Anura Kumara Dissanayake, formand for det marxist-leninistiske parti Folkets Befrielsesfront (JVP), vandt præsidentvalget i Sri Lanka den 21. september.
Den 55-årige kommunist stod i spidsen for valgalliancen National Folkemagt, der i anden valgrunde fik 55,89 procent af stemmerne. Foruden JVP består valgalliancen af over 20 partier og organisationer, herunder fagforeninger, kvindeorganisationer og ngo’er.
Valgsejren til Dissanayake kommer to år efter, at en alvorlig økonomisk krise, under den srilankanske højrefløjsregering ledet af Gotabaya Rajapaksa, førte til et historisk oprør på østaten. Vrede demonstranter endte med at besætte præsidentens palæ, bade i hans swimmingpool, træne i hans fitnesscenter og lade som om de adresserede nationen fra præsidentens talerstol.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Rajapaksa måtte flygte ud af landet, inden han officielt trådte af i juli 2022. Men ind trådte så en “kriseregering”, der indførte enorme offentlige nedskæringer og forhøjede skatten i forbindelse med et lån på tre milliarder dollars fra Den Internationale Valutafond, et lån angiveligt givet for at hjælpe Sri Lanka ud af den økonomiske krise.
I virkeligheden betød lånet, at Sri Lankas kriseregering skar ned på sundhed, uddannelse og pension samt statsstøtte til brændstof, elektricitet og mad.
“Denne sejr tilhører os alle”
Før den økonomiske krise og de efterfølgende IMF-spareforanstaltninger stod den nuværende præsident Anura Kumara Dissanayake og valgalliancen National Folkemagt relativt svagt: Ved præsidentvalget i 2020 fik National Folkemagt under fire procent af stemmerne.
Men under protesterne i 2022 spillede Dissanayake, National Folkemagt og kommunistpartiet JVP en fremtrædende rolle i masseprotestbevægelsen kendt som ‘Aragalaya‘ (kampen), der kulminerede med den srilankanske præsident Gotabaya Rajapaksas tilbagetræden.
Op til præsidentvalget roste Dissanayake protestbevægelsen for delmålet med at få afsat præsidenten, men han gav samtidig udtryk for, at det endelige mål ikke var nået.
– Aragalaya opnåede kun en halv sejr, da parlamentet ikke blev opløst. Så vi håber, at den anden halvdel kan opnås ved dette præsidentvalg, sagde Dissanayake ifølge det indiske netmedie The News Minute.
Økonomiens tilstand var det centrale punkt på Dissanayakes valgprogram, og han har lovet velfærdsforanstaltninger for at gøre folks liv lettere. Han har også været kritisk over for de spareforanstaltninger, der blev indført som en del af aftalen med IMF, og han har lovet at forhandle om vilkårene for aftalen. Han har desuden opfordret til enhed mellem landets forskellige folkegrupper, herunder singalesere, tamilere og muslimer.
På det sociale medie Threads udtrykte Dissanayake sin glæde over valgsejren:
“Den drøm, vi har næret i århundreder, er endelig ved at gå i opfyldelse. Denne præstation er ikke resultatet af en enkelt persons arbejde, men den kollektive indsats fra hundredtusinder af jer. Jeres engagement har bragt os så langt, og det er jeg dybt taknemmelig for. Denne sejr tilhører os alle”.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.