Der er ingen Planet B! Sådan har det lydt igen og igen til de store klimademonstrationer, der har været gennemført i de seneste år, både herhjemme og i mange andre lande.
Det kunne man ellers godt tro i disse dage, hvor de rigeste af de rigeste i den globale overklasse konkurrerer om at sende sig selv og deres nærmeste ud i rummet. Endnu har de ikke nået andre planeter, men på jomfruturen i søndags lykkedes det da Virgin-multimilliardæren Richard Branson og hans fem medpassagerer at opleve nogle minutters vægtløshed i 85 kilometers højde. Efter Richard Branson følger så i næste uge Amazon-grundlæggeren Jeff Bezos private rumfærd.
Og det har ikke sparet på kritikløs beundring. Indledningen til “det 21. århundredes store kommercielle rumturisteventyr”. Tilmed “et ejendommeligt punkt i vores evolutionshistorie”, som en kommentator for nylig skrev i den britiske avis The Observer.
De rigestes ekstremturisme ud i rummet ligger i direkte forlængelse af deres opkøb af øer og luksuspaladser, hvor de kan forskanse sig og leve et luksusliv bag aflåste porte. Næste eventyr hedder så en sviptur ud i rummet. Hvorfor? Bare fordi de kan!
De rigestes ekstremturisme ud i rummet ligger i direkte forlængelse af deres opkøb af øer og luksuspaladser, hvor de kan forskanse sig.
På tærsklen til den franske borgerlige revolution i 1789 undrede dronning Marie-Antoinette sig over, hvorfor folket klagede over mangel på brød – de kunne da bare spise kage i stedet. Arrogancen i overklassen er bestemt ikke blevet mindre siden da!
Og så lanceres ekstremturismen tilmed som et klimavenligt tiltag: “Vi vil gøre det væsentligt billigere at transportere mennesker og fragt i rummet og samtidig gøre det på en måde, som medfører langt mindre CO2-udledning end den traditionelle rumfart,” sagde Richard Branson under et møde i Danmark for et par år siden. Det bliver et spændende regnestykke at se!
Nede på jorden fremlagde EU-kommissionen i denne uge en kæmpemæssig klimaplan. Pladsen her rummer ikke mulighed for detaljer, men overordnet set ligger den helt på linje med de herskendes klimatænkning: vejen frem er (grøn) kapitalistisk vækst. Herhjemme roser Dansk Industri da også planen, fordi den “åbner et meget stort marked for danske virksomheder”.
Planen er – en plan. Hvor meget af den, der nogensinde bliver til noget, får stå hen i det uvisse. Men de førende kredse i EU er klar over én ting: Når det er kapitalen, der sidder i førersædet på fremtidens eldrevne biler, så er der en regning, der skal betales. Derfor er det mest markante ved EU-kommissionens plan måske, at den simpelthen regner med et socialt oprør – og vil forsøge at komme det i forkøbet.
EU-kommissionen er således parat til at afsætte milliarder af kroner for at forhindre bevægelser a la De Gule Veste i at opstå, når den enkelte arbejder eller landmand rammes af stigende priser på for eksempel brændstof. Europachef i Dansk Energi, Lars Koch, siger det direkte til Politiken:
“Det har været markant, så meget de sociale konsekvenser og frygten for en ny bølge af gule veste har fyldt.”
Så kom vi da ned på jorden igen. Ned til den virkelighed som det altovervejende flertal lever i, og hvor det stadig er kampen for brød og liv på Planet A, der fylder.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.