Mindretal af modstand
Vi fejrer Verdens Pressefrihedsdag i maj som en påmindelse om, at nyhedsmediernes rolle er at fortælle sandheden til magten. Ikke for at skabe enighed – for at bruge Chomskys berømte ord – med regeringen og de herskende klasser.
Det er en anledning til at mindes tre personer, der er eksempler på behovet for at sige sandheden: Daniel Ellsberg, der er kendt for Pentagon-papirerne, og Julian Assange fra WikiLeaks; og også Chelsea Manning, uden hvem vi ikke ville have beviser på, hvad USA gjorde, ikke kun i Irak og Afghanistan, men over hele verden. I den forbindelse vil jeg også beskæftige mig med den skiftende karakter af regerings-“hemmeligheder”, og hvad det betyder at afsløre dem dengang og nu.
I dagens verden er omfanget af statens beføjelser til at snage i vores liv og aktiviteter steget voldsomt – for eksempel NSA’s Prism og NSO’s Pegasus – og det samme gælder omfanget af lækager. Ellsbergs Pentagon papirer var på blot 7000 sider, og han fotokopierede dem i hånden (Daniel Ellsberg, The Doomsday Machine: Confessions of a Nuclear War Planner).
Det var Assange og WikiLeaks, der gjorde det muligt for Mannings oplysninger at nå ud til folk over hele verden.
Chelsea Mannings “papirer”, som Assange afslørede, hvilket gjorde ham fortjent til USA’s fjendskab, bestod af cirka 750.000 dokumenter (logbøger fra Irak-krigen, logbøger fra Afghanistan-krigen og amerikanske diplomatiske korrespondancer). Manning brugte sin computer til at kopiere dette enorme datamateriale.
Ellsberg havde en af de højeste sikkerhedsgodkendelser i den amerikanske regering. Snowden, der er systemadministrator, formodes at have “udfiltreret” mere end en million NSA-dokumenter. Manning var lavt placeret i militærets rækker og blot korporal.
- Julian Assange er født i Australien i 1971, er uddannet journalist og forfatter til flere bøger.
- Er medstifter af WikiLeaks, der blandt andet har publiceret tusindvis af hemmelige dokumenter om USA’s krigsførelse i Afghanistan og Irak.
- August 2010: Julian Assange er i Sverige for at fortælle om arbejdet med WikiLeaks. Han sigtes for voldtægt, men afviser anklagerne.
- December 2010: Assange anholdes i London, men løslades mod kaution.
- Maj 2012: Den britiske højesteret beslutter, at Assange skal udleveres til retsforfølgelse i Sverige.
- Juni 2012: Assange søger tilflugt på Ecuadors ambassade i London, hvor han får politisk asyl med den begrundelse, at man frygter, at hans rettigheder bliver brudt, hvis han udleveres.
- Maj 2017: De svenske myndigheder dropper retssagen mod Assange.
- April 2019: Ecuador ophæver sit asyl til Assange, der afhentes af britisk politi.
- Maj 2019: En byretsdommer i London idømmer Assange 50 ugers fængsel for i 2012 ikke at møde op hos politiet, men i stedet søge asyl på Ecuadors ambassade.
- Maj 2019: Sverige genåbner sagen om voldtægt.
- Juni 2019: USA kræver Assange udleveret og præsenterer 17 anklager om spionage og offentliggørelse af hemmelige dokumenter, der bringer agenters liv og USA’s sikkerhed i fare.
- Juni 2019: Byretten i London beslutter, at retssagen om udlevering til USA starter den 25. februar 2020.
- November 2019: De svenske myndigheder lukker sagen om voldtægt.
- Januar 2021: Britisk distriktsdomstol beslutter, at Assange ikke kan udleveres til USA på grund af frygt for hans mentale tilstand.
- Februar 2021: USA appellerer kendelsen.
- Juni 2021: Islandsk hovedvidne trækker beskyldninger mod Assange tilbage.
- December 2021: USA vinder appellen. To dommere sætter lid til USA’s forsikringer om, at Assange ikke vil blive indsat i isolation i et såkaldt super-sikkerhedsfængsel, og at han vil modtage både læge og psykologhjælp.
- April 2022: En domstol udsteder en formel ordre om at udlevere Assange til USA.
