Når Rosa Luxemburg-konferencen 14. januar slår dørene op for 28. gang, bliver det under overskriften: “Stop 3. verdenskrig nu!”
“Den 28. internationale Rosa Luxemburg-konference bliver den vigtigste nogensinde: Den skal sende et klart signal til afværgelse af den tredje verdenskrig! Vi ønsker at samle 3.000 mennesker i Berlin – og nå ud til mange mennesker foran mindst 20.000 enheder via livestream”, skriver arrangørerne.
Det er som sædvanligt det tyske marxistiske dagblad junge Welt, som står bag Rosa Luxemburg-konferencen, som samler hele den tyske venstrefløj og byder på et væld af internationale talere og oplægsholdere fra Afrika, Asien, Europa og Nord- og Sydamerika.
Fokus vil være på de aktuelle kriges konsekvenser for leve- og kampvilkår på de forskellige kontinenter. Og så vil den aktive venstrefløj drøfte former for modstand mod sociale nedskæringer og krig samt behovet for forandring.
Igen i år vil det være muligt at følge Rosa Luxemburg-konferencen, simultantolket til engelsk, lige her på Arbejderen.
Sidste år så over 23.000 med på alene den tyske version af liveudsendelsen, der også blev sendt på engelsk og spansk.
Og selvom konferencen i 2022 foregik rent digitalt som følge af covid-19-pandemien, gik over 7000 demonstranter traditionen tro gennem Berlins gader dagen efter til en markering af drabet på de to kommunister Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht i kølvandet på den tyske 1918-revolution den 15. januar i 1919.
Læs mere om Rosa Luxemburg-konferencen lige her
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.