Underbetalt arbejdskraft
I 2016 blev der indgået fredsaftale mellem De væbnede revolutionære styrker – Folkets hær (FARC-EP) og den colombianske regering. Denne aftale skulle være enden på mere end 50 års krig i landet. Men uligheden er fortsat enormt stor, og volden fortsætter i det rige og store land i det nordvestlige Sydamerika. Regeringen har fortsat ikke levet op til sine forpligtelser jfr. Fredsaftalen. Aktivister fra Internationalt Forum har mødt Eliana i reintegrationslandsbyen Pondores for tidligere FARC-kombattanter.
Eliana er en kvinde på 69 år. Hun har igennem en menneskealder kæmpet for social retfærdighed i Colombia. I 1974 gik hun ind i FARC, 10 år efter guerillaen blev startet. Hun blev født på landet af fattige bønder i 1953. I denne periode var Colombia præget af en borgerkrigslignende tilstand i striden om magten mellem det liberale parti og det konservative parti. Hendes familie blev tvunget til at flytte rundt for at undslippe volden og forsøge at skabe et ordentligt liv. Men volden i “den beskidte krig” indhentede dem til sidst:
– Min mor døde meget ung, og allerede som 11-årig fik jeg ansvaret for mine fem yngre søskende. Min far blev dræbt, da jeg var 17, fordi han nægtede at stemme på Rojas Pinilla, en konservativ præsidentkandidat. Han var liberal og forsvarede de liberale og stod fast på sine principper.
Da vi var i guerillaen, var vi fælles om alt, og det har været en udfordring at bevare dette fællesskab, efter vi nedlagde våbnene.
“La violencia” (en voldelig periode med krig mellem de liberale og konservative i Colombia fra 1948 til 1958, red.) var en strid mellem de to typer borgerskaber i Colombia. De konservative repræsenterede kirken og de store jordejere, mens de liberale repræsenterede det nye industri- og handelsborgerskab i Colombia. Volden hærgede især på landet, og mange tusinde bønder blev drevet på flugt fra deres jord i denne periode.
– Da de dræbte min far, blev vi frarøvet alt. Vores søskendeflok blev spredt til forskellige dele af familien over hele Colombia. Jeg kom til Sintarra Santander, hvor store dele af lokalsamfundet var godt organiseret, og kommunistpartiet endnu ikke var gjort ulovligt. Her fik jeg forbindelser til FARC, og jeg valgte at melde mig ind.
Folket skal have magten
FARC blev dannet i 1964, efter La Violencia var afsluttet. Folket, især bondebefolkningen og arbejderklassen, havde intet fået ud af, at der blev indgået fred mellem de liberale og konservative, og derfor optog nogle bondeorganisationer og kommunistpartiet den væbnede kamp som en ny strategi for at skabe et socialt retfærdigt Colombia og bekæmpe den store ulighed i landet.
– Da jeg gik ind i FARC, var det en lille bevægelse og meget hemmelig. Vi opererede i mindre grupper bestående af tre, fem eller syv personer. Det var svært at bevæge sig rundt, fordi fjenden var meget bevidst om vores bevægelser og havde et stort fokus på at bekæmpe os.
Men i samme periode begyndte guerillaen at organisere folket. De gik fra dør til dør hos folk, som havde sympati for bevægelsen, og langsomt begyndte guerillaen at vokse.
– Vi forsøgte at få kontakt til folk ved at gå fra hus til hus og fortælle dem om kampen imod den sociale uretfærdighed, og for at folket skulle tage magten.
I 1964, da FARC blev grundlagt, bestod den kun af 48 personer, 46 mænd og to kvinder. Men eftersom guerillaen voksede, begyndte de også at opbygge guerillaen anderledes, og den fik mere hierarki, disciplin og struktur. I 1993, på guerillaens 8. konference, blev det formelt nedskrevet, at blokkene skulle være en del af guerillaens struktur.
– Til denne konference deltog cirka 230 personer med ledere og delegerede fra over 60 fronter. Hærens mindste enhed var en Esquadre (eskadron, red.) på 12 personer, herefter hed det Guerilla, Compania, Columna, Front, og Blok. Blokkene opererede i hele regioner. Eliana var til at starte med en del af den 4. front, men igennem tiden nåede hun rundt til mange forskellige dele af landet og deltog i forskellige discipliner.
– Jeg blev rykket til det centrale Colombia til et område, hvor vi kunne bevæge os mere frit, fordi der ikke var særlig meget militær. I den lejr var den centrale ledelse også til stede, som for eksempel Alfonso Cano. Her lærte jeg at lave radio og tog del i dette arbejde fra 1985 til 2008.