- December 2022: Assange appellerer udvisningen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Assange havde identificeret et nøglekarakteristikum for vores epoke: Den digitale revolution medfører en enorm centralisering af information og også, hvor let den kan frigives. På en konference i 1984 havde forfatteren Stewart Brand i en samtale med Steve Wozniak, medstifter af Apple, fremdraget denne dobbelthed af information i den digitale tidsalder: Centraliseringen af information, eftersom den er så værdifuld for de herskende. Og samtidig er det let at kopiere den og dermed frigøre den fra magthaverne.
Foto: David G. Silvers, Cancillería del Ecuador/CC 2.0
Det er derfor, Assange oprettede WikiLeaks. Folk, som havde adgang til disse værdifulde oplysninger, der opbevares i “sikre” regeringsbokse, kunne bruge WikiLeaks til at nå ud til folket. Begge bruger de digitale teknologiers magt og deres evne til at fremstille kopier, men til helt forskellige formål.
Pentagonpapirerne
I 1971, for lidt over 50 år siden, lækkede Daniel Ellsberg en undersøgelse udført af det amerikanske forsvarsministerium – Pentagonpapirerne – om Vietnamkrigen til New York Times og efterfølgende til en lang række andre nyhedsmedier. Anti-krigsbevægelsen mod Vietnamkrigen, som dengang var eksploderet i USA, med kaskadevirkninger rundt om i verden for min generation, havde radikaliseret Ellsberg. Ligesom den gjorde mange af os andre rundt om i verden, der demonstrerede mod USA og dets krig. Vietnamkrigen havde bragt det amerikanske imperium i miskredit og frembragt en radikal generation, som Daniel Ellsberg var et stolt medlem af.
Pentagonpapirerne redegjorde i detaljer for, hvorfor Vietnamkrigen allerede var en tabt sag, og hvorfor det vietnamesiske folk ville besejre Ngo Dinh Diems neokoloniale marionetregering i Sydvietnam, der blev støttet af USA. Selv om man i 1968 afsluttede undersøgelsen af, at USA ikke kunne vinde, havde USA udvidet krigen fra en land- og luftkrig mod de vietnamesiske befrielsesstyrker i Sydvietnam til også at omfatte luftbombardementer af Nordvietnam og Cambodja.
Ellsberg mente, at hvis den amerikanske offentlighed fik sandheden om Vietnamkrigen at vide, ville de være med til at stoppe krigen. Derfor delte han og en tidligere kollega Anthony Russo Pentagon-papirerne med pressen. Han mente, at den amerikanske befolkning havde ret til at få kendskab til den krig, der blev ført i deres navn.
Vi befinder os i dag i et panoptikon af overvågningsstaten, hvor vores herskere kan se ind i alle dele af vores liv. Men det, som Manning og Teixeira viser os, er, at den samme teknologi, som giver dem mulighed for at se, hvad vi laver, også fungerer omvendt.
Afsløringen af Pentagon-papirerne hjalp antikrigsbevægelsen, men stoppede ikke krigen. Det tog yderligere fire år – april 1975 – før vietnamesiske frihedskæmpere befriede Saigon. Billederne af de amerikanske styrker, der forlader landet i vanære og klamrer sig til helikoptere, mens de letter fra taget af den amerikanske ambassade, ligner det, vi så for nylig i Kabul.
Da vi nåede frem til Irak-krigen, havde informationsverdenen ændret sig. Oplysningerne var ikke længere i papirform. Kopier var heller ikke på papir. Digitaliseringen af information betød, at enorme mængder kunne indsamles, lagres og bruges i realtid med henblik på krig: Både den fysisk-kinetiske variant og informationskrigen.
Overvågningsstaten
USA’s fulde magt, dets teknologiske magt og dets pengemagt kunne bruges til at opbygge ikke blot USA’s krigsmaskine, men også det, vi i dag kalder overvågningsstaten. Ikke blot dens invasion af alle aspekter af vores liv, men også ved at skabe nye, usynlige hænder i sandhedsministeriet. Dette er en informationskrig af en anden art end dengang, da Ellsberg fotokopierede Pentagon Papers.
Dette er den verden, som Assange så og forstod. Hvis Ellsberg forstod magtens verden, forstod Assange den skiftende karakter af, hvordan information løbende skabes i store mængder af staten, lagres og transmitteres. Selve teknologiens natur, der muliggør denne næsten omkostningsfrie kopiering af information og dens strømme, gør den også sårbar over for at blive delt og gjort tilgængelig for offentligheden.
