GO: – International solidaritet 👊
Log ind for at svareFor tre år siden havde fagforeningen Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) besøg af to colombianere, der var inviteret til Danmark af Colombia Solidaritet. De fortalte om deres igangværende arbejde med at bygge nogle reintegrationslandsbyer for tidligere FARC-soldater, som skulle ind i samfundet igen. Det var sådan det hele startede.
Den ene colombianer kom fra advokatkollektivet Lazos De Dignidad, som arbejder med menneskerettigheder og har et godt samarbejde med de lokale i landsbyerne. Lazoz De Dignidad har rejst rundt i Europa for at lave oplysningsarbejde og skabe international opmærksomhed på Colombia efter 2016, hvor den colombianske regering indgik en fredsaftale med guerillabevægelsen FARC-EP (Colombias revolutionære væbnede styrker – Folkets hær).
De fremmødte håndværkere ville gerne høre, hvordan de kunne understøtte projektet og fik at vide, at der var brug for hænder til opbygningen af reintegrationslandsbyerne.
BJMF’erne stablede efter mødet i fagforeningen en brigade på benene, og sammen med nogle tolke rejste de fra midten af januar til midten af februar i år til Colombia for at hjælpe med opbygningen af to landsbyer. Arbejderen har talt med tømreren Jette Jørgensen, mureren Peter Christensen og tømrerlærlingen Marius Uhd, der alle var med på turen.
Første gang på brigade
Ingen af de tre havde før været på brigade, men de er alle aktive i deres fagforening. Jette Jørgensen og Peter Christensen kender hinanden fra Ungdommen i BJMF, hvor de var aktive som lærlinge. Nu har de begge svendebrev, mens Marius Uhd stadig er lærling og aktiv i ungdomsarbejdet i fagforeningen.
De unge håndværkere er enige om, at de gerne ville med på en sådan brigade, fordi de havde et stort ønske om at hjælpe og bidrage med noget praktisk.
– Jeg synes, det giver rigtig god mening at kunne lave noget praktisk, ikke bare at komme på besøg og få en rundvisning og sidde og holde møder, men rent faktisk gøre en eller anden form for nytte. Det ville være ret begrænset, hvis jeg tog til Colombia med mine spansk-kundskaber, hvad jeg fik ud af at være der. Der gør det en forskel, at man arbejder side om side med nogen. Så kan det godt være, at vi ikke kan snakke så meget sammen, men der kommer mere ud af det end at sætte sig på hver sin side af et bord og prøve at snakke sammen, forklarer tømreren Jette Jørgensen.
Tømrerlærlingen Marius Uhd er enig med hende.
– Det at bygge sammen er et andet sted at møde hinanden. Efter et par dage så folk os på en anden måde, når vi byggede sammen med dem, og vi så også dem på en anden måde, siger han.
Udveksling af erfaringer
Men hvad er solidaritetsarbejde egentlig? Det spørgsmål funderede de danske håndværkere meget over under rejsen i Colombia. For murersvenden Peter Christensen er det vigtigt, at der skal foregå en gensidig udveksling af erfaringer, hvor man lærer fra hinanden, i stedet for at komme og tro at man automatisk ved bedst.
– Noget, vi har snakket om igennem hele den her proces, er, hvad solidaritetsarbejde er. Det er ikke noget med, at vi bare skal hjælpe de her mennesker; der er en masse udveksling både rent praktisk i forhold til det håndværksmæssige og også brugen af bygge- og materialevalg. Det er sjovt at se, hvordan man bygger i Colombia, og der var også nogle interessante bygge- og materialevalg i forhold til bæredygtighed, som man kan drage inspiration af herhjemme, fortæller Peter Christensen og fortsætter:
– Der var også hele den her udveksling af, hvordan man organiserer sig politisk, hvordan man organiserer sig, når man arbejder for et mere retfærdigt samfund, som FARC jo har gjort, og som de tidligere soldater prøver at gøre på en anden måde nu, hvor de har lagt våbnene.
