Opfordring til handling
På NATO’s topmøde i Washington var der fokus på Ukraine. I Washington-erklæringen skrev NATO-lederne: “Ukraines fremtid er i NATO.” Ukraine ansøgte formelt om at blive medlem af NATO i september 2022, men fandt hurtigt ud af, at trods udbredt NATO-støtte var flere medlemslande (såsom Ungarn) utrygge ved at optrappe en konflikt med Rusland.
Hvem er det egentlig, der puster til ilden? Hvem er det, der muliggør konflikten?
Lin Jian, talsperson, Kinas udenrigsministerium
Allerede på NATO’s topmøde i Bukarest i 2008 hilste medlemmerne “Ukraines og Georgiens euroatlantiske ambitioner om at blive medlem af NATO velkommen. Vi blev i dag enige om, at disse lande vil blive medlemmer af NATO.”
Men NATO-rådet tøvede på grund af grænsekonflikten med Rusland; hvis Ukraine var blevet optaget i NATO i al hast, og hvis grænsekonflikten eskalerede (som den gjorde), ville NATO blive trukket ind i en direkte krig mod Rusland.
Øger militær styrke i Østeuropa
I løbet af det sidste årti har NATO udvidet sin militære tilstedeværelse langs Ruslands grænser. På NATO-topmødet i Wales (september 2014) implementerede NATO sin Readiness Action Plan (RAP). Denne RAP var designet til at øge NATO’s militære styrker i Østeuropa “fra Østersøen i nord til Sortehavet i syd.”
To år senere besluttede NATO i Warszawa at udvikle en forstærket fremskudt tilstedeværelse (eFP) i Østersøområdet med “kampgrupper stationeret i Estland, Letland, Litauen og Polen.” Afstanden mellem Moskva og grænseregionerne i Estland og Letland er kun 780 kilometer, hvilket er inden for rækkevidden af et kortrækkende ballistisk missil (1000 kilometer).
Som svar på NATO’s oprustning gennemførte Hviderusland og Rusland Zapad 2017, den største militærøvelse mellem disse lande siden 1991. Fornuftige mennesker ville på det tidspunkt have troet, at deeskalering burde have været en prioritet for alle parter. Men det blev den ikke.
Fortsatte provokationer
Provokationerne fra NATO-landene fortsatte. Efter at Rusland invaderede Ukraine i 2022, besluttede NATO-landene sig for at støtte Ukraine fuldt ud og forhindre enhver forhandling om en fredelig løsning på striden.
USA og dets NATO-allierede sendte våben og udstyr til Ukraine, og højtstående amerikanske militærfolk kom med provokerende udtalelser om deres krigsmål (eksempelvis at “svække Rusland“).
Ukrainske samtaler med russiske embedsmænd i Hviderusland og Tyrkiet blev tilsidesat af NATO, og Ukraines eget krigsmål (blot at få de russiske styrker til at trække sig tilbage) blev ignoreret. I stedet brugte NATO-landene milliarder af dollars på våben og så til fra sidelinjen, mens ukrainske soldater døde i en nytteløs krig.
På sidelinjen af NATO-topmødet i Washington sagde admiral Rob Bauer fra den hollandske flåde, som er formand for NATO’s militærkomité, til Foreign Policy:
– Ukrainerne har brug for mere for at vinde end bare det, vi har sat i værk.
Med andre ord forsyner NATO-landene Ukraine med nok våben til at fortsætte konflikten, men ikke til at ændre situationen på stedet (hverken ved en sejr eller et nederlag). Det ser ud til, at NATO-staterne ønsker at bruge Ukraine til at tømme Rusland for blod.
Giv Kina skylden
NATO’s Washington-erklæring indeholder et afsnit, som er forvirrende. Der står, at Kina “er blevet en afgørende katalysator for Ruslands krig mod Ukraine”.
