Revolutionære stemmer

Arbejderens redaktion er stolte af at kunne præsentere konceptet Revolutionære stemmer – en årlig begivenhed, hvor vi giver ordet til alle, som kæmper for en anden og bedre verden.

Gennem samtaler vil vi styrke enheden blandt revolutionære på tværs af ideologiske skel. Verden har kurs mod verdenskrig, fascisme og klimakollaps. Situationen levner ikke plads til smålige uenigheder om spørgsmål, hvis løsning ligger et godt stykke ude i fremtiden.

Der er mere end nogensinde brug for revolutionære stemmer i det danske samfund. På Arbejderen vil vi gerne gøre vores, for at sådanne stemmer bliver hørt. Det, tror vi, kræver et tættere samarbejde og en større solidaritet på tværs af revolutionære.

Tiden er overmoden

Tiden er overmoden for at bygge bro mellem forskellige revolutionære traditioner og skabe et rum, hvor vi fordomsfrit kan udvikle revolutionære strategier, opbygge nye alliancer og lade os inspirere af hinanden.

Samtalearrangementet i forbindelse med Arbejderens 40-års jubilæum oplevede vi på redaktionen som en fantastisk succes. Her opstod et fantastisk rum med mange aha-oplevelser, og hvor fordomme blev gjort til skamme. Det er baggrunden for Revolutionære stemmer.

Alt for længe har en usund, meget polemisk tone præget debatter mellem forskellige revolutionære traditioner. Med Revolutionære stemmer vil vi skabe et kammeratligt klima, hvor man på tværs af ideologiske skel kan tale sammen om fælles udfordringer – noget, som vi mener er vigtigere end nogensinde før, da tidsligheden spiller en helt ny og afgørende rolle for hele den revolutionære bevægelse.

Revolutionære stemmer 2023

Årets Revolutionære stemmer afholdes 16. september fra klokken 11 i Arbejderens lokaler på Frederiksborgvej 11, 1. sal, 2400 København NV.

Ved årets arrangement kan du møde:

Søren Mau (kommunist, forfatter og filosof) kommer og præsenterer pointerne fra sin bog Stum Tvang.

Magnus Møller Ziegler er cand.mag., idéhistoriker og undervisningsassistent ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. Han arbejder desuden på at færdiggøre en ph.d.-afhandling om Marx.

Magnus kommer og fortæller om den nye viden vi har fået om Karl Marx’s tænkning gennem de seneste årtiers forskning.

Scientist Rebellion, en international organisation for forskere der kæmper for klimaretfærdighed.

Jan Mathisen har gennem årene rejst rigtigt meget i Palæstina, senest besøgte han Vestbredden i foråret 2023. Jan kommer og fortæller om udviklingen i den Israelske besættelse og det palæstinensiske samfund.

Rapolitics, nonprofitorganisation der med rap og hiphop som metode styrker unges holdningsdannelse, selvværd og politiske mod gennem workshops, events og skabende fællesskaber for og med unge.

Jean Thierry, er boligaktivist i Almen Modstand og aktiv i boligforeningen FSB.

Jan Hoby, næstformand for Landsforeningen for Socialpædagoger, kommer for at fortælle om arbejdet for at bringe kampen mod krig ind i fagbevægelsen.

BZ’ernes Boligaktion, aarhusiansk aktivistgruppe

Zwangsräumung Verhindern, boligbevægelse fra Tyskland

PAH, boligbevægelse i Spanien

Leif Müller og Henning Olsen, Drømmefabrikken – Glæd dig til smagsprøver fra den politiske teaterforestilling og efterfølgende samtale om håb, aktivisme og drømmen om en bedre fremtid.

Og husk: Alle revolutionære er velkomne – hold en kammeratlig tone, hold en nysgerrig indstilling til andres holdninger, og spørg før du kritiserer!

Læs også:


Kan du lide, hvad du læser?

Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:

MobilePay: 87278

Abonnér