“Vi skal have styr på, hvad der karakteriserer fascismen for ikke falde i en grøft, hvor fascisme bruges i flæng som et skældsord med et uklart indhold” = lige præcis, hvad jeg flere gange har set amerikanere gøre. De kan faktisk forveksle socialisme og fascisme i alle mulige sammenhæng, både i fortid og nutid …..
Log ind for at svareRundt omkring på det europæiske kontinent oplever vi, hvordan fascistiske partier og bevægelser tilkæmper sig en øget indflydelse i arbejderklassen, i nationale parlamenter og i regeringer. Fremtoning og retorik kan være forskellig. Den kan være tilpasset særlige nationale træk, historiske begivenheder eller religiøse omstændigheder.
Tendensen er imidlertid klar. Faren for fascisme vokser i takt med den kapitalistiske krise og de voksende sociale og nationale spændinger. Vi oplever dagligt overgreb på arbejderklassens faglige og politiske organisationer og på dens ret til at strejke, aktionere og demonstrere. Vi oplever i stigende omfang, hvordan nationalistisk had og revanchisme spredes i befolkningerne, og hvordan der pustes til racismen og til de religiøse stridigheder og modsætninger.
Faren for fascisme vokser i takt med den kapitalistiske krise og de voksende sociale og nationale spændinger.
Disse udviklinger rejser spørgsmålet om, hvordan vi definerer fascismen i dag, og hvordan vi ser på dens historiske rødder.
Vi skal have styr på fascismens indhold, dybde og virkemidler for at kunne inddæmme og nedkæmpe den.
Vi skal have styr på, hvad der karakteriserer fascismen for ikke falde i en grøft, hvor fascisme bruges i flæng som et skældsord med et uklart indhold.
De historiske rødder
Fascismens rødder findes tilbage i de borgerlige revolutioner, der fandt sted i hovedsagen på det europæiske kontinent i 1700-1800-tallet.
I Det Kommunistiske Manifest skriver Marx og Engels blandt andet:
“Bourgeoisiet har spillet en højst revolutionær rolle i historien. Bourgeoisiet har, hvor det er kommet til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse kontante betaling.”
Med andre ord: Det nye borgerskab, bourgeoisiet, var hensynsløst i kampen for at sikre sig magten i samfundet. På alle samfundslivets områder ryddede det vejen for at konstituere sig som den nye herskende klasse i kamp mod den gamle feudalklasse – mod godsejerne, den gamle adelsmagt og kongevældet.
I dette historiske og revolutionære tidsafsnit skabte borgerskabet sin egen statsmagt, en ny type statsadministration, sin egen hær, sit eget justitsvæsen – herunder et politikorps til at opretholde lov og orden i det nye borgerlige samfund.
Og det skabte de borgerlige parlamenter, der skulle definere ”fællesviljen” i den nationale og internationale politik. Og stemmeretten blev på linje med andre rettigheder dengang som i dag defineret som ”universelle og umistelige”. Hverken mere eller mindre.
Alt dette blev rammet ind af nye progressive forfatninger og grundlove, der beskrev det nationale grundlag for den nye herskende klasse. Centralt i dokumenterne stod definitionen af den private ejendomsrets ukrænkelighed.
Samtidig med at borgerskabet konstituerede sig som den nye herskende klasse, skabte det som bekendt også sin egen banemand.
Om dette skriver Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest:
“De våben, som bourgeoisiet brugte til at slå feudalismen ned med, vender sig nu mod bourgeoisiet selv.
Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne.“
Og videre:
“Alle tidligere klasser, der har erobret magten, har søgt at sikre sig denne, de havde erhvervet, ved at tvinge hele samfundet ind under deres tilegnelsesvilkår. Men proletarerne kan kun tilegne sig samfundets produktivkræfter ved at afskaffe deres egen og dermed hele den hidtidige tilegnelsesmåde. Proletarerne ejer ikke selv noget, de skal sikre; de skal ødelægge alt, hvad der hidtil har sikret og garanteret den private ejendomsret.“
I takt med industriens, varehandlens og transportens udvikling voksede det kapitalistiske marked eksplosivt, og arbejderklassen blev numerisk den største klasse i samfundet.
