Slipper med billig CO2-afgift og får milliarder retur til teknologiske fix
tak igen for en afbalanceret foreløbig melding . Det her vanvid bør stoppes !
Log ind for at svareDe fire sprængninger, der mandag-tirsdag ramte gasledningerne Nordstream I og Nordstream II i Østersøen, har alvorligt forværret mulighederne for en dialog, der kan bringe våbenhvile og fred til Ukraine.
Et storpolitisk spil af dimensioner er i fuld gang efter sprængningerne. Og mainstreammediernes, kommentatorernes, militæranalytikernes og mange politikeres pile peger per automatik kun i én retning, når den skyldige skal findes: mod Rusland.
Uanset hvem der står bag, er sprængningerne en konsekvens af krigen i Ukraine og endnu et bevis på dens ødelæggende konsekvenser for mennesker og miljø.
Men omstændighederne omkring sprængningerne er slet ikke undersøgt til bunds endnu. Faktisk er en efterforskning knap nok gået i gang. Det kan først ske hen over weekenden, når den sidste gas med al dens miljøødelæggende konsekvenser er boblet op i Østersøen.
Hvad vi p.t. ved, er alene, at sprængningerne ikke var en ulykke eller et uheld. De er foretaget bevidst, altså der er tale om sabotage.
På russisk foranledning mødes FN’s Sikkerhedsråd fredag for at drøfte sagen, og en talsmand for styret i Moskva har kaldt det “absurd og stupidt” at anklage Rusland for at stå bag. Den russiske ambassade i Danmark har krævet en tilbundsgående undersøgelse – og at dens resultater bliver offentliggjort.
Når der sker alvorlige hændelser som sabotagen mod Nordstream I og II, er det altid klogt ikke at lade sig lede af konspirationsteoretisk ønsketænkning og udpege sin fjende nummer ét som hovedmistænkt. I dette tilfælde for Vestens vedkommende: Rusland. I stedet er det klogt at stille spørgsmålet: Hvem har gavn af det, der er sket? Hvem profiterer på det – politisk, økonomisk, militært?
Sprængningerne i Østersøen har stoppet effektivt for russiske gasleverancer til Europa og især Tyskland i meget lang tid. Det er vanskeligt at forestille sig, hvilken interesse Rusland skulle have i at stoppe gaseksporten til Tyskland mere eller mindre permanent. Og hvis Rusland ville standse gaseksporten, kunne man enkelt og billigt trykke på en knap frem for at foretage undervandseksplosioner.
Men selvfølgelig: I krig er alt muligt, tilmed desperat, selvskadende adfærd.
Derfor må spørgsmålet, “hvem har gavn af det, der er sket”, stilles fordomsfrit.
Den 7. februar, nogle uger før Rusland invaderede Ukraine, svor den amerikanske præsident Biden, at hvis en invasion kom på tale, “vil der ikke længere være nogen Nordstream II. Så vil vi sætte en stopper for den”. Og da han blev spurgt, hvordan det kunne lade sig gøre, når nu det var et tysk projekt, svarede han: “Jeg lover dig, at det vil vi være i stand til.”
En uvildig og fordomsfri undersøgelse ville naturligvis også skulle kaste lys over denne krigsparts interesser og motiver.
De selvskadende sanktioner og energikrisen – der forstærkes med to gasledninger sat ud af spillet – er ved at flå flere europæiske landes økonomier i stykker. Industrier i Tyskland er i dyb krise, produktion lukker ned flere steder – eller planlægger tilmed at rykke til USA. Alt sammen med enorme konsekvenser for de europæiske folks dagligdag, liv og fremtid. Hverken de europæiske kapitalister eller arbejdere synes at kunne profitere af sabotagen i Østersøen.
Hvis spørgsmålet, “hvem har gavn af det, der er sket”, skal kunne stilles fordomsfrit, hvis alle krigens parters motiver og ageren skal efterforskes, kræver det en uvildig efterforskning af sprængningerne, fuld transparens og offentlighed om resultaterne. Det betyder også, at det ikke kan være nogen af Ukraine-krigens parter – og her skal NATO-landene naturligvis medregnes – der kan forestå en sådan efterforskning.
Gad vide om sandheden nogensinde kommer frem?
Og endelig: Uanset hvem der står bag, er sprængningerne en konsekvens af krigen i Ukraine og endnu et bevis på dens ødelæggende konsekvenser for mennesker og miljø. Nogle ønsker, at det skal fortsætte i det uendelige.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