Lad os se på nogle tal her. På Ellsbergs tid var der måske et par hundrede, måske højst 1000, der havde adgang til Pentagon-papirerne og kunne have fotokopieret dem i hånden, som han gjorde. Han havde et sikkerhedsniveau på GS-18, et civilt niveau, der svarer til et sikkerhedsniveau et sted mellem generalmajor og generalløjtnant i militæret. Chelsea Manning var en “specialist”, en rang svarende til korporal i de amerikanske væbnede styrker. Det er karakteren af den teknologiske forandring, der gjorde det muligt for en specialist med korporalens rang at rette et hårdt slag mod den amerikanske krig i Irak og Afghanistan.
Foto: Kushal Das/CC 4.0
Der er brug for teknologispecialister til at få den globale informationsinfrastruktur til at fungere. De har måske en “lav” rang, men i kraft af at være tættest på oplysningerne i disse enorme militære og diplomatiske netværk, der vedligeholdes af myndighederne, har de fuldstændig adgang. Og computeren er som kopieringsanordning en meget mere potent anordning til at kopiere information. Og endelig kan de diske, som vi kopierer data på i dag, herunder vores simple USB-drev/hukommelseskort, lagre hundredtusindvis af sider!
Overvågningsstatens svagheder
Det var Assange og WikiLeaks, der gjorde det muligt for Mannings oplysninger at nå ud til folk over hele verden. Og selv når han og Manning er blevet arresteret, fængslet og isoleret, er oplysningerne på Wikileaks stadig tilgængelige for os alle. Selv i dag blev Baghdad-videoen om Collateral Murder, der blev lagt ud på Wikileaks, set over hele verden og viste, at USA løj og var involveret i en massiv mørklægning af sine krigsforbrydelser. De diplomatiske dokumenter på Wikileaks informerede det tunesiske folk om Ben Ali-familiens kleptokratiske styre og startede det, der senere blev kaldt det arabiske forår.
Chagos-øboernes kamp ved Den Internationale Domstol (ICJ), som Storbritannien og USA ulovligt tvangsflyttede for at oprette den amerikanske flådebase i Diego Garcia, var delvis baseret på dokumenter fra Wikileaks. Dette er kun en meget lille del af de oplysninger, der nu er tilgængelige for aktivister, og de kan ikke slettes hverken fra internettet eller fra vores hukommelse. Ligesom overvågningsstaten har invaderet alle kroge og hjørner af vores liv, gør overvågningsstatens patologiske behov for at få adgang til og lagre alle disse oplysninger også staten porøs og sårbar.
Det seneste eksempel på denne sårbarhed er, at en 21-årig lavtstående ansat Air National Guards efterretningsafdeling, Jack Teixeira, havde adgang til Pentagons og CIA’s tophemmelige dokumenter om Ukraine. Han delte disse dokumenter på en privat Discord gaming-server, ikke med det ædle formål at stoppe krigen, men blot for at få prale. Om dette var den eneste lækage, om andre også lækker dokumenter for at skabe tåge af spin, om det er en blanding af lækager, eller om de også er plantet, er en anden historie.
Det, der er vigtigt for denne historie, er, at Teixeira, selv om han befinder sig nærmest nederst på stigen i det amerikanske luftvåben, har adgang til tophemmelige dokumenter, som normalt kun ses af de øverste led i de væbnede styrker og USA’s efterretningsmyndigheder. Han var en del af et hold, der forvaltede det centrale netværk, og var en af de 1,5 millioner mennesker, der havde denne adgangsret.
Ja, vi befinder os i dag i et panoptikon af overvågningsstaten, hvor vores herskere kan se ind i alle dele af vores liv. Men det, som Manning og Teixeira viser os, er, at den samme teknologi, som giver dem mulighed for at se, hvad vi laver, også fungerer omvendt.
Så længe vi har Assange, Ellsberg, Manning og andre, er de også synlige for os. Som den engelske digter Shelly skrev i 1819 efter Peterloo-massakren: “Vi er mange, de er få.” Dette har ikke ændret sig i den digitale tidsalder.
Denne artikel er produceret i samarbejde mellem Newsclick og Globetrotter. Prabir Purkayastha er grundlægger og redaktør af Newsclick.in, en digital medieplatform. Han er aktivist for videnskab og fri software-bevægelsen.
Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
