Klar politik og stærk musik
Den 7. april holdt Portugals Kommunistiske Parti en konference for at varme op til den nært forestående fejring af 50-årsdagen for Nellikerevolutionen den 25. april. Overskriften for konferencen understreger, at fejringen ikke primært er en ‘mindedag’ for noget som var: ”April betyder fremtid!”, lød det i konferencens overskrift og taler.
Fernanda Mateus, som er medlem af partiets centralkomité, var en af talerne:
– Det, vi vandt med april (1974), var befrielse – en frigørende revolution[…] April betyder fremtid, og vi skal holde liv i den kollektive hukommelse og erindringen om, hvordan vi satte en stopper for det grusomme, fascistiske diktatur, som herskede i 48 år.
Ikke en støvet fortid
Med Nellikerevolutionen den 25. april 1974 blev der med Fernanda Mateus’ ord åbnet for nye horisonter i det fattigste land i Europa, hvor 52 procent af hjemmene ikke havde rindende vand, 53 procent ingen elektricitet og 25 procent boede steder uden blot et minimum af adgang til skole eller læge.
– Det var en revolution, som sikrede en forbedring af arbejdernes og befolkningens levevilkår med mindsteløn, pensioner, social sikring, lov om betalt ferie, nedsat arbejdstid og andet for arbejdere i by og på land, lød det videre i Fernanda Mateus’ tale.
Det er en opmuntrende historie om koloniers befrielse, en opmuntrende historie om opgøret med fascismen i Portugal, og om forsøget på at indføre socialisme.
Helle Bruun, dokumentarist
Portugiseren Luis Monteiro lever i Danmark, hvor han både er medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og Portugals Kommunistiske Parti (PCP). Han er enig i, at Nellikerevolutionen ikke er et stykke støvet fortid, som nu skal udstilles.
Der blev med Nellikerevolutionen vundet sejre, som lever i dag, selvom mange af de første års sejre senere er blevet rullet tilbage:
– Portugal er et spændende land i Europa, som på mange måder i kraft af anti-monopolistiske tiltag efter revolutionen i 1974 er tættere på socialismen end mange andre borgerlige demokratier i Europa, som Luis Monteiro har formuleret det.
Luis Monteiro deltager i en fejring af Nellikerevolutionen og holder et lille oplæg ved et åbent festmøde torsdag den 25. april klokken 19.30 hos Kommunistisk Parti, Frederiksborgvej 11, København.
Her vil der nok lyde drøje hug til det Socialistiske Parti (PS) i Portugal, som tilbage i 1974 var på Nellikerevolutionens side, men PS undsagde hurtigt revolutionen og brugte kræfterne på at gøre Portugal til et ’stuerent’ medlem af NATO og EU.
– PS – de portugisiske socialdemokrater – har aldrig haft en klassebevidsthed og er dybt antikommunister. Ikke engang da de (fra 2015 til 2019, red.) havde flertallet i parlamentet sammen med kommunisterne førte de en socialistisk økonomisk politik, forklarer Luis Monteiro.
Festmøde hos Kommunistisk Parti
Festmødet hos Kommunistisk Parti den 25. april byder på en enestående filmvisning.
I efteråret 1975 var et hold fra Den Rejsende Højskole i Portugal for at lave en film om Nellikerevolutionen.
Denne 50 minutter lange dokumentarfilm tager seerne med på besøg hos de revolutionære landarbejdere på deres besatte godser i Sydportugal, hen til de kæmpende industriarbejdere i og omkring hovedstaden og til det økonomisk og politisk tilbagestående Nordportugal.
Helle Bruun var med til at lave filmen. Og hun mener, historien om Nellikerevolutionen er relevant i dag:
– Det er en opmuntrende historie om koloniers befrielse, en opmuntrende historie om opgøret med fascismen i Portugal, og om forsøget på at indføre socialisme i Portugal.
– Det var fantastisk at møde revolutionære landarbejdere i Sydportugal, der besatte godser og oprettede kooperativer – og industriarbejderne i byerne, som oprettede fabriksråd og kæmpede for at forsvare det nye samfund, fortæller Helle Bruun og tilføjer, at Nellikerevolutionen slap kræfter løs og lukkede op for forhåbninger om en fremtid med solidaritet og velfærd for det store flertal – fri fra undertrykkelse, fattigdom og udbytning.
Foto: Henrik Saxgren
Da Nellikerevolutionen i 1994 fyldte 20 år, producerede Ken Bruun en udsendelse på det daværende Folkets Radio. Det er en udsendelse, som blandt andet omfatter oplæsning af bogen “Portugisiske Arbejdere Fortæller”. Arbejderen har digitaliseret udsendelsen og med tilladelse fra Folkets Radio, som stadig sender i Nordjylland, kan du her lytte til udsendelsen som en podcast.
