Underbetalt arbejdskraft
Ja, det kan ikke gentages ofte nok!
Log ind for at svareKrigstrommerne buldrer.
Forsvaret har netop afleveret en ønskeliste til regeringen.
Generalerne vil have 87 milliarder ekstra til kampfly, krigsskibe og krydsermissiler, der skal kunne angribe Rusland fra Danmark. Beløbet svarer til 20 supersygehuse.
Samtidig vil forsvaret have tvungen værnepligt – et opgør med årtiers danske politik. Politikerne vil være lydhøre.
Krigspolitikken gennemsyrer alt.
Det er arbejderne, der betaler prisen, når imperierne slås om nye territorier. Det er vores børn og unge, der skal tvangsrekrutteres til en hær, designet til angreb.
Vores velfærdspenge skal bruges på dyre våben. Gymnasieelever skal oplæres til krig på særlige krigsgymnasier.
Al snak om forhandling og fred er farligt. Fred er unaturligt, må vi forstå. Nu handler det om krig. Hovedløst er den danske regering med til at eskalere en sikkerhedssituation, der balancerer på en knivsæg.
Grundlæggende handler det om at underlægge sig det amerikanske herrefolk – for at bekæmpe det russiske.
Danmark har i al hemmelighed overvåget sin egen og andres befolkninger på vegne af USA, og selv vores nabolandes statsledere har vi spioneret på.
Når den danske forfatter og journalist – Jens Jørgen Nielsen – ender på en ukrainsk sort liste, fordi han beskriver konflikten mere nuanceret end den gængse sort-hvide fortælling, bliver han sparket ud af Folkeuniversitetet. Ingen af de sædvanlige forkæmpere for ytringsfrihed bakker ham op.
Vi skal lære at hade russerne uforbeholdent som en krigsforberende foranstaltning. Og det samme gælder Kina.
Den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen er blevet rejsende i ufred og forsøger som en velklædt udgave af Rasmus Paludan at puste til krigens gløder.
Reelt fordi Kina og til dels Rusland er USA’s konkurrenter økonomisk og politisk.
Krigspolitikkens indtog som den dominerende kraft i dansk politik har mange absurde udtryk: Amerikanske kampvogne ruller i land i danske havne uden nogen form for demokratisk debat, og næste skridt er allerede annonceret: NATO-baser med udenlandske soldater.
Våbenproducenterne glæder sig over de enorme profitter – også i besætterstaten Israel, hvor den danske regering vil købe en del af sit militære isenkram.
Kritikken af krigspolitikken er minimal. I fagforeningen, de folkelige bevægelser og i Folketinget.
Man accepterer at bruge milliarder på våben, mens men lader de fattigste børnefamilier skære i børnenes måltider. For hvis vi støtter de svageste, øger vi inflationen, lyder det groteske argument. Det samme gælder åbenbart ikke for våbenkøb og skattelettelser til de rigeste.
Oprustningen bruges som argument for at fratage arbejderne deres frihed. Krigspolitik er et angreb på vores rettigheder nu og på længere sigt.
Det er på tide at sige fra. Også selv om det betyder, at man må tage det upopulære standpunkt, der giver tæsk og måske hån.
Våben og oprustning skaber ikke sikkerhed, tværtimod. Det eskalerer konflikten og øger risikoen for en endnu større krig.
Oprustning og krigspolitik lanceres som nødvendighedens politik. Men det er os alle sammen, der bliver ofre for truslen om krig og nedskæringer i velfærden. Det er arbejderne, der betaler prisen, når imperierne slås om nye territorier. Det er vores børn og unge, der skal tvangsrekrutteres til en hær, designet til angreb.
Det er danske arbejdere, der losser og transporterer en del af de dødbringende våben, der skal til fronten. De er ikke blevet spurgt. Skal de ikke det?
Vi er nødt til at tale fredens sag, også når det er besværligt. I fagforeningen, på arbejdspladsen, partiforeningen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
