Tale
Fra den 28. til 29. marts gennemførte omkring 200 millioner indiske arbejdere fra både private og offentlige sektorer en generalstrejke på tværs af landet, oplyser den internationale medieorganisation Peoples Dispatch.
Et samlet forum af fagforeninger stod bag strejken, der blandt andet krævede jobgaranti, offentlige investeringer i sundhed, uddannelse og landbrug samt en ende på privatisering af offentlige arbejdspladser.
Blandt disse fagforeninger er AICCTU, der retter skarp kritik mod Indiens højreradikale regering ledet af premierminister Narendra Modi.
“Destruktiv politik er kendetegnet ved Modi-regimet. Demokratiet og forfatningen er ved at blive kulegravet, landets sekulære struktur bliver revet fra hinanden. Som svar trodser arbejdende masser angrebene med en beslutsom modstand”, skriver AICCTU.
“Red folket, red nationen”
Arbejdere ansat ved fabrikker, havne, byggefirmaer, banker, transportfirmaer, skoler, finansielle institutioner og offentlige kontorer nedlagde arbejdet og lukkede dermed store dele af Indien ned under mottoet: “Red folket, red nationen!”
Ifølge den indiske tv-kanal Times Now blokerede store grupper af demonstranter desuden for togtrafikken i delstaten Vestbengalen. Massivt til stede var især fagforeningen CITU, der har over seks millioner medlemmer, og den politiske alliance Venstrefronten, der samler ni kommunist- og arbejderpartier.
Medlemmer af Indiens parlament for det kommunistiske parti CPI(M) og det socialdemokratiske parti DMK demonstrerede i solidaritet med strejken inde fra parlamentets egne lokaliteter foran en statue af Mahatma Gandhi.
Her støttede oppositionens politikere op om fagforeningernes 12 krav til Indiens højreradikale regering.
Jobgaranti
Blandt disse 12 var kravet om øget jobgaranti.
I 2005 blev arbejdsloven MGNREGA implementeret af Indiens daværende socialdemokratiske UPA-regering. Loven omfatter landdistrikternes befolkninger og garanterer mindst 100 dages lønansættelse til mindst ét medlem af hver hustand, hvor de voksne familiemedlemmer melder sig frivilligt til ufaglært manuelt arbejde.
Men selvom arbejdsloven brødføder 110 millioner mennesker, har den nuværende BJP-regering lavet flere nedskæringer på området. Alene i år er der således blevet nedskåret med 380 milliarder rupees, hvilket svarer til 25 procent af programmets finansiering, oplyser det indiske dagblad The Hindu.
I modsætning til at skære ned på jobgarantien kræver de indiske arbejdere, at regeringen udvider arbejdsloven, så den ikke blot omfatter landdistrikterne, men også de urbane byer, hvor arbejdsløsheden især er høj blandt unge.
Med undtagelse af et enkelt kvartal har arbejdsløsheden for den indiske ungdom været over 20 procent siden 2018, oplyser dataplatformen Trading Economics.
Stop privatisering
Foruden jobgaranti krævede de 200 millioner arbejdere, at den indiske regering gør en ende på privatiseringer af den offentlige sektor.
Under den højreradikale regerings ledelse har Indien set privatiseringer og udliciteringer af blandt andet den landsdækkende jernbane, kraftværker, banker, havne og telekommunikation.
Fagforeningerne bag strejken kritiserer, at regeringen mister indtægter ved at sælge de offentlige virksomheder til private firmaer, der presser profit ud af virksomhederne ved blandt andet at fyre personale og skære ned i arbejdernes lønninger.
Et af Indiens største privatiseringsprojekter omhandler flyselskabet Air India, hvor over 12.000 arbejdere er ansat. Da processen for privatisering gik i gang, mistede de ansatte blandt andet tre procent af deres løn samt deres sundhedsforsikring, oplyser det indiske dagblad Business Standard.
Mere offentlig investering
Ifølge Newsclick krævede fagforeningernes strejke også, at den indiske regering investerer mere i landbrug, uddannelse og sundhed ved at øge beskatning af de rige for at “genoplive og forny økonomien”.
Det er dog ikke ligefrem beskatning af de rige, som Modi er kendt for. I stedet har den indiske elite nydt godt af regeringens lange række af skattelettelser, rabatter og afskrivninger af lån.
Disse goder har regeringen tilbudt de rigeste i landet på bekostning af skatteyderne, selvom Verdens Ulighedsrapport fra 2022 viser, at Indien i forvejen er blandt de mest ulige lande i verden.
De nyeste tal viser, at den fattigste halvdel af Indiens milliardstore befolkning i gennemsnit tjener under 5000 kroner årligt, men de rigeste 10 procent tjener over 104.000 kroner om året – altså over 20 gange mere.
Derfor var kravet om beskatning af de rige blandt kernesagerne for de strejkende arbejdere, der mener, at pengene ville være bedre brugt, hvis de blev investeret i landbrug, uddannelse og sundhed, som kommer fællesskabet til gode.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
