STARK bryder sympatikonflikt
Hvorfor er dette essay mon blevet afvist af Solidaritet….?
/retorisk spørgsmål, hvis man skulle være i tvivl…
Log ind for at svareDer er næppe mange, der før 2022 havde hørt om Donbass – hvortil NATO-landene nu sender dødbringende våben – eller om havnebyen Mariupol.
For mig derimod vækker de begge gode barndomsminder fra min skoletid (omtalt i min bog Kærlighed i krig og kaos, Forlaget Frydenlund, 2018). Da jeg har boet 35 år både i Ukraine (Mariupol) og i Moskva og stadig har familie både i Rusland og Ukraine, er det min holdning, at krigen bør stoppes hurtigst muligt – for at spare menneskeliv.
Når vi kun – med god grund – fordømmer Ruslands invasion, overser vi krigens kompleksitet.
Civilbefolkningen – især i Donbass og andre dele af Østukraine – har været udsat for krigshandlinger siden 2014. I Danmark bagatelliseres disse otte år, der ellers har kostet mange ofre og efterladt dybe sår. Hvor mange der er døde, kan man ikke blive enige om, men glemmer i farten de tusinder af børn, der aldrig har oplevet fred. Glemmer også de seniorer i Ukraine, der med forskellig etnisk baggrund har været vant til at leve side om side – ukrainere, russere, jøder, armeniere, grækere og så videre.
Jeg er i jævnlig direkte kontakt med eks-skolekammerater og andre i Donbass- og i Sumy-regionen. De melder, at de dagligt oplever “bombenedslag nært og fjernt”, “det går os på nerverne”, “vi lider afsavn og ødelæggelser”. De siger ikke: “Send flere våben”, men siger “stop krigshandlingerne”, og “vi har været vant til at leve side om side med hinanden – og skal nok selv finde ud af fortsat at gøre det. Men stop krigen straks!”
Mariupol i 2014 og nu
Mariupol, der nu er overtaget af Rusland, udsættes fortsat for ukrainske raketangreb. Byen var – både i sovjettiden og i de 30 år med Ukraine som selvstændig stat – et typisk eksempel på de multietniske industribyer i Donbass. Kendetegnet for dem var, at befolkningen overordnet var russisksindet. Russisk var og er det alment udbredte hverdagssprog på tværs af etnisk baggrund. Ved valg stemte de fleste før krigen på Janukovitjs Regionalparti og kommunisterne – partier der af Zelenskij nu er forbudte.
I Danmark er det ukendt, at en folkelige opstand fandt sted i Mariupol i foråret 2014. Den var rettet imod den kupregering, der i Kijev blev etableret efter Majdan. Opstanden begyndte ellers i slutningen af februar 2014 med krav om afholdelse af en folkeafstemning om føderalisering af Ukraine med udvidet regionalt selvstyre. I to måneder afholdtes det ene store folkemøde efter det andet med dette krav. Og en ny byledelse udskrev folkeafstemning til 11. maj, hvor spørgsmålet var, om man ville tilslutte sig den nyoprettede Donetsk Folkerepublik som en del af ukrainsk føderalisering.
I mellemtiden udskiftede Kijev-styret både byens politiledelse og de topembedsmænd, der havde støttet demonstranterne. Den 9. maj – der dengang stadig blev fejret som national helligdag, som årsdag for sejren i Anden Verdenskrig – blev byens fredelige folkeoptog af festklædte pensionister og fagforeningsaktivister brutalt standset af tilkaldte ukrainske militærstyrker, herunder den berygtede Azov-bataljon. Der blev åbnet ild. Flere blev dræbt. Da den brede befolkning gik på gaden, trak styrkerne sig ud af byen – antagelig havde man givet den kritisk stemte by “en lærestreg” forud for folkeafstemningen.
Den 11. maj var befolkningen atter på gaderne. Nu stod man dog i kilometerlange køer ved valgstederne. Mine kontakter i byen beretter, at de aldrig – hverken før eller senere – har oplevet et så massivt folkeligt fremmøde og opløftet stemning til fordel for regionalt selvstyre. Og resultatet var et overvældende ja til regionalt selvstyre.
I kort tid var byen dog præget af lokal uenighed, og valgresultatet blev ikke implementeret. Det skete ikke uden indblanding fra tilrejsende ukrainske højreradikale væbnede aktivister fra det berygtede Højre Sektor. Og i juni rykkede Azov-bataljonen ind i byen. De iværksatte en klapjagt mod “separatister”. Byens ødelagte lufthavn blev omdannet til fængsel og torturkamre. Derefter kontrollerede tilhængere af Kijev-styret i otte år byen og stod bag en bølge af tvangsmæssig “ukrainisering”. Den omfattede undertrykkelse af det russiske sprog, udbredelse af en russofobisk hadkultur samt stikkeraktivitet mod anderledes tænkende.
Den historiske fortælling, der før 2014 dominerede befolkningen i denne region, gik ud på at lægge afstand til den radikale version af ukrainsk nationalisme, som var/er udbredt i Vestukraine og især udviklet af Dmitro Dontsov, Stepan Bandera og andre ukrainske nazi-kollaboratører fra Anden Verdenskrig. Hvad der fik Kijev-styret til indædt at fastholde Mariupol var, (ud over ønsket om at bevare landets integritet, sådan som den jo faktisk var skabt i sovjettiden), at forhindre Ruslands udvidede adgang til Det Azovske Hav samt at bevare byens industripotentiale.
