Lad os gøre et tankeeksperiment og forestille os, at Marx tog et blik på den økonomiske situation og kapitalismens almindelige tilstand i dag. Hvad ville han fremhæve som de vigtigste tendenser?
Den krise som ryste kapitalismen i 2008 blev aldrig løst, Marx ville med det samme slå ned på den manglende ”rensning af systemet”, som forudsætningen for et nyt opsving.
I stedet blev der pumpet milliarder af dollars og euros ud til banker og spekulanter i form af lave renter der skabte forudsætningerne for den næste krise, den næste bølge af konkurser.
Med sit skarpe blik ville han forbinde det nye stade i kapitalismen – dens monopolistiske stadium – hvor kapitalen har den fulde kontrol med statsmagten, og derfor er i stand til at sende regningen for krisen videre til skatteyderne.
Men kapitalismen kan ikke nøjes med at lade seddelpressen køre eller udvide gældsloftet, den må samtidig skaffe sig ny kapital og nye afsætningsmuligheder. Derfor var krisen i 2008 forudsætningen for krigen i Ukraine. Det er en økonomisk lovmæssighed under kapitalismen, at dens indre modsætninger løses i form af krig.
Det har vi set gennem både det 19., det 20. og det 21. århundrede. Det nye ved den nuværende krig er dens voldsomme virkninger i form af inflation, rentestigninger og bankkrak. Det er en imperialistisk krig om magt og indflydelse i de tidligere sovjet-republikker der er krigens formål. Derfor vil krigen også blive eskaleret til at omfatte andre lande, og med stadig mere avancerede våben. Det vil få store konsekvenser for de nationale budgetter og betyde voldsomme nedskæringer i sociale og andre offentlige udgifter.
Marx ville nøgternt konstatere, at hans forudsigelse om kapitalismens endeligt og overgangen til en højere samfundstype, nu er blevet en del af den politiske dagsorden!
Virksomhedernes overskud har været den største drivkraft bag inflationen i Europa siden 2021.
Det viser en undersøgelse offentliggjort af Den Internationale Valutafond (IMF).
“Stigende virksomhedsoverskud tegner sig for næsten halvdelen af stigningen i Europas inflation i løbet af de sidste to år, da virksomhederne øgede priserne med mere end de stigende omkostninger til importeret energi”, skrev IMF’s økonomer i juni.
IMF skriver, at “virksomheder kan blive nødt til at acceptere en mindre profitandel, hvis inflationen skal forblive på sporet af Den Europæiske Centralbanks mål på 2 procent i 2025”.
IMF-økonomerne Niels-Jakob Hansen, Frederik Toscani og Jing Zhou har beskrevet deres resultater i et forskningspapir, “Euro Area Inflation after the Pandemic and Energy Shock: Import Prices, Profits and Wages“.
De fandt at indenlandske profitter var ansvarlige for 45 procent af den gennemsnitlige ændring i forbrugsdeflatoren (inflation) fra første kvartal af 2022 til første kvartal af 2023, mens stigende importpriser bidrog med 40 procent.
Nogle af de vigtigste faktorer, der har bidraget til stigende importpriser, har været afbrydelser i forsyningskæden på grund af covid-19-pandemien, krigen i Ukraine og vestlige sanktioner mod Rusland – en af verdens førende producenter af olie, gas, gødning og hvede – som forårsagede en stor stigning i de globale råvarepriser.
Men den andel af inflationen, der skyldes importpriser, nåede sit højdepunkt i midten af 2022 og har siden været faldende.
Det tyder på, at forsyningskædeproblemerne efter pandemien stort set er blevet løst, og at nogle råvarepriser er faldet. Men virksomhederne er alligevel fortsat med at hæve priserne.
IMF’s økonomer bemærker, at “resultaterne viser, at virksomhederne har videregivet mere end det nominelle omkostningschok og har klaret sig relativt bedre end arbejderne”.
Mange neoliberale økonomer og repræsentanter for de vestlige centralbanker har imidlertid ignoreret stigningen i virksomhedernes profitter og i stedet givet arbejdernes lønninger skylden for inflationen.