Hvordan er situationen i Colombia?
Efter fredsaftalen i 2016 har en del af det tidligere FARC oprettet et politisk parti ved navn Communes i et forsøg på at få indflydelse på en mere legitim måde end hidtil.
På turen lærte de danske håndværkerne også meget om den politiske situation i Colombia, også om noget, vi måske ikke hører så meget om herhjemme i Danmark. Man skal for eksempel ikke lade sig narre til at tro, at fordi der er indgået en fredsaftale, så er alting godt, mener Jette Jørgensen.
– Det er jo et mega ulige magtforhold, fordi FARC forpligtede sig til at nedlægge våbnene, da de indgik fredsaftalen. Våbnene er afleveret i bestemte checkpoints, hvor de også skal bo, så de er samlet som gruppe et sted, men uden deres forsvarsværker. Præmissen for det var, at regeringen, som de har været oppe at slås med de sidste 70 år, skulle garantere for deres sikkerhed. Den del af fredsaftalen har regeringen ikke levet op til, blandt andet fordi den politiske situation ændrede sig efter aftalen blev underskrevet. Helt basalt så fyldte det meget for dem, vi snakkede med, og for de politiske repræsentanter fra Communes, at der var en sikkerhed for, at man ikke blev overfaldet, “forsvandt”, blev skudt eller ikke kunne få lov til at passe sit arbejde i fred, fortæller Jette Jørgensen.
Peter Christensen opfatter heller ikke, at fredsaftalen er garanten for fred.
– Rundt regnet er der cirka 1200 sociale ledere, fagforeningsledere og tidligere guerillasoldater, der er blevet slået ihjel siden fredsaftalen i 2016. Der er flere større strukturelle punkter, hvoraf et er sikkerhed. Det handler for eksempel om de her mord, der gør, at de tidligere soldater ikke føler sig sikre i deres nye hverdagsliv, fortæller han:
– Et andet drejer sig om jord, som har været grundkernen i den væbnede konflikt i Colombia, siden FARC blev dannet. Og endelig er der hele spørgsmålet om reintegration. Vi var der jo for at hjælpe dem med at bygge boliger for midler, de selv har skaffet, blandt andet fra EU. Det er lidt spøjst. Det er ikke regeringen, der finansierer, at de får ordentlige boliger, selvom det var en del af fredsaftalen. Lige nu bor de i sådan nogle barakker på 6 x 4 meter per familie, og så er der otte værelser i sådan en barak. Barakken har et rum til en familie, hvor du kan høre alt, hvad dine naboer laver, og det var kun meningen, at de skulle bo der i et halvt år.
Efterdønningerne af fredsaftalen
Peter Christensen, Jette Jørgensen og Marius Uhd skulle arbejde i landsbyerne Pondores og Tierra Grata, som begge er reintegrationslandsbyer for tidligere FARC-soldater. Siden fredsaftalen i 2016 er der blevet lavet 28 af denne slags landsbyer, som er overvåget af en fredskomission med repræsentanter fra FARC, FN og den colombianske stat.
Efter fredsaftalen er turisme noget, som colombianerne gerne vil satse på som en indtægtskilde, og der var derfor et hostel i den ene af byerne, hvor håndværkerne blev indlogeret i, mens der i den anden landsby var mulighed for at bo i et prøvehus magen til dem, de skulle bygge dernede. Prøvehuset skulle så bagefter laves til museum om krigen. Det var dog Peter Christensens indtryk, at det var begrænset, hvor mange turister der på nuværende tidspunkt kom ud til byerne.
– Selvom der er blevet indgået en fredsaftale, som egentlig var ret progressiv på mange punkter, så har regeringen i det store og hele fejlet og ikke levet op til sine forpligtelser. Der er stadigvæk rigtig meget vold, forfølgelse og undertrykkelse, og lørdag den 23. juli blev den ene af de landsbyer, vi har været i, stormet af militæret og gennemsøgt, fordi de ledte efter militærvåben og militært udstyr. De har så konfiskeret noget, som har været gamle radiosendere og støvler, som var udstillet på det her museum. Der er ingenting at komme efter, det er ren chikane og repression, fortæller mureren Peter Christensen.
