EU har taget store skridt hen imod en ny form for fælles forsvar og militært samarbejde. Selvom PESCO (EU’s permanente, strukturerede samarbejde) var en del af Lissabon-traktaten, blev det først kickstartet i 2017 efter brexit-afstemningen. Alle EU-medlemslande, på nær Malta og Danmark, har tilsluttet sig PESCO og dermed forpligtet sig til at udvikle deres militære kapaciteter, øge militærudgifterne og stille med kampenheder til europæiske militærmissioner.
Militariseringen har fået momentum i EU’s politiske arbejde og er nået så langt, at den endda finansieres af EU’s fælles budget, og et altomfattende narrativ driver udviklingen frem.
Militarisering er en proces:
- hvor politiske og finansielle ressourcer omfordeles til ekspanderende militærkapaciteter
- hvor der skabes strukturer til at organisere, koordinere og udvide samarbejdet mellem politiske beslutningstagere, militæret og våbenindustrien
- hvor håndtering af presserende udfordringer med militære midler prioriteres over civile midler
- er drevet af retorik, der demonstrerer militær styrke og forbereder sig på krig.
Militarisering på EU-plan er frem for alt inspireret af sikkerhedsgørelse, en proces, hvori et politisk problem identificeres og håndteres som et sikkerhedsproblem.
Militariseringen har fået momentum i EU’s politiske arbejde og er nået så langt, at den endda finansieres af EU’s fælles budget.
For tiden favoriserer den dominerende politiske fortælling i EU militarisering, øget indre sikkerhed og grænsebefæstning til gavn for sikkerheds- og våbenindustrien, der sælger militærudstyr, overvågningsteknologi og sikkerhedsudstyr. Men ingen af disse tilgange svarer dog til de kriser, vi står over for – klimakrisen og dens forbindelser til konflikt og fordrivelse, manglen på tillid til internationale organer og stigende socioøkonomiske uligheder mellem verdens regioner og inden for de enkelte lande.
EU’s militarisering – kort historisk rids
I 2002 mødtes en lille, men indflydelsesrig gruppe for at diskutere fremtiden for europæisk forsvar under “Konventet om Europas Fremtid”. Sammensætningen af denne gruppe var bemærkelsesværdig, da den udelukkende bestod af våbenlobbyister og politiske beslutningstagere fra det militære establishment.
Den europæiske våbenindustri havde lidt under en dyb krise efter afslutningen på Den Kolde Krig. Mange lande nedskar deres militærudgifter. Mødet i 2002 markerede imidlertid et vendepunkt: For første gang i sin historie overvejede EU seriøst at støtte sine våbenfirmaer.
Michel Troubetzkoy – en af deltagerne i mødet og dengang ledende lobbyist for våbenfirmaet EADS (nu Airbus) – er citeret for at sige: “Jeg bad personligt (den tidligere franske præsident) Valéry Giscard d’Estaing om at overveje at skabe ny politisk fremdrift for forsvarssamarbejdet i Europa gennem oprettelse af et dedikeret agentur”. Det er ikke overraskende, at en af EDA’s (European Defence Agency) grundlæggende missioner er at “styrke den europæiske forsvarsindustri”.
I 2003 fik sikkerhedsbranchen endnu et gennembrud. På baggrund af “krigen mod terror” begyndte branchen at presse på for et sikkerhedsforskningsprogram. I 2003 var en rådgivende gruppe for Europa-Kommissionen – en såkaldt “gruppe af personligheder (GoP)” – med til at udforme et nyt sikkerhedsforskningsprogram. Otte af gruppens 25 medlemmer var fra sikkerhedsbranchen. Selvom dens finansiering var begrænset til civil og dual-use-sikkerhed, og militær forskning var eksplicit undtaget, gav programmet våbenindustrien en bagdør til i stigende grad at blive involveret i EU’s forskningsprogrammer og presse på for militariserede grænser og intern sikkerhedspolitik.
Efter at Storbritannien besluttede at forlade Den Europæiske Union i 2016, kom militariseringen af EU, som allerede var startet før folkeafstemningen, hurtigt op i gear. De ti største våbenselskaber og lobbyorganisationerne ASD (AeroSpace and Defence Industries Association of Europe) og EOS (European Organisation for Security) havde for eksempel i alt 327 møder med kommissærer og kabinetsmedlemmer i 2015. Samtidig gik 48 akkrediterede lobbyister ind og ud af Europa-Parlamentet og med fri adgang til MEP’er og beslutningstagere. Branchen øgede yderligere sin lobbyindsats på internationale konferencer og våbenmesser. Alene Airbus modtog for eksempel 22 invitationer til den årlige EDA-konference.
