En væbnet afkolonisering
De af os, der kan huske tilbage til den kolde krigs tid, har fået udtrykket “russerne kommer” ind med modermælken. Andre hører det for første gang i disse måneder, hvor det gentages med så stor hyppighed og intensitet, at man må undre sig over, at russerne ikke er “kommet” endnu. Altså ikke har invaderet Ukraine.
For hvis man følger blot det mindste med i mainstreammediernes dækning af konflikten mellem USA/NATO og Rusland, ville man tro, at en sådan invasion var sket for længst.
“Verdens øjne er rettet mod krisen i Ukraine”, hedder det – og Altinget beskrev situationen således torsdag:
Ånden i de meget konkrete forslag til eksempelvis NATO er fælles sikkerhed uden at krænke den anden part og fredelig løsning af konflikter.
“Amerikanske og britiske transportfly har i flere uger fløjet i pendulfart til og fra Ukraine med våben og ammunition til den ukrainske hær, der er i fuld gang med at forberede sig på en russisk invasion af landet.”
I DR er der opfundet et nyt begreb for disse våbentransporter: Militær nødhjælp. DR skrev således 22. januar: “90 ton militær nødhjælp er ankommet til Ukraine … Med i lasten er blandt andet ammunition til de ukrainske tropper…” Ammunition er nu blevet til nødhjælp i den hjælpeaktion, som USA og NATO har igangsat mod et endnu-ikke-angrebet land.
De 100.000 russiske soldater, der anføres at være opmarcheret nær Ukraine – men dog på russisk jord – er indtil nu blevet, hvor de hele tiden har været.
Alligevel: Torsdag aften spåede den amerikanske præsident Biden en russisk invasion i februar. Den er “meget sandsynlig”, erklærede han – lige efter at styret i Moskva havde reageret bemærkelsesværdigt tilbageholdende på USA’s og NATO’s svar på en række russiske forslag, fremsat for over en måned siden.
Og der er fuld gang i den militære opbygning:
Fire danske F-16-kampfly er sendt til luftbasen i Siauliai i Litauen sammen med omkring 80 personer for at forstærke NATO’s tilstedeværelse i Baltikum. Seks amerikanske F-15-fly er også ankommet til Ämari-basen i Estland. NATO’s generalsekretær har gjort klart, at NATO kan indsætte 5000 soldater med meget kort varsel i eller omkring Ukraine.
Danmark er med hele vejen i den militære opbygning. Det skal ikke glemmes, at fra 1. januar i år er 1000 danske soldater – en kampenhed samt støtteenheder – blevet koblet til NATO-beredskabet (NATO Readiness Initiative). De skal kunne sættes ind i løbet af 30 dage.
Den ukrainske udenrigsminister Kuleba sagde torsdag under en besøg i København, at “tiden er kommet til at bruge hård magt” – en åbenlys opfordring til, at der skal indledes krigshandlinger mod Rusland. Forsvaret af Kulebas land og dets styre er for Vesten lige pludselig blevet til et spørgsmål om ædle principper om suveræne lande og deres ret til selv at bestemme deres tilhørsforhold og fremtid. Behøver man minde om, at Vesten er fløjtende ligeglad med disse principper de andre 364 dage om året?
Men tilbage til de forslag, som Rusland fremlagde for over en måned siden, og som USA og NATO dengang lod ligge i en skuffe, indtil de i denne uge overvandt sig selv og besvarede dem. Der er tale om to aftaleudkast – et til NATO og et til USA. Og det er ikke kompliceret stof:
Ånden i de meget konkrete forslag til eksempelvis NATO er fælles sikkerhed uden at krænke den anden part og fredelig løsning af konflikter. Parterne skal afstå fra magtanvendelse. Desuden er der en række nedrustningsforslag og forslag om gensidigt at love hinanden ikke at sætte tropper ind i Europa – og ja: Så er der selvfølgelig det forslag, som er det eneste, der fylder i mainstreammediernes dækning: “Alle medlemslande i NATO forpligter sig selv til at afstå fra enhver yderligere udvidelse af NATO, herunder optagelse af Ukraine eller andre stater.”
Tilsvarende med forslagene til USA: Et tydeligt nej til NATO’s øst-ekspansion og forslag om i fællesskab at afstå fra en række militære handlinger, herunder atomare.
Med andre ord: Der er masser af knager, som en forhandlingsproces kunne hænges op på.
Men lige nu er USA og en række NATO-lande (herunder Danmark) ved at male sig selv op i et hjørne, som de får sværere og sværere ved at komme ud af. Det bliver interessant at følge, hvad der sker i FN’s Sikkerhedsråd i næste uge, hvor USA har krævet debat om Ruslands “truende adfærd”.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
