Verdens absolut dominerende stormagt USA er i frit fald. Og når imperier falder, kan det medføre desperate tider.
Det er lige præcis sådan en tid, vi gennemlever i øjeblikket – med al den uforudsigelighed og alle de farer den indebærer, fordi det gamle imperium til det sidste kæmper for at beholde sin position i det imperialistiske verdenssystem.
Og det er vel at mærke ikke kun USA og dette imperiums dominans, der står for fald – det er på vej til at tage hele Vesten med sig i faldet.
Den vestlige imperialismes absolutte dominans er ved at nå et slutpunkt – både ideologisk, økonomisk og militært. Det er ikke noget, som de monopoliserede vestlige mainstreammedier fortæller om. Vi lever i en medie-osteklokke, der fremhæver Vestens ideologi og værdier som universelle og efterstræbelsesværdige.
Kampen for adgang til naturressourcer og nye markeder fører til en ny kold krig og en stadig mere antagonistisk, polariseret og konfliktfyldt verden med fare for en altomfattende krig. Atomfaren er påtrængende.
Covid-19-pandemien forværrede kapitalismens globale, systemiske og mangefacetterede krise. Nu lægger Ukraine-krigen nye dimensioner til denne situation og accelererer den hastige forandring, som verden er inde i.
NATO-topmødet i Madrid den 29. og 30. juni gjorde det klart, at Ukraine-krigen langtfra er ved at være forbi, eller at der skulle være reelle fredsforhandlinger på vej. Tværtimod. Den aggressive vestlige alliance lægger op til en langvarig krig, som kan eskalere til en egentlig landkrig mellem NATO og Rusland. Det går ikke kun ud over ukrainere og russere, men også de europæiske folk, som reelt vil blive involveret.
NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg sagde direkte i forbindelse med topmødet, at “vi må forberede os på, at det kan tage år”.
Vi ser ind i helvede på jord
I Storbritannien skrev den øverste hærgeneral Sir Patrick Sanders for nylig i et brev til de britiske soldater:
“Vi er generationen, der skal forberede en hær til at kæmpe i Europa igen … Det er min altoverskyggende pligt at gøre vores hær så dødbringende og effektiv, som den kan være. Tiden er nu, og muligheden er vores at gribe.”
Generalen har derfor bedt tropperne om at forberede sig på at “kæmpe og slå Putins hære i en europæisk landkrig”.
Generalens krav til sine soldater ligger helt i forlængelse af de udvidede krigsmål, som den amerikanske forsvarsminister Lloyd J. Austin III satte tilbage i april måned: USA “ønsker at se Rusland svækket i en grad, så det ikke mere kan agere, som det har gjort ved at invadere Ukraine”. Med andre ord: De dominerende magter i NATO ønsker en længere krig for at udmatte og svække Rusland strategisk.
Og det uanset menneskelige omkostninger i form af krigsofre, ødelæggelser og sult. Som lederen af FN’s fødevareprogram David Beasley sagde for nylig om fødevaresituationen i verden, så lever vi i “meget, meget skræmmende tider”. Hvis ikke krigen stopper her og nu, “står vi over for et helvede på jord”.
Samtidig kan man opleve indslag på russisk tv, hvor der trues med anvendelse af atomvåben, ligesom det gøres klart, at London bliver det første strategiske NATO-mål, der vil blive ramt af russiske missiler, hvis en tredje verdenskrig bryder ud.
Sanktionskrigen rammer hårdt, og i flere lande er der allerede protester, arbejdskampe og oprør, også i Vesten – og det inden den forventede recession i verdensøkonomien er indtrådt. Demonstrationer i London imod forringede levevilkår på grund af stigende priser på fødevarer og brændstof samt stigende huslejer: “Skær i krigsbevillingerne – ikke på velfærd”. Tilsvarende i Belgien og senest i Frankrig. Social uro i Sri Lanka der er ved at løbe tør for brændstof.
Med andre ord:
Det verdensbillede, som generationerne efter Anden Verdenskrig er vokset op med, inklusive de skift som socialismens fald førte med sig, omrokeres for øjnene af os i disse måneder. Og vil vi have en fuld forståelse for, hvad der sker, kan vi ikke nøjes med at tage Vestens perspektiv. Krigen og dens konsekvenser må læses ind i et globalt perspektiv.