Våbenindustrien blev solidt installeret i spidsen for et nyt rådgivende organ, “Group of Personalities on Defence Research (GoP)”, som EU-kommissionen nedsatte i 2015. Formålet med denne gruppe var at give strategisk input til EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik, men den gav også detaljerede råd om formuleringen og indholdet af EUF, den Europæiske Forsvarsfond, samt om dens budget.
Gruppen af personligheder fra 2015 bestod af syv repræsentanter fra våbenfirmaer, to fra forskningsinstitutter der bedriver militær forskning, Federica Mogherini (højkommissær for udenrigsområdet), Nick Whitney (medlem af tænketank), Teija Tilikainen (direktør for tænketank), Michael Gahler (tysk MEP), Carl Bildt (tidligere svensk statsminister), Elisabeth Guigou (fransk politiker) og Bogdan Klich (polsk politiker). Det civile samfund var ikke repræsenteret, heller ikke den akademiske verden.
Gruppens konklusioner var forudsigelige og anråbte EU om at “styrke Europas generelle militære stilling” gennem at hælde 3,5 milliarder euro i militær forskning. Denne anbefaling blev bogstaveligt talt kopieret ind i Kommissionens Handleplan for det Europæiske Forsvar, som blev udsendt i november 2016.
Gruppen blev hurtigt fulgt af andre initiativer. I 2017 aktiverede EU’s medlemslande PESCO. I 2019 oprettede Europa-Kommissionen en ny afdeling, Generaldirektoratet for Forsvarsindustri og Rumfart, helliget opretholdelsen af “den europæiske forsvarsindustris konkurrenceevne og innovation”.
Disse skridt har medført dybtgående forandringer af det europæiske projekts karakter: Mens EU’s diskurs ofte er centreret omkring menneskerettigheder og fremme for fred, definerer EU nu sig selv som en “geopolitisk europæisk union”. Indtil for et par år siden var EU’s militærudgifter ikke-eksisterende. Nu skyder forsvarsudgifterne i vejret og fortrænger ikke-militære programmer.
Bekymrende nok spreder denne militarisering sig på tværs af alle politikker. En bred vifte af civile programmer bliver åbnet op for våbenindustrien, der nu betragtes på linje med enhver anden branche. EU’s udenrigspolitik er i stigende grad fokuseret på at yde militær bistand til tredjelande for at “fremme fred”, selvom nogle af disse allierede er diktaturer og krænker selve de menneskerettigheder, som EU hævder at beskytte.
(…)
Fra sikkerheds-narrativ til militarisering som mainstream
De første forsøg på at udarbejde en EU-sikkerhedsstrategi går tilbage til 2003 under ledelse af den tidligere NATO-generalsekretær Javier Solana, som dengang var EU’s højtstående udenrigsrepræsentant. Det strategiske dokument “Et sikkert Europa i en bedre verden” gjorde status over afslutningen på Den Kolde Krigs paradigme og forbandt global og lokal sikkerhed.
Et senere dokument, “Fælles Vision, Fælles Handling: Et stærkere Europa”, udgivet i 2016 og normalt omtalt som “Den Globale Strategi”, blev udarbejdet af Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) under ledelse af den højtstående repræsentant Federica Mogherini. Dens analyse, som blev hilst velkommen af medlemsstaterne, er primært baseret på eksterne og interne trusler. Den “Globale Strategi” giver det militær- og sikkerhedsindustrielle kompleks en rolle, det ikke havde tidligere, og hævder, at EU bør støtte det som en strategi for sin sikkerhed. I den forstand kan dokumentet ses som et vendepunkt, der markerer EU’s skift fra et angiveligt fredsprojekt til et militariseringsprojekt.
Den nye “EU Security Union Strategy 2020-2025”, som blev udsendt i 2020, fokuserer på nødvendigheden af at reagere på hurtigt skiftende trusler i sammenhæng med flere kriser ved at anvende en risikostyringstilgang. Med andre ord forankres sikkerhedsgørelsen på tværs af politikker – en tendens, der allerede kunne ses i praksis gennem inddragelse af militærrelaterede mål i en bred vifte af EU-politikker, fra transport til ekstern bistand.
