Høring på Arbejdermuseet 6. august
Siden 1948 har palæstinenserne hvert år den 15. maj markeret Al-Nakba, det arabiske ord for “Katastrofen”. I dag er det præcis 76 år siden, at Nakbaen begyndte.
Massakrerne skabte skræk og rædsel og tvang palæstinenserne på flugt.
Staten Israel blev oprettet på palæstinensisk jord den 15. maj 1948 med zionisternes fordrivelse af 750.000 palæstinensere og ødelæggelse af hundredvis af palæstinensiske landsbyer.
Men hele forudsætningen for Nakbaen begyndte længe før.
Zionismens grundlæggelse
Oprettelsen af Israel og fordrivelsen af palæstinenserne hænger sammen med fremkomsten af den zionistiske bevægelse i slutningen af 1800-tallet. Zionismens mål var oprettelsen af en jødisk stat – som beskyttelse mod antisemitismen.
Det blev hurtigt besluttet, at jødestaten skulle ligge i Palæstina. Straks efter øgedes indvandringen af jøder til landet.
I 1917 underskrev den daværende britiske udenrigsminister den såkaldte Balfour-erklæring, der forpligtede den britiske regering til at støtte zionisternes plan om at oprette en jødisk stat i Palæstina.
I takt med den voksende zionistisk-jødiske indvandring til Palæstina begyndte palæstinenserne at gøre modstand. Det kom til en langvarig modstandskamp fra 1936-1939, hvor palæstinensiske modstandsgrupper kæmpede både mod det britiske mandatstyre og mod de zionistiske terrorgrupper.
Palæstinenserne gennemførte her den længste generalstrejke i landets historie.
FN’s delingsplan
FN vedtog den 29. november 1947 resolution 181, som delte Palæstina i tre dele: en jødisk del, en palæstinensisk del og Jerusalem, som skulle være under international administration.
Ifølge delingsplanen skulle 56 procent af Palæstina gives til en jødisk stat, selvom jøderne på det tidspunkt kun ejede syv procent af Palæstinas jord.
Palæstinenserne nægtede at anerkende delingsplanen, som i deres øjne var tilpasset zionisternes interesser. Der udbrød krig mellem den nye stat Israel og palæstinenserne og de omgivende arabiske lande.
For at sikre et jødisk flertal i Israel havde zionisterne tilbage i 1930’erne udarbejdet detaljerede planer for fordrivelsen af palæstinenserne. I året 1948 blev palæstinenserne udsat for 70 massakrer. Den mest kendte var Deir Yassin-massakren.
Massakrer
Den 9. april 1948 blev mere end 100 palæstinensere myrdet af zionistiske terrorgrupper i landsbyen Deir Yassim uden for Jerusalem. Endnu en massakre fandt sted i juli 1948 i Tantura ved Middelhavskysten. Her blev 200 palæstinensere dræbt og endnu flere fordrevet.
Massakrerne skabte skræk og rædsel og tvang palæstinenserne på flugt.
Mere end 750.000 palæstinensere, det vil sige over halvdelen af befolkningen – blev i løbet af 1948 fordrevet fra Palæstina, da deres 531 landsbyer blev jævnet med jorden af zionistiske militser.
De fordrevne palæstinensere levede herefter i flygtningelejre i Palæstina eller i de arabiske nabolande. På trods af FN-resolution 194, der garanterer de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, har Israel konsekvent nægtet dem denne ret.
I Danmark bor der cirka 30.000 palæstinensere og deres efterkommere. De fleste af dem kom til Danmark efter Israels invasion i Libanon i 1982.
Mere end halvdelen af palæstinenserne bor i dag uden for Palæstina. De fleste i de flygtningelejre, hvortil de blev fordrevet i 1948.
Flere millioner statsløse palæstinensere lever stadig som flygtninge, heraf 1,5 millioner i flygtningelejre i Libanon, Syrien, Jordan på Vestbredden og i Gaza.
Nakbaen er ikke slut: Israel fortsætter med at fordrive palæstinensere ved at rive huse ned, udvise palæstinensere fra Vestbredden og Jerusalem og begå folkemord mod den palæstinensiske befolkning.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
