Læserbrev
Vi befinder os i en unik historisk situation, hvor ikke bare krig, risikoen for atom-holocaust og fascisme, men også ødelæggelsen af selve vores livsbetingelser på planeten, stiller menneskeheden overfor meget konkrete og akutte trusler.
Det gør noget ved tidsligheden i kampen for grundlæggende forandringer, som nu ikke bare er ønskelige‚ men absolut nødvendige for at sikre menneskehedens fremtid.
Som revolutionære stiller det os i en ny situation: Der er på en måde sat en ydre deadline for at nå vores mål.
De nye arbejdsbetingelser virkeligheden pånøder os, kræver at vi bilægger ligegyldige uenigheder, personligt nag og fordomme.
Forandringerne sker om ørene på os om vi vil det eller ej, nu gælder det om at vi kaster os ud i arbejdet for at skabe fundamentet, fra hvilket vi kan forme den nye verden til alles bedste. Til det behøves ikke enighed om alle ideologiske enkeltheder, historiske analyser eller marxologiske spidsfindigheder.
Hvad der til gengæld er en absolut nødvendighed, er at den latent mest magtfulde, centralt placerede og absolut mest sammensatte og diverse samfundsklasse i verden vindes for vores sag: Uden arbejderklassen kommer vi ingen vegne. Det gælder derfor om at prioritere alle kræfter til at få overbevist arbejderklassen, i alle dens former og farver, om nødvendigheden af at kæmpe, og det ønskværdige i at kæmpe for kommunismen.
Fra opgivenhed til håb
Den kommunistiske filosof Søren Mau gav os sidste år bogen ‘Stum tvang’. Værket blev i Arbejderen af Magnus Møller Ziegler anmeldt med følgende roser:
“Den analytiske og intellektuelle kraftpræstation, som Stum tvang repræsenterer, er i nyere tid unik for dansk litteratur: Jeg kan simpelthen ikke komme i tanker om, at der de sidste i hvert fald 30 år er udkommet et så kompetent og nyskabende, dansksproget teoretisk-filosofisk værk – marxistisk eller andet.”
Personligt er jeg meget enig – og vil tilføje at ‘Stum tvang’ er blandt de væsentligste bidrag til den kommunistiske bevægelse i meget lang tid.
Efter udgivelsen af Stum Tvang tog dagbladet Information initiativ til en studiekreds om samfundet efter kapitalismen, med Søren Mau for bordenden.
Forleden fik vi så Sørens opsamling “på de erkendelser og ideer, studiekredsen har kastet af sig”. Et forslag til, hvordan “en kommunisme for det 21. århundrede” kunne se ud.
Søren Mau starter med at slå fast at han oplever at der efterhånden ikke er mange, der for alvor forsvarer kapitalismen: “De fleste kan se, at den er gal, og kritikken af det bestående løber ofte åbne døre ind, for konflikten står ikke længere mellem dem, der forsvarer kapitalismen, og dem, der afviser den, men mellem håb og opgivenhed. Vi har brug for at styrke troen på, at det er muligt at organisere vores fælles liv på en helt anden og langt bedre måde, og derfor har vi brug for at optegne alternative økonomiske systemer.”
Selvom jeg ikke er overbevist om at kritikken af det bestående er en afsluttet opgave for kommunister, så er jeg meget enig i at vi i dag står overfor opgaven at vende en udbredt opgivenhed til håb, og at opbygge modet til at kæmpe for noget helt andet.
Og til at løse den opgave, er fantasifulde beskrivelser af det nye, samt diskussioner om forskellige praktiske løsninger på tænkte fremtidige problemer, helt sikkert et vigtigt værktøj.
Ønsker og drømme om et fremtidigt samfund – frigjort fra markedets tyranni – giver både nødvendig inspiration og kampgejst. Søren Maus vision for et kommunistisk liv som er “frit, trygt og godt – for alle“, er ingen undtagelse.
Det er dog samtidigt vigtigt at vi husker os selv og hinanden på at den konkrete indretning af et samfund som stræber efter kommunismen ikke kan blive til i et reagensglas. Nedbrydningen af det gamle og opbygningen af det nye vil ske på de kæmpenes præmisser.
Uanset hvordan jeg selv, Søren Mau eller Pelle Dragsted godt kunne tænke sig at udforme fremtiden – uanset velformulerede programskrifter og snedige løsninger – bliver det samfundets store flertal som sætter retningen, og det er jo netop det smukke ved revolutioner!