Et første illustrativt eksempel på denne tendens er ideen om sikkerhed for udvikling; ved at bruge argumentet om, at sikkerheden skal sikres, før udvikling kan finder sted, er EU begyndt at anvende midler, der er afsat til fredsopbygning eller udvikling, til at opbygge og styrke de væbnede militære og sikkerhedsmæssige kapaciteter i tredjelande. Det gælder særligt programmet “Kapacitetsopbygning til støtte for sikkerhed og udvikling” (CBSD) og det globale bistandsinstrument NDICI, som starter i 2021, og Den Europæiske Fredsfacilitet (EPF), der skal finansieres af medlemsstaterne.
Et andet nyligt skridt på vejen mod militarisering blev taget med “EU’s Roadmap for Klima og Forsvar”, der blev fremlagt 11. december 2020. Dens tekst er sigende; man forbereder EU på “de nye sikkerhedsudfordringer, som skyldes klimaændringer” gennem bevidstgørelse “om klimaforandringernes påvirkning af kriseberedskab, sikkerhed og forsvar”, om udvikling af “kapaciteter til vores væbnede styrker, som kan bruges under skiftende omstændigheder” og om internationalt partnerskab “til at tackle sikkerheds- og forsvarsspørgsmål, afledt af klimaforandringer”. Med andre ord forbereder det EU på fremtidige klimakrige.
EU er i øjeblikket ved at udarbejde sit første militærstrategiske dokument: “EU’s Strategiske Kompas”. Den skal vedtages i foråret 2022 og skal “definere hvilken slags sikkerheds- og forsvarsaktør EU ønsker at være” for at møde “nye og stigende trusler og udfordringer”. Den udarbejdes af EU-Udenrigstjenestens efterretnings- og militærstab under ledelse af Josep Borrell i tæt samråd med medlemsstaterne og i relativ hemmelighed, uden nogen rolle for hverken Europa-parlamentet eller civilsamfundet. (EU’s Strategiske Kompas blev vedtaget 21. marts 2022, red).
(…)
Den europæiske levevis eller det økonomiske system?
I sin State of the Union-tale fra september 2016 henviste Jean Claude Juncker ikke bare én, men tolv gange til den “europæiske levevis”, som skulle bevares, beskyttes og forsvares af EU. Denne noget tvivlsomme formulering er sjældent blevet brugt siden, med en bemærkelsesværdig undtagelse: et mislykket forsøg på at udnævne en kommissær for “Protecting our European Way of Life” i den nye EU-kommission. Alligevel er det betegnende for de underliggende årsager til EU-militariseringen, som ikke kan forstås adskilt fra den globale økonomiske konkurrence.
Et af de store mål er bevarelsen af EU’s teknologiske overlegenhed, især på det digitale område og inden for nye, disruptive teknologier som kunstig intelligens (AI) og nanoteknologi. Det handler også om adgang til og kontrol med rummet, en stadigt vigtigere “nøglekapacitet for sikkerhed og forsvar” og “en tendens, der vil blive styrket i fremtiden”.
På længere sigt handler det om det globale kapløb om råvarer, som er en forudsætning for at forblive konkurrencedygtig på den teknologiske arena og i at kontrollere rummet. Kontrol med søhandelsruter og adgang til råmaterialer – håndhævet med militær handling, hvis det er nødvendigt – er derfor et grundlæggende strategisk mål, ikke kun for NATO-alliancen. EU’s og USA’s interesser kommer ikke til at konvergere på trods af Bidens valgsejr. USA flytter delvist sin militære vægt fra Europa over mod Asien og bekymrer sig mindre over Mellemøsten og Afrika end Europa gør.
EU ønsker dybest set at spille i første division ved at samle militær kapacitet til at udføre sine egne indgreb i overensstemmelse med sine geopolitiske og økonomiske interesser.