Så hvad er det for nogle tendenser og forandringer, der sker? Hvor er verden – naturligvis under imperialismens betingelser – på vej hen?
Jordskælvslignende forandringer
I midten af april blev der holdt den årlige økonomiske konference St. Petersburg International Economic Forum i den russiske storby Sankt Petersburg. Konferencen havde deltagere fra 141 lande. Der deltog 43 på ministerniveau, ligesom der var 1500 toperhvervsfolk fra alle kontinenter til stede. Et ikke uvigtigt forum og meget karakteristisk for den udvikling, der er i gang: Uden for den kreds af magtfulde stater, hvis gøren, laden og beslutninger, vi herhjemme får alt at vide om, er der processer i gang i andre dele af verden, der er med til at forme udviklingen. Uden for G7-kredsen.
Det var Ruslands præsident Putin, der åbnede St. Petersburg International Economic Forum, og hans tale var hverken usammenhængende, debil eller på anden måde sygelig. Putin konstaterer her nøgternt, at “den unipolære verdensordens æra er forbi”. Han erklærer selvsikkert:
“USA erklærede sig som vinder i den kolde krig, som guds budbringer på Jorden, som en magt uden forpligtelser, men kun interesser, tilmed hellige interesser. De ser ikke ud til at have indset, at der i de seneste årtier er opstået nye magtfulde centre på kloden, og at de råber højere og højere.”
Og han beskriver disse processer som “objektive, som virkeligt revolutionerende jordskælvslignende forandringer i geopolitikken, den globale økonomi, på det teknologiske område, i hele systemet for internationale relationer…”
Er der noget, som vi på nuværende tidspunkt kan konkludere efter fire måneders krig, så er det, at “disse jordskælvslignende forandringer” er blevet forstærket. Krigen er godt i gang med at tømre “resten af verden” – Kina, Rusland, Indien, Sydafrika og mange flere – fastere sammen.
For også langt væk fra Europa og det eurasiske kontinent slår forandringerne igennem.
Alliancefri bevægelse og Afrika rører på sig
Nogle få flere men markante eksempler på, hvad der er ved at ske:
Den såkaldt alliancefri bevægelse, som i nogle årtier med Pax Americana har levet en tilbagetrukket tilværelse, markerede i efteråret 2021 60-året for sin stiftelse. Det var med Kina og Rusland som observatører sammen med 105 lande.
De tilsluttede sig et dokument fra mødet i den alliancefrie bevægelse i Havanna i 2006 og en udtalelse fra et udenrigsministermøde i Venezuela i 2019 om støtte til FN-pagtens principper og principperne for fredelig sameksistens mellem lande og folk. Det var beslutninger i direkte i modsætning til USA’s regelbaserede orden. Med andre ord: Slut med den verdensorden der har hersket indtil nu.
Vender vi blikket til det afrikanske kontinent, er det en kendsgerning, at langt de fleste lande ikke retter ind i Vestens sanktionsregimente, selvom de er blevet forsøgt mobiliseret til fordel for krigen. Det store flertal af afrikanske lande har modsat sig pressionskampagnen.
Det kom helt symbolsk til udtryk den 20. juni, da Ukraines præsident Zelensky holdt en af sine meget omtalte videokonferencer. Denne gang med Den Afrikanske Union der har 55 medlemslande. Statsoverhoveder fra fire (fire!) af dem deltog i videokonferencen. De fire var præsidenter fra Senegal, Elfenbenskysten og Republikken Congo (Brazzaville) og den NATO-indsatte leder af Libyens præsidentråd.
93 procent af lederne på det afrikanske kontinent holdt sig væk som et overbevisende udtryk for Afrikas neutralitet i stedfortræderkrigen mellem Rusland og Vesten.
Tråde til Latinamerika
Også Latinamerika rører på sig.
Det nyligt afholdte Summit of The Americas gav et sigende eksempel på det. Topmødet afholdes hvert tredje år og er højt profileret – her plejer USA at mødes med sin “sydamerikanske baggård”. Men sådan kom det ikke til at gå i år i Los Angeles.
