Kommentar
Da Nelson Mandela i 1994 blev indsat som præsident i Sydafrika – den første demokratisk valgte leder efter apartheid – var fire danske gæster officielt inviteret.
To af dem var mureren Morten Nielsen fra antiapartheidbevægelsen og Henrik Berlau fra Sømændenes Forbund.
Det var ikke tilfældigt. Dele af dansk arbejderbevægelse spillede en stor og vigtig rolle i kampen mod det racistiske apartheidregime.
Fagbevægelsen må aldrig blive bange for at sige fra over for drab på civile – hvor som helst og når som helst.
Sømandsforbundet afslørede, hvordan danske rederier ulovligt omgik FN’s våbenembargo, og var med til at sætte en prop i våbenleverancerne til det morderiske styre. Sammen med blandt andre australske kolleger startede de en stor faglig kampagne mod apartheid. Danske havnearbejdere nægtede at arbejde med skibe, der sejlede med sydafrikanske varer.
Arbejderbevægelsen tog stilling i den internationale kamp for menneskerettigheder og demokrati – blandt andet fordi fagbevægelsen og modstandsbevægelsen i Sydafrika bad om det.
Og hvorfor så dette tilbageblik på fortiden? Fordi der er opstået en debat om, hvorvidt danske arbejdere og fagbevægelse overhovedet skal forholde sig til krig og undertrykkelse af folk og kolleger i andre lande. Er det fagbevægelsens opgave, eller skulle den ikke hellere holde sig til sin egen nyttehave?
Historien viser, at kræfter i dansk fagbevægelse altid har taget stilling for fred og solidaritet. Det har man ikke altid fået ros for. De danske virksomheder var rasende, og nogle politikere mente, at arbejderne støttede terrorister, fordi Mandela og ANC var på USA’s terrorliste. Det holdt dem ikke tilbage.
I dag begynder man igen at se havnearbejdere, der nægter at laste våben til Israel blandt andet i Belgien og Spanien, mens israelske skibe blokeres i Australien og USA for at tvinge en våbenhvile igennem og stoppe drabene på tusinder af civile. Samtidig har fagforeninger i hele verden opfordret til et stop for bombardementerne.
Fagbevægelsen må aldrig blive bange for at sige fra over for drab på civile – hvor som helst og når som helst.
Ingen politiker skal bestemme, hvad faglige klubber eller tillidsfolk må blande sig i. Den danske regering og dele af erhvervslivet har på sin side spændt havnearbejdere og fabriksarbejdere for en militarisering, der betyder, at amerikanske våben passerer gennem danske havne, og at Israel modtager militært isenkram fra danske fabrikker. Materiale der indgår i drabene på uskyldige palæstinensere. Sker det med vores gode vilje?
I dag anmoder palæstinensere om støtte til at redde deres liv. Mennesker der lever i et besat land, som FN karakteriserer som apartheid. Vil de blive hørt?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
