Til dem der ikke ka se 3F videoen fra Columbia, er der adgang fra Yaani (tyrkisk sögemaskine til mobiltelefon fra Tyrkcell: https://www.yaani.com.tr/) på mobiltelefon. Den kan også afspilles på Uran sögemaskine.
Danske fagforeningsfolk mener, at solidariteten med arbejdere i det sydamerikanske land Colombia skal “op i gear”.
Colombia har i de seneste fem-seks uger været ramt af en historisk bølge af protester og strejker mod den nyliberale regerings politik. Det er ikke set før, at protester er fortsat i så lang tid.
Udviklingen i Colombia kræver, at vi viser solidaritet og støtter fagforeningerne.
Jesper Nielsen, afdelingsleder i 3F International
70 er hidtil blevet dræbt siden 28. april som følge af politivold under protesterne. Der har ifølge den nationale strejkekomite CPN været 3800 eksempler på politivold.
Det har fagforbundet 3F noteret sig.
– Udviklingen i Colombia kræver, at vi viser solidaritet og støtter fagforeningerne. Selvfølgelig skal vi støtte vore kolleger, siger afdelingsleder i 3F International Jesper Nielsen til Arbejderen.
3F International fungerer som støttefunktion for det generelle internationale arbejde i 3F og for den del af 3F’s internationale arbejde, der drejer sig om solidaritets- og udviklingsarbejde.
3F støtter blandt andet søsterorganisationer, så de selv kan kæmpe for at mindske fattigdom og opbygge retfærdige, demokratiske samfund.
- 28. april begyndte den aktuelle protestbevægelse mod præsident Iván Duques nyliberale politik med strejker og demonstrationer.
- Strejkerne var vendt imod et lovforslag om en skattereform, der skulle hæve skatten på basale fødevarer og vigtige tjenester som vand og elektricitet.
- Præsidentens manglende indsats overfor covid-19-pandemien har også fået folk på gaden.
- Protesterne er fortsat, efter at regeringen opgav både skattereformen og et lovforslag om privatisering af sundhedsvæsenet.
- Skatteministeren er gået af.
- Målet er blandt andet præsidentens afgang, og at regeringen indfrier en række sociale krav.
- Politiet og paramilitære grupper bekæmper demonstranterne med vold.
- Per 8. juni 2021 er der registreret 70 dødsfald som følge af politivold.
- Der er 3800 eksempler på politivold, 51 øjenskader – folk har fået skudt øjne ud eller beskadiget et eller begge øjne.
- Der har været 1502 vilkårlige anholdelser og 87 tilfælde af vold af sexistisk karakter.
- To dage før protestbevægelsen startede den 28. april 2021 vedtog EU-parlamentet en rosende tekst om myndighederne i Colombias positive indsats mod kriminalitet og covid-19.
Kilder: Den nationale strejkekomite CPN, Fagsammenslutningen CUT.
– Colombia har i mange år været det notorisk farligste sted for fagforeningsfolk i verden. Fagforeninger i Danmark kan jo anbefale den danske regering at bidrage mere til fredsprocessen og hjælpe med at få sat en stopper for de mange mord på faglige ledere, foreslår han.
Den udbredte vold må stoppe, mener 3F.
– Vi bakker selvfølgelig op om at fordømme de voldelige metoder fra politiets ESMAD-enheder og fra militærets side. FN’s Menneskerettighedsråd bør få adgang til landet. Vi støtter lov og orden, fredsprocessen og en social dialog – konkret betyder det støtte til egentlige forhandlinger mellem den nationale strejkekomité og regeringen, siger Jesper Nielsen.
3F har et regionalkontor for Latinamerika i lige netop Colombia.
I slutningen af maj sendte de colombianske transportarbejderes fagforbund SNTT en hilsen til 3F med video fra demonstrationerne. Den faglige hovedorganisation CUT og den landsdækkende strejkekomité organiserer protesterne.
Se videoen med danske undertekster her.
Havnearbejdere støtter
En af de måder, 3F har ydet solidaritet med arbejdere i Colombia, er en konkret håndsrækning til landets havnearbejdere.
Ole Nors, medlem af bestyrelsen i Havnearbejdernes Landsklub og næstformand i 3F Aalborg, besøgte den colombianske kystby Buenaventura i 2019 og hjalp de lokale havnearbejdere med at få overenskomst med det Mærsk-ejede APM Terminals. Operationen lykkedes. Men stemningen i byen og i Colombia rystede den seje havnearbejder fra Aalborg.
– De lokale havnearbejdere i byen sagde, at de nok skulle passe på os. En aften mødte vi en menneskerettighedsgruppe. Samtidig blev en aktiv dræbt. Så da vi kom ud af byen, åndede jeg godt nok lettet op. Buenaventura var gennemsyret af vold, fattigdom og kriminalitet, siger han til Arbejderen.
Ole Nors følger med i nyhederne fra Colombia om den voldsomme undertrykkelse af demonstranter, der indtil videre har kostet 70 livet.
– Jeg bekymrer mig selvfølgelig. Det gør alle. Jeg tænker især på mine colombianske kolleger, siger Ole Nors.
