Høring på Arbejdermuseet 6. august
Det er 70 år siden, at Fidel Castro og en gruppe dristige unge cubanere angreb Moncada-kasernen i det østlige Cuba for at vælte Fulgencio Batista-diktaturet. På trods af at forsøget mislykkedes militært, fungerede det som katalysator for den revolution, der nu har haft magten i Cuba i mere end 63 år.
I dag kæmper en ny generation af revolutionære med udfordringerne med at opfylde det cubanske folks behov og samtidig fremme et socialistisk projekt i en global økonomi præget af krise. De gør alt dette under en intens kampagne med maksimalt pres fra Biden-administrationen.
Cubas støtte til sit folk, og dets uafhængige vej skinner som et fyrtårn af håb i en verden, der stadig ikke er i stand til at besvare menneskehedens mange dilemmaer.
USA’s dagsorden om globalt hegemoni har hele tiden kollideret med Cubas stræben efter uafhængighed og suverænitet, og endnu mere intenst siden revolutionens sejr i 1959. Kennedy-administrationen indledte en blokade mod Cuba i 1962 og lancerede en ubarmhjertig kampagne med sult og afsavn mod øens 11 millioner indbyggere. Imidlertid har cubanerne på trods af den længste embargo i moderne historie formået at opbygge verdenskendte offentlige uddannelses- og sundhedssystemer samt en innovativ bioteknologisk industri og har sikret en højere livskvalitet for sine borgere end mange udviklingslande.
Alligevel har USA intensiveret sin blokade mod Cuba i løbet af de sidste seks år, startende med den tidligere præsident Donald Trump, som implementerede 243 nye sanktioner og vendte den normaliseringsproces, som den tidligere præsident Barack Obama indledte i 2014. På trods af kampagneløfter om en mere afbalanceret tilgang til Cuba har præsident Joe Biden forstærket presset på nationen.
I 2017 beskyldte USA den cubanske regering for at anvende soniske angreb mod sine ambassadeansatte, en påstand, der senere viste sig at være falsk. Men beskyldningen tjente som påskud for at fastfryse forholdet til Cuba, hvilket førte til et kollaps i turismen og tab af indtægter, da mere end 600.000 årlige amerikanske besøgende indstillede deres rejser til øen.
Under Trumps sanktioner stoppede Western Union sine aktiviteter i Cuba i 2020, hvilket forhindrede pengeoverførsler. Den amerikanske ambassade i Havanna suspenderede visumservice i 2017, hvilket udløste den største bølge af irregulær migration siden 1980.
BNP-fald på 15 procent
Cubas økonomi har lidt under denne omfattende blokade, og landets BNP faldt med svimlende 15 procent i 2019 og 11 procent i 2020, da regeringen og andre enheder var ude af stand til at købe basale fornødenheder på grund af bankrestriktioner, der blev indført på grund af blokaden.
Da covid-19-pandemien ramte i 2020, blev Cubas robuste sundhedssystem presset af sanktionerne, da antallet af tilfælde af delta-varianten steg kraftigt, og landets eneste iltanlæg blev sat ud af drift, fordi det ikke var muligt at importere reservedele. Selv da cubanske patienter kæmpede for at trække vejret, nægtede Washington at gøre undtagelser og tilbød kun USA-fremstillede vacciner, efter at de fleste cubanere var blevet vaccineret med indenlandsk udviklede vacciner.
I sin sidste uge i embedet i januar 2021 satte den tidligere præsident Trump Cuba på listen over statssponsorer af terrorisme, hvilket gjorde det næsten umuligt for Cuba at deltage i normale finansielle transaktioner, der er nødvendige for handel. I løbet af præsident Bidens første 14 måneder i embedet mistede den cubanske økonomi anslået 6,35 milliarder dollars, hvilket forhindrede Cuba i at foretage vigtige investeringer i sit aldrende energinet eller købe mad og medicin.
- 1960: USA stopper olieeksport til Cuba og import af cubansk sukker.
- 1961: USA afbryder de diplomatiske forbindelser med Cuba.
- 1962: Præsident Kennedy underskriver loven om blokaden mod Cuba.
- 1992: Efter pres fra den daværende præsidentkandidat Bill Clinton strammer USA blokaden med Torricelli-loven. Den forbyder al handel mellem datterselskaber af amerikanske selskaber i andre lande og Cuba.
- 1996: USA vedtager Helms-Burton-loven. Den har til formål at forstærke de økonomiske sanktioner og ramme udenlandske selskaber, der handler med eller investerer i Cuba.
- USA’s daværende præsident Bill Clinton udsætter dog gennemførelsen af lovpakkens kapitel III.
- Kapitlet giver amerikanske statsborgere ret til at rejse erstatningskrav ved domstole i USA mod udenlandske borgere, der involverer sig i “amerikansk ejendom” i Cuba.
- Alle efterfølgende præsidenter har også udsat kapitel III.
- Donald Trump gennemfører kapitel III i april 2019.
- Donald Trump satte Cuba på USA’s liste over lande, som det hævder støtter terrorisme, få timer før sin tilbagetræden 20. januar 2021.