Den nye arbejderklasse trådte naturligvis ind i den faglige og politiske samfundskamp med sine egne krav og mål. Den konstituerede sig som selvstændigt parti, som Marx og Engels skriver i manifestet, eller som en selvstændig og uafhængig kæmpende klasse.
Og arbejderklassen kæmpede ikke blot for socialismen, for afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Den kæmpede i hverdagen for højere løn og kortere arbejdstid, for boliger og uddannelse, for sundhed og velfærd hele vejen igennem livet. Og hverdagens kampe blev forbundet med endemålet.
For at nå en række af disse mål krævede arbejderklassens politiske og faglige organisationer indflydelse på udviklingen. En kamp der handlede om at sikre demokratiske rettigheder, ret til at stifte politiske partier og fagforeninger, ret til at strejke og aktionere, ret til at udgive egen presse og så videre. Og ret til at opstille som politisk parti og ret til at blive valgt til de nationale parlamenter.
Intet af dette var givet på forhånd i de nye borgerlige forfatninger. Det var rettigheder, som arbejderklassen tilkæmpede sig i en række lande med store ofre – herunder også i Danmark.
Det viste sig nemlig, at de nye borgerlige forfatninger ikke var universelle. De var skabt for at værne om borgerskabets rettigheder og ejendomsret. Det var klasseforfatninger. Ønskede arbejderklassen yderligere rettigheder, skulle de tilkæmpes. Med andre ord var det klassens organiserede styrke og dermed styrkeforholdet i klassekampen, der afgjorde udfaldet i kampen om de demokratiske rettigheder.
Arbejderklassens ”universelle og umistelige” rettigheder var nemlig kun til låns.
I denne permanente styrkeprøve eller klassekamp mellem de to hovedklasser i det borgerlige samfund skriver Marx og Engels om et vigtigt vilkår:
“I begyndelsen er proletariatets kamp mod bourgeoisiet, om end ikke efter sit indhold så efter sin form, en national kamp. Ethvert lands proletariat må naturligvis først gøre op med sit eget bourgeoisi.” (Det Kommunistiske Manifest)
Arbejderklassen kæmpede i de enkelte lande for at fastholde og udvide det nationale politiske demokrati, de demokratiske og forfatningsmæssige rettigheder. Arbejderklassen indså betydningen af at knytte klassekampen for de daglige fornødenheder til den parlamentariske kamp og at bygge denne kamp på landets historie, kultur, på nationale traditioner og erfaringer.
Men det skete i streng erkendelse af, at kampen var national i sin form, omend international i sit indhold, at internationalismen var det samlende.
Det var en erkendelse, som blev kastet over bord af en række førende socialdemokratiske arbejderpartier, da den første ødelæggende imperialistiske omfordelingskrig brød ud i 1914 – på et tidspunkt, hvor kapitalismen allerede havde udviklet sig til imperialisme.
Fra dette tidspunkt blev nationalismen for alvor spredt i arbejderklassen – under parolen om at støtte sit eget borgerskab i den imperialistiske røverkrig.
Imperialismen
Under Første Verdenskrig blev mere end 41 millioner mennesker såret eller slået ihjel. Det er en af de blodigste konflikter i historien.
Lenin giver i bogen Imperialismen som kapitalismens højeste stadium ikke blot en præcis beskrivelse af kapitalismens udvikling til imperialisme, men også af verdenskrigens karakter og mål.
Han skriver:
“I dette skrift er det bevist, at krigen 1914-18 fra begge sider var en imperialistisk krig (dvs. en erobrings-, rov-, og plyndringskrig), en krig om verdens opdeling, om delingen og nyopdelingen af kolonierne, af finanskapitalens ”indflydelsessfærer” osv.“
Prisen for dette røvertogt blev betalt af arbejderne i de enkelte lande med arbejdsløshed og fattigdom. De tabende lande blev endvidere aftvunget massive krigsskadeerstatninger, som udløste oprør, social uro og revolutioner. I Rusland greb arbejderne magten, gennemtvang en fredsaftale og udstak en ny socialistisk retning for arbejdernes kamp i alle lande.
