Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
I 2016 blev der indgået fredsaftale mellem De væbnede revolutionære styrker – Folkets hær (FARC-EP) og den colombianske regering. Denne aftale skulle være enden på mere end 50 års krig i landet. Men uligheden er fortsat enormt stor, og volden fortsætter i det rige og store land i det nordvestlige Sydamerika. Regeringen har fortsat ikke levet op til sine forpligtelser jfr. Fredsaftalen. Aktivister fra Internationalt Forum har mødt Betsabel i reintegrationslandsbyen Pondores for tidligere FARC-kombattanter og -familier.
Betsabel Molero er en ung kvinde på 25 år. Hun er født i Venezuela og er en del af Wayúu-folket, et oprindeligt folk, som bor i området omkring bjergkæden Perijá i både Venezuela og Colombia. For Wayúu-folket betyder grænsen ikke så meget, fordi det historisk har været deres territorium.
Alt, hvad I kan se her i Pondores af produktive projekter og så videre, har staten slet ikke støttet. Alt har været på grund af støtte fra det internationale samfund.
Betsabel er ikke ekskombattant, men bor i dag i Pondores, hvor hun er en aktiv del af fællesskabet. I 2018 kom hun til byen Fonseca i Colombia sammen med sin familie på grund af den hårde økonomiske situation i Venezuela. Hun kendte allerede til FARC, men mest igennem rygter og propaganda:
– Omkring 2015 begyndte jeg at kende til FARC, fordi de opererede i området omkring min landsby. Jeg hørte mange forfærdelige historier omkring guerillabevægelsen. Historier og rygter som florerer i byerne, det er meget normalt.
Da hun kom til Fonseca, begyndte hun at lede efter arbejde. I starten var det svært for hende at få arbejde, fordi hun oplevede en del diskrimination, fordi hun er fra Venezuela. I 2021 var der omkring 1,7 millioner venezuelanere, som var taget til Colombia, og mange oplever diskrimination.
– Men efter et stykke tid fik jeg arbejde på en gård. Men jeg var bange i starten, for det viste sig, at det var en Fariano-gård, hvor der boede en masse eks-kombattanter. Jeg havde hørt en masse forfærdelige historier om dem før, især fra medierne. Men hurtigt fandt jeg ud af, at det var mennesker, som havde respekt for mig. Jeg oplevede aldrig noget grænseoverskridende, selv om vi sov i samme rum. De blev mine venner, og jeg blev en del af fællesskabet.
Fællesskabet danner rammen for forandring
For Betsabel var mødet med de tidligere kombattanter og deres måde at organisere sig på og leve på en øjenåbner. Hun fik en masse at vide om FARC og fik diskuteret politik og fredsprocessen. For hende var det også centralt at se, hvordan man på gården forsøgte at gøre op med de traditionelle kønsroller.
– Det miljø, jeg kom fra, var meget patriarkalsk, man så for eksempel aldrig kvinder indtage lederroller. Men på gården blev arbejdet fordelt ligeligt, og kvinder kunne sagtens indtage ledende positioner. Det var lidt et chok for min far, men jeg følte, at jeg hér kunne være med til at bryde den cirkel. Derudover var det heller ikke kvinderne, som skulle vaske op eller vaske tøj – alle skulle stå for deres eget. På et tidligere arbejde havde jeg skullet vaske alle andres ting, men her fik jeg at vide, at jeg ikke skulle vaske op efter nogen andre, og at jeg ikke var nogens slave.
På gården var fællesskabet centralt. Problemer blev løst i fællesskab og eks-kombattanterne havde et stort fokus på de sociale udfordringer, der er i landet, og de problemer, som der var i de omkringliggende samfund.
– Det var vigtigt for dem at styrke relationen til de nærtliggende landsbyer. For eksempel blev der holdt en fest, hvor alle i lokalområdet blev inviteret. De havde et mantra: Vi kommer fra folket, og vi skal være en del af folket.
Ankomst til Pondores
Efter noget tid mødte Betsabel sin partner, som er bror til en ekskombattant. Hun blev gravid og flyttede derfor sammen med ham til Pondores. I Pondores bor der over 300 personer. I landsbyen er der både ekskombattanter, familie og andre med tilknytning til de tidligere guerillaer. Da Betsabel kom til byen, var der seks kvinder med indvandrerbaggrund, i dag er der 71. Her kan man få hjælp med papirarbejdet, sin legale status, og i lokalsamfundet støtter man op om hinanden:
– Da jeg skulle føde den 29. september 2018, blev jeg nægtet behandling på det første hospital, jeg kom til, fordi jeg ikke havde en sundhedsforsikring. Men en læge i Pondores hjalp mig, og igennem forskellige kanaler fik han endelig presset mig ind på et hospital.
