Et år senere
Dansk politi chikanerer religiøse minoriteter og racegjorte mennesker. Det er gammel viden for alle, som bevæger sig uden for hvide ghettoer, og som har øjne i hovedet. Men nu er det også dokumenteret, at det danske politi udøver etnisk profilering, takket være Institut For Menneskerettigheder, som har udgivet rapporten Etnisk Profilering. Et absolut must-read for alle som ønsker at forstå den systemiske racisme i Danmark!
Institut For Menneskerettigheder har i “den hidtil mest omfattende analyse i en dansk kontekst” set på, hvem politiet sigter, og hvad udfaldet af sigtelserne er. For som det fastslås i rapporten:
“Som borger kan man forvente, at politiet kun sigter personer for forhold, som de kan blive dømt for. En sigtet persons etniske baggrund burde således ikke have betydning for, om en sigtelse ender med en fældende dom eller ej. Hvis politiet i systematisk højere grad sigter minoritetsetniske borgere for forhold, de ikke findes skyldige i, kan det indikere, at politiet anvender en lavere standard for, hvornår de sigter minoritetsetniske borgere sammenlignet med borgere med dansk oprindelse.”
Og man må sige, at indikationen er til at få øje på: Af rapporten fremgår det, at indvandrere har 27 procent højere risiko for at blive sigtet uden at blive dømt end “personer med dansk oprindelse” – for efterkommere af indvandrere er risikoen for, at politiet beskylder dig for en forbrydelse, du ikke bliver dømt for, hele 45 procent højere, end hvis du ligner den gennemsnitlige hvide dansker.
Særligt mennesker med rødder i Mellemøsten og Østafrika udsættes for politiets forskelsbehandling. Således er sandsynligheden for at blive sigtet uden fældende afgørelse 73 procent større for personer med libanesisk oprindelse og 45 procent større for personer med somalisk oprindelse sammenlignet med personer med “dansk oprindelse”!
Den strukturelle racismes dybe forgreninger har viklet sig stramt om Danmarks demokratiske rødder.
Det er altid kontroversielt i Danmark at kalde racistisk praksis ud. I hvad forfatteren, journalisten og klummeskribenten Jan Guillou ynder at kalde Europas mest racistiske land, har de fremmedfjendske elementer nemlig vænnet sig til at kunne udgyde deres fordomme og konspiratoriske hadprædikener uimodsagt – og endda blive mødt med støtte fra det politiske parnas og den borgerlig mediemasse.
Derfor var reaktionen fra politiet også harmdirrende, da Black Lives Matter-protesterne i USA satte det US-amerikanske begreb racial profiling på dagsordenen, også i den danske debat. Der var ikke tale om racistisk profilering, når dansk politi oftere stopper og visiterer mennesker med brun hud, men om en særligt veludviklet 6. sans hos ordensmagten. Nogen skulle måske lære disse lovens vogtere, at fordomsfulde øjne intet har med en 6. sans at gøre…
Politiets racistiske praksis er antidemokratisk, fordi den undergraver de profileredes vilje til og mulighed for at indgå i samfundet på lige vilkår med deres hvide naboer. For at blive i den borgerligt-demokratiske terminologi undergraver politiets krænkende og ekskluderende adfærd sammenhængskraften i samfundet.
En ellers efterstræbt egenskab blandt de selvsamme politikere, som har så travlt med at sammenkoble utryghed med mørk hudfarve – og som ufortrødent indfører særlove rettet mod den “gruppe”, som med et typisk hundefløjtebegreb betegnes “ikke-vestlige”.
Men faktum er, at vi ikke allesammen lever i det samme Danmark. Der er dem af os, som kan bevæge os frit uden at skulle føle os overvågede eller fremmede. Og så er der dem, som bliver påtvunget en ydmygende fremmedhed, som reelt dømmer dem ude som medborgere.
Hvor vi med lys hud og “vestlig kultur” lysende ud af vores påklædning kan bevæge os uhindret rundt i det offentlige rum, bliver mennesker med mørkere hud eller med eksempelvis mellemøstlige eller afrikanske kulturelle udtryk reduceret til deres etnicitet, hudfarve eller religion – de bliver racialiserede, racegjorte.
Disse vores racegjorte medmennesker oplever ikke den frihed og tryghed, som de fleste hvide danskere oplever til dagligt. For dem indgyder politiet ikke tryghed, men omvendt utryghed. Mens hvide majoritetsdanskere kan føle sig hjemme og ikke tænke over at skulle legitimere sig i det daglige, bliver racegjorte mennesker stoppet af politiet, ydmyget, visiteret, afkrævet identitetspapirer og i alt behandlet som noget udgrænset – noget fremmed, som ikke hører til. Noget uønsket.
Behandler man mennesker sådan, er det lige så sikkert som amen i kirken, at nogle vil søge alternativer til det omgivende samfund. Truslen om parallelsamfund kommer således ikke fra de mennesker, som har valgt at rejse mange tusinde kilometer for at bosætte sig i Danmark, men fra det samfund, som dømmer dig ude på forhånd på baggrund af din hudfarve. Det samfund som latterliggør din kultur, udskammer dine forældres religion og møder dig som en fjende.
Den strukturelle racismes dybe forgreninger har viklet sig stramt om Danmarks demokratiske rødder. Vil vi gøre os forhåbninger om at opbygge et mere solidarisk og mere demokratisk Danmark, må vi tage livtag med såvel legitimeringen af racistisk politik som statsmagtens racistiske praksis.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