USA startede med at udelukke Cuba, Venezuela og Nicaragua. Det fik flere lande til at sende deltagere på lavt niveau, og en stribe præsidenter udeblev. Mest tydelig var kritikken fra Mexico, som traditionelt er opfattet som en af USA’s kerneallierede på det amerikanske kontinent. Præsident Obrador sagde således:
“Der kan ikke holdes et Summit of the Americas, hvis ikke alle lande på det amerikanske kontinent deltager.”
Obrador rettede også en bredside mod USA i forhold til blokaden mod Cuba, som han tilbage i maj kaldte “en folkemorderisk politik” og i forbindelse med topmødet i juni krævede ophævet.
Washington “er ved at miste sin baggård”, som flere analytikere konstaterede. De pegede på, at de lande som indtil for ganske nylig var totalt i lommen på USA – måske i konkurrence med EU – nu med realisme kan vende sig mod andre internationale partnere såsom Kina.
BRICS befæster sig og udvides
Også sammenslutningen BRICS konsoliderer sig i denne tid. Sammenslutningen består p.t. af Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, men for nylig har også store lande som Iran og Argentina søgt om at blive medlemmer.
Andre lande som Egypten, Indonesien, Kasakhstan, Nigeria, De Forenede Arabiske Emirater, Saudi-Arabien. Senegal og Thailand befinder sig lige i omkredsen af BRICS, og da organisationen holdt topmøde i Beijing i juni, var ledere fra flere af dem til stede.
Allerede nu er Bangladesh, Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Uruguay gået med i BRICS’ nye udviklingsbank New Development Bank.
I forbindelse med BRICS’ Business Forum den 22. juni blev det oplyst, at sammenslutningen diskuterer at oprette en ny international reservevaluta, som vil udfordre dollarhegemoniet. På det 14. BRICS-topmøde, der blev holdt samtidig, opfordrede den kinesiske præsident Xi til at “modsætte sig hegemonisme og magtpolitik, afvise koldkrigsmentalitet og blokkonfrontation samt arbejde sammen om at opbygge et globalt sikkerhedsfællesskab for alle”.
De fem BRICS-lande rummer i dag 40 procent af verdens befolkning, 25 procent af verdens økonomi, står for 18 procent af verdens handel og bidrager med 50 procent af verdens vækst. Et BRICS+ vil være en endnu mere alvorlig udfordring for den vestlige G7-alliance.
Med til billedet hører også den økonomiske integration, der er i gang på det eurasiske kontinent, eksemplificeret ved Eurasian Economic Forum, holdt i Kirgisistan i slutningen af maj. Her deltog statsledere fra Rusland, Kasakhstan, Hviderusland og Armenia og mindst lige så vigtigt: 14 andre lande som Kina, Vietnam og flere lande i Latinamerika havde sendt delegationer.
Mange lande har fået nok
Samlet set vokser en multipolær verden således frem, og skulle man have haft en formodning om, at udfordringen af det amerikanske hegemoni kunne foregå fredeligt, er den ved effektivt at blive aflivet.
De lande og landegrupper, der nu genopliver gamle alliancer og skaber nye – nogle kalder dem de nye vækstlande – har hidtil bøjet hovedet og accepteret en underlegen position i det imperialistiske system. Nu har de fået nok. De “har besluttet, at magtanvendelse ikke længere er tabu og frem for alt ikke længere er USA’s, EU’s og deres allieredes monopol”, som Massimiliano Ay, leder af det schweiziske kommunistparti har formuleret det.
Med invasionen i Ukraine og de efterfølgende måneders krig har Rusland vist, at også denne stormagt er rede til at tage hårde midler i brug – og dét uanset hvem der sidder i præsidentstolen dér. Hvor Rusland engang nøjedes med at beklage sig over NATO’s udvidelse til dets grænser, forsøger det nu at tvinge sig igennem med andre midler.
Kina og Rusland i en pragmatisk alliance
I de store omskiftelser, der finder sted, har Rusland og Kina indgået en pragmatisk alliance.