Udtrykket “afgørende katalysator” har tiltrukket sig betydelig opmærksomhed i Kina, hvor regeringen straks fordømte NATO’s karakteristik af krigen i Ukraine. Talsperson for Kinas udenrigsministerium Lin Jian sagde, at NATO’s erklæring “er dårligt motiveret og giver ingen mening”.
Kort efter at russiske tropper gik ind i Ukraine, sagde Wang Wenbin fra det kinesiske udenrigsministerium, at “alle landes suverænitet og territoriale integritet bør respekteres og opretholdes.” Det er præcis det modsatte af at heppe på krigen, og siden da har Kina fremsat fredsforslag for at afslutte krigen.
Beskyldninger om, at Kina har leveret “dødelig hjælp” til Rusland, er ikke blevet underbygget af NATO-landene og er blevet afvist af Kina.
Hvem puster til ilden?
Lin Jian stillede to centrale spørgsmål på pressekonferencen den 11. juli 2024 i Beijing:
– Hvem er det egentlig, der puster til ilden? Hvem er det, der muliggør konflikten?
Svaret er klart, for det er NATO, som afviser enhver fredsforhandling, NATO-landene, som bevæbner Ukraine for at forlænge krigen, og NATO-ledere, som ønsker at udvide NATO mod øst og afviser Ruslands ønske om en ny sikkerhedsarkitektur (alt dette er påvist af den tyske parlamentariker Sevim Dağdelen i hendes nye bog om NATO’s 75-årige historie).
Da Ungarns Viktor Orban – hvis land har EU-formandskabet i seks måneder – tog til både Rusland og Ukraine for at tale om en fredsproces, var det de europæiske stater, der fordømte denne mission.
Ursula von der Leyen, formand for EU-kommissionen, reagerede med en skarp irettesættelse af Orban og skrev, at “eftergivenhed ikke vil stoppe Putin”.
Sammen med sådanne kommentarer kommer yderligere løfter fra europæerne og nordamerikanerne om at forsyne Ukraine med midler og våben til krigen. Påfaldende nok har den nye NATO-generalsekretær Mark Rutte endda givet Ukraine lov til at bruge et F-16-fly fra Holland, som Ukraine fik, da Rutte var premierminister i landet, til at angribe russisk jord.
Det ville betyde, at våben fra et NATO-land ville blive brugt direkte til at angribe Rusland, hvilket ville gøre det muligt for Rusland at slå igen mod en NATO-stat.
Øget presset mod Kina
NATO’s erklæring, der karakteriserer Kina som en “afgørende katalysator”, havde til hensigt at forsvare den atlantiske alliances “out of area“-operation i Det Sydkinesiske Hav som en del af forsvaret af sine europæiske partnere. Det var det, der gjorde det muligt for NATO at sige, som den afgående generalsekretær Jens Stoltenberg sagde på en pressekonference, at NATO skal “fortsætte med at styrke vores partnerskaber, især i Indo-Stillehavet”.
Partnerne i Indo-Stillehavet er Australien, Japan, New Zealand og Sydkorea. Det er interessant, at den største handelspartner for tre af disse lande ikke er USA, men Kina (Japan er afvigeren).
Selv analytikerne i den amerikanske centralbank har konkluderet, at “en afkobling af globale produktionsprocesser og forbrug fra Kina ikke er i sigte.” På trods af dette har disse lande hensynsløst øget presset mod Kina (herunder New Zealand, som nu er ivrig efter at tilslutte sig søjle II i AUKUS-traktaten mellem Australien, USA og Storbritannien).
NATO har sagt, at de fortsat er åbne over for et “konstruktivt engagement” med Kina, men der er ingen tegn på en sådan udvikling.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Vijay Prashad er indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skrivende stipendiat og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør for LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han har skrevet mere end 20 bøger, blandt andet The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Iraq, Libya, Afghanistan, and the Fragility of U.S. Power.
Oversat af Kris Rønne.
Trompet, billede, lead, de fleste mellemoverskrifter, afsnitsopdeling og fremhævet citat udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