Jette Jørgensen gør opmærksom på, at man måske ikke får det mest ærlige billede af, hvordan fredssituationen ser ud i Colombia af at være der som dansker i en måned.
– Mens vi var i Pondores, var der nogen, der sagde, at de var rigtig glade for, at vi var der efterfulgt af alle mulige høflighedsfraser, og så som en sidebemærkning blev der sagt, at så skete der jo heller ikke noget, mens vi var der. Virkeligheden er jo bare, at når der lige pludselig er 17 danskere, så er der meget fredeligt, siger hun.
FARC’s indflydelse på det colombianske samfund
Spørger man de tre håndværkere, om FARC har haft en betydning for, at man i Colombia har valgt den første venstreorienterede præsident i landets historie, så peger de på nogle lidt andre forklaringer.
Jette Jørgensen mener, at der er tale om en politisk vekselvirkning, som man også ser i mange andre samfund, hvor man skifter imellem at vælge højreorienterede og venstreorienterede ledere. Nu har landet haft en periode med højreorienterede i så lang tid, at mange føler, at det er på tide at prøve noget nyt. Hun nævner også, at fredsaftalen blev sat til folkeafstemning og at den blev godkendt med et lille flertal. Det var næsten 50/50, så det var en ret splittet befolkning, der stemte om fredsaftalen.
– Det var meget ulige fordelt mellem by og land. I landområderne, hvor der jo har været meget krigsaktivitet, var der ret stor opbakning og mindre opbakning i byerne. Det er mit indtryk, at folk i byerne bliver fodret af højreorienteret pressedækning, hvilket giver dem et urealistisk billede af de her guerillaer, hvad de arbejder for, og hvordan de gør det, og hvor meget de nedslagter folk. Det er meget ensidigt. De har haft en ekstremt højreorienteret præsident, der har gjort sit for, at den her fredsaftale for eksempel aldrig nogensinde blev opfyldt. Han gik aktivt på valg på ikke at opfylde den fredsaftale, forklarer hun.
Peter Christensen supplerer ved at fortælle om den store bølge af sociale protester, der var i hele Latinamerika lige inden coronapandemien. Protesterne, han taler om, er i Colombia en form for nationalstrejke på social-bevægelsesniveau, der kaldes for Paro Nacional. Bevægelsen blev især drevet frem af de fattigste i byerne og blev en kæmpe bevægelse i Colombia.
– I Colombia er der rigtig mange fra landområderne, der er flyttet ind til byerne, så der har også koncentreret sig en masse fattige mennesker, der bliver frustrerede over at være fastholdt i den her fattigdomssituation. Derfor krævede de forandringer. Jeg tror, det har været med til at ændre meget.
– Der var også nogle, der sagde, at det virkede som om, at FARC havde mere indflydelse i start 00’erne, hvor de var størst og stærkest, og da de stadigvæk var en guerilla. Der har jo førhen været forsøg på at lave fredsaftaler, men hvor regeringen bare har bombet. I firserne stillede FARC også op med et politisk parti, hvor 3000 politiske aktivister blev dræbt, fortæller Peter Christensen.
Forskellen på at bygge i Danmark og Colombia
Selvom det at bygge side om side med hinanden egentlig er et meget universelt sprog, så var der også nogle forskelle på, hvordan tingene bliver gjort i Danmark og i Colombia. For de tre håndværkere var det især interessant at se det store fokus på bæredygtighed, og hvor meget man sparede på materialer i forhold til herhjemme.
– Vi stod med nogle valg, som vi aldrig ville komme ud for herhjemme. For eksempel i Tierra Grata skulle vi grave nogle punktfundamenter ud, og de havde en gravko, og det var jo skønt. Vi kiggede på gravkoen og tænkte “nemt, det bliver super,” men den havde de lejet ud for at få nogle penge hjem til landsbyen, for nu var der jo 17 dumme danskere, og de kunne da godt grave huller. Det valg behøver man ikke træffe i Danmark, fortæller Jette Jørgensen.