Den imperialistiske røverkrig udløste også en splittelse af arbejderbevægelsen. Den socialistiske Anden Internationale blev splittet i en socialdemokratisk og en kommunistisk del.
Kapitalismens udvikling til røverisk imperialisme fik således en række dramatiske konsekvenser for arbejderklassen internationalt og i de enkelte lande. Arbejderklassen og dens politiske og faglige organisationer trådte ind i en fase med nye kampbetingelser.
Den italienske fascisme
Italien kom, som andre lande, ud af den Første Verdenskrig som et forarmet land på kanten af et sammenbrud. Selvom Italien som ny nation stod på den sejrende side, bestod landet reelt af et løst forbund af regioner, der var splittet på kryds og tværs. Det italienske borgerskab var et svagt og splittet borgerskab, og det nationale politiske demokrati havde ingen legitimitet i den italienske arbejderklasse og i den store og fattige del af bondeklassen.
For at tæmme den voksende sociale uro og faren for revolution – primært fra det industrialiserede Norditalien – mobiliserede det pressede borgerskab i ledtog med paven i Rom sine fascistiske hjælpetropper. Det skete på baggrund af en række sociale krav, med revanchistiske paroler og med målet at skabe et nyt imperium omkring Middelhavet, spundet ind i en retorik hentet fra tidspunktet, hvor det gamle Rom var en europæisk stormagt. Deraf også ordet fascisme der kommer fra fasces, der er et gammelt romersk magtsymbol, der består et risknippe for enden af en stage.
Det Nationale Fascistiske Parti (PNF) blev dannet i Rom i 1921 under ledelse af dets formand, Benito Mussolini – også kaldet Il Duce, føreren. Det Fascistiske Parti organiserede en såkaldt march mod Rom den 28. oktober 1922, og efter aftale med kong Viktor Emmanuel III (med accept fra Vatikanet) blev Il Duce indsat som regeringsleder – efter gennemførelsen af et regulært statskup.
PNF havde i perioden op til statskuppet i 1921 bedrevet en massiv splittelsesaktivitet i arbejderklassen og fagbevægelsen. De såkaldte ”sortskjorter” bedrev over alt i landet en systematisk klapjagt på socialister og kommunister – som blev fængslet og dømt på grundlag af deres politiske synspunkter og aktivitet.
Fascisternes politiske program byggede på ideen om at skabe en stærk stat organiseret i et stærkt fællesskab mellem arbejdere og arbejdsgiverne. Fascismens korporative stat var én samlet national organisme under ledelse af en stærk leder.
Som konsekvens heraf blev fagforeningerne opløst, og de socialistiske og kommunistiske partier blev forbudt. Det nationale politiske demokrati blev fjernet fra forfatningen og erstattet af fascismens vilkårlige terror mod arbejderklassen.
Det svage italienske borgerskab, der var ramt af krise og splittelse, var tvunget til at ophæve det nationale politiske demokrati for at overleve som herskende klasse. Det gennemførte et statskup og oprettede det fascistisk terrorregime, der først blev fældet definitivt i 1945 – da Anden Verdenskrig satte en stopper for den italienske fascisme og den tyske nazisme.
Den tyske fascisme
Det tyske borgerskab var et stærkt borgerskab. Industrielt veludviklet med stærke bånd til de herskende politiske partier – velorganiseret i alle led.
Efter den Første Verdenskrig var det imidlertid hårdt ramt på de indre og de ydre linjer. Den tyske arbejderklasse var fagligt og politisk velorganiseret, og den kæmpede hårdt imod den massive arbejdsløshed og de hårde forringelser af levevilkårene direkte udløst af verdenskrigens omkostninger.
