Stigende toldsatser, rekordhøje gældsomkostninger og forældede økonomiske målepunkter truer den globale udvikling.
Det var hovedindholdet i budskabet fra Rebeca Grynspan på FN’s Generalforsamling i september. Hun er chef for FN’s organisation for handel og udvikling UNCTAD.
Forældede økonomiske målepunkter henviser til debatten om, at landene ikke kan opnå en bæredygtig udvikling, hvis de kun fokuserer på landets produktion, BNP (bruttonationalproduktet).
Usikkerhed er den højest mulige toldsats.
Rebeca Grynspan, chef, UNCTAD
Mens hovedparten af den danske og den internationale presse har rapporteret om USA’s angreb på FN som organisation, er FN’s egen analyse af den nuværende situation i verden gået mere ubemærket hen.
Ifølge UNCTAD står verdensøkonomien ved en skillevej, da stigende toldsatser, rekordstore gældsbetalinger og voksende mistillid sætter en bremse på udviklingen.
Rebeca Grynspan forklarede på FN’s Generalforsamling, at den globale økonomi i øjeblikket bliver omformet under pres, hvor de fattigste lande bærer de største omkostninger.
Hun fremhævede, at toldsatserne i store økonomier, herunder USA, er steget i år fra et gennemsnit på 2,8 procent til mere end 20 procent. Men det værste for udviklingsøkonomierne er ifølge UNCTAD usikkerheden som følge af de stadige forandringer, som markederne udsættes for.
– Usikkerhed er den højest mulige toldsats, forklarede Rebeca Grynspan.
– Det modvirker investeringer, bremser væksten og gør handel som en vej til udvikling meget vanskeligere, fortsatte hun.
Gæld: Fra tal til mennesker
Et andet dominerende tema, som UNCTAD bragte op på FN’s Generalforsamling, var den gæld, som lande har til andre lande, og det internationale finansmarked.
Udviklingslande betalte et rekordstort beløb på 921 milliarder dollars i renter i 2024, og 3,4 milliarder mennesker bor nu i lande, der bruger flere penge på at pleje deres gæld, end de bruger på sundhed eller uddannelse.
– Dette er ikke en gældskrise, det er en udviklingskrise, konkluderede Rebeca Grynspan over for de delegerede og understregede:
– Markederne er ikke i krise – det er menneskerne.
– Mere end 50 udviklingsøkonomier bruger mindst 10 procent af deres skatteindtægter på rentebetalinger, hvilket efterlader meget lidt til skoler, hospitaler eller infrastruktur. Regeringer tvinges til umulige valg: Misligholdelse af kreditorer eller misligholdelse af deres befolkning, advarede Rebeca Grynspan.
Hun roser i en særskilt meddelelse Sydafrika for på mødet mellem de 20 største økonomier i verden, G20, at have rejst de særlige problemer, som de afrikanske lande lider under i forhold til gæld.
De afrikanske lande betaler fire gange så meget i renter som lande med dobbelt så stor gæld, fordi de vurderes at være dårligere betalere. Sydafrika har derfor i G20-regi presset på for at få en mere retfærdig risikovurdering og kreditvurdering af de afrikanske lande.
Gentænkning af fremskridt
Bruttonationalproduktet (BNP) er fortsat en vigtig målestok for økonomisk præstation, men UNCTAD argumenterer for, at det måleredskab ikke længere er tilstrækkeligt og formålstjenligt til at beskrive den samlede økonomiske aktivitet i landene.
– BNP tæller olieudslip og cigaretter, sagde Rebeca Grynspan, “men ikke en mor, der passer sit barn, eller Amazonas-regnskoven, medmindre den bliver fældet”.
UNCTAD opfordrer derfor til, at der bliver taget nye tiltag til at beskrive økonomien, så den også indfanger velvære, økosystemer og social samhørighed. Der er brug for at “gøre det usynlige synligt”.
Med et blik fremad beskrev Rebeca Grynspan nutidens globale kontekst som et “mellemliggende øjeblik”, hvor resultaterne afhænger af ledernes valg. Tilstedeværelsen af mere end 150 stats- og regeringschefer ved FN’s Generalforsamling viste, at multilateralismen stadig lever, mener Grynspan. Hendes budskab er derfor, at multipolaritet bør “udvide centrum, ikke erstatte det” – flere stemmer gør systemet stærkere.
Som et positivt eksempel på et bredere samarbejde henviser hun i en særlig meddelelse til det faktum, at Sydafrika og Brasilien har sørget for, at G20 afholdt et særligt møde med deltagelse af UNCTAD under FN’s Generalforsamling.
Næste skridt er UNCTAD’s konference
Ifølge UNCTAD flyttes opmærksomheden nu fra FN’s Generalforsamling til Genève, hvor Schweiz er vært for den 16. FN-konference om handel og udvikling (UNCTAD16) fra 20. til 23. oktober.
Mødet, der afholdes hvert fjerde år, er UNCTAD’s højeste forum, og konferencen samler ifølge UNCTAD statsoverhoveder, ministre, nobelprismodtagere og førende eksperter fra dets 195 medlemsstater.
Årets tema er: “At forme fremtiden: Fremdrift af økonomisk transformation for retfærdig, inkluderende og bæredygtig udvikling”. Det vil ifølge UNCTAD teste, om regeringerne kan omsætte debatten på den netop afholdte FN-generalforsamling til handling.
UNCTAD forventer, at verdens ledere vil arbejde på konkrete skridt til at sænke gældsomkostninger, frigøre investeringer, fremme digital transformation og styrke modstandsdygtigheden i handel.
– Udvikling er ikke en luksus, men en nødvendighed, konstaterede Rebeca Grynspan og lancerede konferencen i Genève som et tidspunkt til at bevæge sig fra at tale om advarselstegn i udviklingen til at bringe brugbare løsninger på banen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.