Siden starten af Ruslands invasion i Ukraine er der indført skærpede forhold i den russiske medieverden. Den 4. marts hastebehandlede Ruslands parlament (Dumaen) et lovforslag om krigscensur og skærpelse af straffeloven for “krænkelse af den russiske hærs handlen”. Kritiske medier – både på venstrefløjen og de liberale Novaja Gazeta, Dozhdj og Echo Moskvy – er lukket. Og de tilbageværende overholder streng selvcensur for ikke at blive ramt af de nye straffe.
KPRF, Ruslands største kommunistiske parti, der – ud fra en russisk patriotisk og antifascistisk holdning – støtter invasionen, undlader i partiavisen Pravda, at beskrive krigens gang. I de seneste numre nævnes russiske kommunister, der er dræbt i Ukraine. Men ellers har avisen fokus på Vestens sanktioner mod Rusland, på at fordømme “de 5. kolonne-folk, der opererer i Rusland”, og på behovet for samling af “alle russiske folkelige patrioter”.
De russiske venstrekræfter havde – også før statskuppet i Kyjiv i 2014 – et nært samarbejde med kammerater i alle dele af Ukraine, herunder landets sydøstlige region Donbass. Disse kontakter opretholdes nu under krigen.
Foruden styrets stramninger kan dette store partis støtte til krigen ses som en årsag til, at omfanget af offentlige antikrigsmarkeringer i Rusland i april er reduceret. Men på de sociale medier giver andre russere deres mening til kende. Det gælder kommunister og andre venstrekræfter, hvis debat om aktuelle og historiske politiske spørgsmål er præget af stor uenighed.
Begrænsningen af ytringsfriheden gør det svært at få et fuldt overblik over situationen. Jeg vil i det følgende primært omtale partier og bevægelser som KPRF, RKRP, OKP, Levyj Front og Trudovaja Rossija (se faktaboks) samt netavisen rabkor (“Arbejderkorrespondenten”) og deres holdning til fire aktuelle emner: Donbass, krigens karakter, chauvinisme og samfundsvisionerne.
De russiske venstrekræfter havde – også før statskuppet i Kyjiv i 2014 – et nært samarbejde med kammerater i alle dele af Ukraine, herunder landets sydøstlige region Donbass. Disse kontakter opretholdes nu under krigen.
I februar 2014 tog flertallet af den russisksindede Donbass-befolkning afstand fra statskuppet og den overgangsregering, der derefter overtog magten. Både fordi nynazister med afsæt i Vestukraine indgik i regeringen, og fordi den afviste at gøre Ukraine til en forbundsstat med udvidet selvstyre til regioner med blandet etnisk befolkning.
Det nye Kyjiv-styre strammede sprogloven og indskrænkede muligheden for at anvende russisk, som de fleste jo behersker og anvender. Allerede inden de to selvstyrerepublikker officielt blev oprettet, erklærede Kyjiv-styret i april 2014 dem for terrorister ved at starte en såkaldt “ATO” (Anti-terror-operation). Det blev starten på den borgerkrig, der nu med Ruslands invasion blev til en international stedfortræderkrig.
Siden 2014 har Kyjiv opretholdt en blokade mod de to republikker, og den ukrainske hærs bombardementer gennem otte år har kostet flere tusinde dræbte i Donbass. Det var altså inden den nuværende invasion. Og fra at have set sig som en del af Ukraine bevægede de to republikker sig i retning af et brud med Kyjiv. I februar i år blev de officielt anerkendt som selvstændige enheder af Rusland.
Russiske venstrekræfter har siden 2014 sendt tonsvis af humanitær hjælp til selve de to Donbass-republikker samt til de mange tusinder ukrainere, der er flygtet til Rusland. Russiske venstrekræfter deltog – inden invasionen – som frivillige i forsvaret af Donbass. Både i antifascistisk solidaritet og for at støtte de lokale venstrekræfter. De sidstnævnte havde i 2014 en vigtig rolle i etableringen af de to republikker, men blev senere af lokale magthavere fjernet fra det politiske system i Donbass.
