Mindretal af modstand
Et helt igennem ekstraordinært menneske er her ikke mere. I sidste uge døde Helle Due, 98 år gammel.
Jeg lærte Helle at kende, da jeg flyttede til København i 2006, og hurtigt blev jeg klar over, at vi fremover slet ikke skulle tale om bageopskrifter, flette peddigrør eller hygge om mågestellet.
Vi skulle diskutere international politik og kommunisternes opgaver. For Helle var kommunist og humanist med stort H. Det blev til utallige snakke om alt fra oliepriserne, invasionen af Libyen, Kinas rolle og danske soldater i Mali – til Socialdemokratiets fallit.
Helle kerede sig i den grad om principperne.
I en årrække var hun aktivist ved Folkets Radio, drevet af Fælles Kurs Klubben.
Hun støttede Arbejderen og partiet DKP/ML fra slutningen af 1990’erne og deltog i enkelte møder arrangeret af Kommunistisk Parti efter 2007, hvis det var muligt at holde sig på de skrøbelige ben. Hun hadede trapper.
Hun kaldte sig kommunist, men meldte sig ikke ind i DKP/ML eller Kommunistisk Parti. Men hun omtalte altid kommunisterne i “vi-form”.
Der var ingen tvivl om, at Helle holdt med arbejderklassen.
Helle holdt sig i de seneste år hjemme i stuen på Nørrebro i København. Hun nægtede i mange år hjælp fra kommunen til rengøring. I øvrigt flyttede hun ofte rundt på de tunge møbler ved egen hånd – centimeter for centimeter – selv om det kunne tage to dage at flytte en seng.
Hun læste med glubende appetit Arbejderen. Men da synet svigtede, hørte hun tiltagende mere radio. Når der så lød “noget borgerligt vås” i radioen, ventede hun gerne i lang tid på at blive stillet igennem til debat. Men mange gange lugtede borgerlige P1-redaktører og deres censurryttere ved telefonsluserne lunten, og hun blev fravalgt. I øvrigt til stor hån fra en altid kamplysten Helle.
Hun fik tidligt politik ind på livet. Da hun var ung under besættelsen, undslap hun med nød og næppe et clearingmord begået af en tyskerhåndlanger i en sporvogn.
Hun blev gift med en kommunist fra DKP, og de værdier prægede hende resten af livet.
Hun oplevede den ufattelige sorg at miste både mand og yngste søn. Hvordan kun kom igennem det, er ubegribeligt.
Der var ingen tvivl om, at Helle holdt med arbejderklassen. Det gik igen under de mange stunder, hvor hun nægtede at udpensle oplysninger om sit svigtende helbred, men hellere ville snakke om andre.
Selv om der først og fremmest skulle diskuteres politik under besøgene i den lille stue med udsigt til Assistens Kirkegård, var hun altid klar med spørgsmål om både kærlighedsliv og min søns udvikling.
Hun var bestemt ikke tilbageholdende med at komme med velmente råd.
Jeg vil savne stunderne med snak om alt fra Putin, Obama og Trump til ny teknologi og overfladiske dating-apps.
En helt fantastisk kvinde er gået bort. Vi husker dig.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