Under De Olympiske Lege i Beijing i januar – kun et par uger før Ruslands invasion i Ukraine – udsendte de to stormagter en fælles erklæring. Her siger de, at de sammen vil “fremme multipolaritet og demokratisering af internationale relationer” samt “skabe en mere fremgangsrig, stabil og retfærdig verden”. Med andre ord: Slut med den verdensorden der har hersket indtil nu.
Og for nylig lovede Kina i en telefonsamtale mellem de to statsledere 15. juni støtte til Rusland, når det kommer til “suverænitet og sikkerhed”.
Så det er ikke forkert at slå fast, at krigen og ikke mindst Vestens sanktioner har styrket forholdet mellem Kina og Rusland. Faktisk er det lykkedes USA at få de to giganter på det eurasiske kontinent til at glemme gamle modsætninger og konflikter og skabe et tæt økonomisk, politisk og militært fællesskab.
Krigen i Ukraine kunne have udviklet sig til en kile mellem de to, men det er ikke sket. Der kom ingen splittelse mellem Kina og Rusland, som er garanten for verdens udvikling i en multipolær retning.
Rusland og Kina er ikke ens
Når vi kalder alliancen mellem de to stormagter pragmatisk, skyldes det, at der er store forskelle mellem dem – økonomisk, politisk og i forhold til deres geopolitiske placering. Nogle gange kan man i mainstreammedierne få den opfattelse, at Kina og Rusland er et og det samme, at de er to ens “autokratiske” regimer. Det er en grov forenkling og fejlopfattelse.
Det kapitalistiske Rusland befinder sig som bekendt økonomisk set i periferien af det imperialistiske verdenssystem. Krigen i Ukraine har med sikkerhed ikke udviklet sig, som den russiske ledelse havde forventet – det blev ikke en blitzkrig, og Vestens sanktioner har utvivlsomt haft store konsekvenser, selvom Rusland dygtigt har formået at afværge en regulær katastrofe.
På det før omtalte St. Petersburg International Economic Forum udtalte Ruslands nationalbankchef Elvira Nabiullina:
“De eksterne betingelser for den russiske økonomi, som har ændret sig på baggrund af begivenhederne i Ukraine og de efterfølgende vestlige sanktioner, kan forblive for evigt.” Nabiullina påpegede, at Ruslands plads i den internationale arbejdsdeling nu er “ugunstig”.
Et af de russiske kommunistpartier KPRF, hvis leder Sjuganov deltog på mødet i St. Petersburg, konstaterede efter mødet, at de væsentligste repræsentanter for den russiske regering for første gang erkendte, at “de vigtigste problemer i Rusland er en stor del af befolkningens fattigdom og en ekstremt stærk social stratificering.” Partiet peger også på, at den russiske ledelse fortsat står for en nyliberalistisk politik.
Kina, hvis kurs defineres af Kinas Kommunistiske Parti, har valgt en anden udviklingsvej. Det er også derfor, at USA og NATO taler om Kina som en systemisk konkurrent:
På den ene side et Vesten med et neoliberalt system, en minimal stat, hvor markedet styrer alt med henblik på at opnå profit, der kommer de superrige til gavn, og hvor menneskets sundhed, sikkerhed og tryghed er underordnet dette. På den anden side et Kina med en centraliseret stat med en stor statslig sektor med virksomheder, hvor indtjeningen blandt andet er blevet brugt til at bringe folk ud af fattigdom og til at forbedre de sociale og sundhedsmæssige forhold.
USA’s strategiske fjende er Kina
Vesten, altså USA og NATO, skelner da også mellem de to.
På NATO-topmødet i Madrid hedder det i alliancens nye strategiske koncept om Rusland, at det udgør “den vigtigste og mest direkte trussel mod alliancens sikkerhed og mod fred og stabilitet i det euroatlantiske område”. Det er på den baggrund, at topmødet vedtog den mest omfattende og farlige militære opbygning i alliancens historie.
Dermed fortsætter og forstærker et aggressivt NATO den omringning af Rusland, der var en del af baggrundstæppet bag Ukraine-krigen – og udviser endnu engang mangel på respekt for Ruslands behov for sikkerhedsgarantier. Set i det lys er Ukraine-krigen ikke en uprovokeret krig.