– I Pondores er jeg blevet modtaget med åbne arme. Jeg har meget stor sympati for det her projekt, for det handler ikke kun om reinkoorperationen, men hele folket. Det er også derfor, jeg er gået ind i den sociale kamp. Den er ikke væbnet længere, men den fortsætter med andre midler.
Betsabel er med i kønsgruppen (mesa de genero) i Pondores. Kønsgruppen står for forskellige produktive projekter og tager forskellige initiativer for gøre noget godt for ligestillingen i landsbyen. Eksempelvis driver kønsgruppen gartneriet “Dama Verde” (De grønne damer), som producerer grøntsager, træer og medicinske planter. De produktive projekter skal udvikles, så de på sigt kan blive bæredygtige indtægtskilder. I kønsgruppen er der både kvinder og mænd, som deltager i projekterne.
– Vi kalder vores feminisme for “feminismo insurgente” (oprørsfeminisme). Der er nogle former for feminismer, som kun giver mændene og staten skylden for patriarkatet. Men vi mener, at kvinder også kan være med til at opretholde dette system. Derfor skal vi bryde med det og ændre de sociale koder – ved for eksempel at uddanne vores børn bedre. Vi skal forandre ideerne om, at reproduktivt arbejde kun er kvindernes. Mændene skal for eksempel også være med til at passe og opdrage børnene. Og så skal vi vise et modstykke til det kapitalistiske system, som konsekvent devaluerer reproduktivt arbejde, som er mindst lige så vigtigt som andre former for arbejde.
Udfordringer
På trods af det arbejde, som kønsgruppen lægger, og den bevidsthed omkring lighed som der var i guerillaen, er der stadig udfordringer i landsbyen. Betsabel peger på, at man i landsbyen også kom til at ligge under for nogle udefrakommende strukturer, som der hersker i resten af Colombia. Eksempelvis var der flere jobs til mænd end til kvinder, og flere af mændene har kunnet få arbejde som sikkerhedsvagter for de sociale ledere.
– Der har været flere jobs til mændene, for eksempel blev en del af dem bodyguards. Samtidig fik en del af kvinderne børn, og så fik de svært ved at gå på arbejde, hvis de kunne finde et, og samtidig har det gjort, at det har været sværere for kvinderne at deltage i de demokratiske processer. Vi har haft et stormøde, hvor vi satte fokus på, at det var en spejling af det kapitalistiske og patriarkalske samfund, og hvis man er rigtig revolutionær, må man bryde dette paradigme op og brække disse ideer ned. Man skal lære sine børn noget andet og gå en anden vej.
I Pondores har man derfor også planer om at få bygget en vuggestue og børnehave, som ville være en praktisk aflastning af problemet. Men det er svært at skrabe penge sammen til det. Regeringen støtter ikke landsbyerne økonomisk, så de har været afhængige af at søge fonde andre steder. En international kvinde-NGO har givet 30 millioner pesos til projektet (cirka 51.000 kroner), men det er langtfra nok. I Pondores er der 189 børn.
Social forandring har trange kår
På trods af at der i Pondores og mange andre steder i Colombia kæmpes for en retfærdig fred og social forandring, står bevægelserne over for nogle store udfordringer. Betsabel peger blandt andet på den manglende viden omkring fredsaftalen.
– Folket i Colombia er ret uopmærksomme på, hvad indholdet af fredsaftalen egentlig er. I november 2021 var vi en gruppe fra Pondores til et møde på universitetet i Valledupar med repræsentanter fra forskellige universiteter. Det var utroligt, hvor lidt de vidste om fredsaftalen. Så det er en vigtig ting at komme ud med indholdet af fredsaftalen, så folk ved, hvad den handler om.
Et andet centralt emne er sikkerheden. Siden fredsaftalen blev indgået, er over 900 sociale ledere og over 300 tidligere FARC-soldater blevet dræbt. Desuden er der historier om hele reinkoorperationslandsbyer, som er blevet nødt til at flygte efter trusler.
– Mange i AETCR’erne er bange for at tage ud til lokalsamfundene, fordi de er bange for at blive dræbt. Det er ingen hemmelighed, at mange bliver slået ihjel, så man skal have styrket sikkerheden omkring AETCR’erne.
International solidaritet
Da vi spørger om, hvordan man på venstrefløjen i Europa bedst kan støtte op om deres kamp i Pondores, peger Betsabel på to ting:
– Alt, hvad I kan se her i Pondores af produktive projekter og så videre, har staten slet ikke støttet. Alt har været på grund af støtte fra det internationale samfund. Derfor er det vigtigt for os at få ressourcer. Derudover er det et stort problem, at vores nationale medier dækker over sandheden om, hvad der foregår her i Colombia. Derfor er det også vigtigt at sprede ordet om, hvad der sker i Colombia, for volden og fordrivelserne fortsætter.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
