Mangler stadig løn
Mandag den 5. august gik den tidligere premierminister Sheikh Hasina i al hast om bord på et C-130J-militærfly fra Bangladesh’ luftvåben og flygtede til Hindon Air Force-basen uden for Delhi, Indien.
Hendes fly blev tanket op, og det forlød, at hun ville flyve videre til enten Storbritannien (hendes niece Tulip Siddiq er minister i den nye Labour-regering), Finland (hendes nevø Radwan Mujib Siddiq er gift med en finsk statsborger) eller USA (hendes søn Sajeeb Wajed Joy har dobbelt statsborgerskab i Bangladesh og USA).
Hærchefen Waker uz-Zaman, som først blev hærchef for seks uger siden og er beslægtet med hende gennem et ægteskab, informerede hende tidligere på dagen om, at han tog hånd om situationen og ville oprette en midlertidig regering for at afholde fremtidige valg.
Sheikh Hasina er den længst siddende premierminister i Bangladeshs historie. Hun var premierminister fra 1996 til 2001 og derefter fra 2009 til 2024 – i alt 20 år. Det står en skarp kontrast til hendes far, Sheikh Mujib, som blev myrdet i 1975 efter fire år ved magten, eller general Ziaur Rahman, som blev myrdet i 1981 efter seks år ved magten.
Det er måske ikke tilfældigt, at fire regeringer i regionen, som var begyndt at samarbejde med BRI, er faldet, og at deres afløsere i tre af dem er ivrige efter tættere bånd til USA.
I en scene, der mindede om afslutningen på Mahinda Rajapaksas styre i Sri Lanka, stormede tusindvis af jublende mennesker ind ad porten til Ganabhaban, premierministerens officielle residens, og stak jublende af med alt, hvad de kunne finde.
Tanzim Wahab, fotograf og chefkurator for Bengal Foundation, fortalte mig:
“Når [masserne] stormer ind i paladset og stikker af med kæledyrssvaner, crosstrainere og prægtige røde sofaer, kan man mærke omfanget af underklassens raseri, der har bygget sig op mod et rovgrisk regime.”
Der var udbredt fejring i hele Bangladesh sammen med angreb på bygninger, der blev identificeret med de offentlig-private tv-kanaler, og ministrenes overdådige hjem var et yndet mål for brandstiftelse. Flere lokale ledere i Sheikh Hasinas Awami League er allerede blevet dræbt (Mohsin Reza, en lokal formand for partiet, blev banket ihjel i Khulna).
Situationen i Bangladesh er stadig flydende, men den er også hurtigt ved at falde på plads i en velkendt formel med en “midlertidig regering”, som vil afholde nyvalg.
Politisk vold i Bangladesh er ikke usædvanligt, da den har været til stede siden landets fødsel i 1971. En af grundene til, at Sheikh Hasina reagerede så kraftigt på enhver kritik eller protest, var hendes frygt for, at en sådan aktivitet ville gentage, hvad hun oplevede i sin ungdom.
Hendes far, Sheikh Mujibur Rahman (1920-1975), grundlæggeren af Bangladesh, blev myrdet ved et statskup den 15. august 1975 sammen med det meste af sin familie. Sheikh Hasina og hendes søster overlevede, fordi de var i Tyskland på det tidspunkt – de to søstre flygtede fra Bangladesh i det samme fly i denne uge.
Hun har været udsat for flere mordforsøg, blandt andet et granatangreb i 2004, som efterlod hende med et høreproblem. Frygten for et sådant attentat gjorde Sheikh Hasina dybt bekymret over enhver modstand mod hende, og derfor ønskede hun op til 45 minutter før sin afgang, at hæren igen skulle handle med magt mod de voksende folkemængder.
Men hæren aflæste atmosfæren. Det var tid for hende at gå.
Der er allerede indledt en kamp om, hvem der vil få gavn af, at Sheikh Hasina er blevet fjernet. På den ene side står de studerende, anført af Bangladesh Student Uprising Central Committee med omkring 158 personer og seks talsmænd. Den ledende talsmand Nahid Islam gjorde de studerendes synspunkter klare:
“Vi accepterer ingen anden regering end den, vi har anbefalet. Vi vil ikke forråde de blodudgydelser, som martyrerne har ydet over for vores sag. Vi vil skabe et nyt demokratisk Bangladesh gennem vores løfte om livskvalitet, social retfærdighed og et nyt politisk landskab.”