Men Rusland er kun vejen til at vinde dominansen over det eurasiske kontinent. For USA er Kina den store, systemiske rival. Derfor hedder det også i NATO’s nye strategiske koncept, der ellers på mange måder balancerer den kinesiske trussel:
“Vi vil som allierede arbejde ansvarsfuldt sammen for at håndtere de systemiske udfordringer, som Folkerepublikken Kina udgør…”
USA skjuler ikke, at Kina er den store økonomiske rival. Den 26. maj holdt udenrigsminister Anthony Blinken en tale på George Washington University om USA’s Kina-politik. Her fastslår han, at Kina udgør “den alvorligste langsigtede udfordring for den internationale orden”. Og siger han: Kina er blevet “mere undertrykkende indenlands og mere aggressivt udenlands”.
Militært optrappes der allerede i Det Sydkinesiske Hav, hvor også EU har erklæret sig rede til at kaste sig ind i en optrapning mod Kina. Økonomisk var præsident Joe Biden på en Asien-rundtur i maj måned, hvor han plæderede for at udvidet økonomisk samarbejde mellem USA og en række lande i Asien – uden dog at kunne spytte substantielle midler ind i det.
Økonomiske sanktioner – succes eller fiasko?
Lad os også se på de konkrete omvæltninger, som Ukraine-krigen har skabt både regionalt og på verdensplan. Først den økonomiske verdenskrig som et lille mindretal af verdens lande har udløst ved at indføre den ene sanktionspakke efter den anden mod Rusland.
Herhjemme hører vi kun den vestlige version af verdens tilstand. Det er således værd at notere sig, at det kun er Vesten, der sanktionerer, mens meget store dele af verden holder sig uden for sanktionspolitikken.
Samtidig er fire måneders sanktioner endt som en boomerang for Vesten selv, mens Rusland ikke er knækket.
Umiddelbart udløste sanktionerne et dramatisk fald for rublen. Rusland svarede igen ved at knytte landets valuta til vareproduktion og guld. Det førte til, at rublen på kort tid etablerede sig som verdens stærkeste valuta og nåede sit højeste niveau i fem år.
Russiske råvarer høster uventede overskud, og Ruslands handelsoverskud ventes at ramme et rekordhøjt niveau i år. Salg af olie- og naturgas er ironisk nok steget markant. Rusland har ganske enkelt styrket sine handelsforbindelser med lande uden for Vesten. Der sælges for eksempel gas og olie til Kina, Indien og Tyrkiet.
Mere end halvdelen af Ruslands råolieeksport går nu til Indien og Kina. I ugerne op til invasionen af Ukraine var det 40 procent. Det er især Indien, der har øget importen: I de første 100 dage efter at Rusland invaderede Ukraine, steg Indiens køb af russisk råolie fra 1 til 18 procent af den russiske eksport målt i værdi.
Indtil videre har Rusland modstået sanktionsangrebene, men det udestår endnu at vurdere effekten af en reduktion på 40 procent i gasstrømmene til det energiafhængige Tyskland.
Så der er ingen beviser for, at Washingtons sanktioner har nået målet om at “svække” Rusland eller skade dets økonomi. Der er dog rigeligt med beviser for, at sanktionerne har givet bagslag og taget hårdt på deres tilhængere og folkene i verden, herunder i Vesten selv. Det er ikke muligt at foretage en komplet oversigt over de skader, som sanktionerne har forvoldt, men de mest dramatiske er disse:
· kraftig stigning i fødevare- og energipriserne (forværret inflationen)
· store forstyrrelser i globale forsyningskæder (de-globalisering)
· stærkt øget fødevaremangel og risiko for sult
· en alvorlig nedtur i den globale økonomi.
Økonomiske aftaler uden om Vesten
Sanktionspolitikken forstærker også kraftigt den multipolaritet, som har været under udvikling i en hel række år. Der indgås en lang række økonomiske aftaler uden om den vestlige verden. Nogle få eksempler:
Algeriet indgik i maj måned hele to store aftaler med Kina, den ene en olie- og gasaftale. Det sker, samtidig med at Algeriet er i konflikt med EU-landet Spanien på grund af Spaniens nye politik over for Marokko og det marokkansk besatte Vestsahara. Algeriet er Afrikas næststørste gasleverandør og har truet med at standse sine gasleverancer til Spanien.
