En væbnet afkolonisering
noget skuffende og uklare udmeldinger. Træd dog i karakter !
Log ind for at svareI lyset af de seneste geopolitiske omvæltninger, og især krigen i Ukraine, giver det ikke mening (og tegner ikke særlig lovende) at opbygge en ny global sikkerhedsarkitektur baseret på logikken i en bipolær konfrontation af flere grunde…
For det første er en af de vigtigste forudsætninger for en succesfuld konfrontatorisk “konfliktstrategi” – en vidtrækkende identitet af interesser med politisk afstemte forestillinger – er ikke en selvfølge i den vestlige, demokratiske lejr.
Så længe USA er dybt splittet, er det vanskeligt for de europæiske partnere at stole fuldt ud på USA. Og på trods af de hurtige fælles reaktioner på COVID-19-pandemien og den russiske angrebskrig er EU’s samhørighed på ingen måde sikret.
Forskellige grader af bekymring og forskellige holdninger til, hvad der skal gøres med hensyn til de økonomiske konsekvenser af krigen – samt den omfattende energikrise i Europa – illustrerer potentialet for konflikt snarere end enighed internt i Europa.
For det andet er en varig “konfliktstrategi” i sagens natur farlig på grund af dens potentiale for militær eskalering. Selv brugen af atomvåben er blevet en reel risiko som følge af Putins trusler og USA’s stigende engagement i konflikten.
Og endelig er det langt vanskeligere at håndtere klimaforandringerne (som vil udgøre en eksistentiel trussel for mange mennesker) og markant at reducere den globale fattigdom (som vil stige i de kommende år som følge af klimaforandringer og krig) i et konfrontatorisk bipolært miljø.
Grundpiller i en moderne afspændingspolitik
I stedet for en global konfrontation (som nu ofte anses for at være undervejs mellem verdens demokratier og autoritære regimer) er det vigtigt at udvikle en alternativ international politik, der på den ene side imødegår de nye militære trusler og på den anden side muliggør en ny type globalt samarbejde for at bekæmpe klimaforandringer, global fattigdom og de forventede store hungersnødkatastrofer.
Willy Brandts og Egon Bahrs afspændingspolitik er på ingen måde forældet i denne sammenhæng. Tværtimod giver den vigtige erfaringer for den nye politik for globalt samarbejde, der skal udvikles.
Afspændingspolitikken, som overvandt et system af konfrontation, var aldrig baseret på en naiv tro – som den, der er indlejret i Democratic Peace Theory – på at gensidige fordele ved økonomisk samarbejde ville skabe indbyrdes afhængigheder, som ville gøre det meningsløst for de involverede stater at føre krig mod hinanden.
Afspændingspolitikken var ikke baseret på en tro på Sovjetunionens fredelige natur. Afspænding krævede snarere et realistisk billede af de involverede staters interesser.
Samtidig var den forankret i en æra med atomvåben og den vurdering, at en krig mellem det kommunistiske og det demokratiske system ikke kunne have nogen vinder og derfor måtte forhindres for enhver pris.
Dette var forbundet med bestræbelserne på at indskrive opretholdelsen af alle staters territoriale integritet i folkeretten. Lovens styrke skulle erstatte den gamle opfattelse, som Thukydidos skrev: “De stærke gør, hvad de kan, og de svage lider, hvad de må”.
Internationale organisationer som FN og OSCE fik en central betydning. Militært set var afspændingspolitikken baseret på tilstrækkelig afskrækkelseskapacitet og på behovet for, at gensidige våbenkontrol- og nedrustningsaftaler skulle være bindende.
Dette var baseret på den erkendelse, at sikkerhed kun kan garanteres på lang sigt, hvis vi arbejder sammen i stedet for imod hinanden, som Bahr bemærkede i Palme-rapporten fra 1982: “Doktrin om fælles sikkerhed”.
Det økonomiske samarbejde mellem de to blokke, som blev intensiveret med tiden, har bidraget til at styrke de gensidige fordele ved at arbejde sammen. Afspændingspolitikken udviklede ikke sin effektivitet fra den ene dag til den anden, men kunne gøre sig gældende gennem en langvarig diplomatisk proces.
