“Det er ikke i de danske arbejderes interesse, Lizette”,
og Lizette griber fat i bordkanten, i panik, med rullende øjne, over at ordet “arbejdere” bliver nævnt😉
Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, har ikke for vane at kaste sig ind i alle mulige politiske spørgsmål. Det er en organisation, der normalt koncentrerer sig om løn- og arbejdsvilkår. Fair nok. Men i sidste uge følte formand Lizette Risgaard sig alligevel kaldet til at proklamere, at FH og dermed dansk fagbevægelse ønsker at afskaffe det danske forsvarsforbehold i EU ved folkeafstemningen den 1. juni.
Udmeldingen kom uden en foregående demokratisk debat i organisationens medlemsforbund.
Forbund, hvor mange af medlemmerne – de danske arbejdere – er ekstremt kritiske over for EU. Og det forstår man godt: EU’s fri bevægelighed skaber social dumping, og den bebudede mindsteløn fra EU er en bombe under vores ret til at forhandle overenskomster og strejke.
Det er set før, at Socialdemokratiet har sendt fagtoppen i byen for at overtale danske lønmodtagere, når man var presset.
Alligevel gik Lizette Risgaard altså ud og argumenterede reelt for dansk deltagelse i en EU-hær, der vil øge oprustningen. Midt under krigen i Ukraine. Kort efter, at regeringen har valgt, at vi skal have amerikanske soldater på NATO-baser i landet. Midt i en situation, hvor Europa er på vej mod ekstrem militarisering, og hvor Folketinget vil bruge 18 milliarder ekstra – a-t-t-e-n milliarder – hvert eneste år på militær og oprustning. Penge, der går fra velfærd – og fra arbejderklassens tryghed.
På lige netop det tidspunkt burde fagbevægelsen topfigur tale fredens og fornuftens sag og ikke gå med i det oprustningshysteri, vi ser fra alle sider. Lizette Risgaard gjorde det modsatte. Hvorfor, aner vi ikke, for det er jo ikke blevet diskuteret blandt fagbevægelsens medlemmer. Men det er set før, at Socialdemokratiet har sendt fagtoppen i byen for at overtale danske lønmodtagere, når man var presset.
Det er dybt uansvarligt at ride med på militariseringsbølgen, som FH gør her.
Vi ved, at det er almindelige arbejdere og deres børn og unge, der bliver sendt i krig, når det spidser til. Sådan var det, da stormagterne skulle omfordele rovet under Første Verdenskrig, og sådan er det i dag. Dengang blev arbejderbevægelsen splittet på, om man gik med på elitens krigspropaganda og støttede krigen – eller om man nægtede at beskyde sine brødre og søstre i andre europæiske lande.
I dag står vi igen over for et afgørende valg. Kæmper vi fredens sag, eller opruster vi og eskalerer konflikterne? En EU-hær betyder oprustning og nye krigseventyr for stormagtsinteresser ude i verden. Det er ikke i de danske arbejderes interesse, Lizette.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