Det handler om at støtte krigsindsatsen
I EU’s forsvarshandlingsplan fra 2016 stod, at “Kommissionen vil fremme civile/militære synergier inden for EU’s politikker, hvor det er relevant”, og daværende EU-præsident Juncker sagde i sin State of the Union-tale 2017, at “forsvar” nu var et hovedmål for EU. Alle kommissærer er blevet bedt om at finde veje til at støtte det militærindustrielle kompleks på deres indsatsområder, hvilket har ført til konkrete udgifter og projekter inden for en lang række områder, herunder miljøprogrammer. Nogle eksempler er:
- Den militære mobilitetshandlingsplan, der blev lanceret i 2018, har til formål at tilpasse civil transportinfrastruktur til militære behov for at lette militær mobilitet “på tværs af og uden for EU”, både for EU-missioner og -operationer, men også “nationale og internationale aktiviteter”, det vil sige efter NATO’s anmodninger.
- Kompetencer til forsvarssektoren er en anden nøgleprioritet, rettet mod at tackle kompetencemangel i våbenindustrien og gøre branchen mere attraktiv for EUs højtuddannede og veluddannede unge.
- Horizon Europe, et stort EU-forskningsprogram, der har finansieret civil sikkerhedsforskning i 15 år, vil nu blive åbnet for finansiering af dual-use-forskning,
- Rumfart betragtes nu som en “nøglekapacitet for sikkerhed og forsvar.”
- EU-kommissionen er begyndt at militarisere sin ulandsbistandspolitik, især ved at finansiere opbygning og styrkelse af militære og sikkerhedsmæssige kapaciteter i tredjelande. Dette omfatter levering af militære varer (dog ikke våben, ammunition med videre) gennem CBSD-programmet (100 millioner euro til perioden 2018-2020) og det nye eksterne bistandsprogram NDICI, der starter i 2021
(…)
EU-kampgrupperne, en fejlslagen EU-hær?
EU-kampgrupper er multinationale, militære enheder, hver på 1.500 mand, beregnet til at rykke hurtigt ud som reaktion på nye kriser og konflikter rundt om i verden. De kan indsættes efter en enstemmig beslutning fra EU-rådet. De har været fuldt operationelle siden 2007, men af politiske og økonomiske årsager er de aldrig blevet indsat. Den nyligt vedtagne Europæiske Fredsfacilitet (EPF) kan dog gøre deres finansiering og implementering lettere fremover.
EU’s fælles forsvars- og sikkerhedspolitik (FSFP) giver EU mulighed for at udsende civile og militære missioner og operationer i udlandet. EU har gennemført 36 missioner siden 2003 (hvoraf 12 officielt betragtes som militære). 17 missioner (der involverer 5.000 militære og civile personer) er i gang i øjeblikket, og seks af dem er helt eller delvist militære ifølge EU.
FSFP-missionernes opgaver spænder fra konfliktforebyggelse og fredsbevarende kriseledelse, bistand og uddannelse til humanitær, rednings- og post-konfliktstabilisering. Den formelle beslutning om at udføre en mission eller operation skal være enstemmig blandt medlemsstaterne (EU-rådsformat) og følge en beslutning fra FN’s Sikkerhedsråd eller en anmodning fra det pågældende land. Det forberedende arbejde, strategisk og operationel planlægning udføres af den Politiske- og Sikkerhedspolitiske komité (PSC), EU’s Militærkomité (EUMC) og EU’s militære stab (EUMS).
Når først en mission er i gang, falder den politiske kontrol og strategiske ledelse ind under PSC, som rapporterer til Rådet og til EU’s højtstående repræsentant. Udøvende militære operationer har mandat til at udføre handlinger i værtsnationens sted, herunder kampoperationer, og har ad hoc-hovedkvarter med base i det førende EU-land. Størstedelen af aktiverne og det nødvendige personel stilles til rådighed af medlemsstaterne (nogle kan komme fra ikke-EU-partnerlande eller NATO-allierede). Militære missioner kan ikke finansieres over EU-budgettet, men betales i stedet af medlemsstaterne gennem den såkaldte Athena-mekanisme – som snart afløses af Den europæiske Fredfacilitet (EPF).
Fælles omkostninger betales af alle medlemsstater (på nær Danmark på grund af forsvarsforbeholdet) og udgør i øjeblikket cirka 5-10 procent af de faktiske omkostninger ved en mission, men dette forhold kan stige under EPF. Resten betales af de medlemsstater, der deltager i missionen.