Torsdag den 25. april 2024 kl. 19:30 til 22
Hos Kommunistisk Parti, Frederiksborgvej 11, 1. sal, København NV
Program:
Film: 50 minutter dokumentarfilm produceret i 1975 af elever på Den Rejsende Højskole. Introduceres af Helle Bruun, der var med til at producere filmen.
Oplæg ved Luis Monteiro, der er medlem af DKP og af Portugals Kommunistiske Parti.
Debat.
Vi sælger tapas, sardiner, brød, oliven, portugisisk kaffe og rødvin.
Entre: 20 kr.
Velkommen – overskud går til Arbejderen.dk
Arrangør: Kommunistisk Partis afdeling Kbh. Nørrebro-Østerbro
Her følger en kort historisk beretning om Nellikerevolutionen:
Historisk baggrund
I slutningen af 1700-tallet, da industrialiseringen i England og andre europæiske lande begyndte, tjente de portugisiske handelskapitalister godt på deres handel. Og i de følgende 200 år så de ingen grund til at investere i fabrikker, sådan som kapitalisterne gjorde i eksempelvis England. De kunne jo blot sælge råstoffer til de nye industrilande.
De portugisiske handelskapitalister stjal råstofferne fra befolkningerne i Brasilien, Angola, Mozambique og Guinea-Bissau. De lod den indfødte befolkning arbejde for sig i plantager og miner som slaver.
De portugisiske handelskapitalister mistede indtægterne fra Brasilien i begyndelsen af 1800-tallet, da landet løsrev sig, men de beholdt de afrikanske kolonier helt op til 1975.
Det, at de portugisiske handelskapitalister ikke brugte de enorme rigdomme, de fik ud af kolonierne til bygning af fabrikker og udvikling af landbruget, lagde grunden til, at Portugal kom bagefter i den industrielle udvikling, og derfor findes der i dag (i 1975; red) kun få udviklede industrier i Portugal.
På trods af handelskapitalisternes rigdom levede den portugisiske befolkning på sultegrænsen.
Handelskapitalisterne brugte udelukkende de mange penge, de tjente, til at leve et liv i luksus. Den portugisiske befolkning mærkede gennem flere hundrede år ingen forandring.
Men utilfredsheden var hele tiden til stede. For at imødegå denne utilfredshed oprettede magthaverne et stærkt militært undertrykkelsesapparat, der skulle slå ethvert oprør ned. I 1926 blev der oprettet et specielt politikorps, PIDE (det hemmelige politi), der fungerede helt op til april 1974. Det tog sig af dem, der var imod det bestående system.
Portugal var i 1926 blevet en politistat og forblev politistat i 48 år. Mens undertrykkelsen holdt den portugisiske befolkning i ave, begyndte afrikanske befrielsesbevægelser i begyndelsen af 60’erne at gøre oprør mod de portugisiske handelskapitalisters udplyndringer og undertrykkelse.
Kolonierne ville være frie
I både Angola, Mozambique og Guinea-Bissau blev det til væbnet kamp mellem befolkningen og de portugisiske besættelsestropper. Kampene tog til i styrke, og det blev dødsens farligt at være portugisisk soldat eller officer i kolonierne.
De portugisiske kapitalister måtte nødvendigvis tage kampen op – de tjente jo udelukkende deres mange penge på udplyndring af råstoffer fra kolonierne.
Magthaverne i Portugal sendte flere tropper til kolonierne. Krigsudgifterne løb op i enorme summer og udgjorde efterhånden halvdelen af nationalbudgettet. Portugals kapitalister måtte have hjælp fra deres partnere i NATO. Disse partnere havde længe været interesserede i at få adgang til råstofferne i eksempelvis Angola, og der blev indgået kontrakter mellem den portugisiske regering og de udenlandske selskaber.
Fra begyndelsen af 1960’erne blev Portugal nødt til at åbne for udenlandske investeringer både i kolonierne og i selve Portugal. Millioner og atter millioner blev investeret, specielt vesttyske og amerikanske selskaber så her et sted, hvor de kunne tjene store penge – i kolonierne på grund af råstoffer og billig arbejdskraft – i selve Portugal på grund af billig arbejdskraft.
Det var portugisiske tropper, der førte krig mod befrielsesbevægelserne i kolonierne, men reelt var det fra nu af de vesteuropæiske selskaber, der fik portugiserne til at forsvare udenlandske interesser med NATO-våben.
Det at være officer i hæren var normalt forbeholdt borgerskabets sønner. Men som krigene tog til i styrke, blev der brug for flere og flere officerer, og det blev mindre og mindre eftertragtelsesværdigt. Derfor måtte man nu tvangsudskrive studenter som officerer, folk, der på mange måder var imod det bestående system.
Da krigene i begyndelsen af 1970 var på deres højeste, led de portugisiske tropper nederlag på nederlag.
Utilfredsheden steg
I løbet af 1960’erne steg utilfredsheden i den almindelige befolkning. Arbejderne var begyndt at strejke for højere løn og bedre levevilkår. Værnepligten var fire år, og alle blev direkte berørt af krigen, ved at familiemedlemmer blev lemlæstet eller dræbt i kolonierne.