Han mener, at en af måderne at beskytte menneskerettighederne i Colombia er ved at være til stede fysisk.
– Sådan nogle som os – og ngo’er – kan sætte fokus på uhyrlighederne. Ved at være til stede fysisk kan man måske lægge en dæmper på volden. Vi er nødt til i det små at lægge pres.
– Måske vi skal have solidaritetsarbejdet med Colombia mere op i gear igen, sådan helt konkret, funderer havnearbejderen fra Aalborg.
Udlandet reagerer
Det globale fagforbund for offentligt ansatte, Public Services International, samt netstedet LabourStart har netop lanceret en kampagne, der opfordrer Colombias regering til at standse statsvold, forhandle med den nationale strejkekomité og acceptere anmodningerne fra menneskerettighedskommissioner om at besøge landet.
Her kan du skrive under på initiativets appel til den colombianske regering.
Det canadiske fagforbund National Union of Public and General Employees (NUPGE) med 390.000 medlemmer er også gået aktivt ind i kampagnen.
Det støtter de rullende strejker i Colombia, der begyndte den 28. april. Strejkerne opstod som reaktion på et lovforslag om en skattereform, der søgte at øge skatten på basale fødevarer og vigtige tjenester som vand og elektricitet.
Protesterne er fortsat, efter at både skattereformen og et lovforslag om privatisering af sundhedsvæsenet blev opgivet. Målet er blandt andet, at landets præsident, Iván Duque, går af.
Ved at være til stede fysisk kan man måske lægge en dæmper på volden. Vi er nødt til i det små at lægge pres.
Ole Nors, havnearbejder
Nina Lendal fra den danske uafhængige ngo Colombia Solidaritet befinder sig i Cali i Colombia. Hun mener, at lige netop international solidaritet er livsvigtig for de protesterende.
– Støtte er enormt vigtig. En skarp kritik af regeringen og myndighederne er vigtig. Støtte kan være indsamlinger, at sende arbejdsbrigader og få lagt diplomatisk pres, siger hun til Arbejderen over Messenger.
– Støtte kan også være, at I derhjemme sætter fokus på den frihandelsaftale, som Colombia har med EU. Netop i dén aftale er der et lille afsnit om, at parterne kan suspendere aftalen, hvis menneskerettighederne ikke bliver overholdt. Det, må man sige, er lige præcis, hvad der sker.
– Hvad med at stille spørgsmål til regeringen i Folketinget om dét? Der må ske noget, der virkelig gør ondt på den her regering. Tal med venner. Del opslag på de sociale medier. Saml underskrifter, lyder opfordringerne fra danskeren i Cali.
Hun opfordrer til, at alle reagerer. Blandt andet kan alle underskrive et borgerforslag. Eller også kan man sende donationer til aktivister og initiativer i Colombia, blandt andet via Colombia Solidaritets indsamling til opretholdelse af blokader i Cali på MobilePay 0975RX eller via Paypal.
Det er også muligt at donere til andre større indsamlinger, der i øjeblikket kører globalt.
– Mød op til demonstrationer i dit nærområde. Colombia Solidaritet vil løbende dele demonstrationer i København og andre steder på de sociale medier. Mød op, invitér dine venner og støt op om herboende colombianeres initiativer for international opmærksomhed, lyder opfordringen fra Nina Lendal.
Colombia tæt på NATO og EU
Colombia blev i 2017 en af NATO’s globale partnere og alliancens første latinamerikanske partner. Partnerskabet “styrker dialogen” og samarbejdet for at tackle en række globale sikkerhedsudfordringer, herunder cybersikkerhed, terrorisme, kampen mod korruption og søfartssikkerhed”, fremgår det af nato.int.
Desuden er Colombia (og Israel) partnerskabslande i forhold til EU’s politisamarbejde i Europol, og Colombia har sågar folk placeret i Europol.
To dage før protestbevægelsen startede den 28. april i år, vedtog EU-parlamentet en rosende tekst om myndighederne i Colombias positive indsats mod kriminalitet og covid-19.
- Colombia er det nordligste land i Sydamerika.
- Arealet er 1.138.910 km2.
- Befolkningstallet er 42 millioner.
- Antallet af internt fordrevne er over to millioner – nogle kilder skriver over fire millioner.
- Hovedstaden er Bogotá med otte millioner indbyggere.
- De vigtigste økonomiske sektorer er kaffeeksport samt minedrift med forekomster af olie, kul, guld, platin, sølv.
- I 2011 underskrev EU og Colombia en handels- og investeringsaftale, som trådte i kraft fra august 2013.
- I august 2016 underskrev den daværende Santos-regering en fredsaftale med oprørshæren FARC.
- I august 2018 blev Iván Duque indsat som Colombias præsident. Han er modstander af fredsaftalen.
- Colombia blev i 2017 en af NATO’s globale partnere og alliancens første latinamerikanske partner.
- Desuden er Colombia (og Israel) partnerskabslande i forhold til EU’s politisamarbejde i Europol og Colombia har folk placeret i Europol.
Kilder: nato.int, Europol, colombiasolidaritet.dk, EU-parlamentet
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.