Kort før jul døde en af Arbejderens gode venner og støtter, Leif Møller Sørensen, dagen før sin 75-års fødselsdag.
Maler-Leif, som han blev kaldt blandt venner, var mangeårig abonnent på Arbejderen – men måske ikke en af de mest typiske. Han startede sit arbejdsliv som malersvend, men blev senere selvstændig malermester, men det ændrede ikke ved hans røde bankende hjerte.
Han var fast maler i Murernes Stiftelse i Aarhus og fik efterhånden også sin gang i Murernes Fagforening. Og da murerne fusionerede ind i 3F, fulgte Leif med.
Det kendetegnede Leif, at han var utrolig hjælpsom, venlig, imødekommende – og gavmild. Han var altid parat med gode råd og en hjælpende hånd.
Selv om han var langt over pensionsalderen, arbejdede han stadig deltids som maler. Men han fik også tid til de mere hyggelige sysler, som at spille billard hver torsdag sammen med et murersjak i 3F.
Leif var fast deltager på Arbejderens årlige støttefest i byen og var ikke den, som gik først hjem. Omvendt var han altid en af de første, som blev skrevet på Arbejderens indsamlingslister, når de cirkulerede i fagforeningen.
Det kendetegnede Leif, at han var utrolig hjælpsom, venlig, imødekommende – og gavmild. Han var altid parat med gode råd og en hjælpende hånd, som mange venner, men også Cafe Oskar har nydt godt af.
Leif var også en god ven af Cuba og besøgte landet to gange, første gang med sin kone, anden gang alene på en tur arrangeret af Kommunistisk Parti.
Fodbold og håndbold var hans store interesse. Han havde selv været aktiv fodboldspiller i sin ungdom, senere spillede han “old boys”, og han var en dedikeret Liverpool-fan. Så stor, at Liverpools klubhymne, You’ll Never Walk Alone, blev spillet ved hans bisættelse, mens kisten blev båret ud.
Leif døde i festligt lag ved et fald på en trappe. Han var i gang med at fejre sin 75-års fødselsdag med nogle af vennerne, men det fik en brat ende. Han efterlader sig to døtre, svigersønner og fire børnebørn.
Leif vil blive savnet af mange. Æret være hans minde.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.