På den russiske venstrefløj er mange fortørnet over, at den igangværende internationale solidaritet med Ukraine overser den særlige situation, som Donbass har befundet sig i de sidste otte år. Ruslands Kommunistiske Arbejderparti (RKRP) har i en erklæring – sammen med to kommunistiske organisationer fra Donbass og Ukraines Arbejderfront – kritiseret, at også den internationale kommunistiske bevægelse åbenbart har glemt befolkningen i Donbass. Derfor har RKRP, der hidtil har været fast deltager i den kommunistiske verdensbevægelse, undladt at tiltræde den fælles erklæring, som kommunister fra over 60 lande for nylig underskrev.
Efter RKRP’s mening bagatelliserer denne erklæring den rolle, som de højreradikale kræfter i Ukraine har haft siden 2014. RKRP mener, at Putins invasion delvis kan retfærdiggøres, fordi dens erklærede mål var Ukraines “afnazifisering”. Den vurdering har et mindretal i partiet med tilknytning til netværket ROT Front dog taget afstand fra (herom i det følgende).
Til en helhedsforståelse af krigens karakter er begrebet imperialisme væsentligt. På den russiske venstrefløj har der blandt kommunister og socialister været debat om dette begreb, og om i hvilken grad nutidens Ruslands politik – ud fra Lenins definition – kan betegnes som imperialistisk.
Imens både Ruslands største kommunistiske parti, KPRF, og Det forenede kommunistiske parti, OKP, oftest taler om Putins “autoritært-borgerlige regime”, så anvender andre partier imperialismebegrebet i forhold både til Rusland og til invasionen.
Når RKRP, som tidligere nævnt, nu delvis retfærdiggør Putins invasion, skal det nævnes, at RKRP som et par andre venstrekræfter fra starten tog afstand fra den støtte til invasionen, som kom fra KPRF. RKRP vedstår stadig, at der er tale om en imperialistisk krig. Man tilføjer dog, at den “også har et islæt af national befrielse”. Det mindretal i RKRP, der tog afstand fra denne holdning, har nu dannet en “internationalistisk gruppe”.
Denne gruppe er enig med RKRP-ledelsen i at Kyjiv-styret er reaktionært og længe har modtaget militærstøtte fra Vesten. Men gruppen fremhæver samtidig, at Ruslands magthavere “til fulde har udnyttet disse triste omstændigheder for at forfølge egne egoistiske mål”. Og videre: “Siden 00’erne er monopolkapitalismen etableret i Rusland og kan ikke føre andet end en imperialistisk udenrigspolitik. Den fører ikke til genforening af folkene i eks-Sovjetunionen. Tværtimod har den ødelæggende konsekvenser for det arbejdende folk både i Ukraine, Rusland og Donbass. Denne politik er nu skyld i, at folk dør og bliver forkrøblede. Den gensidige fremmedgørelse, had og kulturelle kløft mellem indbyggerne i vores lande vokser. Elementære borgerrettigheder undertrykkes. Samtidig øges profitten hos dem, der indkasserer militære ordrer, og de vil også i fremtiden score kassen, når der skal iværksættes en “genoprettelse” af den infrastruktur, der er ødelagt af fjendtlighederne”.
I gruppens kritik både af Kremls motiver for invasionen og af dem, de kalder “Kremls halvhjertede medløbere på en del af den russiske venstrefløj”, hedder det: “En stat, der fører an i antikommunisme, kan ikke implementere en såkaldt “afnazificering”. En stat, der er ved at etablere et terrordiktatur mod sit eget arbejdende folk, er ikke og kan ikke være “antifascistisk”. Den står for det modsatte af antifascisme. Og såvel de ulykkelige indbyggere i Donbass og Ukraine, som Ruslands naive “venstre”-opportunister, der troede på de falske officielle løfter, får nu bekræftet dette”.