Lighed i kampen
Som kvinde oplevede Eliana ikke diskrimination. I guerillaen udførte alle de samme opgaver og gjorde, hvad de kunne for at få hverdagen til at hænge sammen. For hende var en vigtig læring, at det handlede om at samarbejde, hvis man skulle besejre fjenden, og fjenden gjorde ikke forskel på, om man var mand eller kvinde.
– I virkeligheden gør fjenden ikke forskel på, om du er mand eller kvinde i kamp. Det gør ikke nogen forskel for dem, om du er mand eller kvinde, de vil dræbe dig, tage dig til fange eller torturere dig, hvis de kan.
I det daglige arbejde kunne der være forskel på, hvad man kunne. Men det handlede mest om de fysiske evner, nogle mennesker er større og stærkere end andre.
– Der kunne være fysiske forskelle; nogle kunne bære mere og andre mindre. Men både en mand og en kvinde kan affyre et gevær – her var det ikke nogen forskel.
Fra væbnet kamp til civilt liv
Overgangen fra livet i guerillaen til et civilt liv har været en udfordring.
– Da vi var i guerillaen, var vi fælles om alt, og det har været en udfordring at bevare dette fællesskab, efter vi nedlagde våbnene. Nu skal jeg forholde mig til hverdagsting som at skaffe medicin, købe mad og tøj og få mit lille budget til at række til alt dette. Det var ting, som blev ordnet i fællesskab, dengang vi var i guerillaen.
Efter fredsaftalen blev indgået i 2016, nedlagde over 16.000 guerillasoldater fra FARC våbnene. Der blev oprettet 24 “reintegrationslandsbyer” i hele landet, som skulle danne ramme om at skabe gode forhold for et civilt liv for de tidligere soldater. De tidligere soldater opbyggede midlertidige boliger, som skulle holde seks måneder.
De tidligere soldater bor for manges vedkommende stadig i disse midlertidige boliger, fordi regeringen ikke har levet op til fredsaftalens forpligtelser om blandt andet at sørge for ordentlige boliger for de tidligere guerillasoldater.
I landsbyerne opbygger eks-guerillaerne kooperative virksomheder, som skal brødføde dem, og et af de centrale projekter er at etablere byggefirmaer og markeder, som først og fremmest skal bygge nye og gode huse til familierne i landsbyerne. Men regeringen spænder ben og vil kun anerkende individuel ejendom, og den forsøger at besvære processen ved at nægte at udstede byggetilladelser eller kollektivt ejerskab over jorden.
– Jeg er blevet i landsbyen, fordi den eneste mulighed, for at fattige folk skal få et bedre liv, er at arbejde i fællesskab. Men det er svært at overleve og få et værdigt liv i en kapitalistisk verden og i et land, der regeres af terrorister og korrupte politikere, og at bevare fællesskabet, når regeringen hele tiden prøver at individualisere os. Vi skal gå fællesskabets vej, og jeg håber, at den måde, vi lever på i Pondores, kan være et alternativ til den individualistiske levemåde, som hersker i dag. Individualismen fører til en fremtid med fattigdom uden håb.
Eliana fortryder intet og giver ikke op
På trods af den hårde situation i Colombia og den fortsatte ulighed og vold fortryder Eliana intet.
– Jeg fortryder intet. Denne kamp i Colombia har ikke været en borgerkrig, selvom det er de fattigste, der har lidt mest. Det er klassekamp. En klassekamp for at mennesker skal have gode liv, ikke kun i Colombia, men i hele verden. Det er en kamp mod en rig og oligarkisk elite, og man kan se, at elendigheden spreder sig over hele verden. Derfor bliver vi også nødt til at sprede kampen mod imperialismen og kapitalismen til hele verden. Kampen for, at mennesker skal have ordentlige og værdige liv, er den samme i dag, som den var tidligere.
Det internationale perspektiv er vigtigt, og derfor har hun også en opfordring til venstrefløjen i Vesten:
– I skal sørge for, at folk organiserer sig i kampen mod menneskets udbytning af mennesket. At vi går væk fra individualismen og går sammen i fællesskaber. I disse fællesskaber er ord ikke nok. Der er dele af venstrefløjen i Vesten, som bruger store og flotte ord, men som ikke handler aktivt, samtidig med at de rige bliver rigere, og at vi dør. Vis os, at I kæmper i jeres egne lande, og lav reelle forandringer!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
