Høring på Arbejdermuseet 6. august
I Bamako, Mali, den 16. september, oprettede regeringerne i Burkina Faso, Mali og Niger Alliancen af Sahel-stater (AES). På det sociale medie X, tidligere kendt som Twitter, skrev oberst Assimi Goïta, lederen af Malis overgangsregering, at Liptako-Gourma-charteret, som skabte AES, har til formål at etablere “en arkitektur for kollektivt forsvar og gensidig assistance til gavn for vores befolkninger.”
Ønsket om et sådant regionalt samarbejde går tilbage til perioden, hvor Frankrig afsluttede sit kolonistyre. Mellem 1958 og 1963 var Ghana og Guinea en del af Unionen af Afrikanske Stater, som skulle have været kimen til en bredere panafrikansk enhed. Mali var også medlem fra 1961 til 1963.
Men på det seneste har disse tre lande – og andre i Sahel-regionen som Niger – kæmpet med fælles problemer, som for eksempel den opblomstring af radikale islamiske kræfter ned over det afrikanske kontinent, der blev udløst af NATO’s krig mod Libyen i 2011.
Vreden mod franskmændene har været så intens, at den har fremprovokeret mindst syv kup i Afrika (to i Burkina Faso, to i Mali, ét i Guinea, ét i Niger og ét i Gabon) og udløst massedemonstrationer fra Algeriet til Congo og senest i Benin.
Mellem 1997 og 2002, under Jacque Chiracs præsidentskab, intervenerede Frankrig militært 33 gange på det afrikanske kontinent.
Frustrationen over Frankrig er så dyb, at landets tropper er blevet smidt ud af Sahel, Mali har droppet fransk som officielt sprog, og Frankrigs ambassadør i Niger (Sylvain Itté) blev holdt som “gidsel” – som den franske præsident Emmanuel Macron sagde – af folk, der var dybt oprørte over franskmændenes opførsel i regionen. (Den 24. september meddelte Frankrigs præsident Emmanuel Macron, at både den franske ambassadør og de 1500 franske soldater nu bliver trukket ud af Niger, red.)
Philippe Toyo Noudjenoume, præsident for West Africa Peoples’ Organization, forklarede baggrunden for denne voksende antifranske stemning i regionen. Fransk kolonialisme “er blevet opretholdt siden 1960”, siger han. Frankrig opbevarer indtægterne fra sine tidligere kolonier i Banque de France i Paris.
Den franske politik – kendt som Françafrique – inkluderede tilstedeværelsen af franske militærbaser fra Djibouti til Senegal, fra Elfenbenskysten til Gabon.
- Fransk koloni fra 1880’erne frem til 1960.
- Strækker sig fra Sahara nord til Sudan-savannen i syd.
- Grænser op til Libyen og Algeriet i nord, Burkina Faso mod vest, Benin og Nigeria mod syd og Chad mod øst.
- Hovedstad: Niamey.
- Befolkning: 26,2 millioner, anslog FAO i 2022.
- Areal: 1.266.700 km².
- Indbyggere pr. kvadratkilometer: 18 (2019)
- Levealder: Kvinder 60,3, mænd 58,1.
- Fattigdom: Næsten 42 procent af befolkningen lever i ekstrem fattigdom.
- Sprog: hausa og djerma. Tidligere var også fransk officielt sprog.
- Religion: 99,3 procent muslimer, 0,3 procent kristne, 0,2 procent animister, ingen religiøs tilknytning 0,1 procent (2012).
- BNP: 2493 kroner pr. indbygger i 2017.
- Naturressourcer: Blandt andet uran, guld, sølv, kul, olie, tin, fosfat.
Kilde: Verdensbanken og lex.dk
Blandt alle de tidligere kolonimagter i Afrika har Frankrig interveneret militært mindst 60 gange for at vælte regeringer som Modibo Keïta i Mali (1968) eller myrde patriotiske ledere som Félix-Roland Moumié (1960) og Ernest Ouandié (1971) i Cameroun, Sylvanus Olympio i Togo i 1963, Thomas Sankara i Burkina Faso i 1987 og andre”, fortalte Noudjenoume.
Mellem 1997 og 2002, under Jacque Chiracs præsidentskab, intervenerede Frankrig militært 33 gange på det afrikanske kontinent (til sammenligning intervenerede Frankrig militært 19 gange i afrikanske stater mellem 1962 og 1995). Frankrig har aldrig rigtig opgivet sit kolonigreb eller sine koloniale ambitioner.