Hvad angår det sidste, drejer det sig ikke kun om byens to berømte gigant-stålværker, som var opført af sovjetstaten, og som under 1990’ernes vilde privatisering blev overtaget af Ukraines største oligark, Rinat Akhmetov. Byen har også en anden vigtig indtægtskilde, som sjældent omtales. Det er fabrikken Ingaz, der i 30 år har været storleverandør af neongas til verdensmarkedet. Denne gas anvendes til de lasere, der bruges til fremstilling af mikrochips, og som blandt andre USA tidligere købte i Ukraine. Gasfabrikken stoppede produktionen for over et år siden. Den står nu foran genstart som en del af en pågående genopbygning af den sønderskudte by.
Indbyggere i Mariupol lægger nu dagligt hverdagsoptagelser fra den sønderbombede by ud på Youtube, (se nederst i artiklen). De giver et ganske overraskende billede af en omfattende russisk genopbygning af den ødelagte by med boliger, skoler og børnehaver, og bekræfter de private oplysninger jeg får om indsatsen for at give byen nyt liv. Flere russiske regioner har fået til ansvar at opføre snesevis moderne boligblokke, renovere beskadigede huse og det offentlige trafiknet. Skt. Petersborg har for eksempel leveret over 100 busser og trolleybusser til byen.
Venstrefløjen og krig
På afstand er det nemt for os at stille betingelser og endda støtte våbenhjælp. Vi udsættes for mediernes ensidige dækning, hvor mange fakta bliver ignoreret.
Når vi kun – med god grund – fordømmer Ruslands invasion, overser vi krigens kompleksitet og glemmer også at tage afstand fra NATO’s militaristiske praksis og præsentere en selvstændig humanistisk og antimilitaristisk holdning. Da Ukraine-konflikten brød ud i 2014, undlod Enhedslisten som parti – at udvikle en selvstændig baggrundsanalyse og lægge pres på vores egen regering (hvilket måske var muligt, mens partiet var en del af regeringens støttegrundlag). Og da krigen i 2022 brød ud i fuld skala – trak partiet sig ud af fredsbevægelserne.
Jeg betragter ikke Enhedslistens ledelse som krigerisk. Men den fremstår i offentligheden netop sådan og bekræfter desværre danskerne i støtten til et korrupt Kijev-styre, til NATO’s øst-ekspansion siden 1991 samt til den tvivlsomme påstand om, at NATO er en forsvarsalliance.
En stor del af Østukraines civilbefolkning – hvor der i otte år er blevet bombet og fortsat bombes – ønsker fred – nu. Derfor bør der satses på våbenhvileforhandlinger – uden betingelser – og en markant diplomatisk indsats til fordel for en fælles sikkerhedsarkitektur for hele Europa.
Ønsket om snarlig fred deles dog ikke af alle, for eksempel ikke af gruppen Sotsialnyj Ruh (SR). Netop denne gruppe har dog af Enhedslisten fået en monopolstatus for ukrainske venstrekræfter. Andre ukrainske venstrekræfters røst til fordel for fred og med kritik af Kijev-styrets afhængighed af Vesten ignoreres. Vi hører intet om de mange ukrainske kommunister, socialister og pacifister, der har en anden holdning. Nogle af dem måtte efter Kijev-styrets heksejagt gå under jorden, andre er flygtet til Krim og Donbass eller sidder som politiske fanger i Zelenskijs fængsler på grund af systemkritik, der jo sidestilles med landsforræderi.
Enhedslistens tilhængere vil næppe lytte til ukrainske kommunistiske fredsrøster. Jeg vil derfor nævne Maksim Goldarb, formanden for det ukrainske Venstrekræfternes Forbund (Sojuz Levyh Sil), en organisation med mindst lige så stor opbakning som den tidligere nævnte SR, hvis publikationer er bragt i flere vesteuropæiske medier, men er ukendte i Danmark. Han skrev for nylig om krigen:
“… I alle de involveredes øjne og sind eksisterer Ukraine ikke længere. Og det uanset diverse officielle udsagn om at ‘vi vil give, vi vil investere, vi vil hjælpe til det sidste, vi er med jer’ og så videre. Dette blev klart umiddelbart efter, at USA i april 2022 først fik afbrudt de påbegyndte fredsforhandlinger og derefter hældte benzin på bålet. Hvis nogen mener, at man skal bruge benzin til at slukke et brændende hus, er man bare en idiot. Eller løgner… Vores land blev udvalgt som offer længe før februar 2022. Den officielle start på ofringen var, da USA’s protege Viktor Jusjenko fik tildelt en tvivlsom sejr ved præsidentvalget i 2004-2005.
Hvad burde landets ledelse gøre, hvis den virkelig elskede det og ville beskytte det? Den burde gøre hvad som helst for at stoppe krigen straks og sætte sig til forhandlingsbordet!
Alle hæse proklamationer om sejre og generobring af territorier har kun til hensigt at tvinge vores folk til at fortsætte kampen ‘indtil den sidste’ (ukrainer)… Efter dette forventer jeg nu, at diverse propagandister, såkaldte eksperter og opinionsledere atter vil angribe mig og udstøde mig med ordene: ‘Du er upatriotisk. Du er imod præsidentens politik’ og så videre. Men for mig er patriotisme ønsket om og handlinger, der sigter mod at bevare og udvikle mit land og mit folk. Og på ingen måde noget blindt ønske om at føre landet og dets folk til slagtning.”
Titlen på Maksim Goldarbs artikel var: “Stands krigen” …
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