Socialistisk modvækst
Med det in mente at intet nogensinde bliver sådan som vi hver især går og ønsker, men altid udvikler sig som konsekvens af brydninger mellem forskellige interesser og idéer, og påvirkes af materielle og kulturelle rammer, vil jeg alligevel kaste mig ind i drømmeriernes verden.
Jeg vil fokuserer på at en kommunistisk vision for det 21. århundrede må finde sted inden for rammerne af et bæredygtigt stofskifte mellem mennesker og natur.
Det er ikke nok at vi standser ødelæggelsen af økosystemer – jordens og havets frugtbarhed og biodiversiteten skal genoprettes og adgangen til rent drikkevand skal sikres overalt på kloden.
En sådan genopretning kræver at de nuværende ekstremt ulige levevilkår på kloden niveleres – og nej, jeg ønsker ikke at vi alle skal leve som den allerfattigste del af jordens befolkning. Jeg er til gengæld fuldt ud overbevist om at vi i det globale nord er nødt til at forbruge en mindre del af verdens resurser, så hele jordens befolkning har mulighed for et frit, trygt og godt liv.
Og selvom det først og fremmest er den ene procent rigeste, der er de største udledere af drivhusgasser, så står vi almindelige dødelige i det globale nord stadigt for en alt for stor del af udledningerne, set i forhold til de fattigste i det globale syd.
Ian Angus skriver det meget malerisk i ‘Facing the Anthropocene’: “Hvis de fattigste 3 milliarder mennesker på planeten på en eller anden måde forsvandt i morgen, ville der stort set ikke være nogen reduktion i den igangværende miljøødelæggelse.”
Det handler altså ikke om en abstrakt overbefolkning, der tvinger os til at udlede alt for mange drivhusgasser. Men om en global kapitalisme, der sætter profit over mennesker og natur, og producerer ting til markederne i det globale nord, som vi uden videre ville kunne undvære, mens andre dør af sult og sygdomme som kan kureres.
Hvad det altså gælder, er at sikre alle mennesker basale goder, og muligheden for at leve et godt og trygt liv, ved at udjævne og mindske det samlede forbrug på jorden.
Vi er tvunget til at tænke fremtiden indenfor rammer, hvor det ekstreme forbrug som i dag er blandt de vigtigste markører for “det gode liv”, ikke længere er muligt. Vi skal forestille os hvad flere er begyndt at kalde for en (øko)socialistisk modvækst.
“I lyset af modsætningen mellem kapitalistisk vækst og planetens geofysiske grænser med den uundgåelige nedgang i tilgængeligheden af og adgangen til dens materielle ressourcer har modvækst fået en usædvanlig central plads i den offentlige debat”, skrev Alejandro Pedregal og Juan Bordera for nyligt i artiklen ‘På vej mod en økosocialistisk modvækst – Fra det materielt uundgåelige til det socialt ønskværdige‘ udgivet i Monthly Review.
De to forfattere slår fast at økosocialistisk modvækst handler om “radikal demokratisk planlægning nedefra, om at de, der lider under systemets kroniske ulighed, selv kan udvikle måder at bekæmpe den på, samtidig med at de ansvarlige for krisen virkelig stilles til ansvar.”
De to citerer økonomisk antropolog Jason Hickel for sit rids af et grundlag for et samfund baseret på modvækst:
(1) “Modvækst er en planlagt, sammenhængende politik, der skal reducere den økologiske påvirkning, mindske ulighed og forbedre velfærden.”
(2) “Modvækst har en diskriminerende tilgang til at reducere den økonomiske aktivitet. Den søger at nedtrappe den økologisk destruktive og socialt mindre nødvendige produktion … og samtidig udvide socialt vigtige sektorer som sundhedspleje, uddannelse, pleje og samvær.”
(3) “Modvækst indebærer politikker til forebyggelse af arbejdsløshed og endda til forbedring af beskæftigelsen, f.eks. ved at forkorte den ugentlige arbejdstid, indføre jobgaranti med en løn, der kan leves af, og udrulle omskolingsprogrammer for at flytte folk ud af sektorer, der er under afvikling.”
(4) “Modvækst søger at mindske uligheden og dele den nationale og globale indkomst mere retfærdigt, f.eks. med progressiv beskatning og en politik for sikring af mindstelønstandarter.”
(5) “Modvækst søger at udvide universelle offentlige goder og tjenester, såsom sundhed, uddannelse, transport og boliger, for at afkommodificere de grundlæggende goder, som folk har brug for, for at kunne leve et blomstrende liv.”