På den anden side står militæret og de politiske oppositionskræfter (herunder det primære oppositionsparti Bangladesh National Party, det islamistiske parti Bangladesh Jamaat-e-Islami og det lille venstrefløjsparti Ganosamhati Andolan).
Mens hærens første møder var med disse oppositionspartier, tvang et offentligt ramaskrig over udelukkelsen af studenterbevægelsen hæren til at mødes med de studerendes centralkomité og lytte til deres primære krav.
Der findes en udbredt vane i Bangladesh, der hedder polti khawa eller “at skifte spillertrøje midt i en fodboldkamp”, hvor militæret til enhver tid er den ansvarlige dommer. Dette slogan bruges nu i den offentlige debat for at henlede opmærksomheden på ethvert forsøg fra militærets side på at gennemtvinge et simpelt trøjeskift, når de studerende kræver en gennemgribende ændring af spillereglerne.
Militæret er klar over dette og har accepteret de studerendes krav om, at den nye regering skal ledes af økonomen Muhammad Yunus, Bangladeshs eneste nobelprisvinder. Som grundlægger af mikrokreditbevægelsen og promotor af “social business” blev Yunus tidligere primært set som et fænomen i den nyliberale NGO-verden.
Men Hasina-regeringens ubarmhjertige politiske vendetta mod ham i løbet af det sidste årti og hans beslutning om at tale studenterbevægelsens sag har gjort ham til en umage “vogter” for demonstranterne. De studerende ser ham som en galionsfigur, selv om hans nyliberale nedskæringspolitik kan være i strid med deres hovedkrav, som er beskæftigelse.
Studerende
Selv før uafhængigheden og på trods af regionens landbrugskarakter har epicentret for bangladeshisk politik ligget i byområderne med fokus på Dhaka. Selv da andre kræfter trådte ind på den politiske arena, forblev de studerende centrale politiske aktører i Bangladesh.
En af de tidligste protester i det postkoloniale Pakistan var sprogbevægelsen (bhasha andolan), der opstod på Dhaka Universitet, hvor studenterledere blev dræbt under en demonstration i 1952 (de er mindet i Shaheed Minar, eller Martyrs Pillar, i Dhaka).
Studerende blev en vigtig del af frihedskampen for frigørelse fra Pakistan i 1971, og derfor gik den pakistanske hær målrettet efter universiteterne i Operation Searchlight, som førte til massakrer på studenteraktivister.
De politiske partier, der opstod i Bangladesh efter 1971, voksede i høj grad gennem deres studenterfløje – Awami League’s Bangladesh Chhatra League, Bangladesh National Party’s Bangladesh Jatiotabadi Chatradal og Jamaat-e-Islami’s Bangladesh Islami Chhatra Shibir.
I løbet af det seneste årti har studerende i Bangladesh været rasende over den voksende mangel på beskæftigelse på trods af den blomstrende økonomi, og over det, de opfattede som manglende omsorg fra regeringens side.
Dette fremgik af de ufølsomme kommentarer fra Shajahan Khan, en minister i Sheikh Hasinas regering, som smilede, da han afviste nyheden om, at en bus havde dræbt to universitetsstuderende på Airport Road i Dhaka i juli 2019.
Den begivenhed førte til en massiv protestbevægelse fra studerende i alle aldre for trafiksikkerhed, som regeringen reagerede på med anholdelser (herunder fængsling i 107 dage af fotojournalisten Shahidul Alam).
Bag protesterne, som skabte større synlighed om emnet, lå et andet centralt tema. Fem år tidligere, i 2013, indledte studerende, som var blevet nægtet adgang til det statslige embedsværk i Bangladesh, en protest mod de restriktive kvoter for statslige arbejdspladser.
Hvis studenterkomiteen nu dannede en blok med fagforeningerne, især tekstilarbejdernes fagforeninger, er der mulighed for, at de faktisk kunne skabe en åbning for opbygningen af et nyt demokratisk og befolkningscentreret Bangladesh.
