I lighed med andre tidspunkter i ældre og nyere historie ruller klassekampen for fuld blus på tværs af det franske land. Disse dages uroligheder er dog hverken blevet udløst af et monarkis utilstrækkeligheder eller forhøjede benzinpriser – men en reform, der hæver pensionsalderen fra 62 til 64 år.
Vi går ind i en ‘før-revolutionær situation’, som kan ændre magtbalancen mellem klasserne i Frankrig.
Révolution Permanente, fransk venstrefløjsmedie
Massebevægelsen mod pensionsreformen blev allerede organiseret i januar, da den franske regering ledet af præsident Emmanuel Macron præsenterede lovforslaget.
Kampen er siden blevet intensiveret, efter premierminister Élisabeth Borne – kun få minutter inden lovforslaget skulle have været til afstemning i det franske parlament – skrottede afstemningen og trumfede loven igennem på egen hånd, fordi regeringen vurderede, at der ikke ville være flertal for pensionsreformen i parlamentet.
I Frankrig har regeringen mulighed for at snige sig uden om de mest basale demokratiske principper og trumfe en lov igennem ved at gøre brug af artikel 49.3 i den franske forfatning. At regeringen siden har overlevet to mistillidsafstemninger i parlamentet står i skarp kontrast til den udbredte mistillid, der kommer til udtryk i det øvrige franske samfund.
Frankrigs arbejderklasse er gået forrest i kampen med landsdækkende strejker: Togtrafik og færgefart er blevet forstyrret, skrald har hobet sig op i gader, tankstationer er løbet tør for brændstof, og klasselokaler har stået tomme for både lærere og studerende.
“En sjælden manifestation af enhed”, lød det i marts fra Angelique Chrisafis, korrespondent for The Guardian i Paris. Alle Frankrigs største fagforbund er gået sammen i én bevægelse, hvilket har ført til dage med op mod 1,2 millioner mennesker i protest på tværs af landet.
Fagforeningerne siger, at reformen vil straffe lavtlønnede arbejdere med manuelle job, som ofte starter deres arbejdsliv tidligt, ved at tvinge dem til at arbejde længere end højtuddannede, der er mindre berørt af ændringerne.
Nok er urolighederne i Frankrig blevet udløst af den antidemokratiske pensionsreform, men landets befolkning har på flere måder vist, at der er noget større på spil: Demonstranter har smadret facader på banker, stormet kontorbygninger ejet af multinationale giganter som BlackRock, brændt en politistation ned, besat børsbygninger og på andre måder givet udtryk for, at der er tale om benhård klassekamp på europæisk jord.
Selv gik jeg på togskinnerne i Paris, side om side med de franske jernbanearbejdere den 28. marts, da de skulle ære en kollega, som havde fået skudt øjet ud med en gummikugle affyret af politiet under en tidligere demonstration. De scener, jeg kunne rapportere om, gav mig håb for fremtiden.
“Vi går ind i en ‘før-revolutionær situation’, som kan ændre magtbalancen mellem klasserne i Frankrig”, skrev det franske venstrefløjsmedie Révolution Permanente den 19. marts.
En af de førende fagforbund i kampen er det venstreradikale CGT, hvis jernbanearbejdere har gennemført strejker og andre faglige aktioner siden den 7. marts. Men ifølge Axel Persson, generalsekretær for CGT i byen Trappes, er kampen ikke en dans på roser. Jernbanearbejdere har som følge af strejke gået op til to måneder uden at få løn.
– Vi har svært ved at betale vores husleje, vi har svært ved at få råd til mad. Men vi organiserer og lever på solidaritet i arbejderklassen. Hvis solidariteten kan gå på tværs af grænser, vil det være en stor hjælp for os, siger Axel til Arbejderen og tilføjer, at jernbanearbejderne vil “fortsætte strejkerne i maj”.
For at støtte dem i kampen har Arbejderen startet en indsamling til strejkekassen for CGT’s jernbanearbejdere. Du kan spæde i strejkekassen ved at overføre et valgfrit beløb via MobilePay på nummeret: 929872 – om en måned overfører Arbejderen det fulde indsamlede beløb til CGT.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