Men som tabende part i verdenskrigen var det tyske borgerskab også presset af krigens vindende lande. Det blev pålagt en omfattende krigsskadeserstatning og båndlagt af bestemmelsen i fredstraktaten fra Versaillestraktaten fra 1919, som blev opfattet som uretfærdig, og den blev brugt til at rejse en chauvinistisk og revanchistisk stemning i den tyske arbejderklasse.
I forlængelse af krigens grusomheder ramte den økonomiske verdenskrise fra 1929 også Tyskland hårdt med en ustyrlig inflation, der flåede købekraften ud af de tyske arbejderes løn.
I denne komplicerede situation så det tyske borgerskab mod Rom og lod sig inspirere af den italienske fascismes splittelse af arbejderklassen, af dens evne til at mobilisere masserne på en kombination af sociale arbejderkrav pakket ind nationalistisk romantik og ikke mindst på dets evne til at rejse og organisere en fascistisk massebevægelse.
Men i kernen handlede det først og fremmest om at sikre sig magten i samfundet, at sikre sig klassefred for at kunne mobilisere den nødvendige styrke i kampen for den ekspansion og kolonisering eller det ”lebensraum”, som var afgørende for det tyske borgerskabs overlevelse som klasse.
Det tyske borgerskab optog derfor på et tidligt tidspunkt kontakter til de tyske fascistiske grupper og bevægelser, som igennem tyverne i stigende omfang blev forenet omkring NSDAP – Det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti – under Hitlers ledelse.
Med vold og terror blev NSDAP bragt til magten i perioden 1933-1934 af de toneangivende dele af det tyske monopolborgerskab.
Som i Italien blev arbejderklassens politiske partier opløst. Kommunisterne, socialdemokraterne og andre progressive blev interneret.
Fagforeninger blev erstattet af nye nazistiske korporative fagforeninger, som var en del af statsapparatet, og det nationale politiske demokrati herunder stemmeretten blev naturligvis afskaffet.
Det tyske monopolborgerskab havde brug for en stærk og handlekraftig statsmagt – uden forstyrrende indslag fra det parlamentariske cirkus, uden hindringer fra en obstruerende og krævende arbejderklasse og frigjort fra socialismens fare – ikke mindst fra den, der befandt sig mod øst i den socialistiske Sovjetunion.
Den skabte en fascistisk massebevægelse som i Italien. I Tyskland med sin egen retorik og symbolik, der blev knyttet til et sammensurium af nationalisme, socialistiske fraser, gammel nordisk mytologi kombineret med okkult mysticisme.
Men den tyske fascisme, nazismen, var en særlig ondartet variant.
Om dette sagde Georgi Dimitrov på Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres i 1935:
“Fascismen ved magten er, som det 13. plenarmøde i Kommunistisk Internationales Eksekutivkomité rigtigt har sagt, finanskapitalens mest reaktionære, chauvinistiske og imperialistiske elementers åbne terroristiske diktatur.“
Og videre:
“Fascismens mest reaktionære afart er fascismen af den tyske slags. Den har den dristighed at kalde sig nationalsocialisme, om end det intet har tilfælles med socialismen. Hitler-fascismen er ikke blot borgerlig nationalisme, den er dyrisk chauvinisme. Den er det politiske gangstervæsens regeringssystem, et system af provokationer og tortur mod arbejderklassen og de revolutionære elementer blandt bønderne, småborgerskabet og intelligensen. Den er middelalderligt barbari og grusomhed, tøjlesløs aggressivitet over andre folk og lande.“(1)
Den tyske arbejderklasse undervurderede i starten den fascistiske trussel. Klassen stod splittet i forskellige politiske retninger og kæmpede indbyrdes. Kommunisterne og socialdemokraterne kom til at betale en dræbende høj pris. De legale dele af partiorganisationerne blev udslettet, og dets medlemmer blev i titusindvis internerede, torturerede og slået ihjel. Uden klasseorganisationer stod arbejderklassen forsvarsløs.