Fredsfaciliteten støtter militære operationer og eksport af våben
EPF, som blev besluttet i december 2020, bygger på eksisterende mekanismer (den afrikanske fredsfacilitet og Athena-mekanismen), men giver EU mulighed for at tilsidesætte de nuværende geografiske og tematiske begrænsninger. Med et påtænkt budget på over fem milliarder euro (2021-2027), der kommer fra direkte nationale bidrag (udgifterne fordeles efter BNP), er målet at hæve de fælles udgifter op til 30-40 procent og at lette militære missioner. EPF er en mellemstatslig EU-politik, hvilket betyder, at den ikke er omfattet af EU-budgettet og er uden for parlamentarisk kontrol (både nationalt og europæisk).
Den nye fredsfacilitetskomité, som er sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne, skal forvalte EPF, nærmere bestemt dens budgetter og regnskaber.
En anden stor nyskabelse ved EPF er, at den har til hensigt at “give omfattende støtte gennem integrerede pakker, som kan omfatte træning, udstyr og andre støttemidler”. I praksis betyder det, at EPF vil finansiere levering af militært udstyr, herunder ammunition og dødelige våben (som ikke kan finansieres af EU-budgettet) til stater, der allerede står over for spændinger eller interne konflikter. Dette svarer til skjulte subsidier til våbeneksport, som vil hjælpe EU’s våbenproducenter med at vinde markedsandele i fattige lande, der kunne blive fristet af billigere udstyr fra Kina eller Rusland. For ikke at nævne, hvordan volden i skrøbelige lande vil blive yderligere forværret på steder, hvor lov og ret ikke findes.
(…)
Det økonomiske narrativ passer ikke
Ifølge EDA (Europena defence Agency) bringer våbenindustrien “økonomiske fordele, job og stimulerer forskning”. ASD (AeroSpace and Defence Industries Association of Europe) siger, at den er “en vigtig søjle i den europæiske økonomi […] med en afgørende rolle i at lede global innovation og skabe højt kvalificerede jobs”.
Men hvad er fakta? Militæret og rumfartsindustrien er en relativt uvæsentlig del af EU’s økonomi, der kun tegner sig for 485.000 arbejdspladser i 2019. Dette tal (der stammer fra forsvars- og rumfartsbranchen) er højst sandsynligt en overvurdering, hvor (civile) underleverandører og producenter af dual-use-produkter er lagt til forsvarets tal. Derimod var 32.931.300 personer ansat i EU’s fremstillingsindustri i 2019. Forsvarssektorens økonomiske relevans er derfor begrænset. Oprettelsen af et specifikt GD DEFIS (Generaldepartementet for Forsvarsindustrien og rumsektoren) under kommissæren for Det indre marked i 2020 var altså klart politisk og ikke økonomisk motiveret.
Størstedelen af dem, der er ansat i militærindustrien, er højtuddannede mænd. Der er ingen mangel på beskæftigelse for disse fagfolk. Generelt vil nye højteknologiske projekter ikke øge det samlede antal beskæftigede, men snarere føre til mangel på medarbejdere i andre sektorer.
Militæret er heller ikke den bedste teknologisektor til jobskabelse. En britisk undersøgelse viser, at det ville give mere mening at investere i forskning og udvikling af vedvarende energi som havvindmøller eller bølgeenergi. Det kunne skabe flere arbejdspladser. Amerikanske statistikker afslører, hvordan føderale udgifter til sundhedspleje, uddannelse, ren energi og infrastruktur skaber flere job end investeringer i militæret, og at civile udgifter generelt overstiger militærudgifter, når det kommer til jobskabelse med mellem 21 procent (til udvikling af vindenergi) og 178 procent (til grund- og ungdomsuddannelser, hvor det i øvrigt vil skabe flere job til kvinder).
Militærindustriens bidrag til innovation er også begrænset. Nye teknologier, der er kæpheste for EDF eller PESCO (for eksempel AI, disruptive teknologier, metamaterialer) er ofte kommercielle civile innovationer, der skal tilpasses og omsættes til militære systemer.
Der lægges stort pres på EU-landene for at bruge flere penge på våben, primært på grund af de forpligtelser, der er indgået under PESCO, men også på grund af NATO (NATO-landene er uformelt enedes om at øge deres militærudgifter til 2 procent af BNP).
