Essay
Fascisme er et ord, der bruges flittigt i politik, men sjældent forstås. Mange mennesker forestiller sig stadig Hitler, Mussolini, støvler på brosten og massemøder under bannere. Men fascisme er ikke historie. Det er en metode til at udøve magt, en gift, der vender tilbage, hver gang demokratiet forfalder. Kernen er altid den samme: Sammensmeltningen af stat og kapital, undertrykkelsen af oppositionen, propaganda, der forvandler løgne til sandheder, og en befolkning, der tvinges til lydighed.
I dag ser vi fascismen i en ny poleret form. Den kommer ikke i brune skjorter, men i jakkesæt og slips. Den marcherer ikke på torvene, men sidder i bestyrelseslokaler i Bruxelles og i Washington. Den taler om “demokrati”, “værdier” og “sikkerhed”, mens den beskæftiger sig med overvågning, censur og forberedelser til krig. Den har byttet støvlerne ud med slips, men trykket mod vores nakker er det samme.
I dag ser vi fascismen i en ny poleret form. Den kommer ikke i brune skjorter, men i jakkesæt og slips. Den marcherer ikke på torvene, men sidder i bestyrelseslokaler.
Hvorfor er fascismen igen på fremmarch? Fordi demokratiet er blevet reduceret til en farce. De nationale parlamenter er blevet til ren kulisse. Beslutningerne træffes bag lukkede døre i Bruxelles, Washington eller i bestyrelseslokalerne hos multinationale selskaber. Når de fleste mennesker står over for høje priser, arbejdsløshed og voksende ulighed, får de at vide, at de må bringe ofre – for krigen, for klimaet, for konkurrenceevnen. Ofre-liturgien er den samme som før. Det var mekanismen i 1920’erne og 1930’erne. Eliten svigtede, økonomien kollapsede, folk blev drevet ud i frygt – og diktatorer trådte til som “redningsmænd”. Europa har været her før. Og vi lader som om, vi ikke ser det.
Jeg har set, hvad autoritære systemer gør. Som soldat i konfliktområder og som repræsentant for veteraner fra mange nationer har jeg oplevet, hvordan magtanvendelse og propaganda splitter samfund. Jeg har set, hvordan hele folkeslag bliver til brikker i stormagternes spil. Jeg har set, hvordan mennesker mister alt, mens de får at vide, at deres lidelser er “nødvendige for sikkerheden”. Derfor genkender jeg lugten, når fascismen vender tilbage. Jeg ved, hvordan den gemmer sig bag smukke ord. Og jeg ser, den spredes i dagens Europa.
Antifascismen er blevet kapret af eliten
Det mest groteske er, at antifascismen selv er blevet kapret. Efter 1945 var antifascisme et løfte: Aldrig mere totalitære kræfter. Aldrig mere krig, der ødelægger hele samfund. Antifascisme betød frihed. I dag bruges udtrykket som en politisk klub. Eliten stempler kritikere af NATO, EU og krigspolitik som fascister. Folkelige protester dæmoniseres. Resultatet er, at antifascismen tømmes for indhold, mens de virkelige autoritære kræfter – dem, der sidder i statsapparatet, institutionerne og mediekoncernerne – bliver stadig stærkere. Antifascismen skulle være folkets skjold mod magtmisbrug. I dag er den blevet til elitens sværd mod folket.
Krigen i Ukraine viser, hvordan Vesten har undermineret antifascismen. Før 2022 skrev vestlige medier åbent om de højreekstreme og neofascistiske grupper i Ukraine. Efter den 24. februar blev alt dysset ned. Pludselig blev de samme kræfter fremstillet som frihedens helte. Enhver kritik af dem blev stigmatiseret som russisk propaganda. Dette er ikke antifascisme. Dette er kynisk magtpolitik. Når fascismen dukker op på “vores side”, lader vi som om, den ikke eksisterer. Det er et forræderi, der ødelægger antifascismens troværdighed. Værre endnu, det åbner døren for, at fascismen igen kan vokse under dække af demokrati og frihed.
Se på vores kontinent. I Italien er det yderste højre ved magten, båret frem af folks vrede over EU’s diktater og økonomiske trængsler. I Ungarn og Polen opbygges der trin for trin autoritære systemer. I Frankrig vinder Le Pen styrke, fordi eliten har brændt sin sidste rest af troværdighed. I Tyskland vokser AfD, båret af mistillid til partier, der har forrådt deres eget folk. Dette er ikke isolerede begivenheder. Det er symptomer på et Europa, der er ved at miste sit demokrati. Befolkningen vender sig væk fra et politisk system, de ikke længere stoler på – og autoritære kræfter overtager pladsen.
Den reelle antifascisme i dag
At være antifascist i dag handler ikke om at marchere under gamle flag eller råbe slagord fra 1930’erne. Det handler om at kæmpe for ytringsfrihed, åben debat, social retfærdighed og reel folkelig suverænitet. Det handler om at nægte at lade NATO, EU og krigspropaganda definere vores fremtid. Ægte antifascisme betyder at opbygge samfund, hvor magten ligger hos folket. Det betyder at beskytte friheden mod overvågning, censur og kontrol af meninger. Antifascisme skal betyde demokrati nedefra – ikke magt fra eliten ovenfra.
For lad os være klare: Den største fascistiske trussel i dag er ikke små grupper, der marcherer i gaderne. Den største trussel er, når hele statsapparater anvender autoritære metoder, men pakker dem ind i smukke ord. Når censur kaldes “socialt ansvar”. Når overvågning kaldes “sikkerhed”. Når krig kaldes “fredsarbejde”. Det er da, vi allerede lever i autoritært mørke. Forskellen er, at vi har ladet os narre til at kalde vores fængsel for et demokrati.
Jeg har set, hvad autoritære systemer gør ved mennesker. Jeg har set krig ødelægge familier. Jeg har set, hvordan friheden forsvinder, når magten tager alt. Derfor siger jeg uden tøven: Vi må aldrig lade antifascisme blive et tomt ord. Antifascisme skal være en levende kraft, forankret i folket, i retfærdighed og i ægte demokrati. Kun på den måde kan vi forhindre, at Europa synker tilbage i mørket. Og mørket er tættere på, end de fleste tør indrømme.
Dan Viggo Bergtun er en norsk FN-veteran og samfundskommentator med et stærkt engagement i fred, menneskerettigheder og veteraners velfærd. Han har haft en lang karriere inden for norsk og internationalt veteranarbejde og har været en klar stemme i spørgsmål om demokrati og global sikkerhed. Artiklen har været bragt på steigan.no den 23. september 2025 og i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2025. Oversat af Magasinet Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