Selvom kommunisterne på et tidligt tidspunkt advarede mod den fascistiske fare, lykkedes det ikke for klassen som helhed i praksis at skabe den enhedsfront i arbejderklassen og den brede antifascistisk folkefront, der kunne have inddæmmet og nedkæmpet den fascistiske fare og dermed forhindret fascismen ved magten.
I Spanien og i Frankrig lykkedes det i 1930’erne at skabe antifascistiske folkefronter, og kommunisterne var med til at danne og indtræde i enhedsfrontsregeringer. I Spanien blev den demokratiske regering knust i 1938 af Francos fascistiske partibevægelse gennem en blodig borgerkrig, der blev støttet af de tyske og italienske fascistiske magthavere, mens den såkaldte ”demokratiske verden” så på med hænderne i skødet.
I Frankrig blev den demokratiske bevægelse Front Populaire bragt til magten af arbejderklassens enhedsfront og en bred progressiv bevægelse ved valget i 1936. Enhedsfrontsregeringen gennemførte i sin korte levetid omfattende sociale og økonomiske resultater – herunder en 40-timers arbejdsuge.
Fronten blev sprængt af indre uenighed allerede i 1937, og Frankrig stod handlingslammet i kampen mod den fascistiske fare.
Afslutningen på Anden Verdenskrig satte et foreløbigt punktum for fascismen. Det var den fascistiske aksemagt, anført af det tyske borgerskab, der forberedte og udløste denne blodige imperialistiske omfordelingskrig. En verdenskrig der blev forvandlet til en antifascistisk frihedskrig.
Den kostede mellem 50 og 80 millioner mennesker livet – hvoraf de fleste var civile fra Sovjetunionen og Kina. Den udløste massakrer, forsøg på folkedrab på jøderne, såkaldte strategiske bombninger af civile områder, udløsning af hungersnødsepidemier og for første gang brug af atomvåben i krig.
Det har været den mest dødelige krig i menneskehedens historie.
Fascismens klassekarakter
Afslutningen på Anden Verdenskrig resulterede i et nederlag for de fascistiske aksemagter og i en sejr for de socialistiske, de antiimperialistiske og demokratiske kræfter på alle kontinenter. Verden blev delt i to: I en socialistisk og demokratisk lejr anført af Sovjetunionen og en imperialistisk og kapitalistisk lejr anført af USA.
Denne nye verdensorden indvarslede en ny epoke i arbejderklassens og i de undertrykte befolkningers kamp. Den udstak nye perspektiver, som borgerskabet øjeblikkeligt besvarede med en såkaldt ’kold krig’ – med oprustning, inddæmning af socialismen og forstærket tryk på de gamle kolonier, der forsøgte at frigøre sig fra imperialismen.
Borgerskabet var presset af de socialistiske og demokratiske kræfter. De måtte i en række lande give økonomiske indrømmelser til arbejderklassen og anerkende reformer, der gav arbejderne nye rettigheder og muligheder.
Men vi oplevede også fascistiske regimer i den europæiske efterkrigstid – ligesom i lande på andre kontinenter. I Portugal og i Spanien benyttede borgerskaberne militæret til at opretholde magten, indtil de i 1970’erne blev fældet af folkelige opstande. Men også i Grækenland greb militæret magten i 1970’erne, og i Tyrkiet har militæret i flere omgange overtaget den ”demokratiske kontrol” under generalstabens ledelse. Det er sket i 1960, 1971 og i 1980 og i 1997, hvor den daværende valgte statsminister efter et såkaldt ”postmoderne kup” måtte træde tilbage efter pres fra generalstaben. Senest i 2016 var militæret igen indblandet i et kupforsøg – men det var splittet og tabte i forhold til den del, der var loyal overfor den nuværende statsleder og reelle enehersker, Recep Tayyip Erdogan.