Som svar på den inflation, der skød i vejret, da verden kom ud af pandemien, har Den Europæiske Centralbank og den amerikanske Federal Reserve aggressivt hævet renten med en hastighed, der ikke er set siden Volcker-chokket i 1980’erne.
Federal Reserve-formand Jerome Powell har indrømmet, at hans mål er at “få lønningerne ned“.
Den tidligere amerikanske finansminister og Verdensbankens cheføkonom Larry Summers opfordrede til fem år med seks procents arbejdsløshed eller et år med ti procents arbejdsløshed for at få inflationen ned.
De lægger i høj grad skylden på arbejderne og overser, hvordan virksomhederne har udnyttet en tid med usikkerhed til at tjene styrtende med penge.
Økonomen Isabella Weber havde ret
Isabella M. Weber er måske den økonom, der mest højlydt har opfordret sin faggruppe til at forske i, hvordan virksomheder har bidraget til inflationen i de seneste to år.
Weber er professor ved University of Massachusetts Amherst og har døbt dette “sellers’ inflation”.
Men selvom hendes arbejde er omhyggeligt dokumenteret, har Weber været udsat for hård kritik fra neoliberale økonomer.
I december 2021 offentliggjorde hun en kronik i The Guardian med titlen “Could strategic price controls help fight inflation?“
I debatterne om inflation bliver “en kritisk faktor, der driver priserne op, stort set overset: en eksplosion i profitter”, skrev Weber. “I 2021 har amerikanske ikke-finansielle profitmarginer nået niveauer, der ikke er set siden efter Anden Verdenskrig. Det er ikke tilfældigt”.
Hun bemærkede, at “store virksomheder med stærke markedspositioner har brugt forsyningsproblemer som en mulighed for at hæve priserne og høste uventede profitter”.
Webers artikel udløste en sand orkan, og hun blev brutalt angrebet. New York Times-eksperten Paul Krugman hævdede, at Webers opfordring til priskontrol var “virkelig dum”.
I februar 2023 udgav Weber en akademisk artikel, der forklarede fænomenet yderligere: “Sellers’ Inflation, Profits and Conflict: Why can Large Firms Hike Prices in an Emergency?“
IMF-økonomerne citerede faktisk denne Weber-artikel i deres eget arbejdspapir om inflation i Europa.
Inflation skal gentænkes
Blandt moderne mainstream-økonomer diskuterer man typisk tre typer inflation: demand-pull-inflation, cost-push-inflation og built-in-inflation.
Cost-push inflation opstår, når priserne på de input, der bruges i produktionsprocessen, stiger. Når de internationale priser på råvarer som olie eller gas skyder i vejret, for eksempel som reaktion på krigen i Ukraine, bidrager det til cost-push-inflation.
Built-in inflation dækker over forventninger om, at inflation, der har fundet sted tidligere, vil gentage sig i fremtiden. Virksomheder øger for eksempel ofte deres priser hvert år, simpelthen fordi de forventer, at omkostningerne vil stige, ikke fordi de rent faktisk er steget (men ved at gøre det, stiger omkostningerne nogle gange).
Diskussioner om inflation blandt vestlige neoliberale økonomer er dog normalt fokuseret på demand-pull inflation.
Monetarismens godfather, den berygtede højreorienterede økonom fra University of Chicago, Milton Friedman, hævdede, at “inflation altid og overalt er et monetært fænomen”, og at det specifikt bestod af demand-pull inflation: “for mange penge jagter for få varer”.
Friedman var en inspiration for Chiles fascistiske diktator Augusto Pinochet, som kom til magten i 1973 ved et CIA-støttet militærkup mod den sydamerikanske nations demokratisk valgte socialistiske præsident, Salvador Allende.
Friedman var så fikseret på regeringens pengepolitik, at han i bund og grund hævdede, at cost-push-inflation ikke eksisterede, og at den blot var et produkt af demand-pull-inflation.
Men denne nylige IMF-undersøgelse viser, at højrefløjens monetaristiske syn på inflation er alt for forsimplet. Kapitalistiske virksomheder kan forårsage inflation ved blot at hæve deres profit til overdrevne niveauer.
Ikke desto mindre insisterer nogle monetarister i dag stadig på, at den inflation, verden oplevede efter covid-19-pandemien, blot var forårsaget af centralbankernes pengetrykning.