I februar 2018 vendte spørgsmålet tilbage gennem de studerendes arbejde i Bangladesh Sadharon Chhatra Odhikar Songrokkhon Parishad (Bangladesh General Students’ Rights Protection Forum).
Da protesterne over trafiksikkerhed fandt sted, rejste de studerende spørgsmålet om kvoter (samt spørgsmålet om inflation).
Ifølge loven har regeringen reserveret pladser til folk i underudviklede distrikter (10 procent), kvinder (10 procent), minoriteter (5 procent) og handicappede (1 procent) samt til efterkommere af frihedskæmpere (30 procent).
Det er sidstnævnte kvote, der har været omstridt siden 2013, og som igen i år var et følelsesladet emne for de demonstrerende studerende – især efter premierministerens ophidsende kommentar på en pressekonference om, at de, der protesterede mod frihedskæmpernes kvoter, var “rajakarer natni” (børnebørn af krigsforrædere).
Den britiske journalist David Bergman, som er gift med den fremtrædende bangladeshiske aktivist og advokat Sara Hossain, og som blev jaget i eksil af Hasina-regeringen, kaldte denne kommentar for den “frygtelige fejl“, som gjorde en ende på regeringen.
Den militære islam
I februar 2013 blev Abdul Quader Mollah fra Jamaat-e-Islami idømt livsvarigt fængsel for forbrydelser mod menneskeheden under Bangladeshs befrielseskrig (han var kendt for at have dræbt mindst 344 civile).
Da han forlod retten, gjorde han et V-tegn, hvis arrogance fik store dele af det bangladeshiske samfund til at fare i flint. Mange i Dhaka samledes i Shahbag, hvor de dannede en Gonojagoron Moncho (Mass Awakening Platform). Denne protestbevægelse fik højesteret til at revurdere dommen, og Mollah blev hængt den 12. december. Shahbag-bevægelsen bragte en langvarig spænding i Bangladesh om religionens rolle i politik op til overfladen.
Sheikh Mujibur Rahman hævdede oprindeligt, at Bangladesh skulle være et socialistisk og sekulært land. Efter at han blev myrdet af militæret, overtog general Ziaur Rahman landet og styrede det fra 1975 til 1981.
I denne periode bragte Zia religionen tilbage i det offentlige liv, bød Jamaat-e-Islami velkommen fra forvisning (som skyldtes dets deltagelse i folkemordet i 1971) og dannede – i 1978 – Bangladesh Nationalist Party (BNP) på nationalistisk grundlag med en stærkt kritisk holdning til Indien.
General Hussain Muhammad Ershad, som overtog kontrollen efter sit eget kup i 1982 og regerede indtil 1990, gik endnu længere og erklærede, at islam var statsreligion. Det stod i politisk kontrast til Mujibs synspunkter og til hans datter Sheikh Hasina, som overtog ledelsen af sin fars parti, Awami League, i 1981.
Scenen var sat for en langvarig kamp mellem Sheikh Hasinas centrum-sekulære Awami League og BNP, som blev overtaget af Zias kone Khaleda Zia, efter at generalen var blevet myrdet i 1981.
Gradvist begyndte militæret – som var sekulært orienteret i sine tidlige dage – at opleve en voksende islamistisk stemning. Politisk islam er vokset i Bangladesh i takt med den stigende fromhed i befolkningen, til dels drevet af islamiseringen af arbejdsmigranter til Golfstaterne og Sydøstasien.
Sidstnævnte har til stadighed afspejlet en vækst i overholdelsen af den islamiske tro i kølvandet på krigen mod terrorens mange konsekvenser. Man skal hverken overdrive eller minimere denne trussel.
Forholdet mellem de politiske islamister, hvis folkelige indflydelse er vokset siden 2013, og militæret er en anden faktor, som kræver meget mere afklaring. I lyset af Jamaat-e-Islamis tilbagegang, efter at krigsforbrydertribunalet dokumenterede, hvordan gruppen var involveret på Pakistans side under befrielseskampen, er det sandsynligt, at denne form for politisk islam har en grænse i forhold til sin legitimitet.