RKRP’s internationalist-gruppe betegner Ruslands nuværende krig som “en imperialistisk konflikt mellem russisk storkapital og den herskende klasse i et forenet Vesten, der til egen fordel udnytter den ukrainske hær”. Vedrørende Donbass hedder det: “krigens generelle karakter ændres ikke ved at den også indeholder en retfærdig komponent, nemlig folks kamp for selvbestemmelse og uafhængighed. Men denne omstændighed kan ikke retfærdiggøre en imperialistisk politik”.
I Vesten bliver vi monomant påduttet den opfattelse, at Ukraine repræsenterer “vestlige værdier” og kæmper “for Vestens demokrati”. Og forsøg på at nuancere og beskrive problemets kompleksitet afvises som “Putin-propaganda”.
30 år efter Ukraines brud med Sovjet har dette etnisk sammensatte land dog haft svært ved at skabe en fælles identitet og selvopfattelse. I Vesten bagatelliseres eller afvises den negative rolle, ukrainske nynazister især siden 2014 har haft i ukrainske medier og indenfor uddannelsespolitikken. Den er præget af de ukrainske højrenationalister Dmytro Dontsov (1883-1973) og Stepan Bandera (1909-1959), der formulerede en racistisk tilgang til Rusland og russere.
Men i øvrigt er mange tilhængere af nynazisme og “hvid overherredømme” blandt ukrainske nationalister. De glorificerer åbenlyst fortidens kollaboratører og krigsforbrydere. Fremmedhad og antisemitisme samt dyrkelsen af vold forener moderne ukrainske nationalisters ideologi med nazismen.
En Freedom House-rapport om Ukraine for 2021 nævner regelmæssige angreb på ukrainske journalister, aktivister og oppositionspolitikere, som politiet ikke reagerede på. Systemkritik i ukrainske medier og sociale netværk førte ofte til åben vold mod “dissidenter”. Jødiske kirkegårde blev ofte angrebet af vandaler. Nynazismen i Ukraine eksisterer i form af flere strømninger af højreradikale, som ganske vist ikke kunne forene sig organisatorisk, men deres indflydelse på det ukrainske politi og sikkerhedsstyrker er stor. Og efter krigen vil deres rolle næppe blive mindre.
Forud for Putins invasion var de russiske medier i mindre grad end de ukrainske præget af åbent had mod det, mange opfatter som “broderfolket”. Både de officielle og oppositionens medier sondrede klart mellem Ukraines folk og selve Kyiv-styret. Med krigens start fik især russisk tv præg af massiv ensidig propaganda. I Putins første taler under krigen sondrede han på den ene side mellem “de jævne ukrainske soldater, der blot gør deres pligt”, og på den anden side ”de nynazistiske skurke” eller ”banderisterne” (efter førnævnte Stepan Bandera). Men jo længere krigen trækker ud, desto mere forenklet blev hans ordvalg. Og begrebet ”banderisterne” præger nu en omfattende stor-russisk chauvinisme, der i sin ensidighed ligger tæt på den måde, hvormed vore egne mainstreammedier ud fra en eurocentrisme ofte omtaler Rusland.
Den russiske marxistiske netavis rabkor anfører med en vis ironi: “I de sidste to år har gud og hver mand betragtet sig som sagkyndig udi virologi og corona. Men nu markerer alle sig som sande patrioter og opfatter sig pludselig som sagkyndig udi verdenshistorie og militær strategi. Samtidig har russisk patriotisme omformet sig til chauvinisme. (Altså: yderliggående nationalisme, min bemærkning). Dermed er folks fokus fjernet fra det væsentlige, og forståelsen af imperialisme er forduftet ud i den blå luft”.
I forlængelse af den kritik som RKRP’s internationalist-gruppe har rettet både mod Kreml og mod RKRP-ledelsen, fastholder de: “Vi vil fortsat støtte det arbejdende folk i Ukraine og Donbass. Men principperne for international socialisme kræver, at venstrekræfter i imperialistiske lande i en sådan konflikt fordømmer deres egne regeringer. Dette har flertallet i RKRP’s ledelse ikke formået. Vi vedkender os principperne for proletarisk internationalisme samt RKRP’s program og vil ikke bryde med partiet. Vi vil fortsat kæmpe imod, at vores partikammerater bliver trukket længere ud i sumpen af russisk chauvinisme og i en kapitulation over for diktaturet”, (altså Putins, min bemærkning).