Men også nogle af kapitalisterne var utilfredse. De fandt efterhånden ud af, at krigen kostede dem for mange penge – penge, som de kunne have brugt til at investere i fabrikker og til at styrke deres konkurrenceevne. Når arbejderne strejkede og krævede højere løn, søgte disse “industrikapitalister” regeringen om støtte. Regeringen havde ingen penge på grund af de stigende udgifter til krigene og kunne ikke støtte dem. Det var en dårlig situation for “industrikapitalisterne”, og de ønskede krigen afsluttet.
Også blandt tropperne i kolonierne ønskede man krigene stoppet. De tvangsudskrevne officerer, der kæmpede på fronterne, havde efterhånden indset, at krigene i kolonierne ikke kunne vindes militært. Selv om portugiserne indtog en by, kunne de ikke jage fjenden væk, for fjenden var den almindelige befolkning.
Mange af de tvangsudskrevne officerer sluttede sig sammen i en bevægelse, som de kaldte MFA, “De væbnede styrkers bevægelse”, en bevægelse, der rummede mange forskellige politiske opfattelser. Én ting var de dog enige om, og det var, at den eneste måde, de kunne stoppe krigene på, var ved at afsætte magthaverne hjemme i Portugal.
Den 25. april 1974 kom kuppet. Det blev gennemført af MFA. Soldaterne på kasernerne, der jo blot var almindelige arbejdere i uniform, ønskede naturligvis også de gamle magthavere afsat, så de støttede de oprørske officerer. I løbet af et par døgn havde MFA den fulde kontrol over landet.
De oprørske officerer inden for MFA fortalte i radioen, at de nu havde fuld kontrol over landet, og at det fra nu af ville være muligt for arbejderne at organisere sig i fagforeninger, at man nu kunne sige sin mening offentligt, og at officererne sammen med befolkningen ville arbejde for socialismen.
Højrekup i 1975
Den 25. april var det ikke arbejderklassen, der erobrede magten. Det var MFA.
MFA rummede mange forskellige holdninger, men man var – i hvert fald på papiret – enige om, at det gjaldt socialisme i Portugal.
Den foreløbige enighed i MFA betød, at man ikke satte ind over for arbejderne, der besatte godser og fabrikker og dannede arbejderråd. Tværtimod findes der utallige eksempler på, at soldater – arbejdere i uniform – støttede arbejdernes aktioner.
Denne proces fortsatte i halvandet år og kulminerede i september-oktober 1975, hvor arbejderklassen i Sydportugal stod så stærkt, at en magtovertagelse syntes en reel mulighed, idet de fleste hærenheder var på deres side. MFA, der sad på regeringsmagten, var efterhånden blevet totalt splittet som følge af spørgsmålet for eller imod socialisme.
Som så mange andre gange blev spørgsmålet ikke afklaret gennem valg eller lignende. En ændring indtraf, da højrekræfterne inden for MFA lavede et kup den 25. november 1975.
Det er ganske vist ikke normalt i pressen at omtale begivenhederne 25. november 1975 som et højrekup. Her er vi vant til at høre 25. november omtalt som et mislykket venstrekup. Det reelle i begivenhederne forud for og omkring den 25. november er imidlertid, at højrekræfterne gennem længere tid havde forberedt at sætte en stopper for arbejderklassens organisering – kraftigt støttet af den nationale og internationale kapital, der ønskede at vinde sikkert fodfæste i Portugal.
For eksempel pressede EF (i dag EU) og især det tyske socialdemokrati voldsomt på og lovede økonomisk hjælp på betingelse af, at de udenlandske investeringer ikke blev truet af arbejderklassens kamp.
Hvad man kan undre sig over er, at dette højrekup ikke førte til nedkæmpelse af landarbejdere og industriarbejdere – sådan som vi har oplevet det i Chile i 1973, hvor 20.000 mennesker blev dræbt. Grunden til, at 25. november ikke udviklede sig på denne måde, finder vi i, at højrekræfterne på det tidspunkt simpelthen ikke har kunnet få et tilstrækkeligt antal hærenheder til at gå til angreb på arbejderne.
Vi må også spørge: “Hvorfor tillod arbejderne og soldaterne, at højrekræfterne gik fremad den 25. november?”
Foto: Henrik Saxgren
Forklaringen er den, at arbejderklassen endnu ikke havde været i stand til at udbygge samarbejdet mellem arbejderrådene i tilstrækkeligt omfang og derfor ikke var i stand til at yde en samlet modstand, da det forholdsvis lille antal kampvogne og soldater, som højrekræfterne kunne mobilisere, rullede ud i gaderne.
Let redigeret uddrag fra bogen ”Portugisiske Arbejdere Fortæller”, udgivet på forlaget Skipper Klement. Bogens fotos er taget af Henrik Saxgren med flere.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