Kamelens ryg er knækket
To begivenheder i det seneste årti “knækkede kamelens ryg”, siger Noudjenoume: NATO-krigen i Libyen ledet af Frankrig i marts 2011 og den franske intervention for at fjerne Koudou Gbagbo Laurent fra præsidentposten i Elfenbenskysten i april 2011.
“I årevis har disse begivenheder skabt en stærk antifransk stemning, især blandt unge mennesker”, fortæller han.
Det er ikke kun i Sahel, at denne stemning har udviklet sig, men i hele det fransktalende Afrika. Det er rigtigt, at den i øjeblikket kommer mest åbent til udtryk i Sahel. Men i hele det fransktalende Afrika er denne følelse stærk.”
Disse civile protester har ikke formået at føre til direkte civile magtovertagelser, primært fordi det politiske apparat i disse lande er blevet udhulet af langvarige, franskstøttede kleptokratier (illustreret ved Bongo-familien, som regerede Gabon fra 1967 til 2023, og som snyltede på Gabons olierigdomme for egen vindings skyld; da Omar Bongo døde i 2009, sagde den franske politiker Eva Joly, at han regerede på vegne af Frankrig og ikke på vegne af sine egne borgere).
På trods af den franskstøttede undertrykkelse i disse lande har fagforeninger, bondeorganisationer og venstrefløjspartier ikke været i stand til at drive den antifranske patriotisme frem, selv om de har været i stand til at hævde sig selv.
Frankrig intervenerede militært i Mali i 2013 i et forsøg på at kontrollere de kræfter, som landet havde sluppet løs med NATO’s krig i Libyen to år tidligere. Disse radikale islamistiske styrker erobrede halvdelen af Malis territorium og fortsatte i 2015 med at angribe Burkina Faso.
Frankrig greb ind, men sendte derefter soldaterne fra disse Sahel-landes hære til at dø mod de radikale islamistiske styrker, som de havde støttet i Libyen. Det skabte et stort fjendskab blandt soldaterne, fortæller Noudjenoume, og derfor gjorde patriotiske dele af soldaterne oprør mod regeringerne og væltede dem.
Antiintervention
Efter kuppet i Niger håbede Vesten på at kunne sende en stedfortræderstyrke ind – ledet af ECOWAS (Economic Commission of West African States) – men de afrikanske militærledere nægtede.
Overalt i regionen oprettede folk solidaritetskomiteer for at forsvare Nigers befolkning mod ethvert angreb, og truslen fremkaldte “oprør og indignation blandt befolkningerne”, forklarer Noudjenoume.
Nigerias præsident Bola Ahmed Tinubu blev endda tvunget til at bakke ud af ECOWAS’ felttog, da hans lands kongres afviste tiltaget, og der opstod masseprotester mod at intervenere militært i nabolandet. Da ECOWAS’ ultimatum om at genindsætte den afsatte nigerske leder Mohamed Bazoum udløb, stod det klart, at truslen var tom.
I mellemtiden viste det sig ikke alene, at befolkningen i Niger ville modsætte sig enhver militær intervention, men Burkina Faso og Mali lovede straks at forsvare Niger mod en sådan intervention. Den nye AES er et produkt af denne gensidige solidaritet.
Men AES er ikke kun en militær- eller sikkerhedspagt. Ved underskrivelsesceremonien sagde Malis forsvarsminister Abdoulaye Diop til journalister:
“Denne alliance vil være en kombination af militære og økonomiske bestræbelser [blandt] … de tre lande.”
Den vil bygge på aftalen fra februar 2023 mellem Burkina Faso, Guinea og Mali om at samarbejde om udveksling af brændstof og elektricitet, at bygge transportnetværk, at samarbejde om salg af mineralressourcer, at udvikle et regionalt landbrugsudviklingsprojekt og at øge samhandlen inden for Sahel.
Hvorvidt disse lande vil være i stand til at udvikle en økonomisk dagsorden til gavn for deres befolkninger – og dermed garantere, at Frankrig ikke vil have mulighed for at udøve sin autoritet over regionen – vil vise sig.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatterne:
Zoe Alexandra er medredaktør af Peoples Dispatch.
Vijay Prashad er en indisk historiker, redaktør og journalist. Han er writing fellow og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør af LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han har skrevet mere end 20 bøger, blandt andre The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Iraq, Libya, Afghanistan, and the Fragility of U.S. Power.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
