Anmeldelse
Journalist og antifascist, skrev familien i annoncen her forleden, og jeg kan tilføje: kommunist, kunstkender, verdensborger. For Ulla Jessing var optaget af hele vores verden og af den politiske og kulturelle kamp for fred og menneskerettigheder.
Til efteråret ville Ulla være blevet 100. Hun ville have elsket endnu en stor fest med nogle gode glas vin og masser af familie og venner omkring sig for at kunne diskutere verden og den aktuelle situation. Og hun fortjente alle de fester, hun kunne nå at få, for Ullas liv har ikke altid været trygt – tværtimod!
Hun blev født i en jødisk familie i Tyskland, kort før nazismen virkelig slog rødder. Hun har flere gange fortalt om, hvordan de blev overraskede over nazismens konsekvenser for dem: Tyskland er et kultursamfund – det vil drive over! Mente blandt andre hendes far. Men hun måtte forlade sin skole og sine kammerater, og som ung pige blev hun af familien sendt til England, som tog mod jødiske børn på flugt for nazismen.
Hendes forældre og hun havde håbet at kunne blive genforenet i England, men også dengang var frygten for indvandring overvældende, og det var med til at forhindre, at jøder fra det nazistiske Tyskland kunne slippe ud. Ingen ville tage mod jøder på flugt. Og også dengang forsøgte fortvivlede forældre at redde det, der var mest dyrebart for dem: deres børn. Og ligesom i dag håbede de, at der kunne blive en chance for at kunne følge efter. Også Danmark lukkede sin dør. Ulla Jessing og hendes søster var blandt de sidste, som undslap. Resten af hendes familie endte i gaskamrene.
Hun har så mange gange fortalt mig om tiden i England. Som helt ung pige blev hun ansat på Rolls Royce-fabrikkerne, hvor hun var med til at lave flymotorer til Royal Air force. Og selvfølgelig blev hun efter kort tid tillidsmand for sine kolleger. Hun blev hurtigt klar over, at hun var kommunist, og hun deltog i det politiske arbejde hele sit liv.
Ulla bar sin historie med sig overalt, hvor hun kom. Hun levede med sine erfaringer og en stålsat vilje til at gøre alt, hvad der stod i hendes magt for at undgå, at historien gentog sig. Hendes kamp mod fascisme og racisme var stærk, og den udsprang af egne erfaringer på en måde, der gav hende det brændende engagement og det levende blik.
Jeg har så tit siddet i hendes stue med de mange kunstværker på væggen og de mange minder om steder og venner. Ulla var fantastisk godt selskab, og jeg kommer til at savne hende og hendes læserbreve om social retfærdighed og flygtninges rettigheder.
Efter krigen vendte hun hjem til et meget forandret Tyskland, men slog sig ned i Danmark med sin mand og fik familie her.
Jeg har kendt Ulla, fra jeg var en stor pige, hvor hun kom i min mormors hjem og til sammenkomster hos min mor.
Hun efterlader sig to døtre, fem børnebørn og indtil videre 11 oldebørn – for slet ikke at tale om alle svigerbørnene!
Jeg ved, at flere af dem følger i Ullas spor i kampen for en mere retfærdig verden. Så tak, Ulla – for din indsats og for de mange dejlige timer!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