Udgangspunktet var i øvrigt Cubakrisen, som var resultatet af en tidligere fase af konfrontationspolitik mellem USA og Sovjetunionen, og som førte verden til den nukleare afgrund. Disse elementer blev i 1980’erne suppleret af begrebet omfattende sikkerhed. Dette var baseret på den enkle erkendelse, at varig fred kun kan opnås, hvis vigtige konfliktårsager som miljøskader og sult samtidig bekæmpes.
I den multipolære verden af i dag vil det helt sikkert være vanskeligere at udtænke en moderne afspændingspolitik i detaljer. Desuden er der i dag ingen ubestridte hegemonimagter i deres respektive lejre, men derimod er der strid om den globale hegemoni mellem USA og Kina.
Men for at løse disse konflikter er det nødvendigt at tage hensyn til de ændringer, som det internationale samfund har gennemgået i de seneste årtier, selv om disse ændringer endnu ikke er understøttet af passende politiske gennemførelsesstrategier.
Med vedtagelsen af klimaaftalen i Paris erkendte det internationale samfund, at klimaforandringerne kun kan stoppes, hvis alle stater giver klimabeskyttelse højeste prioritet. Og FN’s mål for bæredygtig udvikling, som gentagne gange fremhæves, viser også, at udviklingen skal komme alle til gode.
Aktuelle indsatsområder
I forhold til den nuværende situation resulterer dette i følgende indsatsområder set fra mit synspunkt:
Den militære, politiske og økonomiske støtte til Ukraine skal helt sikkert fortsætte. Det skal dog sikres, at hverken EU-landene eller NATO bliver krigsdeltagere.
Det sætter grænser for våbenleverancer.
Det er også vigtigt, at der gentagne gange tages parallelle diplomatiske initiativer for at undgå en ødelæggende optrapning af krigen, for at muliggøre humanitær bistand og for at opnå en våbenhvile som udgangspunkt for fredsforhandlinger. Forhandlingerne om korneksport og bestræbelserne på at sikre sikkerheden på atomkraftværket i Zaporizhia viser, at diplomati kan være en succes.
Og på FN’s sidste generalforsamling i december talte vigtige lande i verdenssamfundet som Kina og Indien til fordel for diplomatiske initiativer til at afslutte krigen.
Beslutningen om at forbedre de europæiske nationers forsvarskapacitet betydeligt er endnu et skridt i den rigtige retning.
Dette må dog ikke være begyndelsen på en permanent spiral af militær oprustning. Abstrakte bestemmelser om, at NATO-landenes forsvarsbudget permanent skal udgøre to procent af BNP, er noget vrøvl, især fordi de europæiske NATO-lande allerede bruger tre gange så mange penge på oprustning som Rusland.
Forsøg på at få de europæiske stater til også at engagere sig militært i den indopacifiske region bør også afvises.
Og indsatsen skal intensiveres i dag for at nå frem til internationale aftaler om nedrustning og våbenkontrol både i Europa og globalt.
Alle skridt i denne forbindelse bør tages i tæt samråd inden for EU.
Det er indlysende, at Tyskland som det største og økonomisk stærkeste EU-land er af særlig betydning. Men det betyder først og fremmest, at Tyskland skal tage initiativet.
Dette skal dog ikke forveksles med en tysk lederrolle, som nogle efterlyser. I EU kan og vil der i en overskuelig fremtid ikke være og vil ikke være ledende lande på den ene side og ledte lande på den anden.
EU må ikke begrænse sit engagement til det europæiske kontinent. Som en stor civil og økonomisk magt er EU bestemt til at spille en fremtrædende rolle i skabelsen af en multilateral retsorden, der bør fokusere på bekæmpelse af klimaændringer og bekæmpelse af fattigdom og hungersnød på verdensplan.
I lyset af den alvorlige destabilisering, der er forårsaget af den russiske angrebskrig, kan en sådan moderne afspændingspolitik ikke på kort sigt føre til en ny, stabil fredsorden, hverken i Europa eller globalt set.
Afspænding kræver en systematisk trinvis fremgangsmåde, mens eventuelle tilbageslag skal håndteres ved at forsøge at nedtrappe og løse konflikten, selv om der ikke findes nogen planer for de skridt, der skal tages. Disse skridt bør imidlertid tage udgangspunkt i erfaringerne fra afspændingen i stedet for at føre en konfrontationspolitik, der kan se mere enkel ud, men som i sidste ende vil være ødelæggende.
Denne artikel er udgivet af Globetrotter i samarbejde med American Committee for U.S.-Russia Accord (ACURA).
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