– Der manglede vist også et skovlhoved til den gravko, men i Danmark havde man jo bare købt et nyt. Nu brugte man i stedet fem dage og 17 mennesker på at lave noget, som man kunne have gjort på et par timer med en maskine. Det var en stor forskel, og så er der bare også nogle andre teknikker. De murer med nogle helt andre systemer, som jeg synes var ret fede. De stenblokke, som de bygger husene af, er en blanding af kalk, lidt cement og så jord og noget sand, som man presser i nogle maskiner i et bestemte blandingsforhold, men det er ligesom jord, man bare graver op på stedet, og så bliver det tørret lige ude foran, så det er superbæredygtigt også, supplerer Peter Christensen.
Marius Uhd fortæller, at stenene varierede alt efter, hvilken landsby man var i, fordi jordtyperne var forskellige og dermed også gjorde blandingsforholdene forskellige.
– De havde et fælles udviklingsråd, som har været med til at udvikle blandt andet denne boligtype, som vi skulle bygge, og som også havde udviklet de der sten. Princippet er, at det jord, du skal grave væk for at lave fundamentet til dit hus, smider du op i en blandemaskine sammen med kalk og cement, og så tørrer du det i solen, og så bygger du dit hus af den jord, som det stod på tidligere. Det er sindssygt smart og virkelig bæredygtigt, uddyber Jette Jørgensen.
Noget der til gengæld var det samme i begge lande var, at ingeniørerne var cirka lige arrogante, bemærker Jette Jørgensen og griner.
Kan man oversætte colombianske metoder til Danmark?
Det geniale ved byggebrigader er, at det er en enestående mulighed for at udveksle erfaringer og lære af hinanden., er de tre håndværkere enige om. De er dog ikke helt sikre på, at man eksempelvis kan lave stenblokke på samme måde i Danmark som i Colombia på grund af vores koldere og fugtigere klima. Marius Uhd påpeger dog, at man måske stadig kan lære lidt af tankerne bag stenblokkene.
– Nogle af principperne som for eksempel at bruge materialer, der er lokale, og at man bruger så lidt cement som muligt, det kunne man jo godt tage med til Danmark. Måske også det der med, at man ikke har en overflod af materialer, det kunne man også lære noget af. Vi bruger bare løs, for der er jo materialer og penge nok, fortæller han.
Jette Jørgensen påpeger også forskellene i håndteringen af materialerne.
– De der jordblokke, som husene skulle bygges af, skulle først fra der, hvor stenene blev lavet. Derefter skulle de ud og tørre i solen, og så skulle dem, der havde været i solen, stables, herefter skulle de stables fra stakken op i en lastbil og fra lastbilen ned på jorden, og så skulle de bæres hen, hvor de skulle bygges ind. Du håndterer jo hver mursten, og du har den i hånden seks gange, før du kan lægge den. Der er ikke noget med bare at kaste dem over skulderen, for man gider virkelig ikke slæbe dem igen, griner hun.
Peter Christensen, der jo selv er murer, mener, at det måske godt kunne virke med lignende stenblokke herhjemme.
– Jeg tror godt, at sådan nogle blokke kunne fungere i en bagmur herhjemme. Man kunne bare stabilisere med nogle bindere og have en skalmur eller en facadebeklædning. Så transporterer det fugten superfint. Det tror jeg sagtens kunne fungere. Derovre var det helt genialt i forhold til deres klima. Der er mega varmt om dagen og så suger de ret meget varme, som de så afgiver om aftenen. På den måde bliver der ikke ligeså koldt om natten og ikke ligeså varmt om dagen, siger han.
Den solidariske idé eksisterer stadig i landsbyerne
Noget der gjorde særligt indtryk på Peter Christensen var, hvordan man stadig holdt fast i en form for solidarisk økonomi, selvom man ikke mere var en del af FARC.
