FN’s generalsekretær Antonio Guterres har føjet Israels militær til en global liste over lovovertrædere, der har begået overgreb mod børn i en væbnet konflikt. Det bekræftede generalsekretærens talsmand den 7. juni.
Vores hær er den mest moralske i verden.
Gilad Erdan, Israels ambassadør i FN
Sortlistningen af Israel sker, efter besættelsesmagten har dræbt omkring 15.000 palæstinensiske børn siden den 7. oktober.
FN’s såkaldte “Skammens Liste” inkluderer terrororganisationer som al-Qaeda og Islamisk Stat. Det oplyser flere medier inklusive det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu Agency.
Chris Gunness, en tidligere talsmand for FN’s agentur for palæstinensiske flygtninge, mener, at det er den “ultimative skamliste”.
– Den viser, hvor dybt menneskeheden kan synke. Og man skal huske, at nogle af grupperne og landene på denne liste omfatter Boko Haram, ISIS, al-Qaeda, Rusland og Myanmar. Det sætter Israel på en liste over nogle af de mest forfærdelige regimer og grupper i verden, siger han til Al Jazeera.
Parter på listen kan blive underlagt FN-sanktioner og skal implementere en handlingsplan for at stoppe overtrædelserne, hvis de vil slettes fra listen igen.
Oven på beslutningen om at inkludere Israel på Skammens Liste reagerede Gilad Erdan, Israels ambassadør i FN, ved at komme med hårde anklager mod FN’s generalsekretær Antonio Guterres:
– Jeg reagerede på den skammelige beslutning og sagde, at vores hær er den mest moralske i verden. Den eneste, der bliver sortlistet, er generalsekretæren, som tilskynder og opmuntrer til terrorisme og er motiveret af had mod Israel, lød det fra den israelske ambassadør.
Sammen med apartheidstaten Israel er de palæstinensiske modstandsgrupper Hamas og Islamisk Jihad i Palæstina (PIJ) ligeledes blevet føjet til Skammens Liste.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.