Den britiske regering er i fuld gang med voldsomme angreb på arbejdernes ret til at strejke. Det sker som svar på den største strejkebølge i Storbritannien siden 1980’erne.
Jernbanearbejdere, sundhedsansatte, lærere, rengøringspersonale, chauffører og mange andre har det seneste år kæmpet en konsekvent kamp på arbejdspladserne.
Det er sket gennem et hav af arbejdspladsnedlæggelser.
Derfor vil den konservative britiske regering indføre stramme regler for minimums-service med trusler om fyring og straf, hvis man ikke tager strejkeramt arbejde. I forvejen er den britiske lovgivning på området en af de strengeste, der findes.
Styrkeforholdet har rykket sig en smule, efter at det blev sværere for mange virksomheder at udføre social dumping gennem EU’s indre marked.
Det har ikke holdt arbejderne tilbage. De har tilkæmpet sig lønstigninger på alt mellem 10 procent og 30 procent. Samtidig stiger fagforeningernes medlemstal for første gang i årtier.
Fagforeningerne har allieret sig med den folkelige bevægelse Enough Is Enough, der udover højere løn også kræver boliger og energi, der er til at betale, og et stop for virksomhedernes ekstreme profitter.
Det er langt fra det eneste sted, strejkevåbnet tages i brug i stor stil. I sidste uge var over to millioner franskmænd på gaden under en generalstrejke i protest mod forhøjelse af pensionsalderen
Det gør eliten bange, og det er altså det, den arbejdsgivervenlige regering handler på nu. Arbejdernes evne til at stå sammen og lamme landet skal saboteres – uanset at det er på kanten af menneskerettighederne, når strejkeretten angribes i en sådan grad.
De mange strejker og aktiviteter er udtryk for et bevidst valg fra store dele af fagbevægelsen.
Nu er det slut med at bøje nakken og leve for stadig lavere lønninger med færre og færre rettigheder. Samtidig har styrkeforholdet rykket sig en smule, efter at det blev sværere for mange virksomheder at udføre social dumping gennem EU’s indre marked.
Det er stadig på mange måder en svag fagbevægelse, men altså stærk nok til at få politikerne til at ryste i bukserne og ty til ekstremer.
Nogle vil hævde, at brexit er grunden til, at arbejdernes rettigheder er under angreb, men det er en lidt omvendt logik. Arbejdernes offensiv kommer blandt andet på baggrund af brexit og startede med britiske lastbilchauffører, der var i stand til at tørlægge landets tankstationer i løbet af få uger i 2020.
Hvis Labours leder, Jeremy Corbyn, ikke var blevet snigløbet af sine egne partifæller, kunne der sidde en helt anden regering i Storbritannien i dag med fokus på arbejdernes rettigheder og den brede befolknings levevilkår.
Nu har mange britiske arbejdere givet op på politikerne og har taget sagen i egen hånd. De fortjener solidaritet, når deres basale rettigheder er under angreb.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