(…)
Militærudgifter koster dyrt i fred og sikkerhed
I stedet for at vurdere militærudgifter som offeromkostninger (ved at sammenligne med, hvad man ellers kunne få for pengene, og andet), har EU generelt en tendens til at tale i termer af overordnet “effektivitet”, og så ses der ikke på virkningen af politikkerne. Der indsættes med andre ord ikke finansielle, menneskelige eller sociale ressourcer for at sikre fredelige, positive fremskridt. Institut for Økonomi og Fred i Sydney har anslået den økonomiske virkning af vold (inklusive verdens samlede militærudgifter) til 14,4 billioner US dollars eller 10,5 procent af verdens BNP ($ 1.895 per person på Jorden). Men vi ved, at alternativer til militærudgifter vil have konkrete, positive effekter for alle verdens borgere.
Derfor bidrager hverken EU’s 186 milliarder euro militærudgifter eller EUF (Den Europæiske Forsvarsfond) eller nogen andre EU-kilder til militær finansiering til den økonomiske vækst.
Verdens militærudgifter 2020:
- EU 12 %
- USA 39 %
- Kina 13 %
- Rusland 3%
- Resten af verden 33%
Kilde: SIPRI
EU’s militarisering vil forværre det globale våbenkapløb
EU’s militarisering har også en indvirkning på EU-landenes våbeneksport, der primært påvirker befolkninger uden for EU og derfor bør vurderes i forhold til de værdier om global fred og sikkerhed, EU påberåber sig.
Siden 2015 har EU-landene godkendt eksporttilladelser for militære varer til følgende top 12 destinationer:
- Saudi-Arabien (76 milliarder euro)
- Egypten (75 milliarder euro)
- Indien (68 milliarder euro)
- De forenede arabiske emirater (UAE) (62 milliarder euro)
- Qatar (46 milliarder euro)
- Brasilien (22 milliarder euro)
- Singapore (18 milliarder euro)
- Kuwait, Indonesien og Malaysia (16 milliarder euro)
- Algeriet (13 milliarder euro)
- Tyrkiet (12 milliarder euro)
De fleste lande på listen er indblandet i områder, hvor der er spændinger og/eller konflikter (i særdeleshed krigen i Yemen) og/eller er autoritære regimer. Det er klart imod Den Europæiske Unions erklærede grundprincipper at forsyne disse regeringer med midlerne til at gennemføre aggressive politikker eller begrænse demokratiske frihedsrettigheder.
Kun de enkelte EU-medlemsstater kan tillade våbeneksport. Men når de gør det, bør de respektere EU’s fælles holdning fra 2008: I en nøddeskal bør de ikke eksportere militærvarer, “som kan bruges til intern undertrykkelse eller international aggression eller bidrage til regional ustabilitet”. EU-parlamentet opfordrer regelmæssigt til større gennemsigtighed og tilslutning til kriterierne i den fælles holdning, men dets udtalelser er ikke bindende for medlemslandene.
(…)
Fra 2021 vil der – under det nye instrument for global bistand NDICI – ikke være flere foruddefinerede rammebeløb til de klassiske temaer for EU’s eksterne bistand som menneskerettigheder og demokrati, støtte til civilsamfundets aktører og fred og stabilitet. Uden lofter for de nye hovedprioriteter i EU’s bistand til tredjelande, migration og “sikkerhed for udvikling” frygter civilsamfundets aktører, at “sikkerhed” vil være meget fremtrædende i NDICI, til skade for traditionelle freds- og udviklingsprogrammer.
Det hævdes ofte, at EU takket være de nye militære kapaciteter vil være i stand til at gå ind i tvister for at lukke ned for de værste overgreb og endda afslutte krige. Men realiteten er, at jo flere aktører, der er involveret i en konflikt, jo sværere er det at nå frem til en holdbar løsning. Desuden vil der blive afsat færre ressourcer til at støtte fredelige løsninger på spændinger og konflikter og til at tackle de grundlæggende årsager til konflikter, såsom miljøtrusler (klimaændringer, adgang til vand), adgang til jord og fødevaresikkerhed, fattigdom og ekstrem ulighed, korruption og dårlig styring med videre.
Denne artikel består af uddrag fra pjecen “A militarised Union – Understanding and confronting the militarisation of the European Union”, som er oversat af Arbejderen. Pjecen kan findes her. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 2, maj 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
