Læserbrev
Imperialismen er folkenes fjende
USA bærer det fulde ansvar for den nuværende krig i Gaza. I 1978 blev der indgået en aftale mellem Israel og PLO, som satte gang i en fredsproces kendt som Oslo-aftalerne. Oslo-aftalerne er to aftaler indgået mellem Israels regering og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO). Oslo I-aftalen blev underskrevet i Washington D.C. i 1993, mens Oslo II-aftalen blev underskrevet i Taba, Egypten, i 1995. Oslo-aftalerne markerede starten på Oslo-processen: en fredsproces, der havde til formål at opnå en fredsaftale baseret på FN’s Sikkerhedsråds resolutioner 242 og 338 og opfylde “det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse.”
Oslo-processen startede efter hemmelige forhandlinger i Oslo, som resulterede i, at PLO anerkendte staten Israel, og at Israel samtidig anerkendte PLO som forhandlingspartner og repræsentant for det palæstinensiske folk. Når FN-resolutionerne ikke længe er blevet implementeret, skyldes det USA’s interesse i at gennemføre sin “del og hersk politik” i Mellemøsten.
Der er mange paralleller mellem den britiske kolonisering af Indien i det 19. århundrede og den amerikanske imperialisme i det 21. århundrede. I sine artikler publiceret i ‘Dispatches for the New York Tribune’ beskrev Karl Marx, hvordan de indfødte styrker i kolonihæren vendte sig mod briterne i flere oprør.
Vi så det samme mønster i Irak, hvor amerikanske styrker efter invasionen trænede en lokal hær, der vendte sig mod amerikanerne i 2006. Den 22. september 2014 greb USA officielt ind i den syriske borgerkrig, med det formål at bekæmpe Islamisk Stat som en del af ‘Operation Inherent Resolve’, i den internationale krig mod Islamisk Stat.
USA støtter også de syriske oprørere og de kurdisk-ledede syriske demokratiske styrker, der er imod både Islamisk Stat og den syriske præsident Bashar al-Assad.
Vi så det samme mønster i Afghanistan, hvor den amerikansk trænede hær vendte sig mod besættelsesmagten i oprøret i 2021. Dette er kun eksempler på et meget bredere mønster, brugt af amerikanerne til at sikre kontrol over deres interesser i Mellemøsten.
USA har i en årrække, gennem stråmænd eller allierede, støttet de religiøse islamiske bevægelser.
Her er en række eksempler: Da den sovjetstøttede “Demokratiske Republik Afghanistan” kollapsede i 1992, blev Afghanistan kastet ud i en borgerkrig mellem en række krigsherrer. Taliban opstod som en styrke, der var i stand til at etablere lov og orden i landet og fik betydelig støtte fra de etniske pashtunere.
De blev bevæbnet og støttet militært af USA for at kunne kæmpe mod Sovjetunionens hær, som havde befriet Afghanistan i 1979. Selvom den radikale ideologi, som Taleban repræsenterede skræmte mange væk, vurderede mange vestlige iagttagere bevægelsens fremkomst som en positiv begivenhed.
I 2016 offentliggjorde BBC en rapport, som beskrev, hvordan den amerikanske præsident Jimmy Carters (1977-1981) administration havde omfattende kontakt med ayatollah Ruhollah Khomeini og hans følge i optakten til den iranske revolution i 1979. Rapporten var baseret på “for nylig afklassificerede amerikanske diplomatiske kabler”. Ifølge rapporten, som citeret af The Guardian, gik Khomeini “langt for at sikre, at amerikanerne ikke ville bringe hans planer om at vende tilbage til Iran i fare – og skrev endda personligt til amerikanske embedsmænd” og forsikrede dem om ikke at bekymre sig om deres interesser i Iran , især olie.
Ifølge rapporten hjalp Carter og hans administration til gengæld Khomeini og sikrede, at den kejserlige iranske hær ikke ville iværksætte et militærkup. Islamisk Stat er tidligere kendt som “The Islamic State of Iraq and the Levant”, forkortet ISIS. Det opererer i Irak og Syrien og har erobret en by i Libanon for at etablere et islamisk kalifat i området.
Havde det ikke været for amerikanske våben og støtte, ville Islamisk Stat ikke være i stand til at sprede terror i Irak i dag, siger Rand Paul, amerikansk senator.
Tony Cartalucci, geopolitisk analytiker og forfatter, kendt fra onlinemagasinet “New Eastern Outlook”, påpeger en selvmodsigelse i, at USA nu bomber Islamisk Stat i det nordlige Irak. – IS har fået meget støtte fra USA’s meget nære allierede i Golfen, siger han til tv-stationen Democracy Now.
Velhavende individer og religiøse institutioner i Saudi-Arabien, Kuwait og Qatar har kanaliseret millioner af dollars til Anti-Assad-modstandere i Syrien. Hamas – som er et arabisk akronym for “islamisk modstandsbevægelse” – ville sandsynligvis ikke eksistere i dag, hvis det ikke var for den jødiske stat.
Israelerne var med til at gøre en gruppe palæstinensiske islamister i slutningen af 1970’erne til en af verdens mest berygtede militante grupper. At Hamas er et tilbageslag, og dette er ikke en konspirationsteori. Den tidligere israelske brigadegeneral Yitzhak Segev, som var den israelske militærguvernør i Gaza i begyndelsen af 1980’erne, fortalte en New York Times-reporter, at han havde hjulpet med at finansiere den palæstinensiske islamistiske bevægelse som en “modvægt” til sekularisterne og venstreorienterede i Palæstina-befrielsen.
Organisationen og Fatah-partiet, ledet af Yasser Arafat, der selv omtalte Hamas som “en skabning af Israel.”
(Indlægget er bragt som læserbrev i Nordjyske Stiftstidende den 11.11.2023.
Log ind for at svare