(6) “Modvækst er en del af en plan for at opnå en hurtig overgang til vedvarende energi, genoprette jordens frugtbarhed og biodiversitet og vende det økologiske sammenbrud.”
Jeg synes at der her er masser af inspiration at hente, til såvel reformkrav som revolutionære paroler.
Ligeså inspirerende er Alejandro Pedregal og Juan Bordera’s egne bud på de grundlæggende sociale forandringer, som en “modvækst og økosocialisme indenfor rammerne af klimaretfærdighed” må baserer sig på:
(1) kontrol med den industrielle produktion med det formål at slippe af med planlagt nedslidning af produkter, varer, der er bestemt til at være flygtige, og ukontrolleret forbrug;
(2) industriel planlægning og decentralisering for at bryde monopoler op og favorisere lokale, fortrinsvis kooperative modeller;
(3) drastisk nedsættelse af arbejdstiden og betaling af rimelige lønninger for at fjerne globale uligheder på arbejdsmarkedet;
(4) anvendelse af kompensationsforanstaltninger, der omfordeler rigdom og favoriserer lighed i ressourcerne;
(5) gennemførelse af en byplanlægning, der udvikler lokal beskæftigelse og genopretter balancen mellem land og by.
“Samlet set”, skriver Alejandro Pedregal og Juan Bordera, “vil disse ændringer indebære et skift i brugen af byggematerialer, f.eks. ved at fokusere på lokale, ikke-forurenende materialer, der ikke mobiliserer unødigt energispild; en forpligtelse til offentlig transport med lav udledning, hvilket gør brugen af privatbiler stadig mindre ønskværdig; anerkendelse og værdsættelse af arbejdet med social reproduktion, der er koncentreret omkring pleje, hvile og fritid; en stærk investering i sygdomsforebyggelse, der styrkes af ændringer i arbejdsdagen og transport samt mere fritid; et fokus på agroøkologi og offentlige områder med fokus på oprindelige og integrerede arter, sæsonbestemt rotationsdyrkning og lokalt forbrug.”
Modvækst er antiimperialistisk
For at sikre en mere retfærdig, solidarisk og bæredygtig verden, vil det samtidigt være absolut nødvendigt at viden om teknologi, samt materiel hjælp til at opbygge bæredygtig infrastruktur, sættes på dagsordenen. Vi i de imperialistiske kernelande, skylder folkene i det globale syd for århundreders udplyndring og ødelæggelse af kultur, samfund og livsgrundlag. Nu er det tid at betale af på vores gæld.
Imperialismen dræber, driver på flugt og undergraver livsbetingelser for millioner af mennesker i det globale syd. Samtidigt fastholder det imperialistiske system verdens folk i et jerngreb, hvor de fossile giganter får lov at sætte dagsorden, og hvor landbruget underlægges giftfabrikanterne og sælgerne af genmodificerede afgrøder.
Imperialismen må og skal falde, hvis vi vil opbygge et solidarisk og bæredygtigt alternativ til kapitalismen.
Jeg tror på at flere og flere får øjnene op for disse kendsgerninger, men jeg ser også en reaktion i voldsom offensiv, og en arbejderklasse som står historisk spredt og famlende overfor kampen. Det er derfor kærkomment og nødvendigt at debatten om alternativer er kommet på dagsordenen også i medier som New York Times og Information – nu skal den bringes ud på arbejdspladserne, i de faglige klubber, i fagforeningerne og på uddannelserne.
Imperialismens fald kræver en stærk revolutionær, proletarisk internationalistisk bevægelse – ikke bare i det globale syd – men i imperialismens kernelande. En sådan bevægelse rejser sig ikke af sig selv, men kræver en inkluderende, synlig og relevant kommunistisk bevægelse, som formår at inddrage brede lag af arbejderklassen i sit arbejde, og som ikke isolerer sig i sekteriske smågrupper, men tør samarbejde og gennem aktivitet skaber tillid og gejst til det revolutionære projekt.
Vi står over for en historisk sammenfiltret krise, som uanset hvad vil kaste verden ud i massive omvæltninger og som allerede nu akkumulerer sultkatastrofer. I den situation må vi spørge os selv, om vi ønsker at overlade forandringerne til de nuværende magthavere, eller om vi i fællesskab, gennem demokratisk planlægning og koordinering, vil håndtere genopbygningen og fordele frugterne af vores arbejde på en socialt retfærdig, solidarisk og bæredygtig måde.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
