, teknologiske og strukturelle årsager”. En fyret skal kompenseres med mindst tre og højest seks månedernes løn, beløbet afgøres i dialog med fagforeningen og udbetales som et engangsbeløb.
Den fyredes adgang til et nyt arbejde er ikke beskrevet, men det er åbenlyst forventningen, at der bliver brug for alle. Det vedtagne dokument rummer en række processer og incitamenter, der skal få unge, der hverken arbejder eller studerer, til at komme i gang.
Burgerbarer, cubanske varemærker og energi
Kommer der nu McDonalds-burgerbarer på alle gadehjørner i Cuba, lyder det stereotype spørgsmål. Og svaret er ja – forhåbentlig; vil den cubanske regering svare. Men måske bliver det snarere spanske ”100 Montaditos” og den franske ”Pret a Manger” end den store US-kæde?
Det er interessant, at Cuba ikke kun åbner for udenlandske kæder og varemærker. Man er bevidst om, at Cuba råder over varemærker, som har potentiale til indbringende franchise-kæder i verden. Det gælder eksempelvis fænomener som (de berømte barer, red.) La Bodeguita del Medio, El Floridita og Tropicana.
Det er USA’s olieblokade, der har ændret situationen i Cuba fra forfærdelig til katastrofal og ubærlig. Dokumentet indeholder mange tilgange til at sikre Cubas energiomstilling til el og løse problemerne med mangel på fossilbrændstof.
Udenlandske olieselskaber og investorer bliver inviteret til at opbygge et net af tankstationer. Virksomheder og sammenslutninger af landbrugere vil selv kunne importere diesel og benzin. Men satsningen på vedvarende energi – primært solenergi – bliver massivt.
En interessant detalje i dokumentet fastslår, at privat import af en elbil bliver tilladt – ”forudsat at den ledsages af ladestander med en fuldt vedvarende energikilde.”
Det er blot et af mange skarpe og kreative brikker i det vedtagne dokument. Der lever 2-3 millioner eksilcubanere i USA. Hovedparten af dem ønsker bare normale relationer til Cuba, så de kan hjælpe deres familie, besøge landet og lægge en blomst på bedsteforældres grav.
Dette forslag med el-bil kombineret med solcelledrevet ladestander giver eksilcubanere i USA en gylden mulighed for at hjælpe familien i Cuba med en bil til transport og med elforsyning både til bil og til hjemmet – for et overkommeligt beløb.
Så måske vil vi nu se hundredtusinder af cubanere bosat i USA, der vil udnytte denne mulighed. Det kan bidrage til, at Trumps og Rubios blokade og ”maksimum pressure”-politik får betydelige problemer.
Cubas revolution lever og kæmper. Dens fremtid er ikke afgjort.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