Kilde: cuba.dk
Mens økonomien skrumpede, fik inflationen den cubanske peso til at vakle og devaluerede det, der i forvejen blev betragtet som lave offentlige lønninger. På trods af det holdt regeringen fast i sin forpligtelse til at skabe beskæftigelse. Selv om landets rationeringssystem gav alle et eksistensminimum, var det et niveau af afsavn, som cubanerne ikke havde følt siden den særlige periode i 1990’erne, og der var ingen umiddelbare løsninger i sigte. Den cubanske regering vendte sig mod alternative veje til vækst og udvikling.
I 2020 begyndte Cuba i højere grad at forlade sig på den private sektor for at opfylde sine basale behov på grund af den stigende vareknaphed. Den private sektor er på vej til at importere varer for én milliard dollars i 2023, og mere end 8000 små og mellemstore virksomheder er blevet registreret siden 2021, og økonomien vokser langsomt med en vækstrate på 1,8 procent. Fremkomsten af den private sektor introducerer nye udfordringer for ethvert socialistisk projekt.
Cubas dilemma
Den cubanske præsident Miguel Díaz-Canel udtrykte sin vision for Cubas fremtid og understregede regeringens forpligtelse til at levere vigtige tjenester til sine borgere, men pegede også på ændringer i fremtiden. Han argumenterede for, at social retfærdighed ikke kun handler om velfærd eller lighed, men også om en retfærdig indkomstfordeling, hvor de, der bidrager mere, tjener mere, og de, der ikke er i stand til at bidrage, får hjælp af regeringen.
På denne rejse står den cubanske regering over for en vanskelig opgave. Mens den private sektors fremgang har øget forsyningerne og leveret hårdt tiltrængte varer, skaber den til gengæld også nye indkomstforskelle, hvilket står i kontrast til Cubas historiske vægt på retfærdig fordeling af rigdom. Og hvis regeringens nye politik lykkes med at bringe den økonomiske vækst tilbage og levere de nødvendige forsyninger mere effektivt via den private sektor – på et tidspunkt, hvor staten stort set er blokeret fra at gøre det – vil det skabe en ny social modvægt til staten selv.
Denne skiftende dynamik vil definere Díaz-Canels anden og sidste periode som præsident, når regeringen skal finde balancen mellem den private sektors vækst og opretholdelsen af de socialistiske principper, som er centrale for Cubas identitet.
Hidtil har den cubanske revolutions ledelse, samtidig med at den har anerkendt nødvendigheden af at skabe velstand, været forpligtet til at sikre, at frugterne af denne velstand bliver delt mellem alle borgere. Díaz-Canel insisterer på, at regeringen vil værne om det socialistiske projekt – og garantere vigtige ydelser, nogle gratis og andre til den lavest mulige pris – samtidig med at den modstår opfordringerne fra både venner og fjender om at gå i gang med større privatiseringstiltag.
I årenes løb har Cuba stået over for betydelige økonomiske og politiske udfordringer. Ud over en økonomisk blokade forårsagede naturkatastrofer som orkanen Ian skader for mere end én milliard dollars og efterlod mere end 100.000 familier uden hjem. Kriserne, der blev fremkaldt af covid-19-pandemien, eliminerede turismen, landets vigtigste industri.
Store fremskridt trods blokade
Mens vestlige regeringer aldrig forsømmer en lejlighed til at kritisere Cuba af både økonomiske og politiske grunde, fortsætter mange i det globale syd med at støtte landet som et eksempel på modstandsdygtighed og uafhængighed. Stillet over for talrige udfordringer har Cuba valgt en vej med modstand, løbende tilpasning og innovation i lyset af modgang i stedet for at bukke under for eksternt pres.
Midt i udfordringerne fra en global økonomi præget af krise stræber Cuba efter at opretholde sit socialistiske projekt, opfylde befolkningens behov og hævde sin uafhængighed. På trods af den længste embargo i moderne historie har nationen gjort betydelige fremskridt inden for offentlig uddannelse, sundhedspleje og bæredygtig udvikling, hvilket overgår mange avancerede økonomier.
Fremtiden kan være fyldt med udfordringer, men Cubas støtte til sit folk og dets uafhængige vej skinner som et fyrtårn af håb i en verden, der stadig ikke er i stand til at besvare menneskehedens mange dilemmaer. Det er grunden til, at Fidel Castros dristige mission på Moncada-kasernen for 70 år siden stadig har så stor betydning for den cubanske bevidsthed. På trods af de midlertidige tilbageslag overlever cubanerne og lever for at kæmpe det næste slag.
Om forfatteren:
Manolo De Los Santos er medadministrerende direktør for People’s Forum og forsker ved Tricontinental: Institute for Social Research. Senest har han været medredaktør af Viviremos: Venezuela vs. Hybrid War (LeftWord Books/1804 Books, 2020) og Comrade of the Revolution: Selected Speeches of Fidel Castro (LeftWord Books/1804 Books, 2021).
Mellemoverskrifter og faktaboks er udarbejdet af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