De russiske venstrekræfter har gennem årene opstillet en vifte af taktiske og strategiske bud. De går fra bløde reformforslag til visioner om “en ny socialisme”.
I februar var det KPRF, der i Dumaen fremsatte forslaget om Ruslands officielle anerkendelse af de to Donbass-republikker. Og senest har KPRF i god overensstemmelse med alle russiske venstrekræfters foragt for Ruslands nuværende flag, som de jo forbinder både med Zar-Rusland og de russiske nazi-kollaboratører under Anden Verdenskrig, fremsat et ganske tvivlsomt lovforslag om at genindføre det sovjetiske røde flag med hammer og segl.
KPRF’s venstresocialistiske allierede i bevægelsen Venstrefront (VF) har under det, de betegner som “den påbegyndte nye kolde krig”, opfordret Putin til “at træffe et valg mellem enten nyliberal revanche eller en ny venstredrejning”. VF mener, at der i Rusland “er stor forståelse for socialistiske holdninger” og appellerer til Kreml om at lytte til folket og anbefaler 10 reformskridt “til gavn for social og økonomisk udvikling i retning af en nyt socialistisk samfundsprojekt”. Det første af de 10 skridt er en anbefaling til Kreml om under invasionen at “anvende det røde flag. Det vil blive positivt modtaget både af lokale russere og mange ukrainere, der er født i Sovjetunionen”.
Et andet VF-forslag opfordrer til at gøre 100-års dagen for dannelsen af Sovjetunionen (30. december 2022) til officiel russisk helligdag. Desuden anbefaler man, at “de nyliberale monetarister i Ruslands regering udskiftes med et hold venstrepatrioter”. Og videre: “der bør udskrives folkeafstemning om nationalisering af naturressourcer, om genindførelse af den hidtidige pensionsalder, om indførelse af progressiv indkomstskat samt om forhøjelse af eksistensminimum”.
Desuden foreslår VF, at man “indkvarterer flygtninge fra Donbass og Ukraine i Ruslands præsident- og guvernørboliger, samt i milliardærers palæer”. Og endelig: “Stop undertrykkelsen af russiske kommunister og andre venstrepatrioter. Den er i strid med de officielle løfter om bekæmpelse af alle former for nynazisme”.
Den venstrekommunistiske bevægelse Trudovaja Rossija (TR) skriver i deres blad: “det er os stadig en gåde, hvorfor Putin angreb Ukraine, når han jo i 2014 officielt gratulerede Porosjenko med valget som præsident, selv om den legitime præsident Janukovitj jo var blevet væltet ved statskup”. Denne bevægelse opfordrer i dag til samling “af russiske kommunister til venstre for KPRF i et forenet kommunistisk arbejderparti, der vil kæmpe for et nyt, arbejdernes Sovjetunionen”.
Og den tidligere omtalte RKRP’s internationalist-gruppe udtaler: “Vi ved ikke, hvor længe den igangværende krig med de arbejdende folks gensidige drab, men til undertrykkernes glæde fortsætter. Men kampen for socialisme fortsætter. Den kamp antager forskellige (teoretiske, økonomiske, politiske) former, afhængigt af vilkår og af arbejderbevægelsens forskellige grenes styrke. I dag er hovedopgaven at stoppe menneskedrab og ødelæggelse af social infrastruktur. Og for at gøre en ende på undertrykkernes herredømme, må vi kæmpe for fred mellem folkene”.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
tak for artiklen den tegner jo et helt andet og mere nuanceret billede af den Russiske virkelighed, end det ensidige og forfalskede billede “alle” øvrige vestlige medier tegner, jeg undrer mig egentlig ofte over hvorfor man på højrefløjen åbenbart foretrækker at blive mere uvidende og sluge løgne råt,
men det er vel for at kunne se sig selv som gode ordentlige mennesker, bag deres pilrådne facade.
Du skal være logget ind for at skrive en kommentar.