I disse situationer, hvor fascismen er ved magten, har militæret og generalstabene befundet sig i en central politisk og administrativ rolle. Den væbnede magt har sikret ”ro og orden” og som en central del af statsmagten været loyal overfor de ledende grupper af borgerskabet. De har haft opbakning i arbejderklassen eller været understøttet af stærke fascistiske massebevægelser.
Militærkup eller juntaregimer, som er dirigeret fra samfundets top, er en nødplan, der iværksættes, når alle andre muligheder er udtømt. De er blodige og forbundet med massive menneskelige tab. Det er ustabile og vaklende regimer – ikke mindst fordi de står uden hjælpetropper i arbejderklassen – uden støtte fra fascistiske massebevægelser.
I takt med krisens og fattigdommens udbredelse i verden og i EU oplever vi, hvordan fascistiske grupper og bevægelser udvikler sig i en række lande i Europa. I syd- og østeuropæiske lande er der tale om egentlige fascistiske massebevægelser, der spreder racisme, nationalisme, revanchisme og had i arbejderklassen. Der er tale om partier og bevægelser, der bruges som borgerskabets stødtropper. De vil givetvis blive aktiveret yderligere på det tidspunkt, hvor borgerskabet ønsker at tilsidesætte det borgerlige demokrati med fascisme ved magten.
Ved siden af disse regulære fascistiske hjælpetropper oplever vi også, hvordan højreorienterede og ekstreme grupper og partier vokser frem. De er ikke alle tilhængere af det borgerlige demokratis afskaffelse. De ønsker at forsvare de borgerlige frihedsrettigheder og de borgerlige forfatninger. At stemple sådanne politiske partier og bevægelser som fascistiske giver ikke mening.
Men vi har også lært af historien, at hæderkronede borgerligt-demokratiske partier bliver ”revet med” af udviklingen, bliver overbevist om det nødvendige i ”nødretslove” og undtagelsestilstande. Vi oplevede selv dette i Danmark under den nazistiske besættelse, da rodfæstede borgerlige partier og Socialdemokratiet vedtog et grundlovsstridigt forbud mod det kommunistiske parti og en efterfølgende internering af dets ledelse og medlemmer.
Reaktion, nationalisme og fascisme udvikles i krisens kølvand. Dens vækst er ikke udelukkende et tegn på arbejderklassens svaghed. Man må også betragte den som tegn på borgerskabets svaghed, som et tegn på, at borgerskabet ikke mere er i stand til at herske efter de gamle metoder, parlamentarismen og det borgerlige demokrati, og derfor er tvunget til at gribe til terroristiske regeringsmetoder.
Og vi er tilbage ved historiens kerne, nemlig ved det borgerskab, der nu som tidligere:
“Ikke (har) ladt andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse kontante betaling.” (Marx).
Den private ejendomsret, den klingende mønt er nu som tidligere fascismens kilde og klassekarakter.
Note
(1) Georgi Dimitrov: Fascismens offensiv og Kommunistisk Internationales opgaver i kampen for arbejderklassens enhed mod fascismen. Beretning aflagt den 2. august 1935 på Kommunistisk Internationales 7. verdenskongres i Moskva. Forlaget Tiden: Georgi Dimitrov, Enhed i arbejderklassen. 1982.
Litteratur til emnet:
Om de borgerlige revolutioner i Europa blandt andet:
- Marx og Engels, Revolution og Kontrarevolution, 1851 (Tyskland).
- Marx, Klassekampene i Frankrig 1848-50.
- Marx, Louis Bonapartes Attende Brumaire. 2. oplag 1869.
- Marx, Borgerkrigen i Frankrig. Maj 1871.
Om imperialismen, krig og den borgerlige statsmagt:
- Lenin, Om parolen Europas Forende Stater, 1915.
- Lenin, Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, 1917.
- Lenin, Staten og revolutionen, august 1917.
Om fascismen, dens klassekarakter og det kommunistiske partis strategi og taktik:
- Georgi Dimitrov, Enhed i arbejderklassen. En samling af taler og artikler udgivet på forlaget Tiden i 1982.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen, nr. 3, juli 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