Iran og Venezuela – to olielande som er underlagt USA’s sanktioner – indgik så sent som 11. juni en 20-årig aftale. Aftalen omhandler blandt andet et finansielt samarbejde i en fælles udviklingsbank, turisme, olie og gas, den petrokemiske sektor, raffinaderier og madproduktion i Venezuela til eksport til Iran.
Ud over sanktionerne gør det også indtryk i mange lande, at de risikerer at få beslaglagt eller direkte stjålet deres værdier. USA har således konfiskeret halvdelen af den afghanske nationalbanks aktiver. Tilsvarende er overgået Iran, Venezuela og Rusland. Det får naturligt nok lande uden for Vesten til at stille sig spørgsmålet: Hvorfor anbringe vores penge eller valutareserver i vestlige banker eller i amerikansk valuta, hvis vi risikerer at få dem beslaglagt, hvis det passer USA og Vesten?
Også derfor bestræbelser på at opbygge alternative internationale betalingssystemer end SWIFT. Og derfor tendensen til at handle i andre valutaer end dollar og opbygge alternative reservevalutaer.
Den officielle kinesiske avis Global Times skriver, at “bag sanktionerne ligger dollarhegemoniet”, og kritiserer dollarens “overdimensionerede rolle i det globale betalingssystem” og som et “våben til at straffe sine modstandere”.
Usikker kapitalistisk økonomi
Der er naturligvis mange ubekendte faktorer, usikkerhedsmomenter og uberegnelige begivenheder, som vil komme til at virke ind på udviklingen de kommende måneder og år. Blandt dem er især mekanismerne i den kapitalistiske økonomi, der under overfladen og fjernt fra økonomiske konferencer og forhandlingsborde lægger grunden for enhver form for meningsfuld ageren.
Vi skal ikke her gå i detaljer og give en bare tilnærmelsesvis analyse af den kapitalistiske verdensøkonomis tilstand, blot slå fast at både pandemi, Ukraine-krig og øget imperialistisk konkurrence kommer i en situation, hvor økonomien i Vestens hovedlande siden finanskrisen har befundet sig på en knivsæg og i, hvad nogle betegner som en langvarig depression. Og nu banker en recession på døren.
Fra Tyskland kommer der meldinger om, at industriproduktionen “falder så meget, at det indikerer recession”. En recession i Tyskland, som er Danmarks absolut største samhandelspartner, vil øjeblikkelig få konsekvenser her i landet. Også meldinger fra USA er dystre: En ny rapport fra Danske Bank viser, at der er tiltagende tegn på, at en recession kan være på vej, især i den amerikanske økonomi.
Det ligger helt i forlængelse af, hvad direktøren for J P Morgan, som er USA’s største bank, Jamie Dimon, udtalte for kort tid siden om verdensøkonomien:
“Jeg har før sagt, at der er stormskyer, men det retter jeg. Det er en orkan. … Vi ved ikke, om det bliver en lille orkan eller superstormen Sandy … Orkanen er lige derude, nede ad vejen, og den kommer vores vej.”
I den situation lægger økonomer ikke overraskende op til, at det er arbejderklassen, der skal betale i form af arbejdsløshed og lønnedgang.
Så når vi taler fødevarekrise, leveringsflaskehalse, forringede levevilkår, dyrtid, koks i forsyningslinjerne – og det bliver værre i den kommende tid – så taler vi om problemer, der rækker ud over, men voldsomt påvirkes af en Ukraine-krig og en turbulent geopolitisk situation.
Der kan og skal gøres noget
Det er i sandhed dramatiske tider, vi lever i. Begivenhedernes slutpunkter er svære at forudsige. Vi ved ikke, om der kommer en ny, altomfattende krig eller en landkrig direkte mellem Rusland og NATO. Der kan udbryde civil og social uro, for eksempel i USA der i forvejen er ved at blive flået i stykker. Mennesker kan blive tvunget fra hus og hjem. Vi kan komme til at opleve en totalitær og militaristisk udvikling, hvor det er militærets behov, der styrer.