Men dette forklarer ikke, hvorfor der ikke var megen inflation i forbrugerprisindekset i de første 12 år med kvantitative lempelser (QE), fra 2008 til 2020, før pandemien ramte, og hvorfor QE pludselig først fik priserne til at stige omkring 2021.
Økonomen Michael Hudson har påpeget, at QE fra den amerikanske Federal Reserve og Den Europæiske Centralbank faktisk gav anledning til inflation i aktivpriser, ikke inflation i forbrugerprisindekset.
I et interview med Geopolitical Economy Report i september 2022 forklarede Hudson:
“Resultatet [af de kvantitative lempelser] har været 9 billioner dollars i form af banklikviditet, som Federal Reserve har skubbet ind.
På trods af, at det er inflation i aktivpriser, er det en kendsgerning, at al inflation i aktivpriser er sket på kredit. Prisstigningen på aktiver er sket, når Federal Reserve har lavet repo-swaps med bankerne, som gør det muligt for bankerne at deponere nogle af deres pakkede realkreditlån eller obligationer, statsobligationer eller endda junk bonds hos Federal Reserve.
Og de får et indskud hos Federal Reserve, som gør det muligt for dem at vende rundt, som om Federal Reserve satte penge i banken som en indskyder og lod den låne mere og mere og mere ud til fast ejendom, hvilket har presset prisen op.
Fast ejendom er det værd, som en bank vil udlåne til den. Og bankerne har sænket marginkravene og lempet lånebetingelserne.
Så bankerne har pustet ejendomsmarkedet op, og også aktie- og obligationsmarkedet.
Obligationsmarkedet fra 2008 til i dag har haft det største obligationsrally i historien. Du kan forestille dig, at obligationspriserne er faldet til under 0 procent. Det er en enorm kapitalisering af obligationsrenten.
Så det har været en guldgrube for folk, der har haft obligationer, især bankobligationer. Og det har pustet toppen af pyramiden op.
Men hvis man puster den op på gæld, så er der nogle, der skal betale gælden. Og gælden tilhører, som jeg lige sagde, 90 procent af befolkningen.
Så faktum er, at aktivprisinflation og gældsdeflation går hånd i hånd, fordi formuedelen af økonomien, ejerskabsdelen, er blevet voldsomt oppustet, prisen på formue i forhold til arbejdskraft.
Men skyldnerdelen er blevet klemt af familier, der skal betale meget mere af deres indkomst på realkreditlån, kreditkort eller studiegæld, hvilket efterlader mindre og mindre til at købe varer og tjenester for.
Så hvis der er en gældsdeflation, hvorfor har vi så en prisinflation nu? Jo, prisinflationen er i høj grad et resultat af krigen [i Ukraine] og de sanktioner, som USA har indført mod Rusland.
Rusland var, som du ved, en stor gaseksportør, olieeksportør og også den største landbrugseksportør i verden. Så hvis man udelukker russisk olie, russisk gas og russisk landbrug fra markedet, vil der opstå mangel på forsyninger, og priserne vil stige voldsomt.
Så olie, energi og fødevarer har været et nøgleelement.
Og under Biden-administrationen og bestemt også Trump-administrationen har der ikke været nogen håndhævelse af monopolpriser.
Så i bund og grund har virksomhederne brugt deres monopolmagt til at sætte priserne op, som de vil. Og selv om der ikke rigtig var mangel på gas eller olie tidligere på året (2022), var der en enorm stigning i prisen uden anden grund, end at olieselskaberne kunne opkræve den.
Det skyldtes til dels finansielle manipulationer på terminsmarkederne. De finansielle markeder havde budt prisen på olie og gas op. Men det har andre selskaber også gjort.
Og over hele linjen, hvis du har et selskab i en dominerende position, hvor det kan kontrollere markedet, har du i bund og grund tilladt monopoldannelser at finde sted.
Biden havde udnævnt en række anti-monopol-embedsmænd, som skulle forsøge at indføre anti-monopol-lovgivning. Men hverken Det Demokratiske Parti eller Det Republikanske Parti støtter dem nok til, at de har haft den store effekt indtil videre.”
Artiklen er oprindeligt udgivet på Geopolitical Economy Report og kan læses på originalsprog her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