En komplicerende faktor er dog, at Hasina-regeringen ubarmhjertigt brugte frygten for “politisk islam” som et skræmmebillede for at få USA’s og Indiens tavse samtykke til de to valg i 2018 og 2024. Hvis den midlertidige regering afholder et retfærdigt valg som planlagt, vil det give befolkningen i Bangladesh mulighed for at finde ud af, om politisk islam er en retning, de ønsker at stemme på.
Ny kold krig
Langt væk fra de fascinerende spørgsmål, som de studerende fremførte, og som førte til, at Sheikh Hasina blev afsat, er der farlige strømninger, som ofte ikke bliver diskuteret i disse spændende tider.
Bangladesh er verdens ottendestørste land målt på indbyggertal, og det har det næsthøjeste bruttonationalprodukt i Sydasien. Den rolle, landet spiller i regionen og i verden, er ikke til at overse.
I løbet af det seneste årti har Sydasien stået over for betydelige udfordringer, fordi USA indførte en ny kold krig mod Kina. I begyndelsen deltog Indien sammen med USA i formationen omkring den amerikanske Indo-Pacific-strategi. Men siden den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 er Indien begyndt at tage afstand fra dette amerikanske initiativ og har forsøgt at sætte sin egen nationale dagsorden i højsædet.
Det har medført, at Indien ikke fordømte Rusland, men fortsatte med at købe russisk olie. Samtidig havde Kina – gennem Belt and Road Initiative (BRI) – bygget infrastruktur i Bangladesh, Nepal, Pakistan og Sri Lanka, Indiens naboer. Det er måske ikke tilfældigt, at fire regeringer i regionen, som var begyndt at samarbejde med BRI, er faldet, og at deres afløsere i tre af dem er ivrige efter tættere bånd til USA.
Det gælder Shehbaz Sharif, som kom til magten i Pakistan i april 2022, da Imran Khan (nu i fængsel) blev afsat, Ranil Wickremesinghe, som kortvarigt kom til magten i Sri Lanka i juli 2022 efter at have nedkæmpet en masseopstand, som havde andre planer end at indsætte et parti med kun ét medlem i parlamentet (Wickremesinghe selv), og KP Sharma Oli, som kom til magten i juli 2024 i Nepal efter en parlamentarisk omrokering, som fjernede maoisterne fra magten.
Hvilken rolle, fjernelsen af Sheikh Hasina vil spille i forhold til beregningerne i regionen, kan først vurderes, når der er afholdt valg under den midlertidige regering. Men der er ingen tvivl om, at disse beslutninger i Dhaka ikke er uden regionale og globale konsekvenser.
De studerende er afhængige af massedemonstrationernes magt for at opnå legitimitet. Hvad de ikke har, er en dagsorden for Bangladesh, og derfor svømmer de gamle nyliberale teknokrater allerede som hajer rundt om den midlertidige regering. I deres rækker er der folk, som støtter BNP og islamisterne. Hvilken rolle, de kommer til at spille, er endnu uvist.
Hvis studenterkomiteen nu dannede en blok med fagforeningerne, især tekstilarbejdernes fagforeninger, er der mulighed for, at de faktisk kunne skabe en åbning for opbygningen af et nyt demokratisk og befolkningscentreret Bangladesh.
Hvis de ikke er i stand til at opbygge denne historiske blok, kan de blive skubbet til side ligesom de studerende og arbejderne i Egypten, og de kan blive nødt til at overgive deres indsats til militæret og en elite, der blot har skiftet trøje.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Vijay Prashad er indisk historiker, redaktør og journalist. Han er skrivende stipendiat og chefkorrespondent på Globetrotter. Han er redaktør for LeftWord Books og direktør for Tricontinental: Institute for Social Research. Han har skrevet mere end 20 bøger, blandt andet The Darker Nations og The Poorer Nations. Hans seneste bøger er Struggle Makes Us Human: Learning from Movements for Socialism og (sammen med Noam Chomsky) The Withdrawal: Iraq, Libya, Afghanistan, and the Fragility of U.S. Power.
Oversat af Kris Rønne.
Trompet, billede, lead og fremhævet citat udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