Vi er helt klare over, at der skal et helt andet samfundssystem til for endegyldigt at gøre op med krig, militarisme og oprustning. Men vi er også af den opfattelse, at det kan vi ikke vente på. I kampen for et andet samfund må vi samtidig tage kampen for freden op meget konkret. Der eksisterer jo en reel fare for, at der ellers ikke er en beboelig klode, hvor dette andet, socialistiske samfund kan skabes.
For mange mennesker er udviklingen i denne tid uoverskuelig, uforklarlig, ja tilmed lammende.
Vi står som kommunister og fredselskende mennesker derfor over for den vigtige opgave at finde veje til at overvinde lammelse og apati. Vi stiller spørgsmålet: Er det muligt at gøre noget – og vi svarer: Ja, det er det!
Men det kræver for det første en erkendelse af, at USA og Vesten ikke er den menneskelige civilisations fyrtårn, at der er opbrud i alliancesystemerne, og at det også har konsekvenser for vores kamp. Vi må derfor stille de krav til “vore” politikere, der tager højde for den situation, og som klart og konsekvent virker for deeskalering og fred.
Eksempelvis: Det er okay for andre lande end de vestlige at kræve garantier for deres sikkerhed og uafhængighed. Det er okay og ikke udtryk eftergivenhed og blødsødenhed at give Rusland en reel mulighed for at stoppe militært. Det er helt i orden, at andre lande end de vestlige kræver lighed i de økonomiske relationer, ikke-indblanding i deres interne anliggender og gensidig respekt. Det er til gengæld ikke i orden, at danske og andre politikere bedriver værdiimperialisme og mener sig berettigede til at opkaste sig som dommer over andre folk, nationer og kulturer. Eller tilmed dæmoniserer dem.
Solidaritet og mellemfolkelig forståelse er nøgleord for os.
Velfærd frem for våben
At kræve et stop for NATO’s udvidelse mod øst og tilbagerulning af den økonomiske krigsførelse og sanktionspolitik ligger lige for. Men der er også brug for at være meget konkrete. I erkendelse af at den danske arbejderklasse ikke kan tage hele verdens byrder på sine skuldre, er der brug for nøje at afveje, hvad vi kan gøre her under de omstændigheder, vi nu har.
Vi forestiller os en indsats i fire retninger:
· Velfærd frem for våben – for fred og nedrustning
Arbejderklassen skal ikke betale for de vestlige monopolers krav om fortsat rovdrift på arbejderklassen og folkene i verden. Kampen for løn- og arbejdsvilkår og imod kommende arbejdsløshed og fattigdom står i centrum. Vores økonomi skal ikke militariseres. Rul “det nationale kompromis” tilbage og brug de ekstra NATO-milliarder på social oprustning og dyrtidskompensation.
· Danmark skal virke for fred – stop danske bidrag til krig
NATO er en aggressiv militæralliance. Indtil vi kommer ud af den, må vi gøre alt for ikke at bidrage militært, økonomisk, politisk og efterretningsmæssigt til oprustning og krig. Her og nu: Ingen våben, intet militært udstyr, intet militærpersonale til Ukraine. Danmark må stå på fredens side og kræve reelle fredsforhandlinger. FN-systemet skal have lov til at spille en rolle.
· Ingen fremmede soldater og baser på dansk jord
Den danske regering forhandler i øjeblikket i al hemmelighed om en baseaftale med USA. Den vil være en alvorlig krænkelse af vores suverænitet, gøre Danmark til et bombemål og en affyringsrampe for amerikanske militæraktioner. Derfor siger vi nej til amerikanske baser og militærhavne i Danmark.
· Forsvar Danmark og verden mod atomfaren
Faren for et atomart helvede er reel og voksende. Det er vigtigt at afvise al form for atomvåbenbrug – og afpresning. Der må aldrig tillades atomvåben på dansk jord. Den danske regering skal underskrive FN’s traktat om forbud mod at udvikle, teste, afprøve, producere, lagre, overføre, bruge eller true med at bruge atomvåben.
Enhver aktivitet i de retninger fortjener opbakning.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