– Der var spændende at udveksle erfaringer omkring solidarisk økonomi. Langt størstedelen af deres produktive enheder, som de kaldte det, var kooperativer, der skulle komme fællesskabet til gode i stedet for bare individer, fortæller han.
For de tidligere FARC-kombattanter er solidaritet med både hinanden og lokalsamfundet en meget grundlæggende del af deres verdensforståelse, og noget tyder på, at det har været meget svært at få indført nogle mere kollektive løsninger og alternativer på grund af benspænd fra regeringen.
– Hvis man skal se på, hvordan regeringen modarbejder fredsaftalen, så modarbejder de også de løsninger, der er kollektive løsninger. I landsbyerne kan man ikke tage lån kollektivt, man kan ikke købe jorden kollektivt, og man kunne ikke eje husene kollektivt, uddyber Peter Christensen.
– De kunne heller ikke få pengene udbetalt kollektivt, hvilket de gerne ville i Pondores, så de kunne smide dem ind i deres kooperativ, supplerer Jette Jørgensen.
Samarbejdet med de lokale
I Tierra Grata skulle de danske håndværkere hjælpe med at bygge et forsamlingshus. Her havde man en form for turnus-ordning, hvor alle byens 300 indbyggere hver skulle lægge to arbejdsdage. Havde man ikke mulighed for det, så skulle man betale, hvad det ville koste at hyre en udefra.
Det betød, at det var begrænset, hvor mange af de lokale, man kunne nå at lære at kende på de 14 dage, man var i landsbyen. Heldigvis var der mulighed for at mødes på den lokale bar efter til meget høj colombiansk musik og billard.
– Der har nok været stille i mange år. Vi var meget sammen med dem, vi byggede med, men der var nogle af os, der snakkede lidt mere med køkkendamerne i den ene landsby, som nogen blev gode venner med. I Tierra Grata var der også en, der talte engelsk, hvilket gjorde det lidt lettere at kommunikere, hvis man ikke var så god til spansk, fortæller Marius Uhd.
Hvorfor giver det mening for en dansk fagforening at lave solidaritetsarbejde?
Der er flere fordele ved at lave solidaritetsarbejde som dansk fagforening, mener de tre håndværkere. Noget helt essentielt er ifølge Jette Jørgensen, at man kan udveksle organiseringserfaring. Hun påpeger, at fagforeningen jo grundlæggende set er bygget på solidaritet, og den ikke bare skal være national.
– Det er også en sund øjenåbner at se, hvordan verden hænger sammen og møde nogle af de mennesker, som man læser om eller ser i nyhederne. Det er vigtigt at komme ned og møde folk i øjenhøjde i stedet for, at det bare er nogle stakkels mennesker, der bor i et fattigt land, hvor man ikke forstår, hvorfor det er fattigt. I stedet skal man lære den strukturelle baggrund for, hvorfor et land er fattigt, så man også kan se, at man ikke bare kan holde sin kamp isoleret i Danmark, hvis man gerne vil have nogle større forandringer, men at man er nødt til at forene sig og kigge ud over grænserne, siger Peter Christensen.
Det får Jette Jørgensen til at grine, for selvom hun mener, at han har fuldstændig ret, så kan hun ikke lade være at høre et ekko af “arbejdere i alle lande, foren jer.”
En anden fordel ved at rejse igennem sin fagforening er også, at man får styrket forholdet til nogle af dem, man måske ikke kendte i forvejen.
– Størstedelen var håndværkere og medlemmer af fagforeningen. Det er også det, der er fedt ved sådan nogle ture; at man lærer folk at kende, og så er det ikke mærkeligt at komme til en generalforsamling, et møde, en demo eller en aktion og snakke sammen. Man havde jo en masse at snakke om, også om ting i Danmark, mens man gik og arbejdede, så det var også fedt på den måde, siger Peter Christensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
