Julian Assange og hans forlovede, Stella Moris, anklager den britiske regering og fængselsdirketøren i Belmarsh-fængsler for at blokere for, at de kan gifte sig.
Derfor forbereder de retssager mod den britiske justitsminister Dominic Raab og direktøren for Belmarsh-fængslet Jenny Louis, hvor Assange sidder på andet år.
WikiLeaks-stifteren sidder tilbageholdt i sin isolationscelle, mens USA gennem det britiske retssystem forsøger at få ham udleveret for at stille ham for retten for at have brudt landets spionagelov, der kan give op til 175 års fængsel.
Den britiske regering blokerer ulovligt og forsinker vores ægteskab.
Stella Morris, forlovet med Julian Assange
Sagens kerne handler om, at Julian Assange og WikiLeaks har offentliggjort 500.000 hemmelige dokumenter, der afslører USA’s krigsforbrydelser i Afghanistan, Irak og Yemen, CIA’s hemmelige fangetransporter, hvor formodede terrorister blev fløjet rundt til hemmelige fængsler i europæiske og mellemøstlige lande og udsat for tortur samt tortur af fanger på USA’s fangelejr Guantánamo.
Blandt andet offentliggjorde WikiLeaks optagelser af en amerikansk Apache-helikopter, hvor besætningen jubler efter at have nedskudt civile i Iraks hovedstad Bagdad.
Knægter menneskerettigheder
Stella Morris mener aktuelt, at USA i ledtog med anklagemyndigheden og det britiske justitsvæsen forsøger at knække Assange – senest gennem “en barriere af bureaukrati”, der skal forhindre et giftemål.
Assange og hans forlovede mener, at fængslet og de britiske myndigheder knægter de mest elementære menneskerettigheder. Parret har to børn og har i flere år været forlovede.
De påpeger ifølge den britiske avis The Guardian, at de ikke har fået svar på gentagne anmodninger om at afholde en bryllupsceremoni i fængslet.
Stella Morris, der er britisk advokat af sydafrikansk afstamning, mener, at den “manglende reaktion” hænger sammen med USA’s “fjendtlighed mod WikiLeaks”.
“Den britiske regering blokerer ulovligt og forsinker vores ægteskab”, siger Stella Morris ifølge The Guardian og tilføjede, at parrets anmodning om at blive gift “er i hænderne på anklagemyndigheden, Crown Prosecution Service, som er pot og pande med USA”.
Hun oplyser, at fængselsdirektøren allerede den 7. oktober fik en formel anmodning om, at parret ønsker at gifte sig. Der kom intet svar. Der kom heller ikke svar, da Stella Morris nogle dage senere søgte om lov til at besøge sin forlovede i fængslet og bekendtgøre brylluppet.
CIA ville myrde Assange
Under to dages høringer 27.-28. oktober i London i den verserende appelsag, anlagt af USA for at få Assange udleveret, kom det frem, at USA’s udenrigspolitiske efterretningstjeneste CIA planlagde at kidnappe eller dræbe Assange, da han opholdt sig på Ecuadors ambassade i 2012.
Yahoo News kunne citere en anonym, tidligere ansat i CIA for, at “højtstående embedsmænd i CIA og Trump-administrationen åbent diskuterede at dræbe Assange – og de gik så langt som at anmode eksperter i CIA om “skitser” eller “muligheder” for, hvordan man myrder ham.
- Julian Assange er født i Australien i 1971, er uddannet journalist og forfatter til flere bøger.
- Er medstifter af WikiLeaks, der blandt andet har publiceret tusindvis af hemmelige dokumenter om USA’s krigsførelse i Afghanistan og Irak.
- August 2010: Julian Assange er i Sverige for at fortælle om arbejdet med WikiLeaks. Han sigtes for voldtægt, men afviser anklagerne.
- December 2010: Assange anholdes i London, men løslades mod kaution.
- Maj 2012: Den britiske højesteret beslutter, at Assange skal udleveres til retsforfølgelse i Sverige.
- Juni 2012: Assange søger tilflugt på Ecuadors ambassade i London, hvor han får politisk asyl med den begrundelse, at man frygter, at hans rettigheder bliver brudt, hvis han udleveres.
- Maj 2017: De svenske myndigheder dropper retssagen mod Assange.
- April 2019: Ecuador ophæver sit asyl til Assange, der afhentes af britisk politi.
- Maj 2019: En byretsdommer i London idømmer Assange 50 ugers fængsel for i 2012 ikke at møde op hos politiet, men i stedet søge asyl på Ecuadors ambassade.
- Maj 2019: Sverige genåbner sagen om voldtægt.
- Juni 2019: USA kræver Assange udleveret og præsenterer 17 anklager om spionage og offentliggørelse af hemmelige dokumenter, der bringer agenters liv og USA’s sikkerhed i fare.
- Juni 2019: Byretten i London beslutter, at retssagen om udlevering til USA starter den 25. februar 2020.
- November 2019: De svenske myndigheder lukker sagen om voldtægt.
- Januar 2021: Britisk distriktsdomstol beslutter, at Assange ikke kan udleveres til USA på grund af frygt for hans mentale tilstand.
- Februar 2021: USA appellerer kendelsen.
- Juni 2021: Islandsk hovedvidne trækker beskyldninger mod Assange tilbage.
- December 2021: USA vinder appellen. To dommere sætter lid til USA’s forsikringer om, at Assange ikke vil blive indsat i isolation i et såkaldt super-sikkerhedsfængsel, og at han vil modtage både læge og psykologhjælp.
- April 2022: En domstol udsteder en formel ordre om at udlevere Assange til USA.
- December 2022: Assange appellerer udvisningen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
“Diskussionerne fandt sted på højeste niveau i Trump-administrationen”, kunne den anonyme, tidligere CIA-ansat fortælle.
Assanges forsvarere ved appelsagen i London den 27. oktober advarede endnu en gang mod alle forsøg på at få australieren udleveret til USA.
– Der er grund til at frygte, hvad der vil blive gjort ved ham”, hvis han bliver udleveret til USA, anklaget for spionage, lød det fra forsvareren i retten, citerer The Guardian.
Appelsagen
Appelsagen er anlagt af USA for at få omstødt en dom fra 4. januar, hvor dommeren Vanessa Baraitser besluttede, at Julian Assange ikke skulle udleveres til retsforfølgelse i USA – af frygt for at Julian Assange kunne begå selvmord.
Hvis højesteret siger god for USA’s appel, vil sagen blive sendt tilbage til en lavere domstol, som skal revurdere dommen fra 4. januar.
Julian Assange har siddet fængslet i det britiske højsikkerhedsfængsel Belmarsh siden april 2019, fordi han ikke har overholdt meldepligten til de britiske myndigheder i forbindelse med anklager om voldtægt i Sverige, der i 2010 krævede Assange udleveret. Sigtelsen er siden blevet frafaldet.
I 2012 søgte den australske journalist tilflugt på Ecuadors ambassade i London, som efter præsidentskiftet i 2019 åbnede dørene, så britisk politi kunne anholde ham.
Seneste: Fredag forlød det i britisk presse, at efter fire dages pres på myndighederne, har parret nu fået lov til at gifte sig i fængslet.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.